Vægten

Element – Luft
Dynamik – Kardinal
Polaritet – Maskulin
Hersker – Venus
Periode – 22. september – 23. oktober

Jeg ved ikke hvem jeg skal vælge, siger Vægten. Hvis jeg vælger A, kan jeg ikke også holde med B. Det er Vægttegnets evige dilemma i en nøddeskal. Derfor står der også i gamle astrologiske lærebøger, at Vægten er vægelsindet.  Men det er en  unuanceret måde at se det på.  Vægten kan se en sag fra to sider og kan derfor have svært ved at tage parti. Begge sider har jo ret hver på sin måde. Man kan kalde det vægelsind – eller en ressource, at kunne give plads til forskelligheder.

Vægten er den venlige diplomat, som man aldrig rigtig kommer tæt på. Den opfordrer til at ses – en gang – men det bliver sjældent til noget.  Det er en høflighedsfrase.  Til gengæld er Vægten eminent i sociale sammenhænge,  hvor der er mange mennesker, hvor man mingler, hvor man ikke forpligter sig.

Den geråder ikke i konflikter eller ufred med andre mennesker, og kan blive opfattet som konfliktsky.   Men den er rigtig god til at tage sig af andres konflikter, som mægler, advokat, forligsmand, politi.  Den sørger for at genoprette balance og harmoni, hvor der har været grus i maskineriet.

Når en Vægt er vred eller irriteret,  siger den det ikke direkte – det kommer ud mellem sidebenene, på en måde så man måske slet ikke bemærker at den udtrykte en giftighed. Eller eksempelvis kan indre konflikter projiceres ud på uretfærdigheder  i samfundet eller “fejl” hos andre, som den så skælder ud over. Dens egne indre konflikter, forbliver urørte.

Venus hersker i Vægtens tegn, foruden Tyrens.  Derfor siges det at Vægten er romantiker på et mentalt plan,  da vi har at gøre med et lufttegn. Den har høje skønhedsidealer, holder af æstetisk visuel kunst. Dens påklædning og bolig er smuk og i tråd med moden og tidsånden.