Traumebearbejdning

Jeg skal bruge et skridsikkert underlag til et lille gulvtæppe og går ind i en stor møbelforretning. Der snubler jeg over en lav kant i gulvet, mister balancen, og der er ikke andet at gøre end at tage imod gulvet når det kommer bragende. Min eneste tanke er at undgå at ramme med højre skulder, der kom til skade for nu syv måneder siden.

Jamrer højlydt – mest af forskrækkelsen tror jeg, for jeg mærker ikke noget. Folk kommer løbende. En siger at hun hørte mig helt nede i kælderetagen. Jeg vil sætte mig op men kan ikke… venstre arm er lammet. Kraftløs. Det virker sært bekendt. Nogen hjælper mig op at sidde. Stadig på gulvet. Det sortner og jeg lægger mig ned igen – nu med en pude under hovedet, som en venlig medarbejder lige har grebet fra en udstillet sofa.

Der bliver ringet 112 og jeg får telefonen så jeg selv kan tale med vagten. De sender en ambulance. Så ligger jeg der. Midt på gulvet i Ilva. Butikschefen er blevet tilkaldt og han bliver hos mig mens vi venter på hjælp. Jeg spørger om han kan skaffe en sukkerknald, til at udligne blodsukkerfaldet af chokket. En medarbejder kommer hurtigt med en kakaomælk og en banan.  Gad vide hvem der ofrede sin frokostsnack? Jeg lægger mig ned igen…for det sortner stadig.  Mens vi venter snakker jeg med butikschefen om hvad der skete. Han har aldrig før været ude for uheld pga deres gulv og går lidt i forsvar: “Det er arkitekttegnet!” siger han.  Jaja, men det er jo ikke det samme som at det er sikkert…

Falck dukker op.  To muskuløse mennesker – mandlig og kvindelig. Jeg slapper helt af.  “Hvor ser I godt ud “ udbryder jeg lettet og føler mig helt tryg ved dem. De får mig op på usikre ben. Venstre overarm gør hvinende ondt nu og jeg er lige ved at besvime igen, men falckredderkvinden holder mig fast – jeg kan godt gå, lige så stille, “træk vejret dybt gennem næsen og ud gennem munden” siger hun idet vi går ud til bilen. Mine ben er gudskelov intakt.  Vi passerer medarbejderne  der følger mig med  medfølende blikke og et “god bedring”.  En mandlig ansat, der hele vejen igennem havde været helt og aldeles befippet, hørte jeg sige ”god dag”… hahahaha… ja det kan du jo godt kalde det, tænkte jeg.

Ind bag i ambulancen og sidde.  Manden kører og kvinden sniksnakker med mig – om… arbejdsmiljø på sygehuse tror jeg, fordi jeg sagde at jeg var glad for at blive kørt til Gentofte, frem for det alt for store kolde sygehus i Herlev.  Selv har hun aversioner mod Hillerød. Og således underholdt ankommer jeg i løbet af ti minutter til akutmodtagelsen.

På vej ind er jeg ved at besvime igen. De anbringer mig i en kørestol. Nu gør det ekstremt ondt i overarmen og jeg græder af smerte… ”hun skal lige have noget smertestillende” hører jeg dem sige mens jeg får fremsagt mit cprnummer – eller var det tlfnummer? Så kører de mig ind i venterummet idet jeg siger: ”det sortner for ørerne”. Lyde når mig ligesom gennem vand. Jeg holder skansen med dybe åndedrag.

Falckredderinden stiller et plastikkrus med vand til mig. Jeg får en hestedosis af noget smertestillende, hun siger god bedring og går videre med sit. Så sidder jeg der med en klar fornemmelse af at den er rivende gal.

Jeg fisker telefonen op af lommen og ringer til min søster. Om hun kan komme til Gentofte. Men hendes bil er på værksted. Jeg fortæller hvad der er sket og alle i venteværelset hører med. Jeg er normalt meget diskret, men i øjeblikket ligeglad. Bagefter undskylder jeg for at de skulle følge med i historien… de har jo selv deres eftersom de sidder her. Helt ok, hørte jeg dem sige.

Efter måske tre kvarter (jeg har ingen tidsfornemmelse),  kommer en lille mand i hvid buks og grøn t-shirt og henter mig ind i et undersøgelsesrum.  “Jeg hedder Tarek, ortopædkirurg”, præsenterer han sig.  ”hvorfor du sidder i kørestol?” spørger han. ”fordi jeg ellers besvimer” er mit svar. Tarek palperer min arm fra skulder til fingre, under jakkeærmet og sender mig så til røntgen.

