Planeterne er lukket inde af en drage

Efter at jeg begyndte på “dagens planet” (se menubjælken), er lysten til astrologi så småt ved at vende tilbage. Det sker jævnligt, at meningen med astrologien bliver uklar og jeg lægger det mere eller mindre til side. I mine yngre dage troede jeg at det var slut med astrologi når det skete – men nu ved jeg at det blot er pauser. Ud af den seneste pause opstod nødvendigheden af at holde fast og give mig selv den opgave at skrive lidt astrologisk hver dag på en separat side.

Isolation er som udgangspunkt ikke slemt for mig som introvert eremit, men når hverdagens ramme, der omfatter kontakt med andre mennesker et par gange om ugen pludselig er revet væk, så kan det mærkes på energien. Mit største problem har inden lockdown været at afpasse social kontakt – altså ikke for meget – så jeg ikke bliver for overvældet af udmattelse. Nu er det modsatte faktisk tilfældet – at balancere den anden vej og sørge for tilstrækkeligt samvær-med-afstand for ikke at gå helt i stå.

Når jeg skriver lidt hver dag, holder det mig mentalt i gang. Fysisk er opgaven at gå en rask tur hver dag og et par gange om ugen med gode naboer. Min krop higer efter bevægelse og mine IBS-symptomer (Irritabel Tarm) er umiskendelige – alt går i stå. Jeg er garanteret ikke den eneste der oplever det sådan.

På en måde overgiver jeg mig først nu til coronastilstanden og forsøger ikke at vride noget ud af gamle kæpheste der ikke længere – eller ikke for tiden i hvert fald – giver mening. Astrologisk analyse og tolkning skal ses på baggrund af den virkelighed der er. Det skal den jo altid. Livet med viruset har lange udsigter og det er mærkbart at “mening” ikke er det samme som før corona.

Det jeg siger er blot et forsøg på at komme overens med at bevidsthedens grænser er ved at flytte sig, og det må de hjertens gerne – jeg følger blot med med lidt forsinkelse. Velsagtens ligesom de fleste andre.

Nu til det astrologiske.
Tidligt i morges vågnede jeg fordi en humlebi havde forvildet sig ind ad  vinduet der stod på klem. Den summede aggressivt mod ruden for at finde ud. Jeg måtte op og redde den. Lavede derpå et krus kaffe og satte mig i sengen med ipaden for at tjekke dagens planeter. Der slog det mig.

Siden den 25. Februar 2020 har alle de klassiske planeter ligget indenfor en bue på 180 grader mellem Krebs og Stenbuk. De yderste planeter er Måneknudeaksen (som ikke er planeter men punkter). Eneste undtagelse er lige Månen der jo tager en runde om måneden og som den eneste bevæger sig gennem det tomme felt i 14 dage og igen i det besatte felt i 14 dage. Den vil jeg lige lade ligge, da den bevæger sig så hurtigt.

25. februar 2020 kl. 20.17, København. Whole Sign huse
25. februar 2020 kl. 20.17, København. Whole Sign huse

Halvbuetilstanden begyndte med at Mars bevægede sig hen over den sydlige måneknude i Stenbukken og ind i feltet. Vi skal hen til den 29. Maj 2020 før halvbuen bliver brudt og Merkur går hen over den nordlige måneknude på 0 grader Krebs og ud af feltet. Mars lukkede altså feltet og Merkur vil som den første åbne feltet igen.

Det vil sige, at hele Marts, April og Maj er alle planeterne klemt inde på den ene side af Måneknudeaksen. Wow.

Men hvad betyder det så?
Helt konkret, fik vi de første meldinger om at corona var observeret i Europa den 24. Februar. Det var udbruddet i Italien. Altså et slags begyndelsespunkt. Herefter gik det stærkt med lockdown, udgangsforbud og hvad har vi… og det bredte sig til resten af den vestlige verden med raketfart. Kan vi overført til astrologisk symbolik sige at planeterne gik i isolation i den ene halvdel af horoskopet?

Når Merkur springer ud af skabet 29. maj – får vi måske en yderligere åbning af samfundet? Solen følger efter ved tegnskiftet til Krebsen den 21. Juni og Venus kommer om på den anden side af Måneknudeaksen den 4. August. Hermed er isolationen – planetmæssigt – brudt. I hvert fald for en periode.

De øvrige – langsommere – planeter vil forblive indenfor Måneknudaksens grænser i flere år endnu og de hurtige planeter – Sol, Merkur, Venus og Mars vil alle komme indenfor 180 graders halvbuen, mellem Måneknuderne, igen fra den 30. December 2020 hvor Venus møder den sydlige Måneknude, denne gang i 18 grader Skytte. Igen ser jeg bort fra Månen i denne sammenhæng.

