Tankespind om tiden lige nu… jeg advarer om pessimistiske indslag

Det er sådan en underlig dag i dag. 7. december 2018, hvor vi har en nymåne i den åbenhjertige Skytte og det indre humør skulle være rimeligt godt og klar til at tage fat på forberedelser inden solhverv. Men 90 grader fra nymånen ligger Mars og Neptun i arm i dobbeltsengen og diskuterer hvorvidt de skal slås eller bare sove fra det hele.  Det er ikke til at vide hvad man skal og hvordan man skal det.

Mars og Neptun er antagonister, de vil simpelthen ikke det samme. Jeg ser et billede af, at Neptun forsøger at få Mars pacificeret ved at give ham sovemiddel, mens Mars kæmper for ikke at drukne i Morfeus’ arme.  Handler aspektet mon om de angstskabende fordomme, falske rygter og fejlinformation der svirrer i luften, om at der er en udmattelseskrig i gang i verden, som vi kun hører overfladen af?

Når jeg læser nyhederne for tiden, bliver jeg forstemt og  ked af det. Svindel; fordækte hensigter;  klimaeksperter der forsøges bragt til tavshed; hvordan elektronikaffald ikke bliver genbrugt efter hensigten med enorme miljøskader til følge;  voldelige oprør der synes mere for voldens skyld end en egentlig sag;  angsten for flygtninge på tålt ophold;  kapitalfonde der opkøber ejendomme og presser lejere ud;  frygt for hvordan det digitale liv ændrer vores liv og at de teknologiske muligheder vi har, bliver misbrugt i stor skala med utidig og unødvendig overvågning og adgang til at lægge hele infrastrukturer ned med et enkelt klik.  Jeg sporer angsten for at livsvilkårene på jorden overhovedet er under hastig forvandling – klima, miljø og overpræstation der gør folk syge af stress.  Overskrifterne er ikke opløftende og bekymringen stor, for hvordan skal det gå vores efterkommere? Jeg synes man bør tænke sig om før man sætter børn i verden… men – det sagde min mormor også for 80 år siden, og min mor for 40 år siden… så jeg har vel bare arvet deres pessimistiske dna. Siger jeg svagt optimistisk.

Uranus, der er oprøreren blandt planeterne, ligger fra sin retrograde position i Vædderen,  i kvadrat til Måneknudeaksen netop nu, hvor der er uroligheder i Frankrig, med vold og hærværk i Paris’ gader.  Måneknuderne i aspekt med urostiftere som Uranus, er nærmest en signatur for ballade.  De aktuelle gadekampe handler om utilfredshed med brændstofafgifter, som kunne være repræsenteret ved Mars og Neptun. I dag er Merkur med i billedet så der dannes en stortrigon mellem Uranus, Nordknuden og Merkur – med en sekstil til sydknuden i Stenbukken – peger det på noget forhandling, dialog, løsning? Om ikke andet, er det her vi har den franske regerings tilbagetrækning af den nye lov. Der glattes ud med trigoner. Men er det nok?

Merkur er direkte igen her fra i aftes. Den vendte på 27 grader Skorpion,  så nu skulle der være fremdrift igen.  Igennem retrogradperioden fra 17. november og til nu, har der sjovt nok været strejker blandt DSB-personalet – typisk for retrograd Merkur, men ikke nødvendigvis reglen.

Venus og Uranus har ligget i opposition i nogen tid og kunne meget vel handle om pludselig ændring af aftaler og kontrakter, der kan skabe lidt uro blandt parterne.  Jeg havde den dag planeterne var eksakte, 1. december,  en snak med min familie om nogle aftaler jeg havde brug for at ændre, hvilket de ikke syntes helt godt om – og da jeg om aftenen opdagede  aspektet kom jeg sådan til at grine… det er et  kollektivt aspekt som berører os alle i en eller anden grad,  men kan altså have en ret personlig virkning også.

