Velsignet være den længsel…

“Velsignet være den længsel, der førte dig her til”, sagde pilgrimspræst fra Viborg, Annette Foged Schultz i sin prædiken 2. pinsedag i Odense Domkirke, da 200 pilgrimme samledes efter tre dages vandring over Fyn.

Vi skriver år 2012 efter Kristus. Jeg føler mig fanget mellem to poler – har anfægtelser. Opvokset i en familie, hvor min far var afhopper fra en strengt indremissionsk opdragelse og min mor grundtvigiansk frikirkebarn. Begge var de teologer og blev præster i folkekirken – på trods af, at de havde en drøm om at blive højskolefolk. Jeg mærkede en tydelig splittelse mellem tro og viden, mellem inderlighed og yderlighed. Mellem dogmer og fritænkning. Det har for et barn, været nærmest umuligt at finde ud af, hvad der var “stuerent” og hvad der ikke var, når den ene forælder lagde hele sin sjæl i en bøn, og den anden studerede teksterne kildekritisk. Begge sider er prentet i mig, på godt og ondt.

Min vej, har siden jeg var teenager, til en vis grad været funderet i newage – uden at jeg nogensinde har bekendt mig til nogen sekt af nogen art – ubevidst belært af mine forældre om at sekter er af det onde. Men mit liv har været spækket med astrologi, clairvoyance, håndlæsning, indiske og andre guruer, selvudvikling og spirituelle øvelser i en uendelighed. Emner som der blev set på med en vis overbærenhed og som noget “der nok gik over”.
Det gik ikke over. Min vej har været drevet af en længsel. Jeg ved bare ikke efter hvad. I det ydre har jeg stræbt efter at gøre det forventede, i form af uddannelse og arbejde, fornuft og videnskabelig tankegang. En overgang læste jeg endog teologi, men fandt det så sjælsforladt, at jeg ikke kunne se mig selv i det. Studier i teosofi har heller ikke gjort det lettere – det blev også til dogmer. I det indre har jeg søgt efter den ledestjerne, der ville vise vejen til “det virkelige liv”.

Aha. Det virkelige liv, skal altså ikke søges udefra? Det har jeg længe været klar over, men ikke erkendt fuldt ud.
Spirituelle øvelser, meditation, yoga, troslære og eksistensfilosofi på alle tænkelige planer, er gode redskaber i søgningen og som en praksis i hverdagen – fordi det gør godt. Men det har foreløbig ikke givet svar på længslen. Ligesom religiøse dogmer – kristne eller andre – heller ikke har gjort det. Tværtimod – de fastlåser i bestemte opfattelser, fremfor at frigøre.

“Velsignet være den længsel, der førte dig her til” – måske er længslen i sig selv målet og vejen? Måske er der slet ikke noget mål, eller noget at længes efter. Måske er det her, hver eneste dag hvor livet er, at længslen skal leves, mærkes og velsignes?

Længsel driver min vej – fra sted til sted. For hvert mål jeg når, forsvinder længslen. Men en ny dukker straks op. En ny længsel der giver næring til nye veje at gå, til nye erkendelser. Kan det blive mere enkelt?

“Velsignet være den længsel, der førte dig her til.”

Det siges at caminoen forandrer den gående for evigt.

DSC03793 - Kopi

En pilgrimsvandring på Fyn, kan også gøre det. Jeg føler mig en smule forandret efter 60  km til fods sammen med 13 andre mennesker på vandring fra Svendborg til Odense. Det var som een lang gående meditation. Stilhed og samtaler i vekselvirkning, med naturen, lærker, sommerfugle, skov, krat og kirker som ramme.

Den første dag var samtalerne præget af, at pejle sig ind på hinanden – finde ud af hvem vi var hver især. 2. dagen blev det dybere og mere personlige samtaler, for til sidst på den 3. dag at åbne til de inderste tanker og længsler.