Halvbuedominans – Skålen.
Jeg greb fat i Christian Borups fremragende begynderbog “Astrologi for Nysgerrige”, hvor der er et kapitel om nogle grundlæggende aspektmønstre oprindeligt beskrevet af den amerikanske astrolog Marc Edmund Jones (1888-1980) (Det er også ham med de “Sabiske symboler).

De syv horoskoptyper kaldes på dansk for Kilen, Skålen, Øsen, Lokomotivet, Ringen, Vippen og Trefoden.

Det mønster vi har her hedder Skålen. Alle planeter befinder sig i den ene halvdel af horoskopcirklen. Christian skriver:

Skåltypen har en utroligt fin føling med omgivelsernes påvirkninger. Den er derfor langt mere påvirkelig end man umiddelbart skulle tro. Den har bare en evne til at lukke totalt af for al input og trække sig helt ind i sig selv. Den isolerer sig og bliver utilgængelig… skåltypen er tilbøjelig til at opfatte alle problemer som udefrakommende. Den har derfor tilbøjelighed til at give partneren og omgivelserne skylden for opståede problemer… Skåltypen lægger vægt på sikkerhed, tryghed og på at stå urokkeligt fast på sine synspunkter. Og den stiller ganske store krav til de mennesker den omgiver sig med… Typens tankegang opdeler alt i sort/hvidt, i enten/eller. Hvis den ikke kan få det hele, vil den slet ingenting have. Verden ses som en kamp mellem det gode og det onde. Venner og fjender.Den der ikke er for, er imod. Det er bedre at træffe et forkert valg end at være ubeslutsom… ”

Nu er dette jo udpluk af en tolkning for et menneske, en psykologi. Men overført til en kollektiv tolkning, kan jeg nemt se paralleller. Dem og Os, isolation, tilbagetrækning, overordnet udefrakommende styring. Og det udefrakommende element er både topstyringen fra regeringsledere såvel som det lille arrige bæst kaldet covid-19.

Måneknudeaksen spiller uden tvivl en væsentlig rolle i den her konstellation. Ingen kommer ind eller ud uden at passere en af dem. Det er dragen der er dørvogter og kontrollerer bæstets færden blandt os. Hvem, eller snarere hvad, denne drage repræsenterer er et godt spørgsmål. Jeg tror der er et evolutionsperspektiv i den her situation; om vores overlevelse på lang sigt;  at vi skal være mere end almindeligt opmærksomme på balancen mellem vores adfærdsmønstre og hvad kloden kan bære i det lange – eller snarere korte – løb. Noget vi er blevet konfronteret med gennem lang tid. Det er som om grænsen er nået og naturen – Jorden – sender et tydeligt signal.

De fleste vil nok spørge astrologen “hvor længe varer det, hvornår holder det op?”. Og mit svar er “det aner jeg ikke”. Det eneste jeg kan sige er, at det ser ud til at blive langvarigt, altså rækker ind i 2021, hvor livet skal leves på en anden måde end vi er vant til.

Til gengæld er jeg så optimistisk at tro, at det også kommer noget godt ud af det, alt andet lige. For dem der er direkte ramt og har mistet, er det en ringe trøst, det er jeg helt klar over. Jeg hører lige nu en bog om epi- og pandemier gennem historien som bl.a. beskriver hvor kreative mennesker efterfølgende har været, til gavn for fremtiden og uden hvilke verden i dag ville have set væsentligt anderledes ud. (Jakob Eberhardt, Verdenshistorien største epidemier, Mofibo).

Det er ikke første gang verden oplever pandemi – og i nutiden er vi så heldige at have forskere der arbejder på vacciner. Det havde de ikke i de 300 år pesten i bølger hærgede store dele af Europa og udryddede hele og halve bysamfund. De vidste heller ikke hvor meget det betyder at vaske hænder og holde afstand.

Hold ved, hold ud, tænk nyt.

 

Mens vi venter på 2020

Hvad kan vel være bedre, end at sidde  2. juledag før morgengry og skrive blog mens Månen krydser Solen og danner en ringformet solformørkelse i skyggen af Jupiter i begyndelsen af Stenbukkens tegn? Det er som et varsel.

2019 er ved at rinde ud. Det har været et år med ansats til omvæltninger, vi endnu har til gode at se resultaterne af.  Saturn og Pluto er hovedaktørerne i et drama der har udspillet sig i tiden efter kvadratet mellem Uranus og Pluto. En lang og sej proces for os mennesker og kloden som helhed.  Vi lever midt i en turbulent del af en cyklus der har lignelser tilbage til de omvæltninger der fandt sted i 1990erne, 1960erne, 1930erne… og så fremdeles i retrospektiv.

Konjunktionen Saturn/Pluto i Stenbukken kulminerer den 12. januar 2020.  Hele det astrologiske cybermiljø syder og bobler af ideer til hvad det mon kan bringe. Men vi behøver egentlig ikke lede så meget efter svar.  Det er der allerede i den afmagt der præger verden med korruption og moralsk forfald på alle niveauer. Tilliden til statsapparaterne er brudt og vi er hver især henvist til at stole på vores egen integritet og handlekraft, at udvise og udvikle resiliens. Et særligt tema for netop Stenbukkens tegn.

