En hyldest til skoven

Det er højsommer, snart sensommer. Indledningen til efteråret. Den bedste årstid. Der hvor alting er frodigst. Lige før det hele dør. Ligesom mørket er mørkest lige før daggry. Men stadig juli. Stadig feriemåned. Det kan stadig blive varmt. Jeg er ikke god til varme. Vil ikke rejse sydpå.  At ligge på strand gør mig rastløs. Der er ingen træer, ingen skygge.

Jeg holder af køligheden og de vilde farver der kommer i efteråret. Nyder skovbundens fede peberduft efter en byge, løvhangets raslen i vinden, puslen af mus og kryb. Fuglesang – når det er sæson eller den tid på dagen.  Sidde på en træstub og suge af træernes velvilje med ekstra ilt. Sindet falder til ro. Kroppen gearer ned og får ny energi.

Skoven er et magisk sted hvis man vil se det. Et sted hvor man kan møde dansende elverpiger – ja, kom ikke for nær. Og småfolket – usynlige, men ikke umærkelige – der lister rundt og holder øje med mig, mens jeg sidder helt stille og observerer dem uden at forstyrre. Gamle ånder – så gamle som jorden selv – huserer i skoven. Vær helt stille derude, og tålmodig, så kommer de.