Virginia Woolf, et litterært fyrtårn

foto fra bbc.co.uk

Der sker noget magisk, når jeg researcher en stor personlighed. Det er som om jeg kommer i kontakt med selve ånden. Jeg føler at jeg har Virginias velsignelse til at skrive om hende. Artiklen er udgivet i Horoskopbladet Stjernerne i februar 2019 (Vandbærernummeret). Foto hentet på  bbc.co.uk.

Intro
Virginia Woolf står som et fyrtårn i litteraturen. Hun var egentlig imod biografien som genre fordi den kun beskriver et menneske udefra. Virginia Woolf “skriver livet”, siger hun, sådan som det opleves indefra. Dengang, mellem de to store verdenskrige, var det en ny og anderledes måde at skrive på. Det kaldes for “stream of consciousness”. Virginia Woolf hørte til den litterære avantgarde sammen med T.S. Eliot, James Joyce og Marcel Proust.

Familien Stephen
Året er 1882, den 25. januar. Familien Stephen sidder ved morgenbordet, da højgravide Julia pludselig får et jag over lænden; et smæld i underlivet og vandet går. I al hast bringer en tjenestepige hende op på værelset, en anden henter jordemoderen og kort efter middag kl. 12 kommer Adeline Virginia Stephen til verden.Netop da, har MC passeret Solen på 5 grader Vandbærer. Noget stort, noget nyt, er i vente.

Begge forældrene, Leslie Stephen og Julia Duckworth, havde været gift før og havde børn fra disse forhold. Enkemanden Leslie havde Laura, der tidligt blev anbragt på en anstalt for sindslidende og dermed glemt. Enken Julia havde tre børn Stella, George og Gerald. Sammen fik de fire børn: Vanessa 1879, Thoby 1880, Virginia 1882 og sidst Adrian 1883. Leslie var journalist og litterær skribent. Julia var en skønhed, der havde været model som ung, men nu levede fuldt ud for sin mand og børn. Hun tog afstand fra de nye kvindepolitiske strømninger i slutningen af 1800tallet. Virginias familiebaggrund var konservativ, elitær, intellektuel overklasse.

Virginia vokser op i et overbeskyttet, stærkt victoriansk miljø. Brødrene kommer i skole og på universitet mens hun og søstrene må nøjes med at blive undervist hjemme. Det absolut nødvendige minimum er at læse og regne, for at kunne føre husholdningsregnskaber. Planen er at de bliver gode hustruer og mødre. Det er bare ikke nok for Virginia at oplæres i hustrugerninger. Hun får af sin strenge far, tilladelse til at låne bøger i hans store bibliotek og taler med ham om det hun læser. Hun bliver bidt af litteraturen og skrivekunsten.

Stellium i 12. Hus.
Med seks planeter i 12. Hus. Fem af dem i Tyren – Månen er i Vædderen – får jeg en næsten kvælene fornemmelse af indelukkethed, som et psykisk fængsel af konventioner og konservative forventninger hun må være vokset op i. Der er strenge regler for adfærd; et liv der skal følge de uskrevne reglers smalle sti. Familien blander sig ikke med “pøblen”. Man færdes kun indenfor sin egen kreds. Men vi må ikke glemme, at hun er født i Vandbæreren, med Solen forankret på MC og Merkur også i Vandbærer i kvadrat til planeterne i Tyren. Hun må have været splittet mellem behovet for frihed og uafhængighed og behovet for den tryghed og konservatisme hun samtidig kritiserede.

Mars Out of Bounds
Månen er eneste planet i ildtegn, med en sekstil til en Out of Bounds Mars i Tvillingerne i første hus. Hun har haft et heftigt temperament og en, tænker jeg, indre vrede, der først og fremmest er kommet ud gennem bøger og essays – ikke som krigeriske udfald, men som markante holdninger, især omkring kvinders rettigheder. Forlægget til hendes karakterer henter hun i sin egen familie. Hun skriver autofiktion længe før begrebet blev opfundet og skiller sig ud ved at sige sin mening – også i selskab med mænd. Den 22. November 1938 skriver hun i sin dagbog: “I’m fundamentally, I think, an outsider. I do my best work and feel most braced with my back to the wall. It’s an odd feeling though, writing against the current: difficult to disregard the current” . Da jeg fandt det citat, fik jeg nærmest kuldegysninger af fryd… det vi har fat i her, er Månen i aspekt med Out of Bounds-Mars.

