Tankespind om ingenting

En hel uge har bloggen været lukket. Jeg har været i tvivl om dens fortsatte eksistens og relevans. Den tid vi lever i for øjeblikket, giver anledning til overvejelser om fornyelser og meningen med det hele.

Merkur har været retrograd i Vandbæreren siden 31. Januar og vendte endelig i går den 21. februar. Der skete en mærkbar lettelse i humør og sind. I mit tilfælde hænger Vandbæreren sammen med 8. hus og indikerer samtidig fortid og fremtid. Hvad skal bevares fra fortiden og hvad skal fornyes til fremtiden?

Svaret er at jeg ved det ikke. Derfor øver jeg mig i at blive i nuet og se hvad et næste skridt er. Og det næste. Og det næste.

Måske slet ingenting.

Det er noget i tiden.  Den her usædvanlige situation der tvinger os alle – mere eller mindre – hjem og i relativ isolation. Ingen kunstmuseer, ingen biblioteker, ingen butikker, ingen frisører, ingen træningscentre, ingen samvær… det er en masse ingenting, der kan få fantasien til at gå i selvsving. Det må gøre noget ved os som individer og som samfund på længere sigt. Det er en overgangstid, et overgangsliv. Et ingenmandsland. Et impasse.

Saturn og Uranus er pt i tæt kvadrat mellem Vandbærer og Tyr der indikerer opgør med forældede strukturer overfor nye strømninger og ideer. Det skaber splittelse, forargelse, måske endda chok, hos mere reaktionære kræfter når avantgarden kommer på banen med nye ideer og måder at leve på. Det har det altid gjort. Jeg er ved at læse om kunsten i begyndelsen af det 20. århundrede – en bog der ligefrem hedder “The Shock of the New” hvor den nye abstrakte kunst forargede borgerskabet. “Det ligner jo ikke”.  Wassily Kandinsky, Paul Klee, Piet Mondrian – og ikke at forglemme Hilma af Klint, der dog først blev kendt i 1980erne 40 år efter sin død – men hun var en af den abstrakte kunsts pionerer. Alle disse kunstnere havde set det samme – nemlig det usynlige. Det var noget i tiden… nå – jeg fortaber mig vist her…

Den erfaring som pandemien har bragt med sig  – når det engang bliver evalueret – vil ændre på dele af vores infrastruktur og  måden at indrette arbejdspladser,  skoler og dagligliv på. Tilbage til normalen efter corona? Det tror jeg nok – men ikke sådan som vi kender det eller tror det bliver. Uranus er uforudsigelighedens planet – og har nok et par esser i ærmet endnu.  Hver enkelt af os har medansvar for helheden og det er nok en af de vigtigste lektioner, som jeg ser det, at covid-19 har givet os.  Det er et af Vandbærerens væsentligste temaer: individets plads i helheden.

Men i hvert fald… foreløbig er bloggen åben igen hvor jeg skriver når jeg har noget på hjerte, så tager vi den der fra – og tak til jer der læser med.

Billedet er fra en travetur i skoven i weekenden – min søster døbte den: “Ked-af-det-trold-med-løbenæse-ish.” Det synes at være rimeligt passende.