Verden er af lave…

Næppe er vi kommet over på normaltid igen, før det  hvide drys daler sagte fra en gråhvid  himmel. Altimens træerne stadig står i gulorange farvepragt. Det er næsten symptomatisk, som årstider, vejr, datoer og tidspunkter følger skarpe afgrænsninger. Efter den 20. marts er det forår, efter 20. juni er det sommer, efter 20. september er det efterår, efter overgang til normaltid sner det.

Månen befinder sig i Tvillingernes tegn i disse dage. Det er mærkbart.  Jeg er rastløs; søgende efter fornyelse, forandring, stimulerende inspiration, mens min lænderyg og tilhørende muskelgrupper stritter imod enhver bevægelse der gør det nødvendigt at være opmærksom på hvordan jeg sidder, ligger, går, står, vender mig så jeg undgår de der jag af smerte gennem kroppen.

Det er søndag morgen og vi har fået en time ekstra (vel har vi ej, men vi kan godt bilde os det ind), og det sner. En grå og stille morgen hvor jeg konstaterer at der ikke er mere mælk… kaffelatten må vente til jeg har været en tur hos købmanden. Ryggen har godt af at komme ud at gå – især fordi jeg sad ved skærmen det meste af dagen i går og ledte efter et nyt tema til min hjemmeside… der er mange gode, men ikke gode nok. Ja – fornyelsestrangen er tydelig og da jeg ikke kan flytte om på møblerne, så er det de immaterielle ting der må stå for skud. Ja, tvillingemåne… det går over om et par dage!

Jeg må afsted, ud i snevejret (eller sludvejret),  klokken er halv ti, nåh nej… halv ni… købmanden åbner først om en halv time. Har købmænd åbent om søndagen? Nåh ja, det har de jo…  verden er da af lave.

Mens jeg har skrevet dette er det holdt op med at sne og den er straks smeltet – intet bliver liggende ved 5ish graders varme. Så – billedet er snyd…  så meget sne er der ikke nu, det er taget den 8. marts.

Nu afsted til købmand.