Det er gennem skrivningen hendes liv udspiller sig. Virginia har ascendanten i Tvillingerne. Den sociale kontaktflade er vigtig for hende, udvekslingen, samtalen. At høre om andres liv og tankeverden er hendes benzin. Merkur er i Vandbærer og vidner om en skarp iagttagelsesevne. Hun siger selv, at hun er den fødte observatør.

Hun går lange spadsereture i Londons gader, hvor hun suger indtrykkene til sig; husenes arkitektur; mennesker der myldrer i gaderne. Alt hvad hun ser, bruger hun som beskrivelser i sine bøger. Der skal være liv omkring hende, for at hun kan ånde… og dog. Behovet for social kontakt er i konflikt med et enormt behov for at være alene og tilbagetrukket. 12. Husplaneterne – versus TvillingeMars i første hus og Solen på MC.

Stream of Consciousness
At skrive som Virginia Woolf gjorde, var noget helt nyt i hendes samtid. Der er ingen egentlig handling eller plot i fortællingerne. Vi lærer personerne at kende indefra, hvad de iagttager, føler og tænker. Det går langsomt og det er krævende at læse. En hel bog, kan udspille sig over kun en enkelt dag. Den mest kendte er nok Mrs. Dalloway, som er forlæg for filmen The Hours. Det der interesserer Virginia Woolf, er at undersøge hvad tanker er og hvad de gør, og undersøge hvad tid er og gør. Tid og tanker – meget indadvendte temaer, passende til stelliet i 12. hus. Merkur i Vandbærer med kvadrat til Neptun og Jupiter – der tillige har en trigon til Uranus i Jomfruen i 5. Hus – har begavet hende med en stærk intuition og forestillingsevne som hun udtrykker bl.a. i meget stærke og detaljerede naturbeskrivelser.

Tilbage til familien
1895 er et skæbneår for Virginia. Transit Pluto er nået frem til ascendanten og den 5. maj dør moderen af gigtfeber i en alder af 49. Virginia er 13 år. I løbet af den følgende sommer får hun sit første psykiske sammenbrud. Faderen, der hidtil har fået udelt opmærksomhed fra sin hustru, bliver ulidelig. Han kan kun se sin egen sorg og falder ned i en selvmedlidenhed han aldrig kommer ud af. Det bliver nu døtrene Stella, Vanessa og Virginia der skal sørge for husholdningen og hans humør. De kommer til at leve i et hverdagshelvede af psykisk terror med hans selvoptagethed og evige beklagelser, bl.a. over økonomien. Den ældste, Stella, dør i maj 1897 så nu er der kun Virginia og hendes storesøster Vanessa til at føre hus de næste ni år. Virginia har et Sol-Saturn kvadrat der viser at faderen kan udgøre en trussel for selvværdet – men det kan også udvikle en stærk autonomi i den voksne Virginia.

I løbet af 1903 går transit Saturn over Virginias MC og Sol. Faderen ligger syg af mavekræft og dør 22. februar 1904 mens progressiv Måne vandrer over MC og Solen. Virginia er 22 år. De fire helsøskende rejser rundt i Italien efter faderens død og da Virginia vender hjem bliver hun igen indlagt. Det er tydeligt at hun har et skrøbeligt sind. Er det også tydeligt i horoskopet? I radix er den iltre VædderMåne i kvadrat til en meget behersket Venus i Stenbukken. Venus hersker over planeterne i 12 hus og bebor Saturns område. Når det følelsesmæssige pres bliver for stort, ryger låget simpelthen af trykkogeren. Hun oplever nok splittelsen stærkt nu, hvor faderen ikke længere har kommandoen. Man skulle tro at hun var fri efter faderens død, men hans stemme, der tillige suppleres af den døde mors stemme, lever stærkt og uudholdeligt i hende. Romanen “To the Lighthouse” handler tildels om forældrene og det er først da den bog udkommer i 1927, at deres stemmer lader hende i fred.

