Tankespind om skriveproces og solformørkelser

Stille, varm og tør Juli måned, med fast ophold under parasol, solhat, i skyggen. Lidt regn ville være særdeles velkommen.  Jeg ser at det er næsten en måned siden jeg har postet noget her på bloggen.  Optaget af andre ting og andre tanker.  Research og studiet af mennesker født på en solformørkelse. En artikel  ligger i baghovedet og simrer. Noter skal samles til en helhed og sammenholdes med horoskopet for en spændende mand fra 1800tallet. Intet er endnu nedfældet – men jeg er ret sikker på at vedkommende jeg vil skrive om, nok skal stå mig bi og vise vejen til en meningsfuld fortælling om ham.  Hans tanker kunne vi godt bruge noget af i dag! Nej – jeg afslører ikke identiteten nu, for så forsvinder magien. Gryden skal holdes i kog.

Æstetikplaneten Venus er gået i Jomfruen – skriveplaneten Merkur stadig i Løven vil gå retrograd den 26. Juli, så det er nok bedst at komme i gang med artiklen nu. Venus i Jomfruen hjælper til med detaljerne, så det bliver tilrettelagt på smukkeste vis og ikke kun bliver en historie med tørre facts og venstrehjernet dokumentarisme. Kontakten med ånden – den fra 1800tallet –  skal fremmes, så det bliver interessant for mig at skrive og interessant for læserne at læse.

Månen er i  informationstegnet Tvillingerne et par dage endnu – og kan hjælpe med at få noterne samlet og sorteret, men den kreative side må lige vente til Månen er gået i Krebsen og lægger en følelsesmæssig modtagende energi over den viden jeg har indsamlet. (Det var da egentlig en interessant måde at betragte en forberedende skriveproces på… det havde jeg ikke lige set komme).

Min skribentkollega, astrolog Annemette Pedersen (annemettep.dk), skriver om solformørkelser i Horoskopbladet Stjernerne og det fik mig i gang med researchen.  Hun gjorde mig opmærksom på en artikel jeg selv har skrevet på bloggen her – den havde jeg helt glemt og det var et godt genlæs!   Så var det at jeg kom i sving med researchen.

Aktuel solformørkelse
Den 13. juli 2018 meget tidligt om morgenen vil der være en partiel solformørkelse på 20 grader Krebs – i opposition til Pluto i 20 grader Stenbuk. Solformørkelsen – også kaldet eklipse – er en nymåne der falder sammen med en af måneknuderne – Rahu og Ketu. Dragens hoved og Dragens hale.  Noget kommer ind i verden, andet forsvinder ud af verden. Der kan være en reorientering,  afslutninger, genstart, nystart, møder og adskillelser.  Og nej – ikke alle mennesker vil opleve noget sådant lige på en studs – det er en proces over tid. For det meste.  Solformørkelsen hører til saros serie 117.  Hvad saros er, har jeg skrevet om her.   Læs også Annemettes gode artikler i Stjernerne.

Det er særligt dem der har planeter, især Sol, Måne eller akser (ascendant og MC) omkring 20 grader i kardinale tegn der vil være berørt af eklipsen – dvs. Vædder, Krebs, Vægt og Stenbuk.

I mit horoskop falder eklipsen i nærheden af ascendant i Krebsen der handler om mig selv og mit image,min individualitet. Og lige overfor i det 7. hus for relationer, står  transitPluto, der har at gøre med forvandlinger.  Jeg vil da holde øje med hvad der sker i og omkring mig den kommende ugestid – og videre frem. Det siges at en solformørkelses effekt rækker ca. et halvt år frem i tid. Det har jeg ikke observeret – men for nogle kan det jo være tilfældet.

Om ikke andet, vil jeg bruge formørkelsen til at  meditere og visualisere min kommende artikel og forhåbentlig få den skrevet og sendt afsted til redaktionen i god tid inden deadline.