Bøgerne på mit natbord – tankespind om bevidsthedens grænser

bookofneptuneTelefonen melder at posten har afleveret en pakke i min postkasse. Jeg skynder mig ned ad trappen for at hente den, flår pappet af og står nu med “The book of Neptune” i hånden. Det er seneste skud fra den amerikanske astrolog Steven Forrest, hvis bøger jeg anskaffer systematisk. Han er så inspirerende. Et sludrechatol ganske vist, men inspirerende når essensen af det han vil sige tegner sig. Han er det der kaldes “evolutionær astrolog” – hvilket vil sige at han beskæftiger sig med de store linjer, med den menneskelige udvikling på sjæleplan set over historisk tid.  Det er også blevet min kæphest indenfor astrologien. Spørgsmål om hvorfor vi er her, hvad vi skal og hvor vi skal hen –  i det store billede.

Neptun er min tro følgesvend for tiden. I transitkvadrat til Saturn i Skytten i mit radixhoroskop. Pudsigt nok i en tid, hvor Saturn og Neptun også er i kvadrat i det kollektive horoskop – altså der hvor det påvirker os alle, globalt.  Jeg får glæde af den i 1 1/2 årstid – er i lære igen. I lære omkring grænser, bevidsthedsudvidelse, livserkendelser – dyrker meditation og mindfulness intensivt foruden drømme gennem jungiansk psykoanalyse. Så bliver det ikke mere Neptun/Saturnsk. Det helt store spørgsmål er – hvad er bevidsthed overhovedet?

Steven Forrest beskriver – meget kort fortalt –  planeten Neptun som vinduet i et hus. Vinduet mellem personligheden, psyken – og det der er på den anden side af vinduet, det transpersonlige, det der ligger udenfor personligheden, psyken. Og han stiller det finurlige spørgsmål: Er vinduet inde i huset, eller udenfor huset? Hvad ser personligheden når den kigger ud? Hvad får personligheden når Neptuns domæne kigger ind? Metaforen med vinduet udvider han til at spørge til vinduets tilstand – ser du en snavset rude med dine egne fedtede fingre på – eller er vinduet klart og dermed usynligt og gennemskinneligt?

På den anden side af Neptun og Pluto begynder det ydre rum – vi regner normalt med, at det er Pluto der danner grænsen til det ydre rum fordi den for det meste er udenfor Neptuns bane, men i de seneste hundrede år – har Plutos bane i flere omgange været indenfor Neptuns, så de ligesom danner en dans ind og ud af hinandens bane, med nogenlunde samme hastighed, hvor planeterne har låst sig fast i en sekstil der har varet siden før 2. verdenskrig og følges ad til en gang i 2030 hvor sekstilen går i opløsning igen. Vi er altså 3-4 generationer der alle har en Pluto-Neptun sekstil i horoskopet hvilket har betydning for den tidsånd vi er født i og lever i. Teknisk indviklet  – jeg ved det – det er Steven Forrests forklaring komprimeret.

Vi siger traditionelt, at Saturn er planeten for grænser, tærskelvogter, disciplin og arbejde, erfaring og alderdom. Før teleskopets dage, var Saturn den sidste planet der kunne ses med det blotte øje og derfor danner grænsen for den menneskelige bevidsthed. Nu kan vi se langt længere – ja længere end teleskopet fra jorden. Vi sender teleskoperne ud og har derfor fat i en ufattelig mængde viden om hvad der befinder sig bag Saturns bane. Og bag Neptuns og Plutos baner. Hvordan vil den viden vi får påvirke vores psyke og bevidsthed?

Menneskeligt set, giver det kamp til Saturns position som grænsesætter. For hvor er grænsen egentlig? Vi kan jo se med satellitterne at der er mere. Der er hele tiden mere. Der er – så at sige – ingen grænser. Hvilken betydning vil det få for den astrologiske tolkning af begrebet “grænser” at vi oplever grænseløsheden – som er Neptuns domæne?

