Tak fordi jorden stadig findes efter 2012

mayaDet er minsandten nytår igen. 2012 er gået og jorden findes stadig. Det var jo heldigt. Jeg har haft skrivekrise. Hvad har jeg på hjerte? Aner det ikke.

Skrivekrise, eller pause, kan være et tegn på at noget ulmer. Noget er på vej. Men hvad det er har jeg ingen ide om. De senere år er mit liv vendt på hovedet. Centrifugen er ved at nå stilstand for denne gang. Det føles som at stå helt blank og nøgen-agtig. Der er fred og ro. Så meget at det tangerer det kedelige. Det er bare hverdag – og det kan der også være meget nydning i.

Jorden gik altså ikke under denne gang. Men – nogle menneskers verden er gået under. Mennesker der lever i krig og elendighed de ikke selv er skyld i. Mennesker der har mistet nogen de elskede under dramatiske omstændigheder. Mennesker der er brudt sammen af sygdom, pres og stress. Mennesker der har mistet trygheden, bolig, arbejde og indtægt, som står ved en korsvej og skal til at finde et nyt fundament for deres tilværelse. Der viser sig altid en vej, selv om livet ikke bliver det samme som før, men “this too shall pass”.

Jeg følger med i balladen om folkekirken. Som præstebarn, født og opvokset indenfor dens mure ligger den mig på sinde et eller andet sted. Jeg tror mest det er et udslag af nostalgi. Er Folkekirken ved at gå under? For mange år siden meldte jeg mig ud. Det var i protest over visse præsters modstand mod vielse af homoseksuelle. Det er en gammel historie. Og jeg glæder mig i dag over at vinden er vendt – de er velkomne hvis det skulle være. Præsterne der er imod findes stadig, men man kan jo vende det døve øre til. Jeg overvejede at melde mig ind igen. Men det er gået op for mig at jeg ikke tror på Folkekirkens måde at tro på. Jeg har ikke noget religiøst tilhørsforhold – og jeg er ikke ateist heller. Mit spirituelle liv hører ikke til i Folkekirken. Vi passer ikke rigtigt sammen mere. Så den vej går jeg ikke lige nu. For mig er Folkekirken på en måde gået under.

Men jeg er ikke gået under. Jeg er her stadig. Og håber at være her i lang tid endnu. Tanken om døden dukker op nu og da – og det forunderlige er, at jeg ikke er bange for den. Jeg er mest bange for måden – om det gør ondt og bliver angst. Jeg er heller ikke bange for om jeg nu når dette eller hint inden jeg dør. Jeg når hvad jeg når og stresser ikke på at jeg skal opleve mest muligt mens jeg er her. Har vi kun dette ene liv? Nej – det tror jeg ikke. Det jeg skal opleve og som jeg udvikles af, skal nok komme – før eller siden. I dette liv. Eller i et andet. Den tanke giver mig så meget ro at jeg meget bedre kan forholde mig til nuet. For der er jo ikke andet. Og hvis det nu er godt – hvad vil jeg så mere? Hvorfor ikke bare gå nuets vej?

Folkeskolen – bør den gå under? Når jeg tænker på min skoletid er det med gru og gysen. Tanken om heldagsskole er også en gammel historie – og jeg ville hade at skulle være i det “fængsel” fra 8-16… tænk på de sensitive børn der ofte har brug for stilhed og rekreation – skal de vente til efter 16? Eller de udsatte, der bliver mobbet – skal de tåle deres forfølgere en hel dag igennem uden at kunne flygte hjem? På den anden side er det sikkert godt at gøre op med den timeopdelte skoledag. Lad en mere kreativ måde at lære på komme ind. Lad den sorte skole gå under og find en vej, så de sensitive børn får rum og tid til at udvikles og være som de er.

Mit 2012 har været et år med mange glæder. Venskaber er styrket og genfundet. Nye mennesker er kommet ind i mit liv sammen med musikken. Freudekoret som jeg er blevet medlem af. Og det gode fællesskab vi har fået etableret på det lille gymnastikhold henne om hjørnet. Jeg står aldrig op en onsdag morgen og “gider ikke til gymnastik” – det at vi har travet en ugentlig tur hele sommeren gør at vi har lært hinanden at kende og det har givet os alle meget mere lyst til at møde op! Der kan man se hvad god kontakt og kendskab til hinanden kan gøre. Det var en rigtig god vej! Tak til jer.

Tak til klienterne – det er et stort privilegium at få lov til at følge med i andre menneskers liv og håb. Og tilliden gør mig varm og taknemmelig. Må der blive meget mere af det i 2013 for det er den allerbedste vej.

2012 er gået under og viger pladsen for 2013 – går du den ene vej eller den anden vej, om den er lige eller det er en zigzagkurs, om den er to skridt frem og et tilbage, så går jorden angiveligt ikke under før om 1.3 milliard år, så der skulle være rigeligt tid til at nå det hele – og dermed vil jeg ønske alle et godt, kærligt og fyldigt nytår!