Om at være intuitiv-føletype

“Skulle jeg lave en facebookside “For os der er mærkelige”, bemærkede jeg kækt hos min psykoanalytiker, da vi -igen – havde talt om det at være  intuitiv-føletype. Hendes respons kom prompte: “mærkelig” er måske ikke det rigtige ord, “anderledes” kan heller ikke bruges. At være en intuitiv-føletype, er  ikke  mærkelig eller anderledes. Det er tvært imod  en ressource!  Jeg mærkede tydeligt hendes irritation…  eller nej – jeg mærkede min egen skam, da jeg indså at jeg var røget i den sanse-tænkende verdens offerfælde. Igen.

I vores del af verden, er det udadvendte, handlende og resultatsøgende – det sanse-tænkende menneske – i forgrund fordi de er mere synlige i samfundet, i medier, politik og erhvervsliv. Intuitive-føletyper anerkendes ikke rigtig – undertiden vistnok heller ikke af os selv (og det må vi gøre noget ved) –  og nogle ender med diagnoser som  stress, depression, add eller udefinerede personlighedsforstyrrelser.

Når singulariteten – tyngdepunktet – ligger i den sanse-tænkende polaritet, så vil det accelerere i det uendelige, medmindre vi flytter tyngdepunktet til et mere afbalanceret sted og gør plads til intuitivt-følende på lige fod med de sanse-tænkende.  Men vi bliver lige nødt til at forstå hinandens forskelligheder og ressourcer for at nå dertil. Det tager tid.

Jeg tygger videre på begrebet “mærkelig” på vej hjem fra analysesessionen. Analytikeren har sat noget i gang i mig. Noget om os, der i løbet af livet er gået ned med flaget fordi vi har troet – er blevet opdraget til –  at vi burde kunne leve op til krav om omstillingsparathed, robusthed, multitasking og at være “på” hele tiden, opnå resultater, når det kommer til uddannelse, job og karriere. Gør jeg ikke det, men foretrækker mystik, symbolik, astrologi, meditation, indre temaer, der er vanskelige at kapitalisere – så er jeg “mærkelig…?” Nej – på ingen måde! Og jeg oplever en snert af skam, fordi jeg kommer til at tænke sådan og dermed viser disrespekt for mig selv.

Igennem de seneste 15-20 år har vi hørt om “særligt sensitive”, undertiden omtalt i en form, der næsten tangerer en diagnose. Det er det ikke. Det er et andet udtryk for den del af menneskeheden, der er  intuitiv-følende personlighedstyper. Mennesker, hvis livsoplevelse er orienteret indefra, at mærke, ane, fornemme, opfange subtile og usynlige informationer der foregår mellem os, mellem mennesker, mellem natur og mennesker. Det er mennesker der ser verden gennem kunst, musik, digtning, fantasi, kreativitet under enhver form, og spiritualitet.

Intuitive-følemennesker risikerer at bukke under, når vi tvinger os selv til at passe ind i sanse-tænkeres normative systemer i skoler, uddannelsesinstitutioner og arbejde hvor målet er at blive gode skatteydere der bidrager til landets velstand. Det er som at gå i helt forkerte sko. I det lys, er det en katastrofe at musiske fag i skolen er nedprioriteret eller helt fjernet fra undervisningen, til skade for velfærden.

Målet for en intuitivt-følende er ikke resultater eller økonomi – penge er nødvendige og gode at have når man skal bruge dem, men drivkraften er en anden, f.eks. glæden ved at skabe – om det så er en kunstart eller kontakt og nærvær mellem mennesker uanset niveau – og det kan aldrig passes ind i en organisations rigide regneark. En introvert følende sosu vil have tid til at holde gamle Helga i hånden og høre hendes livshistorie når de har gjort morgentoilette, før hun skal videre til gamle Olga og være der for hende.

Sanse-tænke mennesker, oplever verden overvejende konkret og materielt. Det der kan vejes, måles, bevises er det der eksisterer. De er gode til at holde hjulene i gang, bygge, drive virksomhed, tjene penge, administrere, vedligeholde, drive eksakt videnskab. De går igennem uddannelsessystemet med høje karakterer og ambitioner om at efterlade synlige spor i verden. Det skal vi anerkende, men ikke på bekostning af de intuitivt-følendes indre værdier.  Vi skal supplere hinanden.

Det jeg taler om her er den jungianske forståelse af psykologiske typer som jeg synes giver mening. Der er i hvert menneske en grundlæggende præference i fire dele: Tænkning, Sansning, Følelse og Intuition, tillige delt op i introversion og ekstraversion.  Med det in mente, kunne vi bygge bro over de afgrunde vi skaber i manglende forståelse af hinandens forskelligartede måde at være i verden på. (se længere nede referencer til typologi og typetest)

Min typologiske præference er introvert intuitiv-føletype. Det betyder ikke at jeg ikke tænker og sanser, ej heller at jeg ikke kan være ekstravert. Det tager bare lidt mere tid og indsats at bruge den del af psyken. Det har taget mange år i terapi og tre gange er flaget gået ned, før det er gået op for mig at jeg ikke skal leve op til alle  den sanse-tænkende verdens fordringer, men at jeg har ret til at være og udtrykke den jeg er, på den måde jeg bedst kan.