Der er mere. Saturn er snart indenfor ti graders afstand af Pluto i Stenbukken. Det er et aspekt der bliver talt meget om i astrologiske kredse. I løbet af året 2019 vil de to tunge drenge danse kinddans indtil det endelige kys i Januar 2020 – jeg gætter på at der bliver sat flere og stærkere stopklodser op mellem nationer… og at lovgivning på mange områder bliver strammere og vi får mindre bevægelsesfrihed? Uhadada sikke en tanke.  Den gode side kunne være noget med at stramme op omkring brugen af fossile brændstoffer i overgangen til vedvarende energi på flere fronter (ønsketænkning?). Men det ligner desværre også en slags koldkrig over (atom)våben, energiressourcer og over herredømmet i cyberspace…  Cyberspace er vandbærerens domæne – hvor Saturn kommer ind efter mødet med Pluto, i marts 2020. Pluto skal gøre nedbrydningen af strukturerne færdig før den kan følge efter ind i Vandbæreren i 2024, så Saturn får travlt med at  bane vejen og gøre klar til at bygge den nye fremtid på resterne af den gamle. 

 Nå, jeg er alt for langt ude i fremtiden. Det er alt for meget at rumme på en gang, så jeg vil læne mig ind i nuet, i dagen i dag, der begyndte med en mærkelig stemning i morges. Det er som om alt er anderledes. De seneste uger har jeg været underdrejet, mat, træt, småsyg. Alle aktiviteter er sket i slowmotion på de dage hvor himlen dog har været lidt høj. Ja, jeg er nok mere vejrpåvirket end jeg vil indrømme… selv om jeg normalt elsker tåge og mørke.  Merkur retrograd har været skrap denne gang, men den har jo også været i kvadrat til Neptun et lille stykke af vejen… og nu vender den så i Skorpionen. Så forstår jeg egentlig bedre det underlige humør.  En lille trøst er, at jeg har hørt mange andre sige at de har haft det lidt “mørkt” også, så det er ikke bare mig. Godt at vide at man ikke er alene.



Tankespind om astrologiens væsen

En gang imellem kan det betale sig at læse tilbage i sin dagbog. Jeg har skrevet næsten hver dag i snart mange år, og har derfor et godt materiale at tage af når jeg lige skal tjekke en astrologisk hændelse. I dette tilfælde skulle jeg lige se hvordan det var i starten af september 2018, da Venus på 25 grader Vægt, trådte ind i forskyggen af sin retrograde sløjfe.  Den 5. oktober gik hun retrograd fra 10 grader Skorpion og nu, den 16. november 2018,  er hun nået tilbage til de 25 grader Vægt og går direkte igen. Den 18. december træder hun ud af bagskyggen i 10 grader Skorpion (stedet hvor hun gik retrograd i oktober) og forlader retrogradsløjfen for denne gang.

Her er et par passager af hvad jeg fandt i dagbogen den 5. september 2018, der handler om mit forhold til astrologi:

Astrologi er det jeg tyr til, når der er noget jeg ikke forstår eller kan finde ud af. Astrologi er noget udenfor mig selv, noget beskrivende, analyserende, matematisk konkret, der kan vise mig noget om mig selv – og om verden omkring mig. En astrologiskeptiker, vil her udbryde en skraldlatter med et:  “Astrologi? Matematisk konkret? Det er jo okkult overtro.”
Nej, det er ikke. Astrologi er helt nede på jorden. Det er en fortolkning af en bestemt symbolik, baseret på et naturvidenskabeligt fag, astronomien. Det er ligesom et digt,  der er en fortolkning af et stykke af livet, af eksistensen. Det gør ikke digtet til overtro. Når vi er overbevist om at der sker ulykker hver gang vi ser en sort kat krydse en vej ved fuldmåne… SÅ er det overtro.