Leonard og kærligheden
Virginias bror Thoby studerer på Cambridge og danner i 1905 en “torsdagsklub” med nogle studiekammerater, bl.a. forfatteren E.M. Forster, økonomen Maynard Keynes, Leonard Woolf og Clive Bell. De fire søskende Stephen bor nu sammen i et hus Bloomsbury og har lagt det indskrænkede og snobbede Kensingtonliv bag sig. Torsdagsklubbens møder rykker også til Bloomsbury hvor Virginia og Vanessa nu deltager i diskussionerne helt på lige fod med mændene. Her mødes Leonard Woolf og Virginia. Han er forelsket, hun er forbeholden. Måske vil hun slet ikke gifte sig. Han lader sig udstationere til Ceylon og vender først hjem på orlov seks år efter. Han frier til Virginia i 1911. I Januar 1912, mens hun har transit Uranus i konjunktion med Venus, siger hun endelig ja. Hun kan godt lide ham, men det er nok mere af praktiske grunde at hun siger ja. De bliver gift den 10. August 1912 mens Jupiter transiterer i sekstil til hendes Sol/MC. Der må være noget karrieremæssigt på spil her. Ægteskabet bliver et arbejdsfællesskab og hun får sit navn: Virginia Woolf.

Virginia kan ikke tåle sindsbevægelser og efter brylluppet får hun igen et sammenbrud. Leonard er klar over at de må tage hensyn til hendes helbred. Det bliver besluttet at de ikke skal have børn. Astrologisk er det helt som det skal være. Uranus ligger i Virginias 5. Hus. Det med børn og moderskab ligger ikke rigtig til hende. Nu kan hun lægge al sin skaberkraft i skrivningen og samtidig finde tryghed i ægteskabets rammer.

I årene 1913-15, mens transit Uranus passerer hendes MC og Sol, og transit Pluto rammer Mars i sekstil til Månen, lider hun af kraftige hovedpiner, har voldsomme maniske perioder afløst af depressioner. Hun er indlagt og kommer hjem med faste hjemmesygeplejersker. Hun har lige udgivet sin første roman “The voyage Out”, om en skibsrejse til Sydamerika. Psykologisk er det hendes egen “vej ud” – og en satire over det edwardianske borgerskab. Arbejdet med bogen har sendt hende helt ud på kanten. Virginia ville i dag blive diagnosticeret som svært bipolar og med neurasteni – en tilstand der minder meget om ptsd.

Hogarth Press
For at kunne arbejde hjemmefra, køber Leonard en trykpresse, der bliver deres indtægtskilde. Virginia er litteraturanmelder på en avis og tjener lidt penge ved det, mens hun skriver sine værker der bliver trykt og indbundet på eget værksted og eget forlag. De kalder det Hogarth Press, fordi huset de bor i på det tidspunkt, hedder Hogarth House.

Det normale er, at alle indtægter går til ægtemandens konto, kvinden ejer intet. Vandbæreren Virginia er overhovedet ikke tilfreds med at hun ikke kan have sine egne penge. I et langt essay “A Room of ones own”, siger hun det helt tydeligt: “en kvinde bør have sine egne penge og sit eget værelse for at kunne skrive fiktion”. Hun åbner sin egen bankkonto og får selv halvdelen af indtægten fra bogsalget. Et slag for kvindefriheden er vundet.