Vi gik side om side. Samtalernes indhold ændrede sig alt efter hvem man fulgtes med – en trådte tilbage, en anden kom til. Der var et jævnt flow af samtale og stilhed. Hver for sig – og sammen.

Vi gik fra kirke til kirke. Flere steder var der stillet kaffe og småkager eller en forfriskning frem til os i våbenhuset. Det var dejligt at tage vandreskoene af og køle fødderne på det kolde stengulv, sidde lidt for sig selv, eller deltage i den korte andagt med en sang og en bøn.

Det er noget andet, end “bare” en vandretur i naturen. At gå sammen med andre pilgrimme giver stof til eftertanke. Man mødes i et særligt fælles rum ude i det fri. På neutral grund, så at sige – og alle er lige.
Det at fortælle lidt af sin livshistorie og høre andres, under disse forhold, har været en stor oplevelse.
Inden vi startede på vandringen, fik vi syv pilgrimsord, som vi ofte vendte tilbage til: Langsomhed, Bekymringsløshed, Frihed, Enkelhed, Stilhed, Spiritualitet, Fællesskab.

Sådan her oplevede jeg bl.a.de syv ord:
Langsomhed – vandring er langsomt. Det tager tid at komme fra sted til sted – og den tid giver plads til at give slip på sig selv og være tilstede her og nu.
Bekymringsløshed – At gå der, på landevejen og i skoven og lægge hverdagen fra sig. Sige: pyt med om jeg har glemt noget… det løser sig. Ting løser sig som regel og bekymringer har det ofte med ikke at blive til noget.
Frihed – jeg er her bare sådan som jeg er. Jeg har hvad jeg skal bruge i min rygsæk, og jeg kan gå hvorsomhelst hen jeg lyster. Jeg behøver bare sætte den ene fod foran den anden.
Enkelhed – en klapsammenmad i en skovlysning. Tillid til, at der et eller andet sted er vand i en hane, når jeg trænger til det. Og bare være menneske sammen med andre mennesker.
Stilhed – det særlige ved stilhed er, at der bliver plads til at lytte indad. Finde sin egen indre stemme, mærke glæden vokse og roen brede sig, fornemme et nærvær der ellers drukner i hverdagens larm.
Spiritualitet – mennesket er et spirituelt væsen. Religioner er systemer og fortolkninger, der kan stivne til begrænsende regler og dogmer. For mig er spiritualitet noget universelt, mennesket er født med – eller måske født til. Spiritualitet er langt større end en hvilken som helst religion.
Fællesskab – Vi tager os af hinanden. Og vi har, hver især, ansvar for os selv. Sådan er det også på en pilgrimsvandring. Vi er sammen i et fælles rum, hvor vi har et fælles fokus. Den spirituelle vandring. Men hver enkelt har også sit eget fokus, sin egen proces. Processen understøttes af møderne og samtalerne undervejs og åbner for nye måder at se sig selv, sit eget liv og andre mennesker på.

Dette var min første pilgrimsvandring.  Jeg forberedte mig grundigt, og havde masser af bekymringer. Bl.a. om jeg overhovedet var i stand til at gå så langt, og om jeg havde det rigtige udstyr med. Sovepose, underlag, skiftetøj, sko, strømper, regntøj. Hvad nu hvis’erne fyldte rigtig meget. Det ville også være i orden, hvis jeg måtte tage hjem i utide, prøvede jeg at overbevise mig selv om.

Min vilje var enorm, og jeg fandt strategier når det begyndte at gøre ondt et eller andet sted. På et tidspunkt, hvor jeg var ret øm i knæ og hofteled, kom jeg til at se en kamel for mit indre blik. Jeg så hvordan den bevæger sig, i vuggende gang, langsomt og adstadigt gennem ørkenen. Det fik mig til at sænke farten, bøje knæene en smule og vugge blidt i hofterne. På den måde blev gangen mere elastisk og jeg kunne gå meget langt, uden at det gjorde ondt.

Gad vide hvem der sendte den kamel?

Se en lille stemningsfilm her