Planeterne har nogle helt konkrete… hvad skal jeg sige… ansvarsområder, der bl.a. kan være disse:

Venus, så snakker vi om kunst, kærlighed og skønhed.
Saturn, så handler det om modenhed og erfaring.
Med Jupiter taler vi om tro, livsfilosofi, de store linjer og perspektiv.
Merkur dyrker vi når vi skal have et budskab ud over rampen.
Og Mars handler om kamp til stregen, konkurrence, handlekraft og muskler. 
Månen handler om følelsesmæssigt behov og vaner
Solen er den vanskeligste at tyde,  for den samler alle de andre og kan kun virke gennem tegnet den står i – den er mig, når jeg er allermest mig. Et “Mig” det kan være allersværest at få øje på, måske fordi vi identificerer os med alt muligt andet.  Det er Solen den søgende søger efter.

Og så er der akserne:
Ascendanten min persona, det første indtryk andre får af mig.
Medium Coeli (MC) der traditionelt er min karriere og ambition eller en mission, som jeg måske først finder senere i livet og er færdig med at leve op til andres forventninger.

Uranus, Neptun og Pluto er de mere “moderne” planeter der kan sige noget om den tidsånd vi lever i:
Uranus – hvordan vi udvikler os med alt det nye, tanker, teknologi og maskiner
Neptun – hvordan vores trossystemer fungerer, og hvordan vi behandler miljøet, kemi og vand.
Pluto – der viser forvandlingsmekanismerne i verden på en måde, som vi senere læser om i historiebøgerne – magthaveres storhed og fald etc.

Med den viden, tilsat betydningen af tegn og huse, begynder det gode, det sjove og det virkelig svære: at få mening i det hele. Og det allerbedste er, når den pludselig er der, meningen, forståelsen, sammenhængen.

En lille anekdote fra en tur i antikvariatet:

En varm sommerdag, har Vangsgaards Antikvariat i Fiolstræde udsalg og jeg er lige inde og se mig omkring.  Jeg skal selvfølgelig se hvad de har på astrologihylden.  Der er gode sager og jeg går ned til checkout med en stak bøger i favnen og lægger bunken på disken. Den hyggeligt langhårede unge mand tjekker bøgerne ind på kasseapparatet og siger skælmsk: “Nå du har fundet dig noget spiritisme?”…  Let forbløffet og uden at tænke over det, udbryder jeg: “Spiritisme??? – det er da helt nede på jorden astrologi…!!” I samme øjeblik, lyder der et latterbrøl fra baglokalet. Det går op for mig, hvor absurd den ordveksling kan have lydt.

For en udenforstående kan astrologi i bedste fald være sjov underholdning og i værste fald spild af tid. Astrologi har altid været katalogiseret under “okkult”,  men i vores oplyste nutid, ser jeg intet okkult ved det. Okkult er det, når noget er skjult, hemmeligt og tabu. For mig er astrologi er redskab til både forståelse og undren. Ikke tabu, ikke overtro, ikke spiritisme, ikke en religion. Og jeg står fuldt ud ved at det har en stor betydning i mit liv. Hør podcasten hvor jeg er i samtale med Mannah Guldager om astrologi. Det er episode #87 på lydenafetbedreliv.dk

Men hvad har det med Venus at gøre lige nu?

Det skal jeg sige dig: jeg har en stor kærlighed til astrologi.  Det er der rigtig meget Venus i.  Jeg har fået meget ny inspiration og lyst til at arbejde meget mere med astrologi i alle dens mangfoldige og aldrig kedelige facetter i den tid Venus har været retrograd. Helt konkret,  netop da Venus gik retrograd, begyndte jeg at researche en kvinde, en spændende britisk forfatter fra forrige århundrede, som jeg er blevet totalt forelsket i.

