Tankespind om Saturns magi

Det er som en svag strøm, der konstant løber gennem skuldrene, ned gennem armene og ud i fingrene. Smerten er der hele tiden. Sommetider bred og mørk. Andre gange som sløve knive der skærer gennem biceps og triceps. Det er nu to måneder siden  jeg faldt og brækkede den venstre skulder. Ni måneder siden det samme skete med den højre. Jeg kan dårligt huske hvordan det er ikke at have ondt. Opmærksom træning er blevet en del af hverdagen i små skridt. Ingen overdrivelser. Ingen forcering.

Garderoben er langsomt ved at blive skiftet ud. Tøj skal være let at få af og på.  Mine genbrugsherreskjorter har fået en renæssance og trøjer skal være mere rummelige. Oversize er et must. Det gør nu ikke så meget. Stramt tøj har aldrig tiltalt mig. Det gode er,  at jeg har opdaget hvor lidt jeg egentlig kan klare mig med. Før kunne jeg generere bunker af vasketøj. T-shirts og undertrøjer af bomuld er skrottet til fordel for uld – fordi bomuld hurtigt bliver klamt af sved skal det også vaskes ofte.  Men sved hænger ikke fast i uld og kommer ikke til at lugte grimt, har jeg opdaget.  Så ikke alene føler jeg mig bedre tilpas – der er også et miljøaspekt i det. Ren win-win.

I de to måneder der er gået,  er min søster troligt troppet op for at skifte sengetøj, vaske og støvsuge.  Nu skal jeg så småt til at overtage de ting selv.  Med ro og omtanke for armbevægelserne, så jeg ikke kommer helt ud i smerteområdet. Indkøb klarer jeg online… og det bliver jeg ved med. Det fungerer og jeg skal ikke slæbe på tunge ting.

Set i metaperspektivet,  er der indtil videre sket gode forandringer.  Et par slidte klicheer hedder “acceptere og være med det, der er”, “hav tillid til processen”. Der er kommet en anderledes ro i sindet. Jeg bliver normalt let rastløs og forandringstrangen melder sig, næsten som trangen til et fix,  i form at omflytning af møbler, anskaffelse af ting jeg mener jeg har brug for (og afskaffelse af andre), stress over den “rigtige” påklædning til dette og hint arrangement etcetc.  Det er forunderligt så lidt vigtigt den slags ting er blevet. Det er jo bare som det er og jeg vil ikke gå og belaste mig selv med spekulationer over hvad andre mon tænker eller om sofaen skal stå i den ene eller anden ende af stuen. Jeg kan alligevel ikke gøre noget ved det og det ændrer i realiteten ingenting.

Det forekommer meget saturnisk. I mit fødselshoroskop er transit Saturn netop på vej gennem 6. hus (Placidus), der har at gøre med hverdagen og sundheden. Som at blive tvunget til at foretage det nødvendige og lad al staffage falde væk. Den har ligget der siden 2016 og  bliver der til en gang i 2020 (alt efter fødselstidspunktets rigtighed).  Set med et andet hussystem, det der kaldes Tegnhuse (Whole Sign), befinder Saturn sig i Stenbukken i 7. hus (sammen med Pluto) – der handler om relationer og står i opposition til “mig”, min krop og mit image – personaen i 1. hus, Krebsen. Det kan sagtens være tilfældet. Det føles nemlig som et personligt hamskifte og en medfølgende transformation af mødet med andre mennesker – herunder sociale medier som jeg ikke har følt mig særlig tilskyndet til at dyrke. Det er lidt on-off. Saturn har tidligere været i  opposition til radix Mars i Krebsen – en ret barsk kombination af repressiv tolerance, passiv aggressiv, bevægelseshæmning. Måske også et tegn på fysisk smerte? Det er noget tid siden og ikke “akut” i forhold til de brækkede skuldre. Men planeter i et tegn aspekterer planeter i et andet tegn – uanset gradtallet – hvis man er lidt large.

At gå med Saturn betyder at acceptere det at være jordisk. Det har været et issue, så længe jeg kan huske, at søge væk fra det jordiske og ind i en magisk verden, eller mytisk verden, drømmenes verden (MC i Fiskene). En dragning mod “new age”, som jeg samtidig har skyet som pesten for dens romantiserede spiritualitet og fundamentalistiske tendenser. Nu er det bare blevet tomme klicheer eller big business og så er jeg også ude.