Var Virginia Woolf feminist?
Der hvor hendes kvindefrigørelsesidealer udspiller sig, er i bøgerne og hendes livsstil. Virginia indleder et forhold til en societylady, Vita Sackville-West. I løbet af den tid forholdet varer, skriver hun den komiske roman “Orlando” som jeg nærmest vil kalde for en kommentar til rigide kønsrollers absurditet. Der var i det hele taget i vennekredsen “Bloomsburygruppen” et meget frit forhold til seksuel orientering. Vi er i mellemkrigsårenes avantgarde, en subkultur, der ikke kerede sig om de moralske normer og dyder. Igen ser vi Virginias Uranus i femte hus – fri kærlighed og sanselighed udspiller sig med en trigon til Jupiter i Tyren. “Det chokerende nye” lever hun ud med Vita. ”Orlando” er en kærlighedserklæring til hende.

Virginia og vandet
Anden verdenskrig. Transitpluto er gået i opposition til Venus, der er vært for stelliet i 12. hus. Virginia og Leonard er flyttet udenfor London, til deres fritidshus kaldet Monks House i Sussex, fordi deres byhus er ramt af blitzen i 1940. Men Virginia er ved at gå til. Hendes Tvillingeascendant og Mars har brug for adgang til selskab og liv omkring sig. Hun sander til hvis hun ikke kan komme ud i byens mylder. Livet i Monks House er ved at kvæle hende. Der har i mange år været ro om hendes sygdom og sindstilstand, men nu mærker hun det vende tilbage. Det begynder med hovedpine, så hører hun stemmer; hun bliver deprimeret.

Tidligt på året 1941. Anden Saturnrunde har lige aktiveret Sol-Saturn-kvadratet. Hun føler sig tom; kan ikke skrive mere; der er ikke mere. En livslang længsel griber fat i hende.

Med et horoskop der er blottet for planeter i vandtegn, er det påfaldende så meget vandet fylder i Virginias forfatterskab. Der er utallige beskrivelser af vand, rejser over vand, lyden og synet af vand. “Tænk, at kunne blive opslugt, blive eet med vandet”, siger hun et sted. Med planeter i luft og jord, er hun er rationel, konkret, beskrivende. Ild er der kun fra Månen – hendes virketrang der er lukket inde; vrede der ikke må komme ud. Vandtemaer finder vi i bøgerne. “The Waves” fra 1931, “The Voyage Out”, “To the Lighthouse”. Længslen efter vandet er stærk, klar og nærværende som manglen på den følelsesmæssige næring i hende selv. Først når man tæller planeternes elementfordeling op i husene, kommer vandet til syne. Hun må manifestere vandelementet i noget fysisk håndgribeligt: bøgerne, som hun skriver i et silkeagtigt poetisk sprog og efterlader til os andre at læse.

Afslutningen
At flytte til Sussex er som et ilde varsel. Huset ligger lige ud til floden Ouse. Hun behøver bare gå ud ad hoveddøren, hen ad havegangen og åbne lågen, så er der strømmende vand i massevis. Pluto er nu faretruende tæt på IC og opposition til Solen. Hun skriver breve; går ud ad døren. Lader sig opsluge.

Den 28. Marts 1941, bliver Virginia meldt savnet.
Den 3. April skriver “The New York Times”, at Virginia stadig savnes.
Den 18. April finder de Virginias lig i floden Ouse, med lommerne fulde af sten.

De begraver hendes aske under et elmetræ bag Monks House.

 

Mars… fem måneder i Vandbæreren er slut

Det er på høje tid med et skriv om Mars, der smutter ud af Vandbæreren  og ind i Fiskene den 15. November 2018 – kl. 23.20 dansk tid.

Krigerplaneten har været usædvanligt længe i Vandbærer i denne omgang – hele fem måneder, plus lige en måned i retrograd til Stenbukken.  Normalt skifter Mars tegn hver 6. Uge. Samtidig har Mars været en tur Out of Bounds, altså ligget med en deklination højere end 23.28 grader i forhold til ækvator. Det kan have en særlig oprørsk effekt, eller man kan sige at planeten stikker af fra de andre og fører sin egen krig, måske for at se tingene lidt på afstand, for derpå at vende tilbage og tage affære. Jeg ved det ikke – det er et af mine løbende forskningstemaer.