Her venter jeg igen en uvis rum tid. Og nu kommer der bølger af efterchok. Rystelser. Jeg giver efter for rystelserne og lader dem rulle for at få chokket ud af kroppen. Ikke stritte imod.  Det er det eneste jeg kan huske fra chok-traumeterapi lige nu. Det, og vejrtrækningen.  Kroppen falder til ro.  Jeg er alene i venterummet på nær en mand i en seng.

Inde i røntgenrummet kommer jeg op at stå og skal først nu have den stive cowboyjakke af. Indstillet på at den skal klippes op. Men det går. Jeg kan beholde skjorten på og de tager seks billeder af hele armen.

Tilbage i kørestol og ind i  venterummet.  Nu får jeg endelig kontakt med min søn, der vil komme med det samme.  Jeg hører mit navn blive kaldt igen. “Vi skal ind på stue 8”.  Jeg bliver stadig kørt i kørestolen og nu hvor chokket er aftaget lidt, føles det helt luksusagtigt.  Men tænker – åhåh – for hver gang nogen er kommet ud af stue 8, har de fået gips på deres skade… jeg forventer det værste. Måske er det bare min fantasi der er for livlig.

Tarek kommer tilbage og siger at overarmsknoglen er brækket, men det sidder fint  OG der er en løsrivelse på Tuberculum Majus – nøjagtig den samme knogle der blev knust på den højre skulder i en uheldig yogaøvelse tilbage i Januar i år (så ved jeg hvad der venter). Jeg får en slynge og skal holde armen i ro i 12 dage. Han giver mig et kort med en tid til kontrol og siger god bedring.

Min søn er i venteværelset da sygeplejersken har kørt mig tilbage. ”Så kan han køre dig ud til bilen” siger hun med et grin. Og han gør det sgu!

Så nu har jeg to handicappede skuldre med  udsigt til endnu længere genoptræning… samt tid til at fundere over hvad det dog kan betyde i metaperspektiv.

I astrologisk perspektiv (nu bliver det lidt nørdet) sker uheldet mens Solen transiterer min radix Pluto, Mars og Venus står på min 3. husspids i starten af Jomfruen – Merkurs ene hjemtegn – hvilket også har at gøre med armene idet urhoroskopets 3. hus er lig med Tvillingernes tegn – Merkurs andet hjemtegn – der “styrer” skuldre og arme.
MC er netop ved at passere transitmerkur og AC ligger i kvadrat til radix måne på skadetidspunktet… og transitmåne er på vej over transituranus i trigon til Mars og  kun tre grader fra konjunktion med min radixmerkur i Tyren.

Jovist, der er nok at tage af og havde dette ikke været en bagudsigelse men en forudsigelse, havde jeg nok bedt mig selv om at være ekstra opmærksom i trafikken og på skarpe genstande. Der står ikke noget om arkitekttegnede gulve med dumme kanter.

I skrivende stund er det præcis en uge siden. Venstre overarm er tyk og regnbuefarvet af et “nedsynkende hæmatom” som det hedder i journalen og jeg er særdeles gode venner med panodil og omegn. I øvrigt vidste jeg ikke at det der “hæmatom” i armen er normalt efter et traume som mit og kan rumme op til en liter fritflydende blod, der langsomt synker ned mod hånden (kan jeg så prikke hul på fingrene så det flyder ud?) Jeg frygtede for et par dage siden at armen skulle amputeres… Nu tager jeg jerntilskud for at rette op på blodtabet.

Heltinden i denne historie er min ældste storesøster, der har fået sin bil tilbage. Hun er næsten hver dag kørt ind fra sin idyl i Nordsjælland og hjælper mig omsorgsfuldt med vask, påklædning og praktiske opgaver… ting, vi ellers tager for givet og bare gør – men som betyder så utroligt meget når det ikke fungerer. I dag øvede vi om jeg kunne gå i bad og tage skjorte og slynge på selv… ikke let, men det lykkedes. Stort fremskridt. Så var jeg også træt… og min søster kan holde fri nogle dage, for det er ingen lille opgave at agere hjemmehjælper!

Måske skulle jeg en dag gå ned i møbelforretningen og give den kakaomælk og banan tilbage, som nogen så venligt overlod mig.