Hvis vi nu kigger på begrebet “entanglement” som kommer fra kvantefysikken – så ser vi at alt hvad vi hidtil har set som adskilte elementer, partikler, i virkeligheden hænger sammen, kommunikerer. Saturn står for adskilthed, kategorier og opdelinger – men i og med at vi zoomer ind (eller ud for den sags skyld), så er alting forbundet i en form for netværk. Vi er ikke adskilte individer, selv om det føles sådan. Vi er ikke adskilt fra det vi ikke kan se, opleve, med de fysiske sanser – vi har bare ikke, endnu, opdaget de “antenner” det kræver at se, mærke, opleve den “bevidsthedssky” vi befinder os i…?  Ja jeg sætter spørgsmålstegn.
En klassisk illustration af dette er en fisk i havet. Hvad er det fisken svømmer i –  kan den erkende det? Hvad er det vi mennesker svømmer i – kan vi erkende det?

Nogle mennesker kan. Seere og andre sensitivt begavede mennesker ved det. Jeg er en der leder efter det. Søger den sammenhæng der gør at det hele giver mening. Derfor elsker jeg at læse bøger af folk der forsker i de ting og fortæller om oplevelser der ikke kan forklares efter traditionelle, rationelle eller reduktionistisk materialistiske parametre.

Jeg har en anden bog på natbordet “Consciousness beyond Life” – en bog pimvanlommelaf en hollandsk kardiolog Pim van Lommel, der har interviewet patienter i sin hospitalsafdeling, der er blevet genoplivet efter hjertestop. Han påstår, at der “er noget”. At døden ikke er slutningen – men en overgang til en anden bevidsthedstilstand. Den bog falder så fint i tråd med bogen om Neptun – hvad er der på den anden side af bevidsthedens tærskel – eller livet som vi kender det? Kan vi erkende/erfare det?  Eller rettere – hvordan kan vi erkende og erfare det? Og hvorfor er det sådan?

Pim van Lommels hypotese er, at bevidsthed er ikke-lokal. Den traditionelle materialistiske hypotese er, at bevidsthed er et produkt af hjernen og dermed noget der sker i det levende menneske og som ikke længere eksisterer når hjernen er død. Men hvordan kan det være sådan, når beretningerne viser, at patienterne oplever sig selv i en anden tilstand, selv om alle måleapparater viser, at der absolut ingen aktivitet er i hjernen mens patienten set udefra er klinisk død.  Så er ideen den, at bevidsthed er noget udenfor den fysiske krop, som hjernen modtager og sender videre. Ligesom en radio. Kan det være, at vi i virkeligheden lever i bevidstheden? Ligesom fisk lever i vandet?

Ja, se det er de store spørgsmål for sommeren 2016 – i en verden i opløsning (Neptun) og modstand (Saturn) mod opløsningen. For nogle er det konkret og ulykkeligt, for andre mere perifert og iagttagende… men ikke desto mindre er vi alle midt i det.

Min læresætning hedder “at være med det der er” fra øjeblik til øjeblik. Lade det gamle opløses der ikke længere er virksomt, og lade det nye og endnu ukendte være velkommen og i øvrigt være åben og fordomsfri, så godt det går.

Og nu vil jeg læse videre i min nye bog om Neptun.

 

Tankespind om drømme og virkelighed

Jeg befinder mig på en rumstation foran et stort panoramavindue. Jeg ser i det fjerne vores blåhvid melerede planet og zoomer ind så jeg har hele planeten i synsfeltet. Alting på vores jordklode er i bevægelse, som hektisk aktivitet, dag og nat. Nogle er oppe, andre er nede. Nogle arbejder, andre gør ikke. Nogle er i lyset, andre i mørket. Nogle er glade, andre er ikke, nogle suser afsted i smarte metalkasser på hjul, andre går på bare fødder, nogle fryser, andre sveder. Nogle er rige, andre er fattige. Der er pletter at grå beton og asfalt, andre steder er der grønt, meget grønt eller kun lidt grønt. Resten er azurblåt med bølger på. Eller is, lidt mindre end der var engang, men stadig is.

Zoomer jeg så længere ind – helt ind på et enkelt individ, opdager jeg den samme myretue i mikroformat. Den samme uophørlige aktivitet og foretagsomhed, snart oppe, snart nede. Snart i arbejde, snart hvile. Snart glad, snart nedtrykt. Zoomer jeg endnu længere ind, finder jeg systemer i konstant bevægelse. Nerver, blod, celler, elektriske impulser.

Og zoomer jeg endnu længere ind – kommer jeg ind i søvnen om natten, i den storyline der udspiller sig der. Ind i de umulige scenarier og forestillinger der fortæller historier fra det ubevidste.

