Fjernsynet er slukket

the-catDet er søndag i oktober.  Der hviler en tæt stilhed her hvor jeg er.  Kun en hunds gøen bryder af og til ind og skaber ridser i lydløsheden.  Andre steder i verden er der dødbringende støj og uro, så jeg kan få helt dårlig samvittighed over at nyde fredsommeligheden her på min matrikel. Der er en sær stemning – lidt ligesom at være i en labyrint og nu er jeg stødt ind i en væg. Uden andre udgange end den jeg lige kom fra.  Forleden var der en masse frugtbare tanker og ideer – i dag er de alle på standby. Jeg hører ingenting herinde.  Kun stilhed afbrudt af denne gøen- og nu en hanes galen – derude. Fjernsynet er slukket. Der er kun håndbold og for længst sete genudsendelser. Jeg har læst i flere timer. Måske er det derfor stilheden pludselig er så nærværende. Søndagseftermiddag i oktober. Teen er drukket. Bogen er læst. The Cat. Gøen og galen er holdt op. Stilheden er intens. Jeg hører kun blæserens svage susen og tastaturets klikkediklak.