Det var sommeren 2018. Et halvår, de fleste vil huske i mange år fremover og som vil blive hevet frem i vejrudsigterne hver gang der bliver talt om rekord. Mars er konkurrenceplaneten par excellence og solede sig bogstavelig talt i varmerekord.  Ikke en dag under 30 grader, sådan husker jeg det – med isvand i termovanddunken og et vådt håndklæde i nakken… pyh hvor vi svedte.

Den ekstreme varme og tørke førte til store skovbrande i Sverige, Californien og Nordjylland. Sikkert også andre steder – men det er dem vi hørte mest om i nyhederne.

Politisk har der været valg med vanskeligheder – Sverige har endnu ikke nedsat en regering to måneder efter valget. Mon de rykker nu, hvor Mars går ind i Fiskene og bløder tingene op? Brexit-aftalerne er netop nu ved at blive gennemført – i sidste sekund før tegnskiftet.

I Mexico har de valgt en ny præsident, Andres Manuel Lopez Obrador, der karakteriseres som en frontløber (Mars) der vil forny (Vandbærer) det politiske klima i landet.

Folk er gået på gaden i dette halvår. I USA som protest mod Trump, i London som protest mod Brexit – blot nogle få nævnt. Jeg synes der har været en del oprør og modstand i gaderne dette halvår. Demonstrationer og moddemonstrationer, som om folkemængderne på hver sin side udgør to store tusindhovedede bæster der slynger skældsord mod hinanden og mod magthaverne.

Mars er opstand på en anden måde end Uranus. Mars kæmper. Uranus provokerer. Så man kunne sige at Mars kæmper på en provokerende måde i Vandbæreren, Uranus’ hjemtegn. På en ny måde – ikke med våben i hånd. Men med argumenter og modargumenter, sammen med ligesindede som i “sammen kan vi gøre en forskel”.  Spørgsmålet er så bare hvilken fløj man tilhører, for der er jo både højrekræfter og venstrekræfter… kan de mon finde ind til midten i det mere sensitiv-empatiske og småforvirrede fisketegn, hvor Mars’ oprørskræfter kan blive lidt mere dæmpede, eller foregå som skjult manipulation, aktion bag kulisserne – koldkrigsmetoder? Det vil vise sig fra nu, den 15. November og de næste seks uger før Mars kommer hjem til Vædderland den 2. Januar 2019 og får fornyet momentum.

Næste gang vi finder Mars i et tegn i mere end seks uger, vil være i 2020 i Vædderen i perioden 29. Juni 2020 til 7. Januar 2021 – med en retrograd periode inde i tegnet, altså godt et halvt år kun i Vædder. Derfor er det særlig interessant at holde øje med hvad der sker her efter nytår 2019 og seks uger frem. Det kan måske give nogle forvarsler om hvad vi kan vente.

Vandbæreren

Element – Luft
Dynamik – Fast
Polaritet – Aktiv, udadvendt, yang, maskulin
Hersker – Uranus  (og Saturn)
Periode – 20. januar-19. februar

“I love humanity, it is the people in it I dislike”

Hvem citatet stammer fra ved jeg ikke, men det passer godt på Vandbærertegnet. Det distancerede menneske med de fremsynede ideer til at forbedre menneskets livsvilkår.  Her har vi opfinderen, teknologen, robotudvikleren, videnskabsmanden og – præsten. Ja… det undrede også mig da jeg stødte på en astrolog – Douglas Lannark – der skriver at Vandbæreren er et præstetegn i en astrologisk analyse af N.F.S. Grundtvigs horoskop i bogen “Frederik”, af Ebbe Kløvedal Reich. Jeg har dog ikke set noget belæg herfor.  Måske handler det mere om “tjeneste”.

