Saturn og Jupiter ved vejs ende – og en ny begyndelse

Vi er langt inde i november 2020 og der sker ting og sager på jorden som på himmelen, så at sige.  I hvert fald i astrologisk forstand, som ikke skal forveksles med de astronomiske fakta.

Merkur gik direkte den 3. november og mødte Saturn i et kvadrat den 6. november. Derefter gik planeten ind i Skorpionen den 10. november. Den 12. november har Jupiter og Pluto haft deres tredje og sidste stævnemøde.  Mars i Vædderen har vendt snuden fremad igen den 14. november. Der var nymåne i Skorpionen den 15. november og Merkur var i opposition til Uranus, også for tredje og sidste gang i denne runde, den 17. november.  Den 21. november skifter Venus tegn og følger efter Merkur ind i Skorpionen og Solen går i Skytten.

Skal vi lige trække vejret en gang?

Har der været drama i november 2020? Ja det har der i den grad.  Trump blev stemt ud af det hvide hus, som han nægter at forlade og i vores egen andedam rasler sablerne på Christiansborg og i sociale medier over hvordan minkproduktionen i Danmark er blevet nedlagt pga en virusmutation. Nogle kalder det en skandale, andre rettidig omhu. Det faktuelle er, at en minister er gået af og oppositionen truer med at vælte regeringen…

Jupiter og Pluto i konjunktion er ingen spøg, men konjunktioner er som regel ikke de værste, fordi det er en sammensmeltning af to energier, et samarbejde, og altså ikke belagt med spændinger, krise eller modstand som sådan.  Det er mere noget med at gøre det nødvendige som tiden og omstændighederne kalder på. Om det er ministerrokader eller at en siddende præsident nærmest skal bæres væk af politiet kan sagtens være udtryk for dette.

Jupiter-Pluto konjunktionen kan være udtryk for de underliggende etisk/moralske overvejelser der altid må tages med når drastiske midler tages i brug i samfundet.  Og somme tider virker det “uretfærdigt” når disse midler rammer nogle få hårdt for at gavne højere formål. Det er en rent machiavelliansk tankegang og man kan kalde det for hensynsløst at aflive mink og nedlægge et helt erhverv af frygt for ukontrollable mutationer.  Men erhverv nedlægges jo hele tiden – uden nævneværdig kompensation – og nye erhverv opstår.  Det er en naturlov.  Jupiter-Pluto viser at noget må dø og noget nyt spire frem i samme åndedrag.

Første Jupiter-Pluto konjunktion i denne runde fandt sted i April 2020, den næste, som var mens begge planeterne var retrograde, var i Juni 2020 og nu er det så det sidste “hug” her i november.  Processen er ved at være bragt til ende. Jupiter haster videre fremad til et møde med Saturn den 21. december, kort efter at begge planeter har forladt Stenbukken og er gået i Vandbæreren – vi kan forhåbentlig begynde så småt at trække vejret frit igen.

Astrologiske tegn tyder altså på at vi kommer til at opleve nogen lettelse fra vintersolhvervet nu i december 2020. De tunge aspekter som vi har oplevet gennem hele 2020 – tripelkonjunktionen Jupiter/Saturn/Pluto i Stenbukken – vil gå i opløsning og sende nye signaler. Pluto er den langsomste af de tre og forbliver i Stenbukken endnu nogle år – frem til 2024/25. De sidste rester af traditionel tankegang og magtstrukturer vil erodere og gøre plads til det nye der er på vej.

Hvis du vil have mere at vide om hvad der kunne være i vente, vil jeg anbefale at læse Cathrine Oppenheims spændende artikel i det seneste nummer af Horoskopbladet Stjernerne (nr 9/2020 Skytten) der er på gaden i dag den 19. november 2020.

 

 

 

 

Planeterne er ikke færdige, krisen er ikke ovre

Det kan godt  bekymre mig, når folk spørger om “du er kommet godt igennem coronakrisen”. Som om den er slut nu. Det er den ikke.  Det er selvfølgelig nok rigtigt at vi i Danmark ikke er så hårdt ramt, pga regeringens rettidige omhu og folks generelt gode måde at håndtere det på. Men det betyder ikke at vi er home-free endnu.  Langt fra. Vi er stadig nødt til at være opmærksomme på smitten.

Samfundet er så småt genåbnet og der kommer flere mennesker på gaden. Der er flere større eller mindre events – med restriktioner, bevares – men det kan ikke undgås at smitten blusser op igen her og der. Vi har set det, vi ved det. Virus er iblandt os og det er op til hver enkelt at forholde sig til det og finde ud af at passe på sig selv og ikke mindst hinanden. Det gør jeg i hvert fald.  Min verden er, at jeg ser min familie i ny og næ plus nogle få venner.  Andre har jeg kontakt med på video. Det fungerer fint for mig. Jeg ønsker, med kronisk træthed i bagagen, ikke at blive syg. Der er beretninger om langtidsfølgevirkninger som netop kronisk træthed og neurologiske forstyrrelser, ifølge den britiske avis, The Guardian. Det har jeg rigeligt af i forvejen. Ja – jeg er helt klart bange for den virus.