Drømmene fortæller historien om hvem jeg er, med redskaber fra det liv jeg kender, de erfaringer jeg har og det som jeg ved om “ting”. Jeg ser mennesker jeg kender – døde som levende – og jeg oplever ting der ikke kan lade sig gøre i virkeligheden, altså den virkelighed der findes om dagen når jeg er vågen og ved bevidsthed.

Ved bevidsthed. Det er nøgleordet. Bevidsthed har flere betydninger i forskellige traditioner og lærebøger, så derfor må jeg definere hvad jeg mener – jeg benytter Carl Gustav Jungs psykologiske model der viser det i tre lag:

Første lag:
Bevidsthed er den del af psyken der er aktiv når jeg lever i det daglige liv med andre mennesker. Det er mine valg og alt det jeg ved, at jeg ved. Det er den jeg navigerer med i det konkrete, fysiske og vågne liv.

Andet lag:
Det ubevidste – er alt det jeg gør, men som jeg ikke ved at jeg gør. Ønsker, jeg ikke ved at jeg har. Mønstre jeg lever i, men som jeg ikke kender til. Det er “det personligt ubevidste”. Prægningen fra oplevelser, far og mor og relationer i opvæksten. Det er de uforklarlige symptomers verden og kompleksernes domæne. Det ubevidste er i aktion, når der er problemer med bevidstheden. Bevidstheden og det personligt ubevidste kan modarbejde hinanden – ret meget endda. Komplekser og ubevidsthed er ikke forkert, uønsket eller noget der bør bekæmpes – det er en del af det at være menneske – omend det kan volde besvær.

Tredje lag:
Der er et lag mere af det ubevidste – nemlig det ubevidste vi har tilfælles i en kultur. Det som Jung kalder for “det kollektive ubevidste”. Symbolernes og arketypernes domæne, som vi er fælles om at kende betydningen af. Med variationer.

Jeg zoomer ud på rumstationen igen og kigger på den sortblå himmel – hvis det da hedder himmel set her fra, universets store, ufattelige rum. Jeg bliver helt svimmel og må holde fast i et gelænder under panoramavinduet. Alligevel vover jeg at zoome længere ud for at betragte vores solsystem. Vores egen hjemplanet Jorden som en lille prik med månen som en endnu mindre prik og planeternes baner omkring Solen – selve systemets hjerte. Vores – jordlingenes – hjerte. Og jeg funderer: Hvor kommer drømmene fra?

Drømmehistorierne henter stof fra andet og tredje lag og sender tråde op til lige under første lag, bevidstheden. Hvis jeg er heldig og vågner på det rigtige tidspunkt, holder hukommelsen fast i billederne, ja nogle gange i hele historien, der kan være så detaljeret som en spillefilm. Det spændende kommer når symbolerne i drømmene begynder at flette sig ind i det bevidste liv – som tegninger, fotos, poesi og meget andet jeg foretager mig. Jo mere integreret det bliver – desto mere oplever jeg det som om sjælen fryder sig over at jeg endelig er opmærksom på den som en virkelig og levende entitet. En del af mig. Stille og roligt giver den mig flere billeder og historier. Tydeligere symboler. Men ikke derfor lettere at tolke.

Det er også hårdt arbejde og jeg kan ikke gøre det alene. Derfor har jeg allieret mig med en dygtig jungiansk analytiker. At vågne med en drøm der har været voldsom eller indeholdt elementer af tidlige traumer og uforløste begivenheder er krævende. Til gengæld er der bonus, når broen mellem det bevidste og det ubevidste åbner sig. Så kommer der en klarhed som er svær at beskrive. Det er som en psykisk omsmeltning. En omkalfatring af psyken som min analytiker kalder det. En forvandling, hvor alt bliver anderledes. Min måde at bruge sproget på, min opfattelse af omgivelser, relationer, ting – og mig.

