Decemberblues

Ved vintersolhverv , årets dybeste mørke. Fem planeter er samlet om galaxens centrum. Det sorte hul, orkanens øje, stormens indre stilhed. Singulariteten ingen ved hvad er og hvorfra intet og ingen vender tilbage, skulle man falde ind i det. Så sort bliver det ikke endnu…  Men der er en melankolsk gråskala som ikke synes at få ende – en ulden stemning.  Det er stilletid, ventetid, forberedelsestid.
Alliker flokkes i høje træer før eftermiddagens solnedgang mens andre ordner fartøjer før vinteren strammer til.  Jeg har bare decemberblues.

 

 

Årets sidste nymåne i Skytten

Årets sidste nymåne falder i Skyttens tegn den 18. december 2017  kl. 7.30. Nymåne betyder ny begyndelse.  Det særlige denne gang er, at der både er kim til ny begyndelse – og kim til afslutninger.  Kort efter nymånen vil  moderplaneten Månen (jeg ved godt at Månen ikke er en planet, men for nemheds skyld kalder vi den det i astrologien)  og faderplaneterne Saturn og Solen (og Solen er heller ikke en planet – bare for en ordens skyld),  forlade den livfulde Skytte og gå hånd i hånd ind over vintersolhvervet – den seriøse og ansvarsfulde Stenbuk.   Spirituelle Neptun er i aspekt til Merkur og  frihedssøgende Uranus følger dem også på vej.

Da jeg var barn i Berlin i 1960erne, lærte jeg et ordsprog der hedder “Erst die Arbeit, dann das Vergnügen” (først arbejdet, derefter fornøjelsen).   Det synes at være lige omvendt i denne her konstellation – vi tager festen først – og venter med arbejdet til senere.   Skytten er et  idealistisk og sorgløst tegn. Det er proppen der altid flyder ovenpå, der ikke tager noget alvorligt ret længe ad gangen. Det er tegnet for optimisme, store armbevægelser og åbenhed. Der er flow, bevægelse og frihed i tanke og handling.  Det er ungdommelig usårlighed og udødelighed.

Men vi får en advarsel. Neptuns kvadrat til Merkur giver ekstra fokus på idealismen. Det kan være vi synes at have svaret på hvordan andre skal tænke og tro – men glemmer, at andre mennesker måske – og sandsynligvis – er et andet sted. Det som er rigtigt for den ene, er ikke nødvendigvis rigtigt for den anden. Det kan være gavnligt at have det i tankerne, inden vi går ud og redder verden efter vor egen overbevisning om hvordan den bør være.  Idealisme er en god ting – men en pestilens når den bliver til fundamentalisme, fanatisme og ensretning.

Så denne Skytte-nymåne er en invitation til at se indad og søge din egen spirituelle kerne, få kontakt med dine egne overbevisninger og få øje på hvor du er med dig selv – og samtidig respektere at andre er der hvor de er – sandsynligvis et helt andet sted end der hvor du er.  Ja, den er tricky –  at ville være “god”, kan i virkeligheden være det stik modsatte, alt efter omstændighederne.  Det er det særlige ved Neptunaspekter at vi ikke ser bjælken i eget øje. Nu har vi chancen – inden vi om få dage bliver ramt af realiteternes spotlys.

Jeg fortsætter lidt i det bibelske. I morges vågnede jeg efter en fyldig drøm, med tanken “elsk din næste som dig selv”, der bare blev ved med at kværne. Det fik mig til at tænke, at det står sløjt til med “som-dig-selv”-delen i verden.  Der synes at være rigtig mange der ikke elsker sig selv,  sådan som vi i samfundet – lokalt som globalt –  behandler vores næste.  I hvert fald når jeg ser nyhedsstrømmen i det daglige.  Så hvad kan man gøre? Ja, den gamle kliche er god nok: begynd med dig selv. Begynd med, ved denne årets sidste nymåne i Skytten,  at kigge på hvordan du elsker dig selv – dvs. passer på dig selv, nærer dig selv, respekterer dig selv.  Den måde du ser dig selv på, vil være den måde du ser verden omkring dig på. Og det vil reflektere tilbage til dig.

Det er egentlig meget enkelt:
Jeg hader mig selv = jeg hader verden = verden hader mig.
Jeg elsker mig selv = jeg elsker verden = verden elsker mig.

Trigonen fra den frihedssøgende Uranus, vil forsøge at vise nye veje i processen. Det er et spørgsmål om åbenhed overfor usædvanlige og måske uvante måder at gøre tingene på. Tag nu julen – vores traditioner i den forbindelse er under forandring.  Jeg ser tegn på at den materielle forbrugsfest kan blive afløst af nye værdier, der ikke har noget at gøre med at give ting til hinanden. Hvordan vi så vil fejre lysets genkomst må vi se når vi har nået “the tipping point” – der hvor flere og flere vælger at gøre noget andet og det er blevet “det normale”.

Men det kan jo være det blot er min egen overbevisning, at det materielle omkring julefejring er for dominerende…  ikke alle synes sådan…  jeg må vist hellere meditere lidt på den der bjælke i øjet…

Rigtig glædelig decembernymåne.

