Endelig normaltid igen

 

Søen er mørkeblå, sollyset gult på en gylden måde som det fejer med blæsten hen over træernes nu næsten nøgne grene. Parat til den kommende vinterkulde, frost og sne. Hvis det da kommer i år. Det kan vi ikke vide. Det er sidste søndag i oktober. Min yndlingsårstid og yndlingsdag hvor urene er stillet tilbage til normaltid. Endelig passer lyset med tiden igen. I Europaparlamentet – forlyder det – bliver der så småt pippet om at afskaffe sommertid og bevare den samme tidsregning året rundt. Visse og somme pipper om at bevare sommertid året rundt – det giver slet ikke mening i forhold til de astronomiske forhold der siden urtiden (!) har skabt den måde vi beregner tid på: solens position på himlen.

Solens position i dag er 6 grader skorpion tæt fulgt af den generøse Jupiter i 4 grader skorpion. En fyldig konjunktion, ikke en der lover fest og farver, men en der åbner for kanaler til de ubevidste områder af psyken – en invitation til kontakt med det numinøse.

Skorpionen fortæller at det ikke i himlen eller ude i verden du finder det guddommelige – det er inde i dig selv. Og derfra projiceres det guddommelige ud på omverdenen.  Jeg ser en mørkeblå sø, den er guddommelig at skue, jeg får en følelse af fred og enhed med naturen – men søen er ligeglad, den er bare vand, H2O, omkranset af jord. Og søens farve findes slet ikke i søen – den er en afspejling af lysets brydning i jordens atmosfære. At jeg tillægger den blå sø guddommelighed, har ikke noget med hverken søen eller himlen at gøre. Det har med mig og min oplevelse af det at gøre.

Skorpionen er et introvert tegn. Indadvendthed er ikke det samme som egoisme eller selvcentrering. Indadvendthed er evnen til at opleve livet indefra, som følelser, fornemmelser, anelser, fantasier, visioner, intuitioner og drømme. Skorpionens mennesker ser bagom, nedenunder, kender det skjulte, hemmelighederne. Og er gode til at holde på hemmelighederne. Måske også for gode – der skal meget tillid til, før en skorpion giver noget fra sig.  Detektiver, spioner og hemmelige agenter kommer af skorpionmateriale.

Jeg har selv en fascination af det skorpionske – måske fordi jeg har solen i tyren der er det modstående tegn. Det gør skorpionen til min skygge, min modpol. Når solen på denne årstid går gennem skorpionen, stiger lysten til at undersøge fortiden, slægtstrådene, trække hemmeligheder frem, skrive erindringer. Og jeg får tilskyndelser til indre samtaler med drømmebilleder, skygger og komplekser.

Men nu er jeg vist kommet på afveje. Det er bare en solbeskinnet søndag i oktober. Stormen Ingolf har raset på vestvendte kyster i nat. Klokken er ægte 12 og ikke fake 12. Normaltiden er kommet tilbage og solen er i skorpionen indtil den 22. november.

 

 

Jetlag

solnedgang-med-fugl

Det er november og pludselig mørkt kl. 17. Det er helt ok. Det er normaltid. Men det tager mindst ti dage at stille det biologiske ur om fra sommertid. Det er det samme i den anden ende, om foråret. Jeg accepterer at det er sådan – men det betyder ikke at jeg godtager det. Det betyder at jeg lever med vilkåret og det udu det medfører, men er indædt modstander at det her tidsskifte hver halve år.  Det gavner ingen. Sparer intet. Mit indre ur bliver forvirret når lyset og tidspunktet ikke stemmer overens. Oplevelsen af årstidernes naturlige overgange bliver forstyrret.

Sommerens lange aftener er ikke nogen gevinst. Når klokken er 22 vil jeg sove. Solen står stadig højt. Det kræver mørklægningsgardiner.  Til gengæld er det hundekoldt og mørkt om morgenen.

Vi kan ikke blive ved med at tvinge sind og krop til at tilpasse sig erhvervsliv og kapitalinteresser – for det er jo sådan det er. Vi må tage vores liv og frihed tilbage!

Hvornår er der nogen i EU der hører protesterne og finder problemet stort og prestigefyldt nok til at tage det op; få os tilbage til konstant normaltid igen og få genoprettet den organiske harmoni mellem os, solen, månen, jordens rotation, årstider og døgnrytme!?

Normaltid giver sådan set heller ingen mening – skulle vi følge dagens og årets gang skulle vi gå i seng når solen går ned og stå op når det bliver lyst… meget har vi vænnet os til siden det elektriske lys forlængede dagen. Tid er en praktisk konstruktion – men lad den dog følge en naturlig og ensartet rytme så vi kan følge med.

Nu er det november. Vi har haft normaltid i en uge – jeg har stadig jetlag. Og jeg glæder mig ikke til næste gang det bliver sidste weekend i marts med ti dages efterfølgende udu.