I folkemunde og ældre dansk astrologi, hedder den ikke Vandbærer, men Vandmanden.  Et helt og aldeles misvisende navn,  der giver associationer til et hvirvelløst havdyr – goplen.  Lad det hermed være slået fast, at tegnet er afbildet ved et menneske – en mand – der bærer en krukke som den skænker vand af. Livets vand, visdommens vand,  indvielsens vand.  Altså en VandBÆRER.

Vandbæreren er en tjener der bringer vand til guderne på Olympen. Og mon ikke det også har dryppet på menneskene? Symbolet tegnes som to bølgelinjer. Nok bringer Vandbæreren livgivende vand til den tørstende sjæl – men det er et lufttegn, og bølgelinjerne kan også opfattes som radiofrekvenser. Men heraf kan man måske udlede “præstetegnet” – jeg har dog ikke set at der skulle være flere præster med stærke Vandbærerpræg. Tvært imod.

Vandbæreren kan være ekscentrisk,  en original, en der stikker ud fra “Normen” (et begreb der næsten er ved at visne) – når “normen” er det som de fleste gør, så gør Vandbæreren pr automatik noget helt andet.  Derfor kan han virke provokerende og som en outsider. Som skolebarn måske så meget at han bliver mobbet. Senere som voksen, hvis han tager sin outsiderside til sig kan han på sit felt blive en stor personlighed i offentlighedens lys. I kompenseret form kan han blive den evigt utilpassede provokatør blot for provokationens skyld.

Men han er altså også en formidler af det guddommelige lys. Vi kan finde Vandbæreren som videnskabsmand, opfinder, astrolog, astronaut og lignende ikke-normative områder. Han er intelligent ud over det sædvanlige og bruger det til at tænke ud af boksen ligegyldigt på hvilket niveau han lever… det er jo ikke alle Vandbærere der bliver noget stort.   De fleste vandbærere vil leve et outsiderliv i relativ ubemærkethed.

Man skal ikke forvente stormende følelser fra en Vandbærer. Den er nøgtern, objektiv, systematisk og ser mønstre fremfor at have fornemmelser.  Det er den pludselige indsigts tegn, som en åbenhed for en universel intelligens, der bliver kanaliseret igennem den.  Medfølelse og empati er fremmedord i dens vokabularium. Derfor kan Vandbæreren blive opfattet som kølig og ufølsom af mere sensitive medmennesker.

Hos Vandbæreren får man noget at vide om den sidste nye gadget, de seneste videnskabelige opdagelser og man har et menneske der er eminent som chefteoretiker for revolutionen, for den humanitære hjælpeindsats og for den digitale omstilling.

 

Nyt fra vandbærerens tidsalder

IMG_0243 - KopiDet er midt på en travl fredag. Lidt småsnusket støvregn falder på min næse da jeg stiger op fra metroens dyb på Frederiksberg og traver op ad Falkoner Alle, i retning af Falkonercentret. Jeg har rustet mig hjemmefra med visualisering af en tyk membran rundt om mig, for jeg ved hvordan det bliver når først jeg er indenfor dørene. Allerede i forhallen mærker jeg den svage dunken mod mit skjold. Jeg håber det holder og tænker “hvad laver jeg dog her?”.

Jeg er taget til sind-krop-ånd-messe for første gang i mange år. En af vore topastrologer, Adrian Duncan, holder foredrag om overgangen til den nye tid – fra Fiskens tidsalder til Vandbærerens. En overgang vi er i fuld gang med. Det vil jeg gerne høre mere om.

Nåmen, jeg står stadig her i forhallen. Overvejer om jeg skal aflevere overtøjet i garderoben, men beholder det på, jeg bliver her jo ikke så længe. Der er en timestid til foredraget, så jeg vil gå en runde og se om der er nogen jeg kender.