I en snak med en nær veninde, talte vi om det at være jordisk, at jeg føler mig jordisk (og dermed kedelig). Det er der ikke noget galt i.  Sagen er bare, at det føles som om der mangler noget. Jeg mangler noget. Selv astrologien er jordisk. Der er ingen magi i det mere. Det er bare et sprog, der kan oversættes. Planeterne kan aflæses direkte og tolkes ind i en sammenhæng.  Det er der ikke noget mærkeligt eller mystisk i. Synes jeg. Veninden, der er stærk tilhænger af astrologi men ikke astrolog selv, slog en skralrende latter op og syntes at jeg var lidt skør. Selvfølgelig er astrologi magisk – det er magisk for mig, sagde hun. Hun synes stadig det er underligt – forunderligt – at man ved at aflæse himmelrummet kan beskrive livet for mennesker.  Det måtte jeg så lige tænke lidt over.

Jeg er ingen superastrolog og synes, selv efter mange år med faget, at det er svært.  Jeg får hovedpine af tabeller og optællinger, talkolonner og datorækker. På den måde er astrologi enormt kedeligt. Selv hedengangne überastrolog Christian Borup (han var Jomfru af soltegn) sagde i et foredrag, at det var vildt kedeligt, når han begyndte på det astrologiske tællearbejde – eller dataindsamling som vi også kan kalde det –  men kvantificeringen gjorde  at sammenhængene blev tydelige og meningsfulde.

Astrologi er noget mærkeligt og mystisk spåkoneagtigt noget indtil man forstår principperne bag.  Og som alt andet håndværk, så skal det læres for at opnå den fulde indsigt og forståelse – ligesom musik. Når noderne er lært og instrumentet beherskes, kan musikken spille så tilhørerne bliver henført. For mig er der magi i en cellosonate – for cellisten er det livslangt hårdt arbejde. Det arbejde der hører under Saturns – jordiske – magi, for musikeren såvel som for astrologen.

En lille anekdote: Jeg er i antikvariatet i Fiolstræde. De har udsalg og jeg styrer lige mod hylden med astrologibøger. Der er et par stykker som jeg tager med ned til disken. Den unge mand slår prisen ind i kassen og bemærker kækt: “Nå, du har nok fundet dig noget spiritisme”… hvortil jeg overrasket svarer: “Spiritisme??? Det er da helt nede på jorden astrologi!!!” – hvorpå et rungende latterbrøl lyder fra baglokalet…

Saturn er min ven og hjælper i det øjeblik jeg accepterer at være jordisk. Hvis ikke, spænder han ben og gør knuder.

Så kan hun lære det…

 

 

Mens jeg venter på inspirationen

Inspiration er ikke noget du skal vente på. Det er noget du skaber, ved at gå i gang med arbejdet. Kreativiteten indfinder sig, når du begynder på noget. Det kan være stort eller småt. Bare du gør det. Det er hvad jeg  hører skribenter sige om den kreative proces.

Det er der noget sandt i. Ingenting kommer af ingenting. Men der er dog perioder i livet, hvor stilstanden, den tomme hjerne, ingentingheden, er så intens at det gør ondt i alle kroppens kroge og hjørner.

Merkur sprang over gærdet fra Fiskene og ind i Vædderen, for et par dage siden. Venus følger efter en gang i morgen. Fiskene er notorisk inspirationens tegn. Men det kan også være ingentinghedens tegn, opløsningens tegn, afhængighedens tegn, vanens tegn, det ubevidstes domæne. Jeg oplever stærkt at de små vaner i hverdagen ligesom er groet fast. Især de dårlige. For meget fjernsyn på sofaen og for mange snacks. Det vil jeg gøre noget ved. Det kan jo ikke nytte, at jeg ikke kan passe de dyre jeans jeg købte sidste år.  Der skal strammes  op. Og det bliver der.  Merkur har ligget i Fiskene i usædvanligt lang tid og var den 17. april helt ude af retrogradsløjfen og kan nu se fremad. Jeg oplevede et tydeligt energiskift den dag. Himlen var mere blå, folk på gaden smilede og der var overalt en meget mere løftet stemning. Nu vil pessimisten sige, at det nok “bare er placebo” – men er det ikke ligegyldigt, hvis det virker?