Ivan Bilibin, Den smukke Vasilisa
Ivan Bilibin. Den skønne Vasilisa

Venus går ind i Skorpionen igen den 3. december og får en anderledes fordybet, mystisk og gådefuld tone. Det kan blive en eventyrlig, magisk, hemmelighedsfuld og måske eksotisk julemåned, for den der er sensitiv for Venus i Skorpionens indflydelse – helt frem til helligtrekonger.


Tankespind om livet med internet

Der var engang, for mange år siden, da internettet endnu var helt nyt og ukendt for os almindelige mennesker.  Computere var store kasser – en station med maskinrummet, en lille skærm i en kæmpekasse med billedrør, et tastatur og en mus, og en printer. Alt koblet sammen med ledninger i tykke fletninger. Harddisken havde 20 MB lagringsplads. ja, du læste rigtigt – tyve. Megabyte. og 512 kb (kilobyte) ram… og det var endda meget.  I dag kan vi næsten ikke klare os uden mindst 500 gigabyte harddisk og 8 gigabyte ram – og det er endda i underkanten. Nu tæller vi i terabyte. Hvad siger du? Billeder og videoer? Nej – det kunne man ikke… Mange år siden er lig med 1996. Og jeg var en af firstmoverne med at være på internettet. Det skete over et modem forbundet med fastnettelefonlinjen, hvor det tog et minutstid at blive koblet på nettet. Først hørte man lyden af indtastningen til et internet-telefonopkoblingsnummer, så kom der nogle andre lyde og så var man på.  Google var ikke opfundet endnu. Det var en søgemaskine der hed “Alta Vista”, der betyder noget i retning af  “udsigt fra et højt sted”. Og så kunne man ellers søge… hvad der nu var. Og det var ikke meget. Og mens vi var koblet på nettet, kunne telefonen ikke bruges. Mobiltelefoner fandtes ikke. Jeg fandt en lydfil på youtube –  – ja sådan lød det når internettet blev koblet på. Det er helt nostalgisk. Iøvrigt betalte man telefontakst plus noget mere for hvert minut man var på nettet, så det blev ikke til lange søgesurfture derude. Men der var jo heller ikke så meget at komme efter Den første computer jeg kom i berøring med var ikke min. Det var en vi anskaffede på mit arbejde da jeg var sekretær for en advokat.  Jeg plagede for maskinen til han gav sig – jeg VILLE have den til kontorbrug – den kunne faktisk kun bruges til at skrive og gemme filer – og spille pacman eller kaper.  Det var i 1986 – længe før internettet blev allemandseje – og jeg overtog den privat nogle år senere, da firmaet lukkede.  Om det var den samme vi brugte til det første internet ti år senere, kan jeg rent faktisk ikke huske…  det lyder usandsynligt… Da min søn blev nonfirmeret i slutningen af 90erne, fik han sin helt egen pc. Da var prisen faldet til det halve og harddisken steget mangedobbelt. Den var ikke blevet mindre, rent fysisk, siden den første, men den havde langt større kapacitet og var såkaldt “fremtidssikret”. Det skulle så vise sig slet ikke at være tilfældet. Intet har siden kunne holde mere end få år, før det var håbløst forældet. Men der blev spillet Fifa for fulde gardiner på drengeværelset. Det var på en floppydisk – eller var det cd-rom?. Siden afløstes skrumlerne af bærbare, engang i begyndelsen af Nullerne. Det var en revolution. Vi havde hver sin og kunne nu komme “på nettet” som det mest selvfølgelige. Siden dengang har pc’en og internettet været en fast bestanddel af livet og hverdagen. Både på arbejde og privat. Jeg har altid følt mig som en der var på forkant med udviklingen, og været en såkaldt superbruger.  en god ven og it-nørd hjalp mig i starten og lavede endda mit første primitive, astrologiprogram. Det var dengang styresystemet hed DOS, skærmen var sort og skriften grøn. Siden Windows kom til,  har venner og familie brugt mig som konsulent når deres maskiner drillede. Jeg synes det er sjovt at nørde med de mere avancerede ting på brugerniveau.  Det har været let for mig at finde ud af de forskellige systemer og indstillingsmuligheder i hvert fald op til Windows 7. Mine hjemmesider har jeg altid selv lavet, ud fra de muligheder webhotellet stillede til rådighed. Men jeg føler at jeg er ved at sakke bagud.  Nu går det så hurtigt, at jeg slet ikke kan følge med.  Der er simpelthen så meget jeg ikke kan gennemskue – hvor ryger det hen? Hvem kan se hvad?  osvosv. Som du måske har bemærket, så er der ingen kommentarmulighed på bloggen her. Det er fordi det er alt for meget at sortere i  kommentarer, der måske slet ikke er reelle fordi det er spam eller trolls – og hvad har vi… Når jeg ser de yngre generationer håndtere de her ting, så bliver jeg så imponeret over den uforfærdede lethed de navigerer i det med – og kommer til at føle mig smågammel og småparanoid over følelsen af at miste kontrol. Men det er nok bare indbildning. Jeg er på Instagram Ja, – men jeg slår sjældent noget op – jeg er der kun for at kunne følge andre. Facebook har jeg været med på fra starten – også der har jeg droslet gevaldigt ned på aktiviteten.  På Twitter har jeg også en profil og har opdaget at de har en langt højere kvalitet end Facebook – forstået på den måde at der er meget bedre flow og langt færre reklamer…  jeg slår ikke noget op selv – ingen jeg kender bruger Twitter, så det er lidt omsonst.  Jeg følger astrologer, nyhedskanaler og enkelte politikere mv.  – og med gode filtre så man kan inddele sin nyhedsstrøm i forskellige kategorier – så kommer det hele ikke i en uordentlig bunke. Twitter virker langt bedre end Facebook, som jeg oplever som stagnerende – eller endda døende. Hvad jeg ville sige var, at internettet er blevet et stort kaotisk virvar og det er bare om at holde tungen lige i munden, sørge for sine sikkerhedskoder og tofaktorlogin, holde øje med falske mails og datafiskere, og ikke vide sig sikker på om uvedkommende kan bryde ind i den “personlige computer” der slet ikke er så personlig mere… (var der en der hviskede “stressfaktor”?) Pyha – den gamle FirstMover, føler sig pludselig som LateComer…