Standende står tæt. Krystaller, englekort, drømmefangere, smykker med spirituelle motiver, selvudviklingsbøger, åndelige mestre, clairvoyante og håndlæsere… flere clairvoyante og healere, terapeuter af enhver tænkelig observans. Der er også nogle fra min stamme – astrologerne – der er i fuld gang med at tyde horoskoper. Healerne har folk på briksen – jeg beundrer at nogen kan finde ro i dette hurlumhej.  Jeg glider stille gennem gangene og lader blikket glide hen over de bugnende borde og tilbud om helbredelse og frelse. Ved nogle stande er der ingen aktivitet og standholderne kigger søgende og sultent efter at få kontakt. Jeg trækker blikket væk og går videre. Gør mig usynlig. Det her er helt uoverskueligt for mig… jeg bryder mig generelt ikke om steder med mange mennesker, og messer af denne art er de værste. Der er en højspændt overenergi og frit svævende psykisk energi, i en grad at det er svært at trække vejret.

Det minder mig om første gang nogensinde jeg var til sådan en messe. Det må have været omkring 1985. Det er nøjagtig den samme følelse idag som dengang – et invaderende ubehag. Så jeg spørger igen: “hvad laver jeg dog her?” og kommer i tanker om foredraget der trak mig herind. Der er nu en halv time til. Jeg har fundet Horoskopbladet Stjernernes stand og sludrer lidt med redaktøren og nogle andre jeg kender, inden jeg maser mig ud igennem de snævre gange mellem standende og op ad trappen til foredragssalen. Der er allerede kommet mange men jeg finder en ledig plads.

Adrian Duncan er en meget visionær astrolog og han giver nogle bud på hvordan Vandbærerens tidsalder bliver. Håbefulde bud. Et af dem er, at 3. Verdenskrig ikke vil finde sted – pga en simpel regel: M.A.D “Mutually Assured Destruction”. Ja – hvis stormagterne smider atom- eller brintbomber over hinanden, så er det slut – en gang for alle. Hvem er vel interesseret i det?

Adrian beder publikum om at glemme personlige værdier og overbevisninger for en stund. Han fortæller, at Fiskenes tidsalder var den kristne tidsalder. Den hvor mennesket har været bundet til trældom, jorden, fossile brændstoffer der har skabt forurening. Mennesket søgende efter frelse i ydmyghed og underdanighed – efter “en frelser”. Den tid er ved at være forbi. Vandbærerens tidsalder er menneskets tidsalder, fortæller han videre, hvor individet søger selvhævdelse, færre arbejder hårdt, kærligheden er fri, hjulet afskaffet og erstattet af magneter eller andet der kan få køretøjet til at bevæge sig. Vi ser det allerede med verdens hurtigste tog i Japan – der kører på magnetkraft, hævet over skinnerne. Vind- og vandkraft vil sikre energiforsyningen og brændstofforureningen aftager, Vandbæreren er et lufttegn. Vi ser fænomenet Facebook – “venner” er også en vandbærerting – netværk og sammenhænge på store afstande. Der er lagt op til “peoplepower” når vi kommer til 2024 og Pluto går i Vandbærerens tegn. Og meget meget mere… som først vil være fuldt udviklet om henved 200 år… Her i vores tid,  står vi midt i overgangsfasen fra det gamle til det nye.  Overgangen er ikke problematisk, siger Adrian, den er bare svær at håndtere. Det tør siges.

Jeg kan ikke gengive hele foredraget, men det var enormt inspirerende og jeg er glad for at jeg trodsede modviljen og gik derind. Adrian er fast skribent på “Stjernerne” og jeg håber han skriver mere om emnet der.

Nu må jeg bare ud af messehelvedet og bevæger mig mod udgangen. Ud på Falkoner Alle hvor regnen er hørt op. Tilbage til Frederiksberg Metro med kurs mod Lyngby. Undervejs ryster jeg engle og dæmoner, der har sat sig fast i min aura, af.

Der kommer nok til at gå en rum tid før jeg går til messe igen…

PS –  Jeg har fået at vide, at foredraget bringes som “Adrians Verdenshjørne” i Stjernerne nr. 12, 2016 der er i kioskerne torsdag den 18. februar. (Fiskenummeret)