Merkur og Venus i Vædder maner til handling. Det behøver ikke være de store armbevægelser eller revolutioner. Det er i det daglige vi kan gøre brug af de to hurtigste planeter (næst efter Månen, der som bekendt ikke er en planet). Når Venus er i Vædderen, er den i eksil og vil være styret af Mars’ vilje. Dermed har hun ikke længere magt til at lade stå til, benægte. Nu er det virkelighedens facts der tæller og at handle på en måde så alt det “gode” der er blevet for meget, får mindre  magt. Mere af det gode er ikke godt, når det sætter sig de forkerte steder og ladhed tager over. Med Merkur, der er neutral i Vædderen, sørger jeg for at have styr på tingene med en app (inspireret af min niece), der tracker alt hvad jeg indtager. Med indtastning af mål og hensigt, forudser appen, at om to måneder kan jeg passe min yndlingsbuks igen.

Jeg vil ikke mere vente på inspirationen. Jeg vil skabe den. En god ven, jeg talte med om disse ting, spurgte mig forleden, hvordan jeg er kreativ.  At skrive er kreativt. At fotografere kan også være det. Tolke horoskoper er i høj grad kreativt. Indrette mit skrivebordshjørne så det er inspirerende, er kreativt. At skrive om dette – har netop inspireret mig til at ændre lidt på mine nære omgivelser, der fremmer kreativiteten og lysten til at skabe med skrift og billeder igen.

I øvrigt er der for anden gang fuldmåne i Vægten, i dag den 19. april 2019 – kl. 13.11. Den falder i 29.06 grader Vædder-Vægt. Hvad mon de sabiske symboler (Dane Rudhyars udgave) har at sige om den 30. grad?

30 Vædder, hvor Solen befinder sig:
“A duck pond and its brood” (en andedam og dens yngel).
Noget med erkendelse af naturlige grænser.  Det er i hverdagen vi lever vores skæbne og i hverdagen vi nødvendigvis må erkende den. Accept af at opfylde hverdagslivets behov med de begrænsninger det har.  Selv mystikeren, der oplever glimt af transcendens og visioner, må vende tilbage til sine opgaver i sit sociale miljø.

30 Vægt, hvor Månen befinder sig:
“Three mounds of knowledge on af philosophers head” (tre stabler viden på en filosofs hoved).
Noget med opfyldelse af menneskets evne til forståelse, uanset på hvilket eksistensniveau personen befinder sig. Filosoffens Visdom er noget andet end videnskabsmandens viden.  Det er nødvendigt at vide for at forstå, men viden alene kan være både ufrugtbar og ødelæggende for visdom. Tallet 3 betyder fuldendelse, her fuldendelse af filosofisk forståelse, der intet har at gøre med akademiske grader eller afhandlinger om abstrakte ideer.

Der er visdom i, at erkende sin menneskelighed og sine grænser.

Jeg holder af hverdagen. Mest af alt, holder jeg af hverdagen.

 

 

 

Verden er af lave…

Næppe er vi kommet over på normaltid igen, før det  hvide drys daler sagte fra en gråhvid  himmel. Altimens træerne stadig står i gulorange farvepragt. Det er næsten symptomatisk, som årstider, vejr, datoer og tidspunkter følger skarpe afgrænsninger. Efter den 20. marts er det forår, efter 20. juni er det sommer, efter 20. september er det efterår, efter overgang til normaltid sner det.

Månen befinder sig i Tvillingernes tegn i disse dage. Det er mærkbart.  Jeg er rastløs; søgende efter fornyelse, forandring, stimulerende inspiration, mens min lænderyg og tilhørende muskelgrupper stritter imod enhver bevægelse der gør det nødvendigt at være opmærksom på hvordan jeg sidder, ligger, går, står, vender mig så jeg undgår de der jag af smerte gennem kroppen.

Det er søndag morgen og vi har fået en time ekstra (vel har vi ej, men vi kan godt bilde os det ind), og det sner. En grå og stille morgen hvor jeg konstaterer at der ikke er mere mælk… kaffelatten må vente til jeg har været en tur hos købmanden. Ryggen har godt af at komme ud at gå – især fordi jeg sad ved skærmen det meste af dagen i går og ledte efter et nyt tema til min hjemmeside… der er mange gode, men ikke gode nok. Ja – fornyelsestrangen er tydelig og da jeg ikke kan flytte om på møblerne, så er det de immaterielle ting der må stå for skud. Ja, tvillingemåne… det går over om et par dage!

