Vandrefuglen er vågnet op og har fået magiske støvler

Der er noget med de støvler; der sker en magisk forvandling når jeg tager dem på. Vikler snørebåndende om hægterne. Slår en knude. Strammer til. Binder en sløjfe, og en til ovenpå den. Det er som at starte en motor, den brummer sagte til at begynde med, spinder så. Så tager jeg jakken på, stopper nøglerne i lommen,  går ud ad døren. Så går vi.

Ned ad trapperne, ud ad døren, hen ad gaden, ned til søen. Jeg har et mål i dag. Sophienholm. Der er Cornerudstilling. Den vil jeg se. Stien omkring søen er smattet, mudret, oversvømmet. Støvlerne klarer det. Vi går videre op til Furesø Kanoklub og Nybro kro. Over Nybrovej og videre op ad vejen og ind ad Sophienholms port. Der er mange biler på parkeringspladsen, mange mennesker ankommer ligesom i grupper. Det er søndag og nok den værste dag at besøge stedet, tænker jeg.

Jeg kommer ind i forstuen. Der er kø. Nogle mænd, der ser meget kunstneriske og officielle ud dirigerer med folk. Det er en forening. Rundvisning.  Arbejdernes Kunstforening. Ingeniørernes Kunstforening. De står allevegne. Menneskene. Så er det min tur ved skranken. Jeg vil gerne bede om årskort, hører jeg mig sige. Manden rækker mig et lille kort og en pen. Jeg skriver mit navn.  Manden er utålmodig og holder sin hånd frem for at få pennen tilbage. Jeg tager kortet og går op på første sal – der er mennesker allevegne, også der.  En ældre mand og dame kommer ind. De er vejrbidte og ligner kunstnere. Slidte mennesker i gammelt tøj. Manden lugter grimt. Røg, uvaskethed. Jeg flytter mig væk. Lugten tager opmærksomheden fra billederne. Folk snakker. Et par kvinder taler højt og skingert.

Jeg går ned ad trappen igen og ind i et andet rum.  Manden og konen er hele tiden lige i nærheden, jeg kan lugte dem.  Jeg vil væk her fra. Der er ellers rigtig gode billeder på væggene som jeg gerne ville fordybe mig i. En kæmpestor blå papegøje ligger på gulvet – hvem har mon skudt den?  Mennesker alle vegne. Også lugteparret.  Der er endnu en trappe op. Også der følger lugten med.  Jeg går gennem rummene men nu må jeg altså ud. Ned ad trappen igen og over i Stalden. Her hænger der  billeder i stueetagen som jeg havde afvist, hvis jeg havde været kurator. Mogens Gissel stod der på dem. Anerkendt maler. Jeg synes det var noget juks.

Ude igen. Jeg nyder solen på en bænk foran Norske Hus og udsigten over Bagsværd Sø. Pyt med udstillingen. Jeg kan jo se den igen på en hverdag hvor der ikke er så mange mennesker. Jeg har jo årskort nu.  Så går jeg hjemad.

Sålerne får en tur under vandhanen inden jeg stiller støvlerne væk, så er de klar til i morgen. Ja, for i morgen går vi afsted igen, støvlerne og jeg.

 

 

 

 

 

En hyldest til mindful yoga

Når kroppen føles tung som kampesten, ubevægelig, urokkelig, låst og stiv, mens brændingen slår imod, som følelserne, der bare  preller af – når sindet og kroppen er splittet og jeg har mistet følelsen af sammenhæng…  så er der en vej til integration. Jeg går til Yoga.

Yoga er i de senere år blevet en kropsdisciplin, som alle kan gå til på aftenskole eller i private yogacentre. Og det er jo dejligt!  Jeg har gået til yoga flere steder gennem årene og set forskellige typer. Det bedste er små hold med god kontakt mellem deltagere og underviser. Jeg gik engang i et fitnesscenter med 30 mennesker på hver sin måtte, uden nogen form for dialog med underviseren og til lyden af spinningcykler og vægtløftermaskiner fra de tilstødende lokaler – det var ikke yoga for mig.

Så jeg søgte andre græsgange og fandt frem til Mindful Yoga. Og der har jeg været siden 2014.  Vi er et lille hold, der mødes en gang om ugen i godt to timer,  med en yogalærer – Jeanne Löwe Lindberg – der foruden at være yogalærer også er psykoterapeut. Og det er god yoga at have en underviser der af egen erfaring ved, hvordan krop og psyke hænger sammen.

Yoga er et sanskritord der betyder noget i retning af “at sammenføje”.   I yogatimerne sammenføjer vi det fysiske med det ikke-fysiske, krop med sind og ånd. Der er intet religiøst i det,  men der opstår – for mig – en følelse af enhed, helhed og nærvær.

Når jeg bevæger kroppen og dvæler i forskellige stillinger, strækker, bøjer, forlænger led og muskler, sætter jeg også en bevægelse i gang der er mere end blot fysik. Det er bølger af følelser og fornemmelser der strømmer i kroppen.  Er du ikke vant til at mærke følelser, kan det til en begyndelse virke skræmmende – fordi det du mærker måske forbindes med sorg, at være ked af det – men det kan også være berørthed og glæde der bringer tårer – eller et udbrud af latter – frem.

Vi indleder altid med en runde. Hvad er du optaget af, hvordan har du det for tiden, hvad har du brug for at give din krop.  Vi deler sorger og glæder på holdet, uden at der skal gives gode råd eller forsøg på at hjælpe og fikse noget. Det at italesætte følelser og oplevelser her og nu, i passende omfang, er som regel nok til at det indre pres letter.  Når vi deler vores menneskelighed, føjer vi os sammen til en healende helhed. Det er nemlig også yoga, at interessere sig for, og være vidne til, hvad der sker i andres liv.

En dag, kort før jeg skulle afsted til yoga,  fik jeg en sms fra yogalæreren. Alle på holdet havde meldt afbud, så der var kun mig. Hun ville ikke aflyse, men foreslog at gå en god lang tur sammen – bare os to.  Jeg omorganiserede lynhurtigt min påklædning til udendørs travetøj, og så afsted. Det blev til  7 km intens walk-and-talk-yoga afsluttet med en tår kaffe ledsaget af en økologisk flødebolle :-). Vi fik ordnet meget på den tur, føjet ord sammen der gav mening og ny energi.

Jeg vil gerne have flere yogatraveture med andre yogier, hvor vi kan tale sammen et stykke af vejen og gå i stilhed et stykke af vejen – for det giver også mening bare at være til sammen, uden at behøve sige noget.

Jeg følger et yogaprogram på youtube.  En halv time hver dag gør underværker når fornemmelsen af kontakt mellem hoved og krop svigter – dvs. at hjernen, nervesystemet, er overbelastet så evnen til  at mærke hjertets bevægelse bliver mindre. Når det sker, får jeg en følelse af at være splittet, fragmenteret, dissocieret. Alting føles ligegyldigt. Koncentration, hukommelse og skriveevne er nedsat, ligesom kontakten til mine nærmeste forstyrres. Jeg bliver dårligt selskab for mig selv og for andre – og det er selvsagt ekstremt ubehageligt. Her kan intens daglig yoga være en hjælp, så balancen genoprettes, hoved og krop forenes.  Igen: yoga betyder at føje sammen!  Det er godt at gøre derhjemme på daglig basis -men timerne sammen med de andre yogier er mest givende.

Jeg oplever at være mere i balance efter hver yogasession – og balance er den bedste religion jeg kender. Trefoldigt leve for kontaktfuld, mindful yoga!