Tankespind til Selvet

Et spørgsmål jeg af og til stiller mig selv er:  “Hvorfor gør jeg det?” For det meste er det let nok at svare på. Især når det handler om noget så basalt som hverdagens gøremål, om helbred og tryghed. Så er flere af svarene selvindlysende. Jeg spiser for at holde mig i live – og for nydelsens skyld. Jeg sover for at restituere krop og sind. Jeg holder mig selv og mine omgivelser rene, fordi det højner selvværdet. Jeg dyrker yoga for at holde kroppen bevægelig – og sindet med. Jeg er sammen med mennesker, fordi de inspirerer og holder mit sind åbent. Jeg afviser at opholde mig hvor der er trængsel og støj, fordi det stresser. Jeg hører musik for at komme i en bestemt stemning eller ændre en stemning. Jeg fotograferer, fordi et vellykket billede er som et kick, jeg kan blive helt høj af. Jeg skriver fordi det kan virke forløsende på konflikt- og kompleksstof i psyken. Og fordi jeg ikke kan lade være. Jeg deler ideer, tanker og følelser med andre, for ikke at være alene med dem og i håb om at andre kan spejle sig ligesom jeg spejler mig i andres. Jeg studerer astrologi, for at finde en slags orden i det kaos livet er. Jeg mediterer for at holde sindet i nogenlunde balance (men – at have et mål med meditation er en selvmodsigelse. Meditation er selve målet). Hvad så med de ting jeg gør, uden at vide hvorfor? Ja, det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg måske engang finder svaret på – måske når jeg er holdt op med at gøre dem… eller når de svar jeg troede sande, har løftet sig til nye svar, nærmere sagens kerne. Og nej – dårlige vaner og mønstre med ubevidst indhold, holder jeg for mig selv…  men tro mig – de er der! Og så til sidst: hvorfor skriver jeg dette blogindlæg? Svar: fordi jeg sad ved morgenkaffen og funderede over ordet “hvorfor” og fik lyst til at dele tankerne. Og netop ordet “lyst” er centralt for alle “hvorfor’er”. Hvis ikke det er lysten der driver værket – som klicheen hedder – hvad skulle det egentlig så være? Funderingerne fortsætter i enrum.    