Jeg må afsted, ud i snevejret (eller sludvejret),  klokken er halv ti, nåh nej… halv ni… købmanden åbner først om en halv time. Har købmænd åbent om søndagen? Nåh ja, det har de jo…  verden er da af lave.

Mens jeg har skrevet dette er det holdt op med at sne og den er straks smeltet – intet bliver liggende ved 5ish graders varme. Så – billedet er snyd…  så meget sne er der ikke nu, det er taget den 8. marts.

Nu afsted til købmand.


Tankespind om livet med internet

Der var engang, for mange år siden, da internettet endnu var helt nyt og ukendt for os almindelige mennesker.  Computere var store kasser – en station med maskinrummet, en lille skærm i en kæmpekasse med billedrør, et tastatur og en mus, og en printer. Alt koblet sammen med ledninger i tykke fletninger. Harddisken havde 20 MB lagringsplads. ja, du læste rigtigt – tyve. Megabyte. og 512 kb (kilobyte) ram… og det var endda meget.  I dag kan vi næsten ikke klare os uden mindst 500 gigabyte harddisk og 8 gigabyte ram – og det er endda i underkanten. Nu tæller vi i terabyte. Hvad siger du? Billeder og videoer? Nej – det kunne man ikke… Mange år siden er lig med 1996. Og jeg var en af firstmoverne med at være på internettet. Det skete over et modem forbundet med fastnettelefonlinjen, hvor det tog et minutstid at blive koblet på nettet. Først hørte man lyden af indtastningen til et internet-telefonopkoblingsnummer, så kom der nogle andre lyde og så var man på.  Google var ikke opfundet endnu. Det var en søgemaskine der hed “Alta Vista”, der betyder noget i retning af  “udsigt fra et højt sted”. Og så kunne man ellers søge… hvad der nu var. Og det var ikke meget. Og mens vi var koblet på nettet, kunne telefonen ikke bruges. Mobiltelefoner fandtes ikke. Jeg fandt en lydfil på youtube –  – ja sådan lød det når internettet blev koblet på. Det er helt nostalgisk. Iøvrigt betalte man telefontakst plus noget mere for hvert minut man var på nettet, så det blev ikke til lange søgesurfture derude. Men der var jo heller ikke så meget at komme efter Den første computer jeg kom i berøring med var ikke min. Det var en vi anskaffede på mit arbejde da jeg var sekretær for en advokat.  Jeg plagede for maskinen til han gav sig – jeg VILLE have den til kontorbrug – den kunne faktisk kun bruges til at skrive og gemme filer – og spille pacman eller kaper.  Det var i 1986 – længe før internettet blev allemandseje – og jeg overtog den privat nogle år senere, da firmaet lukkede.  Om det var den samme vi brugte til det første internet ti år senere, kan jeg rent faktisk ikke huske…  det lyder usandsynligt… Da min søn blev nonfirmeret i slutningen af 90erne, fik han sin helt egen pc. Da var prisen faldet til det halve og harddisken steget mangedobbelt. Den var ikke blevet mindre, rent fysisk, siden den første, men den havde langt større kapacitet og var såkaldt “fremtidssikret”. Det skulle så vise sig slet ikke at være tilfældet. Intet har siden kunne holde mere end få år, før det var håbløst forældet. Men der blev spillet Fifa for fulde gardiner på drengeværelset. Det var på en floppydisk – eller var det cd-rom?. Siden afløstes skrumlerne af bærbare, engang i begyndelsen af Nullerne. Det var en revolution. Vi havde hver sin og kunne nu komme “på nettet” som det mest selvfølgelige. Siden dengang har pc’en og internettet været en fast bestanddel af livet og hverdagen. Både på arbejde og privat. Jeg har altid følt mig som en der var på forkant med udviklingen, og været en såkaldt superbruger.  en god ven og it-nørd hjalp mig i starten og lavede endda mit første primitive, astrologiprogram. Det var dengang styresystemet hed DOS, skærmen var sort og skriften grøn. Siden Windows kom til,  har venner og familie brugt mig som konsulent når deres maskiner drillede. Jeg synes det er sjovt at nørde med de mere avancerede ting på brugerniveau.  Det har været let for mig at finde ud af de forskellige systemer og indstillingsmuligheder i hvert fald op til Windows 7. Mine hjemmesider har jeg altid selv lavet, ud fra de muligheder webhotellet stillede til rådighed. Men jeg føler at jeg er ved at sakke bagud.  Nu går det så hurtigt, at jeg slet ikke kan følge med.  Der er simpelthen så meget jeg ikke kan gennemskue – hvor ryger det hen? Hvem kan se hvad?  osvosv. Som du måske har bemærket, så er der ingen kommentarmulighed på bloggen her. Det er fordi det er alt for meget at sortere i  kommentarer, der måske slet ikke er reelle fordi det er spam eller trolls – og hvad har vi… Når jeg ser de yngre generationer håndtere de her ting, så bliver jeg så imponeret over den uforfærdede lethed de navigerer i det med – og kommer til at føle mig smågammel og småparanoid over følelsen af at miste kontrol. Men det er nok bare indbildning. Jeg er på Instagram Ja, – men jeg slår sjældent noget op – jeg er der kun for at kunne følge andre. Facebook har jeg været med på fra starten – også der har jeg droslet gevaldigt ned på aktiviteten.  På Twitter har jeg også en profil og har opdaget at de har en langt højere kvalitet end Facebook – forstået på den måde at der er meget bedre flow og langt færre reklamer…  jeg slår ikke noget op selv – ingen jeg kender bruger Twitter, så det er lidt omsonst.  Jeg følger astrologer, nyhedskanaler og enkelte politikere mv.  – og med gode filtre så man kan inddele sin nyhedsstrøm i forskellige kategorier – så kommer det hele ikke i en uordentlig bunke. Twitter virker langt bedre end Facebook, som jeg oplever som stagnerende – eller endda døende. Hvad jeg ville sige var, at internettet er blevet et stort kaotisk virvar og det er bare om at holde tungen lige i munden, sørge for sine sikkerhedskoder og tofaktorlogin, holde øje med falske mails og datafiskere, og ikke vide sig sikker på om uvedkommende kan bryde ind i den “personlige computer” der slet ikke er så personlig mere… (var der en der hviskede “stressfaktor”?) Pyha – den gamle FirstMover, føler sig pludselig som LateComer…