Når jeg kigger astrologisk på situationen, så er perioden nu i Juni 2020 kritisk, for en opblussen. Jupiter og Pluto er i konjunktion for 2. gang (af en tre-trinssekvens, første gang var i starten af April) sidst i juni og vil have effekt et stykke ind i juli. Derefter kommer aspektet en sidste gang i denne volte, i november 2020.

Men forinden, i september/oktober 2020 vil Mars i Vædderen være i  kvadrat til Saturn og Pluto i Stenbukken og sætte en proces igang der rækker et stykke ind i 2021. Det er de hvæssede knives aspekt. Noget pigtrådsagtigt, grænsesættende – måske en ny lockdown forskellige steder, evt.  også i Danmark, som sætter samfundet på den anden ende igen.  Mars er usædvanligt længe i Vædderen, nemlig fra den 28. juni og helt frem til 7. januar 2021. En aktiv, heroisk, eller måske krigerisk aggressiv Mars kan få gemytterne til at koge over – forståeligt nok, hvis vi får en ny lockdown. Det er jo næsten ikke til at bære for os frihedselskende danskere.

Derfor, præcis derfor, er det afgørende at vi stadig holder afstand, vasker hænder, spritter af og passer på os selv og hinanden.  På den måde kan vi forhåbentlig undgå yderligere nedlukninger. Og det er netop sådan astrologi skal  bruges – når vi kan forudse stramme tider og vi ved hvorfor kan vi navigere anderledes hensigtsmæssigt.

Inden jul, dvs. omkring vintersolhverv den 21. december 2020 er Jupiter og Saturn i konjunktion i begyndelsen af Vandbæreren. Det er en cyklus der afslutter en epoke og indleder en ny,  som en art reformation eller renæssance specielt koncentreret i Europa (ifølge den franske astrolog Andre Barbault  (Planetary Cycles)), som vil virke i de kommende 20 år indtil næste konjunktion mellem Saturn og Jupiter i Vægten i 2040.

Vi står, astrologisk set, midt i en enorm omkalfatring af verden i denne tid. Coronavirus er  kun en del af det. Oprør og demonstrationer omkring racespørgsmål og ulighed er en anden. En tredje mulighed er om EU kommer til at overleve de næste 20 år, eller om brexit rent faktisk giver ild til, at flere nationer vil forlade fællesskabet af grunde vi kommer til at se indledningen til i de kommende år. Det kan have med miljø- og klimaspørgsmål at gøre, som vil være på dagsordenen frem til 2024-25, hvor Pluto forlader Stenbukkens jordtyngde og går ind i lufttegnet Vandbærer og vi globalt vil indlede en ny måde at se vores livsgrundlag og ressourcer på. Til den tid tror jeg at olieudvinding og kulindustri vil være lagt i graven – eller der tages seriøse skridt til det – langt de fleste steder og erstattes af andre, mere klimavenlige, energikilder.

Så nej,  vi er ikke “kommet godt igennem coronakrisen”, vi er midt i den endnu. Jeg ville gerne have været mere optimistisk i denne korte opdatering. Det lys der er for enden af tunnelen er stadig lillebitte og vi ser nok først rigtigt om 4-5 år et lys der har virkelig vægt og viser vejen.

Så det gælder om at være i nuet, blive hos dig selv, lære nye vaner,  dyrke det nære, støtte hvor du kan, bede om hjælp når det behøves og holde modet oppe.

Hold afstand, vask hænder, sprit af… !

Tak.

 

 

 

 

I Coronas kølvand

I nyhederne, der ikke handler om andet end coronasmitte, læste jeg i morges om to krigsveteraner, der fortæller at denne lockdown faktisk er god for dem. Der er ikke noget pres om familiesammenkomster her i påsken. Byen er stille og mennesketom. Der er god plads i supermarkedet. Lige noget for en ptsd-hjerne. På den anden side, skal man også lidt ud at se andre mennesker, ellers kan hjernen falde tilbage i angst og så skal man starte forfra med eksponeringsterapi. Det inspirerede mig til dette blogskriv.

Astrologien lige nu
I dag, den 7. April 2020, har vi kollektivt Mars i kvadrat til Uranus. Det er en eksplosiv cocktail og kan være en udfordring for de ekstroverte, der kan lide under den begrænsede udgang. Frustration, skænderier og gnidninger kan forekomme hvis man ikke sørger for at få afløb gennem fysisk aktivitet. De samfundsmæssige restriktioner kan i høj grad mærkes og kan være en gnist der får en ulmende undergrund til at brænde. Måtte det ske behersket. Heldigvis er Mars relativt hurtigt videre og ude af feltet efter den 12. April 2020. På hvilket tidspunkt Merkur vil være ude af Fiskenes uklarhed og inde i Vædderens handlekraft og vi vil få mere præcise og klare informationer om hvad der foregår og hvordan vi som borgere skal agere.