Bøgerne på mit natbord – tankespind om bevidsthedens grænser

bookofneptuneTelefonen melder at posten har afleveret en pakke i min postkasse. Jeg skynder mig ned ad trappen for at hente den, flår pappet af og står nu med “The book of Neptune” i hånden. Det er seneste skud fra den amerikanske astrolog Steven Forrest, hvis bøger jeg anskaffer systematisk. Han er så inspirerende. Et sludrechatol ganske vist, men inspirerende når essensen af det han vil sige tegner sig. Han er det der kaldes “evolutionær astrolog” – hvilket vil sige at han beskæftiger sig med de store linjer, med den menneskelige udvikling på sjæleplan set over historisk tid.  Det er også blevet min kæphest indenfor astrologien. Spørgsmål om hvorfor vi er her, hvad vi skal og hvor vi skal hen –  i det store billede.

Neptun er min tro følgesvend for tiden. I transitkvadrat til Saturn i Skytten i mit radixhoroskop. Pudsigt nok i en tid, hvor Saturn og Neptun også er i kvadrat i det kollektive horoskop – altså der hvor det påvirker os alle, globalt.  Jeg får glæde af den i 1 1/2 årstid – er i lære igen. I lære omkring grænser, bevidsthedsudvidelse, livserkendelser – dyrker meditation og mindfulness intensivt foruden drømme gennem jungiansk psykoanalyse. Så bliver det ikke mere Neptun/Saturnsk. Det helt store spørgsmål er – hvad er bevidsthed overhovedet?

Steven Forrest beskriver – meget kort fortalt –  planeten Neptun som vinduet i et hus. Vinduet mellem personligheden, psyken – og det der er på den anden side af vinduet, det transpersonlige, det der ligger udenfor personligheden, psyken. Og han stiller det finurlige spørgsmål: Er vinduet inde i huset, eller udenfor huset? Hvad ser personligheden når den kigger ud? Hvad får personligheden når Neptuns domæne kigger ind? Metaforen med vinduet udvider han til at spørge til vinduets tilstand – ser du en snavset rude med dine egne fedtede fingre på – eller er vinduet klart og dermed usynligt og gennemskinneligt?

På den anden side af Neptun og Pluto begynder det ydre rum – vi regner normalt med, at det er Pluto der danner grænsen til det ydre rum fordi den for det meste er udenfor Neptuns bane, men i de seneste hundrede år – har Plutos bane i flere omgange været indenfor Neptuns, så de ligesom danner en dans ind og ud af hinandens bane, med nogenlunde samme hastighed, hvor planeterne har låst sig fast i en sekstil der har varet siden før 2. verdenskrig og følges ad til en gang i 2030 hvor sekstilen går i opløsning igen. Vi er altså 3-4 generationer der alle har en Pluto-Neptun sekstil i horoskopet hvilket har betydning for den tidsånd vi er født i og lever i. Teknisk indviklet  – jeg ved det – det er Steven Forrests forklaring komprimeret.

Vi siger traditionelt, at Saturn er planeten for grænser, tærskelvogter, disciplin og arbejde, erfaring og alderdom. Før teleskopets dage, var Saturn den sidste planet der kunne ses med det blotte øje og derfor danner grænsen for den menneskelige bevidsthed. Nu kan vi se langt længere – ja længere end teleskopet fra jorden. Vi sender teleskoperne ud og har derfor fat i en ufattelig mængde viden om hvad der befinder sig bag Saturns bane. Og bag Neptuns og Plutos baner. Hvordan vil den viden vi får påvirke vores psyke og bevidsthed?

