Og den ramme lugt af rovdyr

“Bæstet er min fobi som lurer på mig lige uden for havelågen,
og sætter kløerne i mig så snart jeg træder ud.
FOBI. Et dumt,klinisk psykolog-ord. Jeg kalder det Bæstet.”
Niels Brunse i romanen Ramoth-Bezer

Når den kommer snigende op i nakken, helt nede fra rygsøjlens bund. Når den leder tankerne på vildveje og giver sig til at skabe irrationelle forestillinger og handlinger. Når katastrofetankerne bryder ud og går i selvsving. Når den lammer og begrænser bevægelsesfriheden. Når sygdomsfantasierne tager fart og hver en lille kløen det forkerte sted, blæses op til uhelbredelige tilstande og snarlig død. Når selvmedlidenheden kammer over. Når den sociale kompetence fordufter og hjertet hamrer, ørerne hviner og buldrer hver gang telefonen bipper eller reklamenbudet ringer på døren. Søvnløshed og miserabilitet.
Når fremtidsdrømme ikke bliver til noget og talent ikke bliver udfoldet. Når alting falder sammen som korthuse på trods af lyst, evne, vilje og engagement – så er det ikke pga. inkompetence.
At møde omgivelsernes velmenende, udglattende men uforstående råd og reaktioner – pjat med dig – tag dig sammen – det er da ikke noget at være bange for – bare se at komme afsted – det kan du sagtens klare – og mærke at en del af disse reaktioner faktisk også kommer inde fra, som mors tørre stemme, båndsløjfen som det er umuligt at slette. Og ja, hvor svært kan det være at gå i Netto?

Så svært!

Godt at blive mødt i, at det faktisk er en kamp at overvinde den der grå, klæbrige masse hver dag. Hundesvært for dem der kun kender til frygten for edderkopper, at forstå, at der er en skjult indre selvsabotør og at det kræver en kraftanstrengelse hver gang at tale den imod! Det lykkes undertiden. Undertiden ikke, men udmatter som en borgerkrig. Kroppen gør ondt. Smertekroppen smerter ekstra.

Undertiden fordamper den på mystisk vis og det er umuligt at forestille sig hvordan det kunne være så svært, da den var der. At trække vejret frit og mærke hjertet slå roligt og regelmæssigt. Være i verden igen med glæde og entusiasme. Indtil den pludselig slår ned igen, som en kold klo i nakken, som blækspruttearme der holder fast. På Plads! Som en hund der skal dresseres. Hjertet hamrer. Jorden forsvinder gyngende under fødderne og snurrer rundt. Som et jordskælv. Fryse. Tøjet drivvådt af sved – og så den der ramme lugt af rovdyr…