Homo ambulans

07-IMG_7103
foto: Tove Brems Albertsen

Så var det da bare om at komme derind. Cornerudstillingen på Sophienholm. Sidste chance før den slutter. Men det vidste jeg ikke. Mine fødder havde ganske uforvarende bragt mig derhen bare ved at gå. Det må være de nye vandrestøvlers skyld. De går deres egne ubestemmelige veje. Smattede såler af turen langs søen gjorde ingen forskel for mig – jeg gik op ad trappen, åbnede døren og stod på måtten lidt og “tørrede fødderne” – hvilket er en misvisende vending. Det er støvlesålerne jeg tørrer. Fødderne er jo inde i støvlen! Ordpedant!

Årskortet blev fisket op af pungen, vist til conciergen, og så kunne jeg ellers gå ind og nyde herlighederne. Mange gode billeder – og mange som jeg fandt ligegyldige, smukke, godt håndværk, men ligegyldige. De efterlod intet spor jeg kunne tage med mig. Lidt wow-effekt havde Kirsten Kleins fotos fra Grønland. Isbjerge og flager – blå og hvide nuancer. Is, vand og himmel. Jeg har længe været fan af Kirsten Kleins sort-hvide, dramatiske landskaber. Hun kan noget særligt med sit kamera. I farver kommer der noget andet ind – så udebliver dramaet. Det er for pænt, for blåt. Men de var alligevel gode. Der var røde prikker på alle billederne i hendes rum – alt var solgt. Det må jeg nok sige. En anden der vakte min nysgerrighed var Claus Handberg Jørgensen med stramme linjer og småbilleder, fotos, af hverdagsting som en gammel kontakt, en flyttekasse med bøger i et lager, afløbet i en køkkenvask. Motiverne banale men med en farvedybde og detalje der gjorde dem spændende. Og så var der Lars Heibergs køkken og hverdagsting a la Warhol. Og Tove Hummel med et kæmpe, næsten plastisk maleri af København, som jeg blev vældig betaget af – billeder med tyngde, dybde, spænding og kvalitet. En herlig oplevelse! Men det var egentlig ikke udstillingen jeg ville skrive om – det kom bare med.

Homo Ambulans, det gående menneske – det er den race jeg tilhører.

  • Når jeg går, bliver gamle støvede tanker, der har det med at gentage sig selv, skiftet ud med nye, friske strenge. De løsner sig simpelthen, og falder af som skæl. Det siger lidt om tankers flygtige natur – og deres bestandighed. Hårdnakkethed. Når de bare ikke VIL slippe og bliver ved med at kværne – det er næsten ikke til at holde ud. Så må jeg ud at gå. Gerne langt. Gerne alene.
  • Når jeg går, møder jeg løbere med prustende åndedræt. De ser anstrengte ud, skuldrene trukket helt op til ørerne. De smiler sjældent – de får et smil af mig med på vejen som de kan tage imod, eller lade være.
    –  Når jeg går, kan jeg mærke, se, snuse, opleve omgivelserne undervejs. Vand og træers fornyende indvirkning er næsten magisk, kombineret med den duvende bevægelse når fødderne kommer ind i en fast rytme og bare går af sig selv uden at jeg skal tænke over det. Kroppens egen rytme.
  • Når jeg går, får jeg luftet hjernen og hjertet. I går er bag mig, i morgen findes endnu ikke. Der er kun lige nu. Lige her.  Og snart høres lyden af en god kop te.

Sidde stille, intet gøre

P1010865Sidde stille
Intet gøre
Græsset gror

Når hovedet er fyldt af tanker, ideer og ugjorte gøremål. Når verden brænder under fødderne og følelserne overvælder dig. Så er der en vej.

De ugjorte gøremål vil, når de er gjort, kun blive erstattet af nye. Det bliver aldrig anderledes. Der er altid gulv at støvsuge, opvask at ordne, indkøb at gøre, ting at rydde op, seng at rede, tøj at vaske. Du kan give Dig selv tid og ro til de daglige og ugentlige ritualer. Du kan forholde dig nærværende, i kontakt med dig selv og øjeblikkets handling.

Det bliver zen.

De myldrende ideer og tanker, kan stilne, når du lader dem være uden at skulle handle på hver enkelt af dem. Det kan ske at kroppen bliver urolig, spændt og smertende. Åndedrættet hjælper på vej og lader nervesystemet falde ind i øjeblikkets ro.

Det bliver zen.

Verden trænger sig på, gennem utallige skærmes nyhedsstrøm og gør dit sind uroligt. Hvordan kan du hjælpe? Hvilken sag skal du brænde for? Hvad kan du gøre? Hvem skal du stemme på? Hvordan skal du reagere?  Slukker du for skærmene og vender blikket mod dit eget indre, mod øjeblikkets stilhed.

Bliver det zen.

Sammen med mennesker bliver du grebet, begejstret, kærlig, irriteret, sorgfuld, forventningsfuld, bange, forundret, vred, inspireret, nervøs, træt, energifyldt, drænet for kræfter. Når du forholder dig undersøgende, nærværende og åben og uden forventning i øjeblikkets møde, bliver du mindre overvældet.

Det bliver zen.

Sidde stille
Intet gøre
Græsset gror