I det første kvartal af 2020 vil Saturn afvikle oprydningen, som en sneplov der graver sig igennem driverne for at bane nye stier på sin vej ind i Vandbæreren kort efter forårsjævndøgn den 20.  Marts hvor Solen starter en ny runde i Vædderen – det astrologiske nytår.

Jupiter, der gik i Stenbukken den 3. december 2019 vil virke som en katalysator ved dels at forstærke Saturn og Plutos nedbrydende og forvandlende processer, dels ved at indgyde et håb om bedre tider, højere moral og glimt af større bevidsthed om menneskets plads i verden… en plads der i det seneste århundrede har været præget af egoisme, grådig materialisme og arrogant overlegenhed. Dvs at vi har troet at vi kunne gøre som vi ville med planeten vi bor på og overfor hinanden som art og individer. Nu kommer regningen.  Jupiter hjælper os med at erkende hvordan den  skal håndteres for kommende generationers overlevelse.

Uh, det lyder storladent.  Men sådan er det med Jupiter, planeten der forstørrer og forstærker alt hvad den møder på sin vej. Også negative konsekvenser som Saturn og Pluto afstedkommer bliver forstørret, forstærket, ekspanderet.

Saturn skifter til Vandbæreren i slutningen af Marts 2020, men vil også få en retrograd periode fra 11. maj – 25. september 2020.  Her vil den gå tilbage til Stenbukken fra den 3. juli og frem til 18. december 2020. Omtrent samtidig vil Jupiter være retrograd i Stenbukken. Sager der ikke er blevet afsluttet i Marts vil få en ekstra chance i denne periode. En slags reeksamination. Har man ikke taget ansvar og gjort arbejdet ordentligt, så må det gøres om – eller man må ydmygt forlade sin post.

I min mikroverden, har 2019 været et nyt annus horribilis. Det var det også for ni år siden. En halv måneknuderunde. Det fik mig til at se tilbage på de gange måneknuderne har været igennem Krebs/Stenbuk gennem mit liv. Og minsandten om ikke jeg hvert ca. niende år har oplevet personlige omvæltninger og vendepunkter. Der har været skilsmisser og nye betydningsfulde møder hvilket giver mening eftersom jeg har Krebsen opstigende og descendant i Stenbukken. For ni år siden, altså året 2010 var nok det værste katastrofeår indtil nu – opløst kæresteforhold, økonomisk ruin og førtidspensionering med dertil hørende, ekstremt opslidende, tur gennem jobcentersystemet. Altsammen i løbet af et eneste år.

Denne gang, i 2019, er der ro på økonomi, bolig og parforhold (jeg er bevidst single) men jeg har haft to uheld der betød to brækkede skuldre og deraf følgende nedsat bevægelighed og kroniske smerter fra nakke til fingerspidser.  Ascendanten og første hus, har at gøre med mig selv, min krop, helbred og image. Jeg er stadig i genoptræning her henholdsvis 11 og 4 måneder efter hvert uheld. Det gør ondt at støvsuge og det gør ondt at skrive.

At skulle forholde sig så meget til kroppen og især når den ikke fungerer som sædvanlig, fylder umanerligt meget.  Når det gør ondt kan jeg ikke tænke eller bruge min fantasi og indre billedverden – imaginationen. Der er ligesom en blokering, som en mur jeg støder imod. Som om transit Saturn står i porten (ovre i 7. hus)  og siger “Stop – hertil og ikke længere”. Jeg må blive i det fysiske og forholde mig til det, før jeg kan få pas til at gå videre på den indre vej. Genoptræning af skuldre og arme er en ting – genoptræning af den aktive imagination noget ganske andet.

Min radix Saturn befinder sig i 6. hus i Skytten.  Ja, jeg prøver at finde svar på alt muligt og dogmer bliver forkastet en efter en. Også astrologiske dogmer (som der er mange af) bliver afprøvet og forkastet. Aflæring af gamle systemer og stivnede regler for dette og hint tager tid og kræfter, men øger til gengæld erfaringen og den selvstændige tankevirksomhed. Det er et livslangt projekt. En “regel” jeg engang lærte om Saturn i 6. hus hedder at kroppen kan lide af kroniske smerter.  Det forstår jeg godt nu. Saturn er knoglerne og 6. hus er lidelsen, men i Skytten finder jeg forløsningen i form af intellektuelle interesser der har et arkaisk islæt: astrologi, divination og trossystemer. Men først skal jeg varetage kroppens behov… or else…

Solen er nu stået op og himlen afslører endelig en flig af det blå klæde. Så er det tid at give kroppen hvad den har brug for efter tunge, mørke juledage: en god travetur ud i nabolaget inden regnen vender tilbage.