Prokrastinering

Mens jeg brygger på en artikel til Horoskopbladet Stjernerne kommer der andre ideer ned i æsken. Altså en helt fysisk æske med små lapper papir. Det er sådan at jeg kun kan gøre en ting ad gangen – selv om der ofte er flere der banker på. Så kommer den velkendte lammelse ind. Lammelsen der gør at hytten bliver gjort ren, et bord bliver malet, puder der længe har ventet på det, får nyt betræk, gammelt skrammel bliver endelig ryddet ud af kælderen og og sendt til genbrug… der er noget velsignet over opgaver og deadlines. Ting bliver gjort!

Bare ikke artiklen.

Nuvel, der er jo tid. deadline er stadig et stykke ude i fremtiden og imens går tiden med indsamling af data og research og en køren rundt i cirkler og vinkler – hvilken astrologisk synsmåde skal jeg anlægge til det projekt jeg har valgt… eller som har valgt mig? Hvad vil jeg med det – eller det med mig?

Og den artikel bliver skrevet, selv om jeg ikke prenter et eneste ord på skærmen før i næstsidste øjeblik. Den ligger og simrer altimens jeg iagttager omgivelser og reaktioner der alle har med emnet at gøre.

Nej – jeg siger ikke hvad jeg skriver om. Det må vente til fødslen. Der er ikke noget barn før det er ude i verden!

Og imens jeg går svanger kommer der flere små sedler i æsken, flere indfald i notesbogen og flere praktiske opgaver der skal afvikles.

So be it.

Tankespind om sjælens udødelighed

Det er en meget stille søndag sidst i februar. Solen står i konjunktion med Neptun i 9 grader Fisk.  Det skaber en drømmende og uvirkelig dag – fysisk og psykisk,  inde som ude.  En dag hvor uhåndgribelige fantasier og tågede billeder kan få lov til at fylde.

Der er ingen vind. Fuglene er tavse. En enkelt røgstribe står lige op af en skorsten. Der er ingen lyde og intet der bevæger sig, når jeg kigger ud ad vinduet. Selv søen er stille – frosset og stille.

ildJeg er alene og har givet mig selv en fantasirejse – eller guidet meditation – hvad man nu vil kalde det. En shamanistisk halv time gennem underverdenen med trommer, ild og kraftdyrene – ulvene – som hjælpere. Formålet er at skabe kontakt til den indre ild og brænde alt overflødigt gods af. Tankegods, følelsesgods og hvad der ellers måtte være af skrald der bare hænger ved i sindet og kroppen. Det hober sig op og skaber forstyrrelser i energibalancen.

Neptun og Solen står lige på MC i mit horoskop, og støtter rejsen mod syd – der hvor underverdenen er – og der er intet at være bange for. Åndedrættet er fartøj og turen ned i jorden er let og ubesværet. Hjælperne er der og følger med mig mens jeg hvirvler ind i  en cirkel af ild fra øst mod vest. På vejen gennem ilden, ser jeg ansigter af mennesker – ikke nogen jeg kender i dette liv – men ansigter, som jeg fornemmer har tilhørt mig selv i andre epoker og tider. En påmindelse om, at dette ene liv godt nok er dette ene liv – på denne måde, i denne krop – men at det også er et liv i en lang række af liv levet under mange forskellige forhold. En påmindelse om sjælens udødelighed. Jeg har ikke noget bedre udtryk for det. Vi må jo bruge det sprog vi kan forstå.  Men sproget slår ikke til – eller rettere, så slår forestillingen om hvad ordene betyder, ikke til.  For hvad er en sjæl?  Jeg kan kun forestille mig, at det er “mig” der bare fortsætter i en åndelig tilstand efter døden. Men det er nok en fejlopfattelse, for “jeg”, dvs. min personlighed som jeg og andre kender den, går jo under. Hvad er der så tilbage?

Når du iagttager dig selv, hvem er det så der iagttager…?
Det er spørgsmålet!

Trommen og stemmen leder mig opad igen og ilden bliver svagere. Jeg kommer op i dagslyset og åbner øjnene. Strækker kroppen i velvære. Jeg føler mig lutret. Den fiktive ild har gjort gavn.
Eller… var den nu også fiktiv??

 

Tankespind om kaos og nytårsforsæt

Mærker du det samme som jeg, at der er en vældig uro i energifeltet? At være påvirket af verdensbegivenhederne, mest dem der er tæt på  – men også dem der sker meget langt væk? Det kan være svært at rumme alt det vi får at vide gennem medierne, som for en stor dels vedkommende endda kan være usandt og fejlbehæftet.

