Og bagefter kommer trætheden

Der har for nylig været indbrud på min emailkonto. Og jeg havde mistanke om at min netbank var hacket. Mærkelige mails dukkede op. Om jeg var tilfreds med mit seneste køb på en-eller-anden-side-dot-com. Hvor jeg absolut ikke har købt noget. Jeg køber sjældent på nettet, og da kun fra forretninger jeg kender rimeligt godt. Dog kan de sider også blive kopieret så dygtigt, at man risikerer at melde tilbage på noget, der viser sig at være svindel. Og så har vi balladen.

Det skete altsammen efter at jeg havde svaret på en email via Den Blå Avis. Der var oven i købet en advarsel om, at hvis mailen virkede mistænkelig skulle man lige kontakte kundeservice eller noget i den retning – især hvis det var en udenlandsk mail. Men den var ikke mistænkelig. Den virkede helt normal. Og et almindeligt dansk navn. Jeg fik bare ikke yderligere respons på min henvendelse… det gjorde mig mistænksom.

I øvrigt bryder jeg mig ikke om at mistænkeliggøre udenlandske emails – blot fordi de klinger fremmed.

Men det skete altså. Nogen fik adgang til at sende emails på mine vegne, fra min emailadresse, med en vedhæftet fil – det var dælme ubehageligt. Om det rent faktisk skyldtes den e-mail fra Den blå avis kan jeg reelt ikke vide. Men det var et mere end påfaldende sammentræf. Heldigvis fangede jeg det i opløbet, så der skete ikke yderligere skade. Ikke der i hvert fald.

Det var mig der led skade!

Når man lider af ptsd – dvs stress i den tunge kategori – så skal der ikke meget til at ryge op i det røde felt. Enhver grænseoverskridelse, enhver påtrængenhed, om det er cyberindbrud eller nogen der ikke respekterer et nej, får hele organismen til at gå i strejke – og i højeste alarmberedskab. Enhver pludselig hændelse – om det er lyd, lys, lugte eller andet sansbart opleves næsten som livsfarligt. For ikke at tale om tinnitusen der stiger og falder – som at have Niagara Falls inde i hovedet. Og angsten der følger i kølvandet kan få katastrofefantasierne til at gå helt i selvsving.

Nu er jeg så heldig, at jeg gennem mange års terapiarbejde har lært at håndtere disse tilstande.  Jeg ved at det går i sig selv igen, og jeg ved hvad det kræver af ro, stilhed, fordybet yoga, guidede meditationer der sørger for at tanken bliver dirigeret i en positiv retning, og hjælp til at sove, i form af Yoga Nidra – en form for guidet sovemeditation.  Min ipad er min bedste ven. Og det er godt at tale eller skrive om det. Fortælle hvad der er sket, indtil det ikke længere fylder.

Det kan tage måneder, at komme nogenlunde helskindet ud af et anfald af denne art. Måneder, hvor jeg undgår steder med mange mennesker og støj.  Og måneder hvor koncentrationsevnen er nedsat og sansefølsomheden høj. Jeg planlægger mig ud af det og fortæller mine nærmeste hvad jeg har brug for, så der ikke kommer overrumplende overraskelser der kan få det hele til at køre op igen.

Når den akutte stress har lagt sig, kommer trætheden. Trætheden der næsten knuser knoglerne. Kroppen føles som tungt glas og det er forbundet med anstrengelse blot at sørge for de almindelige daglige gøremål. Der er ikke overskud til andet end det mest nødvendige.  Jeg erstatter det flimrende fjernsyn med lydbøger og podcast.  Ting jeg ville have foretaget mig – hente planter til altanen eller male et bord, tage på fotosafari eller til foredrag, må vente.  Ordene smutter og samtaler hakker – “hvad er det nu det hedder?”…

Jeg er igennem det værste nu – er træt men ikke modløs. Og glæder mig til at smerten i ryg, nakke, muskler og led går over på et tidspunkt… en gang… lige pludselig.

ulvefodsort

 

 

Og den ramme lugt af rovdyr

“Bæstet er min fobi som lurer på mig lige uden for havelågen,
og sætter kløerne i mig så snart jeg træder ud.
FOBI. Et dumt,klinisk psykolog-ord. Jeg kalder det Bæstet.”
Niels Brunse i romanen Ramoth-Bezer

Når den kommer snigende op i nakken, helt nede fra rygsøjlens bund. Når den leder tankerne på vildveje og giver sig til at skabe irrationelle forestillinger og handlinger. Når katastrofetankerne bryder ud og går i selvsving. Når den lammer og begrænser bevægelsesfriheden. Når sygdomsfantasierne tager fart og hver en lille kløen det forkerte sted, blæses op til uhelbredelige tilstande og snarlig død. Når selvmedlidenheden kammer over. Når den sociale kompetence fordufter og hjertet hamrer, ørerne hviner og buldrer hver gang telefonen bipper eller reklamenbudet ringer på døren. Søvnløshed og miserabilitet.
Når fremtidsdrømme ikke bliver til noget og talent ikke bliver udfoldet. Når alting falder sammen som korthuse på trods af lyst, evne, vilje og engagement – så er det ikke pga. inkompetence.
At møde omgivelsernes velmenende, udglattende men uforstående råd og reaktioner – pjat med dig – tag dig sammen – det er da ikke noget at være bange for – bare se at komme afsted – det kan du sagtens klare – og mærke at en del af disse reaktioner faktisk også kommer inde fra, som mors tørre stemme, båndsløjfen som det er umuligt at slette. Og ja, hvor svært kan det være at gå i Netto?

Så svært!

Godt at blive mødt i, at det faktisk er en kamp at overvinde den der grå, klæbrige masse hver dag. Hundesvært for dem der kun kender til frygten for edderkopper, at forstå, at der er en skjult indre selvsabotør og at det kræver en kraftanstrengelse hver gang at tale den imod! Det lykkes undertiden. Undertiden ikke, men udmatter som en borgerkrig. Kroppen gør ondt. Smertekroppen smerter ekstra.

Undertiden fordamper den på mystisk vis og det er umuligt at forestille sig hvordan det kunne være så svært, da den var der. At trække vejret frit og mærke hjertet slå roligt og regelmæssigt. Være i verden igen med glæde og entusiasme. Indtil den pludselig slår ned igen, som en kold klo i nakken, som blækspruttearme der holder fast. På Plads! Som en hund der skal dresseres. Hjertet hamrer. Jorden forsvinder gyngende under fødderne og snurrer rundt. Som et jordskælv. Fryse. Tøjet drivvådt af sved – og så den der ramme lugt af rovdyr…