 

 

Jeg ville være heks

Symbolon tarotkort, Thea Weller

En gang for mange år siden, da jeg endnu havde fast dagligt arbejde, gik jeg og drømte om hvad jeg skulle være når jeg blev stor.  Jeg var  pædagog i en daginstitution – et job der på mange måder ikke passede til mig og på mange andre gjorde. Så jeg drømte mig til noget andet:  Jeg ville være heks. Men ikke en af de almindelige!

Heksen er en arketype der ofte afbildes som en gammel kvinde med langt filtret hår, krum næse, vorter og skægvækst, små plirende øjne og pukkel. Sort ravn og kat er hendes tro følgesvende. Heksen står bøjet over sin sorte gryde, hvor det bobler og syder. En blanding af tudseøjne, øglespyt og vampyrhår skal blive en trylledrik – giftig eller euforiserende, livgivende eller dødbringende. Alt efter formålet.

Heksen er en der forvandler andre. Af egen drift eller for andres ønske – mod en pris, selvfølgelig. “Giv mig dine smukke tænder og jeg skal give dig den ønskede drik”. Nu gyser du nok. Ville jeg virkelig være sådan en? Nej. Selvfølgelig ikke. Jeg ville kun bruge gode trylledrikke…

Jeg opsøgte alskens alternative og vilde metoder til at få kontakt med noget andet end det vi sædvanligvis er enige om kaldes for virkelighed. Jeg ville i kontakt med den anden virkelighed, uden brug af forbudte substanser, men ved hjælp af kroppens tale, indre billeder, fantasi og forestillingsevne.

Jeg har opsøgt healere, shamaner, kinesiologer, tarotlæsere, astrologer, clairvoyante, håndlæsere, auralæsere, bevidstologer, kunstterapeuter, trancemedier, you name it. Og det har været spændende nok – men ikke nok. Oftest har jeg fået en andens oplevelse, udsagn om det ene og det andet, gode råd og metoder, “redskaber”. Når det ikke har vakt genklang eller virket med det samme, er jeg gået videre. Her har jeg nok jokket i spinaten, ved i mange tilfælde ikke at være vedholdende nok. Min søgen har bare ledt mig videre til nye oplevelser, og en del frustration. Det kan nemt blive til kursusafhængighed, som et fix der egentlig ikke bringer mig videre med andet end en god og anderledes oplevelse – som jeg også sætter pris på som inspiration.

Jeg gik ind i psykoterapiens personlighedsvridemaskine (det er ikke for tøsedrenge) og kom ud på den anden side med mere erfaring og større erkendelsesrum: Du finder ikke de vises sten udenfor dig selv – det er blot spejle.

Jeg gik i gang med at praktisere som psykoterapeut – og havde det langt hen ad vejen godt med det, men det var ikke nok. Det blev ikke den indre opdagelsesrejse jeg ønskede at videreformidle til en hungrende sjæl. Jeg droppede ud, desillusioneret. Og det er godt nok at blive desillusioneret – virkeligheden bliver mere klar.

Med astrologi betragtes jeg som spåkone – og det er slet ikke der jeg ser astrologiens værdi i dag. Hvordan jeg så ser astrologi, kan jeg ikke lige svare på. Det er bare ikke som blot og bar forudsigelse af begivenheder eller som personlighedsbeskrivelse – det er ikke nok. Men det vil jeg skrive om en anden gang.

I den jungianske psykoanalyse har jeg fundet noget der leder mig på sporet af min indre heks. Alkymien og den aktive imagination. Drømme og indre billeder synliggøres, manifesteres på en måde der umærkeligt ændrer psyken fra fastlåsthed i mønstre og forestillinger (fikse ideer) og åbner for en større verden af magi og mystik. Psykoanalysen (altså min analytiker) har givet mig nøglen til laboratoriet, så jeg selv kan låse mig ind og eksperimentere med kolber og reagensglas, med ild, vand, jord og luft – det er ikke tudseøjne, øglespyt og vampyrhår, der koger her. Det er de finere stoffer, der destilleres – og som med lidt held kan blive til det pure guld – hvis jeg er vedholdende nok og følger nogle få regler.

Alkymiens første regel: Lad aldrig ilden gå ud, ellers skal du bare starte forfra og det tager tid og kræfter (skriver Gerhard Dorn, belgisk alkymist 1520-1584)  Så det er der jeg nu er på min vej til heksestatus – ved arbejdet med at holde ilden vedlige. Det er en daglig øvelse der bl.a. kunne indbære fem små punkter jeg fandt på facebook i en lidt anden form – og ikke husker hvor kommer fra:

  1. læs bredt
  2. skriv ofte
  3. bliv ved
  4. tro på dine oplevelser
  5. anskaf en magisk ring

Det er  sommersolhverv anno 2017, Solen og Merkur er i konjunktion på 0 grader Krebs… ilden luer og det bobler i kolben. Jeg skrev at jeg ville være heks…  Jeg er heks!