 

 

 

 

En hyldest til mindful yoga

Når kroppen føles tung som kampesten, ubevægelig, urokkelig, låst og stiv, mens brændingen slår imod, som følelserne, der bare  preller af – når sindet og kroppen er splittet og jeg har mistet følelsen af sammenhæng…  så er der en vej til integration. Jeg går til Yoga.

Yoga er i de senere år blevet en kropsdisciplin, som alle kan gå til på aftenskole eller i private yogacentre. Og det er jo dejligt!  Jeg har gået til yoga flere steder gennem årene og set forskellige typer. Det bedste er små hold med god kontakt mellem deltagere og underviser. Jeg gik engang i et fitnesscenter med 30 mennesker på hver sin måtte, uden nogen form for dialog med underviseren og til lyden af spinningcykler og vægtløftermaskiner fra de tilstødende lokaler – det var ikke yoga for mig.

Så jeg søgte andre græsgange og fandt frem til Mindful Yoga. Og der har jeg været siden 2014.  Vi er et lille hold, der mødes en gang om ugen i godt to timer,  med en yogalærer – Jeanne Löwe Lindberg – der foruden at være yogalærer også er psykoterapeut. Og det er god yoga at have en underviser der af egen erfaring ved, hvordan krop og psyke hænger sammen.

Yoga er et sanskritord der betyder noget i retning af “at sammenføje”.   I yogatimerne sammenføjer vi det fysiske med det ikke-fysiske, krop med sind og ånd. Der er intet religiøst i det,  men der opstår – for mig – en følelse af enhed, helhed og nærvær.

Når jeg bevæger kroppen og dvæler i forskellige stillinger, strækker, bøjer, forlænger led og muskler, sætter jeg også en bevægelse i gang der er mere end blot fysik. Det er bølger af følelser og fornemmelser der strømmer i kroppen.  Er du ikke vant til at mærke følelser, kan det til en begyndelse virke skræmmende – fordi det du mærker måske forbindes med sorg, at være ked af det – men det kan også være berørthed og glæde der bringer tårer – eller et udbrud af latter – frem.

Vi indleder altid med en runde. Hvad er du optaget af, hvordan har du det for tiden, hvad har du brug for at give din krop.  Vi deler sorger og glæder på holdet, uden at der skal gives gode råd eller forsøg på at hjælpe og fikse noget. Det at italesætte følelser og oplevelser her og nu, i passende omfang, er som regel nok til at det indre pres letter.  Når vi deler vores menneskelighed, føjer vi os sammen til en healende helhed. Det er nemlig også yoga, at interessere sig for, og være vidne til, hvad der sker i andres liv.

En dag, kort før jeg skulle afsted til yoga,  fik jeg en sms fra yogalæreren. Alle på holdet havde meldt afbud, så der var kun mig. Hun ville ikke aflyse, men foreslog at gå en god lang tur sammen – bare os to.  Jeg omorganiserede lynhurtigt min påklædning til udendørs travetøj, og så afsted. Det blev til  7 km intens walk-and-talk-yoga afsluttet med en tår kaffe ledsaget af en økologisk flødebolle :-). Vi fik ordnet meget på den tur, føjet ord sammen der gav mening og ny energi.

Jeg vil gerne have flere yogatraveture med andre yogier, hvor vi kan tale sammen et stykke af vejen og gå i stilhed et stykke af vejen – for det giver også mening bare at være til sammen, uden at behøve sige noget.

Jeg følger et yogaprogram på youtube.  En halv time hver dag gør underværker når fornemmelsen af kontakt mellem hoved og krop svigter – dvs. at hjernen, nervesystemet, er overbelastet så evnen til  at mærke hjertets bevægelse bliver mindre. Når det sker, får jeg en følelse af at være splittet, fragmenteret, dissocieret. Alting føles ligegyldigt. Koncentration, hukommelse og skriveevne er nedsat, ligesom kontakten til mine nærmeste forstyrres. Jeg bliver dårligt selskab for mig selv og for andre – og det er selvsagt ekstremt ubehageligt. Her kan intens daglig yoga være en hjælp, så balancen genoprettes, hoved og krop forenes.  Igen: yoga betyder at føje sammen!  Det er godt at gøre derhjemme på daglig basis -men timerne sammen med de andre yogier er mest givende.

Jeg oplever at være mere i balance efter hver yogasession – og balance er den bedste religion jeg kender. Trefoldigt leve for kontaktfuld, mindful yoga!