Tankespind om livet med internet

Der var engang, for mange år siden, da internettet endnu var helt nyt og ukendt for os almindelige mennesker.  Computere var store kasser – en station med maskinrummet, en lille skærm i en kæmpekasse med billedrør, et tastatur og en mus, og en printer. Alt koblet sammen med ledninger i tykke fletninger. Harddisken havde 20 MB lagringsplads. ja, du læste rigtigt – tyve. Megabyte. og 512 kb (kilobyte) ram… og det var endda meget.  I dag kan vi næsten ikke klare os uden mindst 500 gigabyte harddisk og 8 gigabyte ram – og det er endda i underkanten. Nu tæller vi i terabyte. Hvad siger du? Billeder og videoer? Nej – det kunne man ikke…

Mange år siden er lig med 1996. Og jeg var en af firstmoverne med at være på internettet. Det skete over et modem forbundet med fastnettelefonlinjen, hvor det tog et minutstid at blive koblet på nettet. Først hørte man lyden af indtastningen til et internet-telefonopkoblingsnummer, så kom der nogle andre lyde og så var man på.  Google var ikke opfundet endnu. Det var en søgemaskine der hed “Alta Vista”, der betyder noget i retning af  “udsigt fra et højt sted”. Og så kunne man ellers søge… hvad der nu var. Og det var ikke meget. Og mens vi var koblet på nettet, kunne telefonen ikke bruges. Mobiltelefoner fandtes ikke.

Jeg fandt en lydfil på youtube –  – ja sådan lød det når internettet blev koblet på. Det er helt nostalgisk.

Iøvrigt betalte man telefontakst plus noget mere for hvert minut man var på nettet, så det blev ikke til lange søgesurfture derude. Men der var jo heller ikke så meget at komme efter

Den første computer jeg kom i berøring med var ikke min. Det var en vi anskaffede på mit arbejde da jeg var sekretær for en advokat.  Jeg plagede for maskinen til han gav sig – jeg VILLE have den til kontorbrug – den kunne faktisk kun bruges til at skrive og gemme filer – og spille pacman eller kaper.  Det var i 1986 – længe før internettet blev allemandseje – og jeg overtog den privat nogle år senere, da firmaet lukkede.  Om det var den samme vi brugte til det første internet ti år senere, kan jeg rent faktisk ikke huske…  det lyder usandsynligt…

Da min søn blev nonfirmeret i slutningen af 90erne, fik han sin helt egen pc. Da var prisen faldet til det halve og harddisken steget mangedobbelt. Den var ikke blevet mindre, rent fysisk, siden den første, men den havde langt større kapacitet og var såkaldt “fremtidssikret”. Det skulle så vise sig slet ikke at være tilfældet. Intet har siden kunne holde mere end få år, før det var håbløst forældet. Men der blev spillet Fifa for fulde gardiner på drengeværelset. Det var på en floppydisk – eller var det cd-rom?. Siden afløstes skrumlerne af bærbare, engang i begyndelsen af Nullerne. Det var en revolution. Vi havde hver sin og kunne nu komme “på nettet” som det mest selvfølgelige.

Siden dengang har pc’en og internettet været en fast bestanddel af livet og hverdagen. Både på arbejde og privat. Jeg har altid følt mig som en der var på forkant med udviklingen, og været en såkaldt superbruger.  en god ven og it-nørd hjalp mig i starten og lavede endda mit første primitive, astrologiprogram. Det var dengang styresystemet hed DOS, skærmen var sort og skriften grøn. Siden Windows kom til,  har venner og familie brugt mig som konsulent når deres maskiner drillede. Jeg synes det er sjovt at nørde med de mere avancerede ting på brugerniveau.  Det har været let for mig at finde ud af de forskellige systemer og indstillingsmuligheder i hvert fald op til Windows 7. Mine hjemmesider har jeg altid selv lavet, ud fra de muligheder webhotellet stillede til rådighed.

Men jeg føler at jeg er ved at sakke bagud.  Nu går det så hurtigt, at jeg slet ikke kan følge med.  Der er simpelthen så meget jeg ikke kan gennemskue – hvor ryger det hen? Hvem kan se hvad?  osvosv. Som du måske har bemærket, så er der ingen kommentarmulighed på bloggen her. Det er fordi det er alt for meget at sortere i  kommentarer, der måske slet ikke er reelle fordi det er spam eller trolls – og hvad har vi…

Når jeg ser de yngre generationer håndtere de her ting, så bliver jeg så imponeret over den uforfærdede lethed de navigerer i det med – og kommer til at føle mig smågammel og småparanoid over følelsen af at miste kontrol. Men det er nok bare indbildning.

Jeg er på Instagram Ja, – men jeg slår sjældent noget op – jeg er der kun for at kunne følge andre. Facebook har jeg været med på fra starten – også der har jeg droslet gevaldigt ned på aktiviteten.  På Twitter har jeg også en profil og har opdaget at de har en langt højere kvalitet end Facebook – forstået på den måde at der er meget bedre flow og langt færre reklamer…  jeg slår ikke noget op selv – ingen jeg kender bruger Twitter, så det er lidt omsonst.  Jeg følger astrologer, nyhedskanaler og enkelte politikere mv.  – og med gode filtre så man kan inddele sin nyhedsstrøm i forskellige kategorier – så kommer det hele ikke i en uordentlig bunke. Twitter virker langt bedre end Facebook, som jeg oplever som stagnerende – eller endda døende.

Hvad jeg ville sige var, at internettet er blevet et stort kaotisk virvar og det er bare om at holde tungen lige i munden, sørge for sine sikkerhedskoder og tofaktorlogin, holde øje med falske mails og datafiskere, og ikke vide sig sikker på om uvedkommende kan bryde ind i den “personlige computer” der slet ikke er så personlig mere… (var der en der hviskede “stressfaktor”?)

Pyha – den gamle FirstMover, føler sig pludselig som LateComer…