Trække vejret, dybt og roligt

21. december 2018 kl. 23.23 står Solen i 0 grader Stenbuk. Det er solhverv. I min familie er der to fødselsdage inden jul, den 19. og den 22. – og jeg skal lige finde en måde at holde balancen på.

For et par timer siden var jeg på indkøb og havde ærinde i storcenteret. Et sted jeg virkelig afskyr at komme. En kakofoni af lyde – hver butik med sin musik, så det bare bliver til støj, flimrende lys, madlugte fra torvet i midten, myldrende mennesker… mange mennesker, med vilde blikke, uglet hår, en hale af grædende børn, mødre med pakkenelliker til op over begge ører. Hjertet slår kolbøtter og synet blafrer et par sekunder. Jeg standser op midt i strømmen. Lukker øjnene og siger mit mantra med hviskende stemme: trække vejret, dybt og roligt. Og jeg giver mig selv et halvt minut til at mærke den dybe vejrtrækning, berolige kroppen og mærke mine fødder. Så åbner jeg igen øjnene og indstiller blikket på uendeligt. Jeg gør mig usynlig, glider igennem menneskestrømmen uden at støde ind i nogen. Bare lige så stille nå derhen hvor jeg har ærinde.

Og kommer – usynlig og meget målrettet – ind i Føtex. Jeg skal have en flaske Cointreau der er på tilbud her, ellers var jeg aldrig gået derind – og nogle appelsiner. Det er som et inferno jeg bliver suget ind i. Går forbi bunker af bøger og ting – ej – skulle jeg ikke lige have en bog til min svigerdatter… eller noget ekstra til barnebarnet… nejnejnej, siger min indre stemme, du har købt gaver. Det er mere end nok!

Det er simpelthen påvirkningen der gør det. Lemmingeffekten. Alle jeg ser i butikken har vogne fulde af varer og det hele virker som en myretue hvor nogen har forstyrret deres sti. Det hedder også kaos. Og mit hoved bliver til kaos og frygt for om jeg gør det godt nok… stop det!! Jeg har ondt i højre øje…

Endelig henne ved kassen. Mine to varer op på båndet, jeg formår at give et medfølende smil til den søde kassemand, der prøver at holde tungen lige i munden mens køen bag mig vokser.

Trække vejret, dybt og roligt – siger den indre stemme konstant til mig. Det er ikke min egen, men min yogalærers stemme jeg hører som en beroligende båndsløjfe i hjernen. Ude af Føtex, indstiller jeg igen blikket på uendeligt, forsøger mens det trykker for brystet, at ignorere støjen og glider roligt, med mantraet kørende i hovedet, ud i den grå, men forfriskende decemberdag.

Nu er jeg hjemme og skal ikke mere ud i julehysteriet. Klar til at holde Sønnikes sohvervsfødselsdag sammen med hans lille familie.

Juleaften…? Den holder jeg for mig selv, på sofaen med et glas Cointreau og en god bog, mens de er til storfamiliejul med hele udtrækket hos barnebarnets søde bedsteforældre i Jylland.

Oh what a wonderful World.