Skribenten lufter lidt frustration

Det er onsdag den 23. maj 2018. Solen er på vej hen over min altan og varmer den op til kogepunktet. Så jeg er gået indendørs i den kølige skygge og kaster et blik på nuets astrologi og ser en figur i vand- og jordtegn.

Månen i opposition til Neptun,  Jupiter i opposition til Merkur og alle fire planeter ligger i de samme ca. 16-17 grader og aspekterer dermed hinanden i det der kaldes “det mystiske rektangel”.

Rektanglet består af to parallelle trigoner forbundet af to parallelle sekstiler.  Det hele aspekterer i øvrigt ascendanten i mit horoskop – så måske er det derfor jeg er i en stemning af noget blødt, blidt og uproduktivt i disse timer – og dage.     Det er ligesom at gå igennem dun,  eller en tyk,  lyserød, candyfloss-tåge. Jeg hører podcast om symbolikken i tarotkort og deres affinitet med astrologi – det er fyldt med meningsfuld mystik og magiske tanker, uden at deltagerne i samtalen mister  jordforbindelsen.  Det er dybt inspirerende.

Månen er snart ude af billedet og videre i Jomfruens tegn – så vil rektanglet blive opløst til en ny figur – en opposition forbundet med en trigon og en sekstil mellem Merkur i Tyr, Jupiter i Skorpion og Neptun i Fiskene…  Der kan være træghed i den vågne bevidsthed – drømme kan til gengæld være udsædvanligt levende. Men der kan også snige sig en “åndelig dovenskab” ind, når aspekterne ikke rigtig udfordrer. Det er faktisk lidt irriterende, at have et projekt – som bare går i stå hele tiden.

Det her blogskriv er egentlig bare en overspringshandling.  Jeg har en artikel til Horoskopbladet Stjernerne i ovnen. Den skal handle om Uranus, der aktuelt er gået i Tyrens tegn – efter syv år i Vædderen.  Men som det altid er med Uranus, så kan den være svær at fange ind – medmindre jeg finder på noget originalt. Det er jo Uranus’ fornemmeste signatur, at være original. Det simrer med løsrevne sætninger, vinklinger og små papirlapper med notater. De er spredt ud over skrivebordet, i køkkenet, på natbordet – ikke mindst.  Sedlerne må samles sammen, vurderes og sorteres. På et tidspunkt. Men ikke lige nu.

Et par gode overskyede dage, gerne med heldagsregnvejr, ville være ideelt (undskyld, solelskere…).

Jeg skal nok få den artikel skrevet.   Det er jeg sikker på – for sådan plejer det at gå… men hov… kan man overhovedet “pleje” noget med Uranus…?  Jeg må satse på at planeten selv hjælper det hele på gled.  Jeg elsker når det der flow indfinder sig i skriveprocessen…

I næste nummer af Stjernerne – Krebsenummeret, der udkommer omkring 21. juni – har jeg en artikel med om Pluto, der er lidt over halvvejs i Stenbukkens tegn nu.  Så der er jo tid endnu, inden deadline for næste artikel – og som Tyr kan jeg godt lide at have god tid… men det kan også blive lidt for god tid – især når Merkur også er i Tyren… både i mit horoskop og i nuets horoskop.  Måske skal jeg bare lade Uranus ligge, indtil Merkur rykker i Tvillingerne den 30. maj – så  kommer der helt anderledes fart på hjernemaskineriet. Og selv da, er der stadig god tid inden deadline.

Nu vil jeg have en kold gin og tonic under parasollen på den overophedede altan… ganske passende til aspekterne.

Tak fordi du læste så langt…

En magisk rejse med måneknuderne

Fantasirejser eller Aktiv Imagination er en spændende meditationsform, der kan bringe de særeste symboler og billeder frem i sindet.  I alt for lang tid har jeg været optaget af andre ting i den ydre verden og forsømt det indre liv – intuitionen og kreativiteten. Når det sker, oplever jeg smerter i kroppen, rastløshed, er mere distræt og glemsom. Jeg inviterer intuitionen tilbage, ved at sætte mig på min meditationspude en halv time hver morgen. For at holde fokus, hører jeg noget letflydende musik eller en guidet meditation som jeg finder på min ipad.

For at støtte processen, vil jeg her dele en artikel jeg skrev  efter en gruppemeditation på astrologiskolen I.C.Instituttet, et forløb der fandt sted i efteråret 2016, ledet af astrolog og bladredaktør Cathrine Oppenheim.  Artiklen blev bragt i Horoskopbladet Stjernerne, Januar 2017, Stenbukkens måned.

En magisk rejse med måneknuderne

Jeg sidder i en rød lænestol i I.C. Instituttet på Østerbro. Vi er en lille kreds af mennesker samlet for at meditere på astrologiske symboler. Vi har været igennem planeterne hver tirsdag de seneste otte uger og er nu kommet til Måneknuderne, de ikke-eksisterende skæringspunkter hvor Solens og Månens baner krydser hinanden, hvor sol- og måneformørkelser – eklipser – finder sted. På denne dag er den sydlige Måneknude i konjunktion med Neptun i Fiskenes tegn. Et potent aspekt der føles som en åbning til et dybt mystisk og magisk sted.

