Nørrebro station

Man tager et s-tog og kører til Hellerup station, hvor den venlige kvindestemme siger: “Change here for the F-line” med tryk på “here”. The F-line godt lakket til af graffiti passerer Nørrebro station hvert tiende minut – eller hvert tyvende alt efter dag og tid.  En original station blandt de strømlinede DSB-designs, som et forfaldende monument over en tid hvor grønne vægfliser og fine glaslamper var hipt. Nu et skraldehjørne og byggeplads for metroselskabet. Nørrebro station er unikum og usselhed på en gang.  En egen skønhed og uomgængeligt forfald går hånd i hånd. En dag vil det være forsvundet i glas og stål.

 

 

Amagerbro en almindelig tirsdag i juli

Som en brise, luftning, ja næsten fatamorgana, går mennesker rundt i byen. De glider stille ind i synsfeltet og så er de borte. Mennesker jeg aldrig kommer til at se igen.  De har ærinder, indkøb, møder, glæder og sorger. De er små og store, unge og gamle, tykke og tynde.  De har drømme om i morgen, erindringer fra i går. Varmeflimmer og små sandaler. Shorts og sokker i sko – ja de findes stadig. En knejsende tatoveret nakke – ååååhhh, hvilken kjole der gemmer denne perle.  En sommerdag midt på Amagerbro torv blev et studium i hverdagens skønhed.  Og jeg nærmest usynlig, i lange bukser, skjorte og sneakers med lommekameraet i navlehøjde, upåfaldende, uanmassende.  Det er næsten tilfældigt hvad der kommer i kassen. Bare se hvad der kommer forbi og trykke på knappen. En herlig måde at fotografere på.