Nyt fra vandbærerens tidsalder

IMG_0243 - KopiDet er midt på en travl fredag. Lidt småsnusket støvregn falder på min næse da jeg stiger op fra metroens dyb på Frederiksberg og traver op ad Falkoner Alle, i retning af Falkonercentret. Jeg har rustet mig hjemmefra med visualisering af en tyk membran rundt om mig, for jeg ved hvordan det bliver når først jeg er indenfor dørene. Allerede i forhallen mærker jeg den svage dunken mod mit skjold. Jeg håber det holder og tænker “hvad laver jeg dog her?”.

Jeg er taget til sind-krop-ånd-messe for første gang i mange år. En af vore topastrologer, Adrian Duncan, holder foredrag om overgangen til den nye tid – fra Fiskens tidsalder til Vandbærerens. En overgang vi er i fuld gang med. Det vil jeg gerne høre mere om.

Nåmen, jeg står stadig her i forhallen. Overvejer om jeg skal aflevere overtøjet i garderoben, men beholder det på, jeg bliver her jo ikke så længe. Der er en timestid til foredraget, så jeg vil gå en runde og se om der er nogen jeg kender.

Standende står tæt. Krystaller, englekort, drømmefangere, smykker med spirituelle motiver, selvudviklingsbøger, åndelige mestre, clairvoyante og håndlæsere… flere clairvoyante og healere, terapeuter af enhver tænkelig observans. Der er også nogle fra min stamme – astrologerne – der er i fuld gang med at tyde horoskoper. Healerne har folk på briksen – jeg beundrer at nogen kan finde ro i dette hurlumhej.  Jeg glider stille gennem gangene og lader blikket glide hen over de bugnende borde og tilbud om helbredelse og frelse. Ved nogle stande er der ingen aktivitet og standholderne kigger søgende og sultent efter at få kontakt. Jeg trækker blikket væk og går videre. Gør mig usynlig. Det her er helt uoverskueligt for mig… jeg bryder mig generelt ikke om steder med mange mennesker, og messer af denne art er de værste. Der er en højspændt overenergi og frit svævende psykisk energi, i en grad at det er svært at trække vejret.

Det minder mig om første gang nogensinde jeg var til sådan en messe. Det må have været omkring 1985. Det er nøjagtig den samme følelse idag som dengang – et invaderende ubehag. Så jeg spørger igen: “hvad laver jeg dog her?” og kommer i tanker om foredraget der trak mig herind. Der er nu en halv time til. Jeg har fundet Horoskopbladet Stjernernes stand og sludrer lidt med redaktøren og nogle andre jeg kender, inden jeg maser mig ud igennem de snævre gange mellem standende og op ad trappen til foredragssalen. Der er allerede kommet mange men jeg finder en ledig plads.

Adrian Duncan er en meget visionær astrolog og han giver nogle bud på hvordan Vandbærerens tidsalder bliver. Håbefulde bud. Et af dem er, at 3. Verdenskrig ikke vil finde sted – pga en simpel regel: M.A.D “Mutually Assured Destruction”. Ja – hvis stormagterne smider atom- eller brintbomber over hinanden, så er det slut – en gang for alle. Hvem er vel interesseret i det?

Adrian beder publikum om at glemme personlige værdier og overbevisninger for en stund. Han fortæller, at Fiskenes tidsalder var den kristne tidsalder. Den hvor mennesket har været bundet til trældom, jorden, fossile brændstoffer der har skabt forurening. Mennesket søgende efter frelse i ydmyghed og underdanighed – efter “en frelser”. Den tid er ved at være forbi. Vandbærerens tidsalder er menneskets tidsalder, fortæller han videre, hvor individet søger selvhævdelse, færre arbejder hårdt, kærligheden er fri, hjulet afskaffet og erstattet af magneter eller andet der kan få køretøjet til at bevæge sig. Vi ser det allerede med verdens hurtigste tog i Japan – der kører på magnetkraft, hævet over skinnerne. Vind- og vandkraft vil sikre energiforsyningen og brændstofforureningen aftager, Vandbæreren er et lufttegn. Vi ser fænomenet Facebook – “venner” er også en vandbærerting – netværk og sammenhænge på store afstande. Der er lagt op til “peoplepower” når vi kommer til 2024 og Pluto går i Vandbærerens tegn. Og meget meget mere… som først vil være fuldt udviklet om henved 200 år… Her i vores tid,  står vi midt i overgangsfasen fra det gamle til det nye.  Overgangen er ikke problematisk, siger Adrian, den er bare svær at håndtere. Det tør siges.

Jeg kan ikke gengive hele foredraget, men det var enormt inspirerende og jeg er glad for at jeg trodsede modviljen og gik derind. Adrian er fast skribent på “Stjernerne” og jeg håber han skriver mere om emnet der.

Nu må jeg bare ud af messehelvedet og bevæger mig mod udgangen. Ud på Falkoner Alle hvor regnen er hørt op. Tilbage til Frederiksberg Metro med kurs mod Lyngby. Undervejs ryster jeg engle og dæmoner, der har sat sig fast i min aura, af.

Der kommer nok til at gå en rum tid før jeg går til messe igen…

PS –  Jeg har fået at vide, at foredraget bringes som “Adrians Verdenshjørne” i Stjernerne nr. 12, 2016 der er i kioskerne torsdag den 18. februar. (Fiskenummeret)