Menneskeligt set, giver det kamp til Saturns position som grænsesætter. For hvor er grænsen egentlig? Vi kan jo se med satellitterne at der er mere. Der er hele tiden mere. Der er – så at sige – ingen grænser. Hvilken betydning vil det få for den astrologiske tolkning af begrebet “grænser” at vi oplever grænseløsheden – som er Neptuns domæne?

Hvis vi nu kigger på begrebet “entanglement” som kommer fra kvantefysikken – så ser vi at alt hvad vi hidtil har set som adskilte elementer, partikler, i virkeligheden hænger sammen, kommunikerer. Saturn står for adskilthed, kategorier og opdelinger – men i og med at vi zoomer ind (eller ud for den sags skyld), så er alting forbundet i en form for netværk. Vi er ikke adskilte individer, selv om det føles sådan. Vi er ikke adskilt fra det vi ikke kan se, opleve, med de fysiske sanser – vi har bare ikke, endnu, opdaget de “antenner” det kræver at se, mærke, opleve den “bevidsthedssky” vi befinder os i…?  Ja jeg sætter spørgsmålstegn.
En klassisk illustration af dette er en fisk i havet. Hvad er det fisken svømmer i –  kan den erkende det? Hvad er det vi mennesker svømmer i – kan vi erkende det?

Nogle mennesker kan. Seere og andre sensitivt begavede mennesker ved det. Jeg er en der leder efter det. Søger den sammenhæng der gør at det hele giver mening. Derfor elsker jeg at læse bøger af folk der forsker i de ting og fortæller om oplevelser der ikke kan forklares efter traditionelle, rationelle eller reduktionistisk materialistiske parametre.

Jeg har en anden bog på natbordet “Consciousness beyond Life” – en bog pimvanlommelaf en hollandsk kardiolog Pim van Lommel, der har interviewet patienter i sin hospitalsafdeling, der er blevet genoplivet efter hjertestop. Han påstår, at der “er noget”. At døden ikke er slutningen – men en overgang til en anden bevidsthedstilstand. Den bog falder så fint i tråd med bogen om Neptun – hvad er der på den anden side af bevidsthedens tærskel – eller livet som vi kender det? Kan vi erkende/erfare det?  Eller rettere – hvordan kan vi erkende og erfare det? Og hvorfor er det sådan?

Pim van Lommels hypotese er, at bevidsthed er ikke-lokal. Den traditionelle materialistiske hypotese er, at bevidsthed er et produkt af hjernen og dermed noget der sker i det levende menneske og som ikke længere eksisterer når hjernen er død. Men hvordan kan det være sådan, når beretningerne viser, at patienterne oplever sig selv i en anden tilstand, selv om alle måleapparater viser, at der absolut ingen aktivitet er i hjernen mens patienten set udefra er klinisk død.  Så er ideen den, at bevidsthed er noget udenfor den fysiske krop, som hjernen modtager og sender videre. Ligesom en radio. Kan det være, at vi i virkeligheden lever i bevidstheden? Ligesom fisk lever i vandet?

Ja, se det er de store spørgsmål for sommeren 2016 – i en verden i opløsning (Neptun) og modstand (Saturn) mod opløsningen. For nogle er det konkret og ulykkeligt, for andre mere perifert og iagttagende… men ikke desto mindre er vi alle midt i det.

Min læresætning hedder “at være med det der er” fra øjeblik til øjeblik. Lade det gamle opløses der ikke længere er virksomt, og lade det nye og endnu ukendte være velkommen og i øvrigt være åben og fordomsfri, så godt det går.

Og nu vil jeg læse videre i min nye bog om Neptun.