Fra min egen verden
Jeg er vant til at være alene, selv om det i denne tid er mærkbart at kontakten er begrænset. Familien ser jeg kun på skærmen en gang imellem og andre taler jeg i telefon med eller vi skriver en mail.

I disse apriluger har jeg i mit horoskop Saturn i transit over min radix Måne i begyndelsen af Vandbæreren. Den har jeg set komme allerede for længe siden. Og frygtet den. Tjekket hvad jeg lavede sidst den befandt sig der. Dengang blev jeg skilt. Ja, jeg søgte faktisk aleneheden. Min søn var en lille dreng, der gik i børnehaveklasse (det hed ikke nulte dengang). Så helt alene var jeg jo ikke. Men livet tog en ny drejning og jeg var i øvrigt arbejdsløs og gik hjemme. Man blev ikke sendt i aktivering og skulle bare aflevere sit dagpengekort korrekt udfyldt og til tiden. Jeg havde masser af tid for mig selv og studerede astrologi via brevkursus på The Faculty of Astrological Studies i London.

Nu i 2020 er det en lidt anderledes, men lignende, historie. Jeg er arbejdsfri, pensioneret(med en slags ptsd). Sønnike er en granvoksen mand med kone, barn og fast job i det offentlige. Jeg studerer stadig astrologi og skriver stadig om det – nu som blog og bladskribent.

Jeg har det som de to krigsveteraner og nyder at der er relativt mennesketomt i byen og god plads i Irma, som er mit foretrukne indkøbssted. Der er hverken musik eller reklamespots over højttaleren, der altid får mig til at fare sammen. Jeg nyder at jeg ikke behøver at bekymre mig om at føle mig sær over at takke nej til sociale samvær. Men selv for en introvert med ptsd-tendenser er det nødvendigt at have kontakt med andre mennesker, for ikke at få isolationsangst.

Der er så sket det under denne lockdown at vi er tre jævnaldrende kvinder (Månen) i opgangen, der skiftes til, to og to, at gå en tur ude i nabolaget, hvor der er masser af natur og god plads til at holde afstand de fleste steder. Nogle stier omkring søen, har kommunen spærret af fordi der er for smalt til at kunne komme tilstrækkeligt langt udenom – især – løbere, der kommer prustende forbi. Humøret stiger mærkbart efter en walk-and-talk et par gange om ugen.

Saturn ligger som sagt på Månen, men også i kvadrat til Neptun. Og det er interessant i forhold til rødvinen. Neptun er flygtige stoffer som alkohol og med kvadrataspektet til Månen i radix, er der risiko for dårlige vaner på det felt. Og jeg kan da godt mærke at der oftere kommer et glas for meget indenbords. Det er oplagt, at jeg skal disciplinere mig selv på det felt, så at sige komme Saturn i forkøbet, og sætte mig selv på rationering. Ellers får det konsekvenser – siger Saturn. Tag en kop kvalitetste i stedet.

Og selvfølgelig frygter jeg virussen. I 1992, et halvt år efter at Saturn sidst havde passeret Månen, blev jeg indlagt med en viruslungebetændelse og troede jeg skulle dø. Det varede længe før jeg kunne trække vejret normalt igen. Det vil jeg meget nødig opleve en gang til. Det er en skrap omgang og jeg er selvfølgelig bange for at jeg ikke overlever det. Jeg vil jo gerne se barnebarnet vokse op!

Saturns vej over min Måne og kvadratet til Neptun kan også have en spirituel side, ved at invitere til at meditere mere og konkretisere drømme og visioner. Hvordan kan jeg ikke sige – måske ved at skrive, det er jo det jeg kender og gør mest. Transit Uranus vil gå over min Merkur her i sommer og hyperaktivere den skrivende, kommunikerende side. I December 2020 vil både Saturn og Jupiter passere min Måne og skabe rum for et stærkt forøget indre liv og drømmeverden af fremtidsrettet art, som det ofte vil være i Vandbæreren. Det bliver interessant at se hvad der bliver at skrive om til den tid. Og – som altid med astrologi – er det op til mig at gribe bolden, før den triller væk og tiden er forpasset.

Her og nu handler det om at gennemleve og overleve denne voldsomme verdensomvæltning. At være i det nære, gøre det nødvendige, leve enkelt og nøjsomt, nyde det gode vejr og naboskabet – og lytte til den indre stemme, se de indre billeder og tage en dag ad gangen. Det er præcis Saturns ærinde – og det må jeg respektere.