Mit håb er, for mine børns og børnebørns skyld, at intuitive føletyper får taget mere magt, så vi kan få rettet vores døende verden op, genskabt vilde naturområder, skove og vandløb, få fortalt historier og eventyr, genvinde magien, fortryllelsen og forundringen over at vi overhovedet er her.

Referencer:
jobindex.dk kan du gratis tage en vejledende typologitest og finde ud af dine præferencer. Det bør ikke ses som statiske etiketter, men mere som et udviklings- og indsigtsværktøj i din psykes krinkelkroge.

På hjemmesiden jung-for-alle.dk kan du læse mere om Jungs typologi.

På biblioteket kan du låne bogen Psykologiske Typer og fordybe dig i Carl Gustav Jungs afhandling om emnet.

 

Under dragens klo

Igen har jeg mærket grebet, der sidder i nakken og spærrer for tanke, følelse og mening. Det er et hårdt greb, som en klo med pigge, der føles som en krybende, kravlende, stikkende fornemmelse, et jerngreb omkring kraniet, der ikke tillader glæden at blomstre eller begejstringen at strømme.  Jeg må finde ud af hvad det vil og begiver mig ind i en åben, meditativ tilstand med pen og papir i hånden… en aktiv imagination tager form:

Jeg aner at der er nogen bag grebet. Et ildspyende monster der har sat sin klo i nakken og holder mig nede så jeg ikke kan røre mig, ikke ånde, ikke le, ikke græde. Monsteret viser sig for mig i sin reptilske, skællede, savlende uhyrlighed.

Med røde øjne og slimetgrøn mund, tænder så skarpe og spidse som dolke viser den sin forfærdende overmagt. Jeg spænder alle muskler i kroppen. Forsøger at rejse mig under kloens tryk. Så trykker den mere til. Kroppen spænder endnu mere. Der er ingen mulighed for flugt. Jo mere jeg kæmper imod, jo mere trykker den til. Det er umuligt det her. Jeg er inde i dragens grotte – ligger på maven på den hårde klippe med bæstets tyngende vægt på min ryg mens den fnyser gennem åbne næsebor og basker med sine piggede vinger, og et grumt leende udtryk som en sejrherre med sit nedlagte bytte.

Vil den da aldrig slippe? Skal den da aldrig ud at finde føde? Så går det op for mig at JEG ER FØDEN – den venter kun på at jeg opgiver kampen… da der pludselig sker noget der får dragen til at spy ild. Et skarpt lys blinker ved hulens åbning. Jeg vender med besvær blikket i retning af lyset og skimter ud af øjenkrogen… et spejl foran hulens indgang og jeg ser dragen i spejlet. Ser dens lynende øjne. Lyn der kaster dens eget lyn tilbage på den selv og gør den blind. Ilden den spyr mod sin imaginære rival kastes med stor kraft tilbage på dragen selv. Luften tykner af raseri og iltmangel – jeg hiver efter vejret, hostende og hulkende – jeg ligger stadig under dragen der endnu har fat i min nakke – er det nu? Dør jeg nu?

Dragen slipper pludselig sit greb og flakser mod hulens åbning i en vanvittig nærkamp mod sit eget spejlbillede – ilden tager fat i dragens vinger der bryder i brand mens den blindt angriber. Spejlet springer i tusind stykker og dragen tumler brølende ud af hulen. Lyden bliver til en ynkværdig piben der ender i en dyb og mægtig stilhed på en baggrund at knitren og knagen, indtil også den lyd dør ud.

Jeg forsøger mat og rystende at rejse min stive, smertende krop. Fornemmelsen af dragens klo føles stadig skarpt i nakken. Træt som ind i døden, kravler jeg længere ind i hulens mørke, hyller mig ind nogle gamle ulveskind og falder i dyb søvn.

Da jeg vågner igen, falder et gyldengrønt lys i bløde klatter ind i hulens indre. Jeg kommer med besvær op på alle fire og kravler hen mod hulens åbning. En tilgroet urskov møder mig der. Jeg rejser mig, begiver mig på usikre ben ud af hulen og må mase mig igennem tæt buskads og løvhang, der også støtter så jeg ikke falder om. Jeg må have sovet i tusinde år.

Mens jeg arbejder mig igennem krattet, oplever jeg en tiltagende lettelse. Styrken vender langsomt tilbage… og der, foran mig, snubler jeg over en stor mosgroet tue i skovbunden – erindringen om en voldsom kamp vælder op i mig og gennemryster min krop da jeg genkender det forstenede kadaver af en drage – jeg kan forvisse mig om at den virkelig er død – for nu.

For det er sådan med drager, at de kan genoplive sig selv under de rigtige omstændigheder. Så det er bare om ikke at give dem muligheden – men man kan alligevel aldrig rigtig vide… kan man vel?