Tankespind til Selvet

Et spørgsmål jeg af og til stiller mig selv er:  “Hvorfor gør jeg det?” For det meste er det let nok at svare på. Især når det handler om noget så basalt som hverdagens gøremål, om helbred og tryghed. Så er flere af svarene selvindlysende. Jeg spiser for at holde mig i live – og for nydelsens skyld. Jeg sover for at restituere krop og sind. Jeg holder mig selv og mine omgivelser rene, fordi det højner selvværdet. Jeg dyrker yoga for at holde kroppen bevægelig – og sindet med. Jeg er sammen med mennesker, fordi de inspirerer og holder mit sind åbent. Jeg afviser at opholde mig hvor der er trængsel og støj, fordi det stresser. Jeg hører musik for at komme i en bestemt stemning eller ændre en stemning. Jeg fotograferer, fordi et vellykket billede er som et kick, jeg kan blive helt høj af. Jeg skriver fordi det kan virke forløsende på konflikt- og kompleksstof i psyken. Og fordi jeg ikke kan lade være. Jeg deler ideer, tanker og følelser med andre, for ikke at være alene med dem og i håb om at andre kan spejle sig ligesom jeg spejler mig i andres. Jeg studerer astrologi, for at finde en slags orden i det kaos livet er. Jeg mediterer for at holde sindet i nogenlunde balance (men – at have et mål med meditation er en selvmodsigelse. Meditation er selve målet). Hvad så med de ting jeg gør, uden at vide hvorfor? Ja, det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg måske engang finder svaret på – måske når jeg er holdt op med at gøre dem… eller når de svar jeg troede sande, har løftet sig til nye svar, nærmere sagens kerne. Og nej – dårlige vaner og mønstre med ubevidst indhold, holder jeg for mig selv…  men tro mig – de er der! Og så til sidst: hvorfor skriver jeg dette blogindlæg? Svar: fordi jeg sad ved morgenkaffen og funderede over ordet “hvorfor” og fik lyst til at dele tankerne. Og netop ordet “lyst” er centralt for alle “hvorfor’er”. Hvis ikke det er lysten der driver værket – som klicheen hedder – hvad skulle det egentlig så være? Funderingerne fortsætter i enrum.