Mens jeg står der og dagdrømmer får jeg øje på Neptun ude i kanten af Neptun - foto fra wikipediapanoramavinduet i rumstationen. Den ligger der, stor og lyseblå som det gas den angiveligt består af. Drømmene er Neptuns domæne. Astrologisk er den i øjeblikket i Fiskenes tegn – dens hjemmebane. Astronomisk er den et andet sted, for vi skal trække 23,5 grader fra for at få den reelle position som vi ser den på himlen lige nu – som derfor er i Vædderen. Lad ikke dette skille os ad. Astrologi som vi udøver den har ikke fulgt den astronomiske virkelighed. Det er ikke vigtigt, for det er symbolsproget det handler om og ikke de faktiske, fysiske realiteter. Det blev bare tydeligt, her fra rumstationspositionen, at astrologi og astronomi i grunden ikke følges rigtigt ad – ikke som vi traditionelt ser det i vores vestlige astrologiske tankegang i hvert fald. Lad os blive i det astrologiske.

Dagdrømmen fortsætter, for jeg får øje på Saturn i Skytten – omtrent 90 Saturn - foto nasa.govgrader under Neptun – og det siger ikke så lidt. Neptun og Saturn er antagonister. Og når de ses i 90 grader fra hinanden kan der være kamp mellem de to planeter – en kamp på drømmenes liv og død. En kamp på holdninger og meninger, og på hvad der er virkeligt. Skal drømmene realiseres eller skal de ikke? Neptuns drømme bliver lagt i håndjern hvis det står til Saturn, så vi kan blive ved det gamle og gennemprøvede – også selv om det er forældet og intet gavner. Omvendt kan Neptun få Saturn til at bløde op og blive positiv overrasket – så får vi en ny virkelighed. Med Neptun i sit eget tegn – Fiskene, og Saturn i Skytten hvor den bliver udfordret og nødt til at forholde sig til nye horisonter, så er det at jeg tror Neptun vinder denne kamp. Ikke mindst fordi Saturn må bøje sig og gå med energien, da den er en smule svækket i Skytten. Så derfor, drømmere, drøm stort – og få tingene ud i verden, mens tid er. Når Saturn flytter ind i Stenbukken, hvor den har hjemme, i begyndelsen af 2018, skal den nok få ryddet op i det der viste sig at være varm luft.

Nattens drømme viser mig hvem jeg er og hvor jeg er på vej hen. De fortæller mig en historie om mig selv, om det jeg har glemt og forsømt, om det jeg søger og higer efter, om den jeg inderst inde er – og kan blive.

Og er det egentlig ikke der al virkelighed begynder?
I drømme…?

Tankespind om påskens liv og død.

Det må være fordi der er noget særligt over søndage. Jeg har bemærket at det ofte er den dag jeg skriver en lille opdatering her. Eller indlæg, som det hedder på en blog.  Jeg skriver hver eneste dag.  Det er i det daglige skriv, der kan komme ny inspiration. Som om noget presser på for at komme igennem og blive sagt ude i verden.  Ordet “inspiration” betyder at ånde ind. Det er godt at lade ånden komme ind. Så sker der noget. Det er netop inspiration der driver værket.

Astrologisk er Solen gået i Vædderen for en uge siden, den 20. marts, det astrologiske nytår – og kommunikationens planet Merkur går lige i hælene på Solen.  Vædderen er et meget aktivt og igangsættende ildtegn og jeg skal da lige love for at  der har været aktivitet i det lille hjem i denne påskeferie.

Det har været en uge med oprydning i skabe og skuffer til glæde for genbrugsbutikkerne i nabolaget. Tøj jeg ikke har brugt i årevis er røget ud.  Nips jeg gennem tiden har fået forærende og som bare har ligget i en kasse, er gået videre ud i verden.  Ting der har haft en nostalgisk værdi før i tiden føles pludselig tyngende og trækker energi – nu slipper jeg dem fri.

Det sker med års mellemrum, at jeg tager et sådant raid. En art nulstilling. Det er mærkbart – ikke kun fysisk – at der kommer luft og plads i skabene, på hylder og i skuffer. Det er også en mental oprydning. Minder fra fortiden, gamle loppefund, nips og billeder jeg er færdig med at se på. Ting der hører til en tid, hvor jeg var en anden. Ligegyldige og dårlige fotos der har hobet sig op på computeren. En omfattende proces!

Det må være påskeenergien der er på spil her. Påsken er en plutotid – planeten Pluto står for bl.a. død og genfødsel. Det er netop påskens tema: Det gamle må dø for at give plads til det nye.  Radikal oprydning er også en måde at bruge påskeenergien på.

Det er befriende at slippe ting der binder til fortidens spøgelser!
Befrugtende at stå i nuet og lade inspirationen til det næste få plads!

