Uranus og den indre sigøjner

Inde i mig er der sådan en oprører, en der altid er gået den anden vej og imod strømmen. Jeg kalder det for min “indre sigøjner”. Christian Borup,en kendt astrolog, kastede et enkelt blik på mit horoskop og sagde: “kald du det bare din YDRE sigøjner”. Han så den med det samme.

Den har fulgt mig hele livet. Uranus med sin opposition til Månen. Jeg vil altid noget andet end flertallet. Jeg vil ikke gå med i flokken og jeg vil ikke sættes i bås. Oprøreren er altid parat til at lange ud og mene noget andet. En vaskeægte Rasmus Modsat. Det er den umodne Uranus-Måne opposition.

Jeg er vokset op i en kulturradikal familie, hvor det var kutyme at være kritisk overfor religioners og samfundets dogmer, så jeg har fået det ind med modermælken. Nærmest bogstaveligt, for det var min mor der var den mest radikale af mine forældre. (Månen er moderen). Og så har vi balladen, for mit oprør var at jeg ikke blev den intellektuelle akademiker, som jeg ellers havde alle muligheder for at blive og som min mor, i kvindefrigørelsens navn, ønskede at jeg skulle være. Jeg gik alternative veje.

Følelsesmæssigt (Månen er følelser), har det ikke været let håndtere. Det er et aspekt der viser store udsving – snart er man nede, snart er man oppe. Udsvingene kan komme som lyn fra en klar himmel – et af Uranus’ kendetegn. Det kan være forvirrende for andre mennesker, der ikke begriber hvad der sker når man er i det uforudsigelige hjørne. Oppositioner i horoskopet er tegn på projektioner. Man skyder helst ansvaret fra sig og mener at det er andres skyld hvis der opstår problemer. Jeg har med tiden lært at jeg selv bærer min del af ansvaret. Alle bærer vi vores del af ansvaret!

Idag holder jeg meget af min Uranus-Måne opposition og de skiftende lynnedslag der kommer af den. Det er skønt at ride på den gode inspiration og vide at det kan være en forbigående raptus, så jeg ikke kommer til at sætte noget over styr. Det giver et varieret og fleksibelt liv. En rejse gennem vekslende omstændigheder, flytten og forandren – bagsiden med denne opposition er dog, at hvis livet bliver for ustadigt kan det føre til stress, utryghed og nervesammenbrud.

Forandringstrangen er aftaget med årene og jeg har fundet metoder til at opnå en bedre balance, men når min indre sigøjner begynder at støje, så må jeg lytte til hvad den vil og finde en god og konstruktiv måde at udtrykke den på. Så bliver vi alle glade, min indre sigøjner, min ydre sigøjner – og jeg.