Jeg elsker mystik og magi. Det får min fantasi til at spinne når jeg mærker at der er hul igennem til de vilde indre scenarier, når det ubevidste udfolder sig med sin skønhed og visdom. Og – indrømmet – sommetider knap så skønt, men det holder jeg for mig selv og bemærker bare at det findes også. Men lad os nu komme afsted på rejsen med Cathrine Oppenheim som guide:

“Sid behageligt med begge fødder på gulvet. Mærk åndedrættets bevægelse ned og op igennem kroppen. Centrer din opmærksomhed i brystet. Visualiser et sted hvor du har det godt. Find en åbning et sted i dine omgivelser og gå derind. Du ser to trapper – en opadgående og en nedadgående. Vælg en af dem.”

Jeg vælger den nedadgående trappe og forventer at komme ind i mit indre bibliotek. Men denne gang er det alligevel anderledes. En ufatteligt stor sort kuppelhal kommer til syne med tusindvis af bittesmå gnister der glimter overalt på væggene. Går jeg tættere på ser jeg at gnisterne ligner små filmsekvenser – af menneskers livsforløb? En slags skydedør glider til side. Jeg bevæger mig ind i en kort mørk gang og bag den åbner sig endnu en enorm kuppelhal. Her er kuplen klart glas og jeg skuer med forundring ud i verdensummet, ser ind i vores galakse – vores jord og himmellegemer bevæger sig tyst i mit synsfelt. Jeg står lidt i det storslåede sceneri og føler mig lille, men også privilegeret og fuld af ærefrygt.

Endnu en åbning viser sig. Nu kommer jeg ind i en længere tunnel fyldt med de vildeste farver. Alle regnbuens farver snor sig ind og ud mellem hinanden – hver farve danner spor i de andre farver, ligesom marmorering. Det er helt psykedelisk – og lutrende – at stå her. Der hvor farvetunnellen ender, bliver lyset fuldkommen hvidt og klart uden at blænde. Det drager mig. Her og der pulserer der noget mere fortættet lys. Som kugler af stof, forskelligt fra det øvrige lys. Stoffet kommunikerer, men ikke med ord. Jeg opfatter, at dette lys har tråde til de gnister jeg så i den første sorte kuppehal. Synet slutter her, da jeg kaldes tilbage til den røde lænestol på Østerbro i København.

Som jeg umiddelbart forstår det: Den nedadgående trappe opfatter jeg som den sydlige Måneknude, porten til fortiden. En tur tilbage i tid og rum. Baglæns fra det sted hvor livsgnisten står lige foran inkarnation, længere bagud hvor verdensrummet viser inkarnationens hjemsted og endelig tilbage gemmen diversitetens farvesymboler, til lyskilden hvorfra gnisten til liv tager sin begyndelse…?

Et par dage efter denne oplevelse, bliver jeg nysgerrig efter at vide hvad der mon sker hvis jeg går op ad den anden trappe, der så må være den nordlige Måneknude. Det er ikke helt så let at gøre på egen hånd, men jeg har en app med guidede meditationer der kan hjælpe. Jeg finder en kort kropsscanning og sætter mig til rette i min egen lænestol derhjemme. Rejsen kan begynde.

Jeg finder indgangen til trappen igen og tæller ti trin opad. Her ser jeg en uendelig slette med flimrende horisontale linjer, lyse gråligblå nuancer. Som varmeflimmer over hav og ørken på en gang. Det er umuligt at skelne en horisont; det er som at se ind i ingenting. Og alligevel aner jeg at der er “noget”. Jeg kigger ned på mine bare fødder. Under dem er der grønt græs. Da jeg tager nogle skridt frem, mærker jeg til min forbløffelse modstand – jeg støder ind i en slags elastisk membran. Det er altså slet ikke et udsyn, men en barriere. Jeg forsøger med et skridt mere. Nu er det som en sprække åbner sig i membranen. Det er ligesom et forhæng der åbnes og jeg kan gå videre. En smal stribe landskab opstår foran og bag mig mens jeg går. Græs, træer, buske, planter, vand, himmel, opstår omkring mig undervejs. Og nu kommer der også menneskeskikkelser. Det særlige ved skikkelserne er, at de alle bærer religiøse symboler og dragter fra alverdens trosretninger. I det fjerne stiger solen op over en horisont i det smalle synsfelt. Lyset falder på skikkelserne der bliver suget ind mod solen en efter en, mens den stiger. En efter en kommer de ud igen på den anden side af solen, nu hånd i hånd. De religiøse symboler er væk. Skikkelserne er klædt i næsten ens smukke, skinnende farverige dragter. De danner en kæde, smelter sammen i en hvirvelstrøm omkring solen og går i et med den, mens den langsomt går ned bag horisonten igen. Sprækken, jeg ser det hele igennem, lukker sig, lidt ligesom en lynlås, mens jeg bliver trukket tilbage. Jeg står igen ved trappen jeg kom op ad. Den uendelige slette, eller membranen, ser ud som før. Jeg vender tilbage til mig selv i min lænestol.

Hvad var det? En port til fremtiden? Fødsel? En luftspejling? Måneknudernes symbolik er et mysterium. Jeg hælder til den subjektive overbevisning at de repræsenterer et væsentligt livstema. Hvis du, kære læser, foretager en lignende øvelse, vil du nok opleve noget helt andet. Fantasirejser, visualiseringer, er ligesom drømme. De symbolmættede billeder fra det personlige eller kollektive ubevidste har deres eget liv i vores psyke – og et stort healende potentiale, når først man begynder at arbejde med det. Denne måde at nærme sig de astrologiske symboler på, kan med lidt øvelse, give et helt unikt og personligt indblik i horoskopets energi.