Noget om graffiti… og retrograd opmærksomhed

Så kom regnen.  At se ud ad vinduet, er som at kigge igennem et tæt tæppe af vand, med den grå himmel som baggrund. Regndråberne bliver til grå stråler der strømmer lodret ned på jorden, som suger vandet til sig.  Et lynglimt blænder et kort øjeblik. Tordenskraldet følger umiddelbart efter. Så et lyn mere og et endnu kraftigere brag lige oppe over, så huset ryster. Det er nervepirrende. Min krop dirrer, fryser, jeg har gåsehud og prøver at trække vejret dybt igennem og spænde af. Lyn igen. Nu lidt fjernere. Braget ruller som bølger på et uroligt hav. Jeg tænder  et stearinlys i morgentusmørket. Og giver mig til at skrive.

I går var det lørdag og temperaturen tålelig, omkring 25 grader. Stadig for varmt for mig, men jeg ville alligevel ind til byen at se en udstilling i Øksnehallen om graffiti fra årene 1984-2019.  Merkur er retrograd i Krebsen, en position der direkte inviterer til at se tilbage på en svunden tid.

Der var kun få besøgende, da jeg ankom ved skranken i udstillingsbygningen kort efter kl. 10. Udstillingen var ikke specielt ophidsende, men et tidsbillede på en ungdomskultur der gennem tre årtier ikke har udviklet sig særlig meget – kun er teknik og materialer, altså spraymalingen, blevet bedre. Graffitikunst kan være flot og vedkommende – f.eks. på metrobyggeriets plankeværker – og det kan være direkte hærværk uden interesse for nogen. Herunder et foto af Paladsbiografen med udstillede dele af graffitibemalede plankeværker. Biografen synede engang kæmpestor – nu virker den helt lille, stillet overfor Axeltower – men er stadig en lystig farveladebygning fra Poul Gernes’ tid. Om man synes om det eller ej.

Luften i byen var tyk af varme, og af turister – tydeligvis – for de gik rundt med kort over byen, talte italiensk, fransk, amerikansk, spansk… you name it… Jeg var lige ved at give op overfor folkemængden – men trak min energi indad og koncentrerede mig om kameraet, det er en måde at blive nærmest usynlig på.

I løbet af ganske få år har indre by – området omkring og på Rådhuspladsen  fuldkommen ændret karakter. Der er simpelthen så rodet og bygningerne af glas synes at være alt for store til lille Københavnstrup. Byen har vist fået metropolsyge – eller jeg er ved at blive gammel og nostalgisk. At se opad på bygningerne, gjorde mig direkte svimmel.

Tilbage til graffitien. Jeg var kortvarigt involveret i graffitikulturen da jeg var i tyverne. Men det var en helt anden form for graffiti, nemlig den politiske med slagord og paroler der udsprang af punk, bz, nofuture-kulturen. Den side var ikke repræsenteret på udstillingen, men kan jo heller ikke betragtes som kunst, da det ikke involverede maleriet, men korte sentenser på mure og husfacader, der udtrykte den tids ungdomskultur.

Som læg medfotograf på en bog der hed “Foragt for Magt” udgivet af det hedengangne “Københavns Bogforlag” i 1984, bidrog jeg med en række fotos fra  byens mure.

Her et par brudstykker fra forordet:

“Den ægte ytringsfrihed findes på byernes mure […] det er oprøret der taler ned fra murene […] Graffiti kræver beherskelse af sprogets korteste telegramstil. En ordentlig graffiti kalder på smilet – midt i desperationen […] I går stod vi ved afgrundens rand – i dag er vi et skridt videre.” Denne sidste sætning synes at være evigt aktuel.

Det er bestemt ikke alle graffitier, der var lige begavede og her mine bidrag til bogen, som jeg fandt på cykelture rundt omkring i København.  Da jeg ikke har negativerne mere (det var før den digitale tidsalder), er billederne scannet fra bogen, som heller ikke var af bedste kvalitet:

Hjemme igen først på eftermiddagen. Solen har nået min altan og det er pænt varmt. Jeg sætter blæseren i gang og giver mig til at gå sd-kortet igennem for dagens billedhøst. Der var et maleri, af en der kalder sig “scan”,  på udstillingen som fangede mig – ikke for maleriet i sig selv, som jeg fandt ubehageligt aggressivt – men for den lille tekstplakette ved siden af billedet. Først ved gennemgangen af fotos så jeg teksten i selve maleriet… og  blev slået af kontrasten.

Jeg fik på fornemmelsen, at jeg egentlig ikke opfattede så meget af udstillingen – eller byen for den sags skyld. Jeg gik bare igennem det, kiggede – ledte måske efter kendte pejlemærker. Nostalgien – igen et tema der passer til Krebsens tegn.  Jeg glemte at SE, hvad der var foran mig. Som om min forudfattethed skyggede for en åben tilgang og måske ny måde at se – dels graffitiudstillingen, dels byens voldsomme forandring og overbefolkning på.  Jeg fik lyst til at tage afsted og se det hele en gang til, giv mig mere tid… eller rettere: mere ro.

Men det må blive en anden gang. Under alle omstændigheder lærte – eller genlærte –  jeg noget om opmærksomhed, eller mangel på samme –  på denne julidag…  og tak for det.

 

 

Decemberblues

Ved vintersolhverv , årets dybeste mørke. Fem planeter er samlet om galaxens centrum. Det sorte hul, orkanens øje, stormens indre stilhed. Singulariteten ingen ved hvad er og hvorfra intet og ingen vender tilbage, skulle man falde ind i det. Så sort bliver det ikke endnu…  Men der er en melankolsk gråskala som ikke synes at få ende – en ulden stemning.  Det er stilletid, ventetid, forberedelsestid.
Alliker flokkes i høje træer før eftermiddagens solnedgang mens andre ordner fartøjer før vinteren strammer til.  Jeg har bare decemberblues.

 

 

Frk. Arachne er på besøg

Hun har bygget det fineste spind på mit vindue mod vest.  Jeg er glad for at der er glas imellem os. Min svoger kalder mig for en pivskid fordi jeg ikke så gerne vil i karambolage med damen med de stribede ben. Det ville givet være værst for hende, bortset fra at jeg ikke kan lide at slå edderkopper ihjel.  Jeg kigger på hende nu. En lille flue er gået i fælden yderst på spindet. Hun iler derhen – haps – så er der aftensmad.