God påske!

 

Prokrastinering

IMG_0401Mens jeg brygger på en artikel til Horoskopbladet Stjernerne kommer der andre ideer ned i æsken. Altså en helt fysisk æske med små lapper papir. Det er sådan at jeg kun kan gøre en ting ad gangen – selv om der ofte er flere der banker på. Så kommer den velkendte lammelse ind. Lammelsen der gør at hytten bliver gjort ren, et bord bliver malet, puder der længe har ventet på det, får nyt betræk, gammelt skrammel bliver endelig ryddet ud af kælderen og og sendt til genbrug… der er noget velsignet over opgaver og deadlines. Ting bliver gjort!

Bare ikke artiklen.

Nuvel, der er jo tid. deadline er stadig et stykke ude i fremtiden og imens går tiden med indsamling af data og research og en køren rundt i cirkler og vinkler – hvilken astrologisk synsmåde skal jeg anlægge til det projekt jeg har valgt… eller som har valgt mig? Hvad vil jeg med det – eller det med mig?

Og den artikel bliver skrevet, selv om jeg ikke prenter et eneste ord på skærmen før i næstsidste øjeblik. Den ligger og simrer altimens jeg iagttager omgivelser og reaktioner der alle har med emnet at gøre.

Nej – jeg siger ikke hvad jeg skriver om. Det må vente til fødslen. Der er ikke noget barn før det er ude i verden!

Og imens jeg går svanger kommer der flere små sedler i æsken, flere indfald i notesbogen og flere praktiske opgaver der skal afvikles.

So be it.

Tankespind om sjælens udødelighed

Det er en meget stille søndag sidst i februar. Solen står i konjunktion med Neptun i 9 grader Fisk.  Det skaber en drømmende og uvirkelig dag – fysisk og psykisk,  inde som ude.  En dag hvor uhåndgribelige fantasier og tågede billeder kan få lov til at fylde.

Der er ingen vind. Fuglene er tavse. En enkelt røgstribe står lige op af en skorsten. Der er ingen lyde og intet der bevæger sig, når jeg kigger ud ad vinduet. Selv søen er stille – frosset og stille.

ildJeg er alene og har givet mig selv en fantasirejse – eller guidet meditation – hvad man nu vil kalde det. En shamanistisk halv time gennem underverdenen med trommer, ild og kraftdyrene – ulvene – som hjælpere. Formålet er at skabe kontakt til den indre ild og brænde alt overflødigt gods af. Tankegods, følelsesgods og hvad der ellers måtte være af skrald der bare hænger ved i sindet og kroppen. Det hober sig op og skaber forstyrrelser i energibalancen.

Neptun og Solen står lige på MC i mit horoskop, og støtter rejsen mod syd – der hvor underverdenen er – og der er intet at være bange for. Åndedrættet er fartøj og turen ned i jorden er let og ubesværet. Hjælperne er der og følger med mig mens jeg hvirvler ind i  en cirkel af ild fra øst mod vest. På vejen gennem ilden, ser jeg ansigter af mennesker – ikke nogen jeg kender i dette liv – men ansigter, som jeg fornemmer har tilhørt mig selv i andre epoker og tider. En påmindelse om, at dette ene liv godt nok er dette ene liv – på denne måde, i denne krop – men at det også er et liv i en lang række af liv levet under mange forskellige forhold. En påmindelse om sjælens udødelighed. Jeg har ikke noget bedre udtryk for det. Vi må jo bruge det sprog vi kan forstå.  Men sproget slår ikke til – eller rettere, så slår forestillingen om hvad ordene betyder, ikke til.  For hvad er en sjæl?  Jeg kan kun forestille mig, at det er “mig” der bare fortsætter i en åndelig tilstand efter døden. Men det er nok en fejlopfattelse, for “jeg”, dvs. min personlighed som jeg og andre kender den, går jo under. Hvad er der så tilbage?

Når du iagttager dig selv, hvem er det så der iagttager…?
Det er spørgsmålet!

Trommen og stemmen leder mig opad igen og ilden bliver svagere. Jeg kommer op i dagslyset og åbner øjnene. Strækker kroppen i velvære. Jeg føler mig lutret. Den fiktive ild har gjort gavn.
Eller… var den nu også fiktiv??