Men hvad vil det sige at “rumme”? Kroppen er en fintfølende organisme, der sanser og forholder sig til fornemmelser og tanker, påvirkninger fra andre mennesker og inde fra kroppen selv. Det skal altsammen processes, sorteres i vigtigt og ikke-så-vigtigt, hvad angår dig selv. Sker sorteringsprocessen ikke – måske fordi der er for meget – vil indtrykkene hobe sig op og organismen risikerer at bryde sammen.

Det 21. Århundredes globalisering kan være så overvældende, at vi ikke kan rumme det. Vi er ikke vant til at få så meget at vide fra alle verdenshjørner, så meget som vi enkeltvis ikke kan gøre noget ved. Vore forældre og bedsteforældre fik ikke så meget information, som vi gør i vor tid. De forholdt sig mere lokalt til tingene. På godt og ondt. Jeg husker min mors besøg på Stasis hovedkvarter i Berlin i begyndelsen af Nullerne. Det var en udstilling om koncentrationslejre. Hun var så rystet at hun ikke kunne se resten af udstillingen og græd på vejen ud idet hun sagde “jamen vi vidste jo ikke noget”. Hvilket indikerer at vi bør vide – men det er også noget der skaber afmagt i os.

År 2016 er netop begyndt. Det er ved denne tid mange har nytårsforsæt, små og store, som en reaktion på “jeg må gøre noget jeg tidligere har forsømt”, og formålet er at få det bedre med dig selv. Så sætter du et nyt regime igang: den klassiske slankekur, rygestoppet, motionsmotivationen, kurset eller uddannelsen du længe har ønsket men ikke rigtig fået dig taget sammen til. Det er næsten altid noget ekstraordinært og en særlig ny begyndelse. Men nytårsforsæt holder som bekendt ikke. Det særlige forsæt: “på den og den dag begynder jeg at blive et bedre menneske…” nej, vel…? Når det glipper og du glider tilbage i de gamle vaner igen, får du bare skyldfølelse. Det er da synd at udsætte dig selv for det.

Tilværelsen er et kaotisk sted, og kaos må håndteres i hverdagen, her og nu. Der hvor du er. Det er ikke drømmen du aldrig har fået gjort noget ved, der rykker. Det er det du gør og den du er lige nu, lige der hvor du er, der rykker. Det velkendte ordsprog: “tænk globalt – handl lokalt”  kunne næsten passe, hvis det omskrives til “tænk lokalt – handl lokalt”.  Du må tænke og handle lokalt – altså med dig selv som udgangspunkt.

Find ud af hvad der – i hverdagen – får dig til at føle dig bedre tilpas. Lyder det egoistisk? Det er det ikke. Hvis du har det godt med dig selv, så vil det sprede sig til dine omgivelser. Når du holder op med at dømme dig selv for alt det storslåede (forsættene) du ikke får gjort, og indfører venlighed overfor dig selv og dine fejl og mangler – så vil andre nyde godt af det, af dig. De vil selv blive venligere, mildere, menneskeligere… Slip projekterne og kom til dig selv. Det frigør energi til alt det, der er i dit liv lige der hvor du er.

Det må være sådan kaos kan mestres – med lokal venlighed.

Godt Nytår.

Virkelighed og spejle

Latteren fra den hvide strand skyder genvej gennem buskadset, bag hvilket jeg sidder på et blåt håndklæde og læser i en bog af Simone de Beauvoir. Lyden blander sig med larmen fra en motorbåd, der fræser sundet op. Og hundeglam.

Vinden hvisler sagte og aer mine kinder – først den ene, så vender den og aer den anden. Let til skiftende, taler vinden nu med, hæver stemmen i kronen af det træ jeg sidder under. Et egetræ, der hvisker århundreders uforståelige hemmeligheder i mit øre.

En mørk og solbrun ung kvinde krydser den grønne plæne sammen med en lille, også brun, vimsende hund i snor. Hendes dybsorte hår blafrer selvbevidst langt ned ad hendes ryg. Hun vender sig kort om og kigger hen mod mig som om hun ved at jeg ser på hende.  Kækt kaster hun med håret, vender sig igen væk, og går videre op mod den hvide villa på bakken. Hun er smuk.

Jeg iagttager en virkelighed, der stråler fra alle sider –  ind mod midten.  Ind mod mig.
Jeg tager et spejl op af muleposen ved min side og kigger på omgivelserne i det. Drejer det rundt i en cirkel og ser ind i virkelighedens omvendte vinkler og retninger – og med et synes alting mere virkeligt, set indenfor spejlets ramme, end når jeg ser det hele i de sædvanlige 180 graders synsvinkel, som øjnene kan se.

Virkeligheden bliver altså næsten mere virkelig, når den bliver spejlet og rammet ind?
For at opleve virkeligheden helt, må jeg ligesom træde ud af den eller stille mig ved siden af den?

Interessant betragtning.