Nymåne i spion- og agenttegnet Skorpion

Nymånen i Skorpionen har gjort sit arbejde godt i dag.  Den var eksakt her ved middagstid den 18. november 2017 – i opposition til Solen i mit horoskop.  Nåh ja – det er jo min halvårsfødselsdag i morgen den 19. november og jeg mærker den skorpionske undergrund røre på sig. Det er ikke blot meditativ indadvendthed og indre samtale med ånder og sindets skygger… der sker også noget andet.

Netop som nymånen er på sit højeste ringer min søster og siger, at hun vil skrive til Stasiarkivet i Berlin og bede om kopier af de dokumenter der vedrører vores familie. Det risler ned ad ryggen. Barndommen i den kolde krigs centrum bliver levende igen. Det er ikke første gang. Men for hver gang får vi mere viden om, hvad det egentlig var der foregik.

Min far var dansk præst i Berlin i årene 1961-67, de første seks år efter at DDRs statsleder Walter Ulbricht lukkede grænsen mellem Øst- og Vestberlin permanent.  Det var en større udfordring end min far havde lagt billet ind på da han søgte og fik embedet, men han så en vigtig opgave i at holde kontakten med de danske der var blevet fanget bag muren, da de ikke længere kunne komme til Christianskirken, der dengang lå i den amerikanske zone.  Han fik etableret mulighed for at holde kirke hver anden søndag i lånte lokaler i Østberlin. Og altså med Stasi som skygger i hælene. Forsigtighed var et must. Samtaler om politik under kirkekaffen tabu. Enkelte gange var der ukendte gæster i menigheden – man var ret sikker på at det var stasi-folk.

Jeg var barn da min far døde og hilser enhver lejlighed til at finde ud af hvad han lavede, velkommen.  Hans navn er i de senere år dukket op i bøger og artikler om tiden i Berlin – og andre kontroversielle sammenhænge. Senest er det en ny bog af journalist Jesper Clemmensen “Skyggemand”. En fængslende og velskrevet dokumentar om flugthjælperne i Berlin, centreret om en enkelt hovedperson – som min søster fornylig har haft kontakt med. Den er spændende som en spionroman – og det er rå historisk virkelighed.

Min far havde åbenbart en rolle i flugthjælperorganisationen. Det undrer mig ikke, for han var altid på barrikaderne for det han brændte for – lige siden han som ung gymnasieelev var modstandsmand i gruppen Dansk Samling – omend kortvarigt, for gruppen måtte spredes og min far gå under jorden.  Eller da han holdt søndagsgudstjeneste i Thylejren i 1970 (Peter Øvig Knudsen, Hippie 1).

Men nu spøger han altså igen og sætter familien på den anden ende, fordi han atter en gang er med i en bog.  Det er godt min mor ikke er her mere – hun ville ikke have stasiakterne åbnet, for det ville gøre for ondt at vide hvem af vennerne der var informanter, og det er forståeligt. Men der er meget vi gerne ville have spurgt hende om nu, hvor skeletterne kommer ud af skabet i en lind strøm.

Så nu må vi se hvad min søster får gravet frem og hvor det bringer os hen. Spændende er det – og det kan det jo kun være, fordi begivenhederne er så meget på afstand. Dengang sad min mor med nerverne uden på tøjet, når min far var afsted og indtil han var sikkert hjemme igen. Det er nok meget godt hun ikke skal genopleve det.

Astrologisk er det lige efter bogen, at det sker nu med aktuelt fire planeter i spion- og agenttegnet Skorpion.  Om  seks måneder, den 30. april 2018 falder fuldmånen i Skorpionen, som svar på den aktuelle nymåne – lad os se om det bringer et nyt kapitel i stasiarkiv-historien. Uha – det er nervepirrende…

 

Barske Bedste er smuttet

SAMSUNG DIGITAL CAMERADøden skærper livet. Den gør farverne klare, tonerne rene, følelserne gennemsigtige. Der er ikke noget at være ked af. Men meget at være berørt over. Og lidt vemodig.

Barske Bedste er smuttet – hun, der på sin helt egen måde har haft stor indflydelse på hver og en i familien – hendes egne tre børn, børnebørnene og oldebørnene, selv om de yngste ikke rigtig har kendt hende. Hendes tilstedeværelse kunne mærkes, selv om hun var et stilfærdigt menneske der ikke gjorde noget væsen af sig. Hun var familiens naturlige overhoved og samlingspunkt.

Barske Bedste er smuttet – efter et langt liv, hvor hun havde sit at slås med. Ikke noget hun skiltede med. Hun er fra en tid, hvor man ikke talte om følelser, ikke klynkede, men hvor man i det stille gjorde hvad der var nødvendigt, uden de store armbevægelser, hun søgte ikke anerkendelse. Hendes livsmotto var: I stilhed virker kun Guds ånd. Men følelser havde hun. Især overfor mennesker i nød, i krig og undertrykkelse. Dem havde hun et stort, blødende hjerte for. Smålighed så hun på med afsky – hun gav altid ud af sit overskud til sine børn når køleskabet rungede hult og når der ellers var brug for en håndsrækning. Hendes efterkommere har hver især deres egen særlige historie med hende.

Barske Bedste er smuttet – tilnavnet fik hun da de første børnebørn dukkede op. Hun var der. Hun holdt af dem på sin måde, og opdrog dem – som hun nu var – uden at være sentimental. Hun var sågar til stede ved min egen søns fødsel. En begivenhed der gjorde dybt indtryk på hende. Det var helt anderledes overvældende at overvære, end at gøre det selv, sagde hun. Det var dejligt at hun var der, men ellers var hun ikke rigtig nogen ørn til børn.

Barske Bedste er smuttet – hun blev forældreløs allerede som 21-årig i en verden opløst af krig. Og med ansvaret for en mindreårig lillebror. Det har været en hård nyser. Så bliver man meget voksen meget hurtigt. Sørgeligt at selv samme lillebror kun blev 50 år. Hun savnede ham grusomt resten af livet.

Barske Bedste er smuttet – hun voksede op i atmosfæren af den tidlige kvindekamp og havde sine holdninger. Hun var blandt de første kvinder der tog teologisk embedseksamen. Det var på rekordtid og med førstekarakter. Hun var en begavelse på sit felt. Først blev hun præstekone fordi hendes mand, min far, fik embede. Det passede hende dårligt, for hun ville hellere at de skulle være højskolefolk. Det blev til tyve år ved hans side. Da hun blev enke, fik hun selv præsteembede og en overgang var hun adjunkt på teologisk fakultet i Århus. Hun skrev en bog som kun få med ægte forskerhjerte kan læse – “Tårebrevet” – en tekstkritisk analyse af Paulus’ 2. korintherbrev. Det gjorde hende stolt – på en meget beskeden måde. Hun levede alene i godt fyrre år. Det lå hende meget fjernt at finde en ny mand efter min far, som hun også savnede grusomt.

Barske Bedste er smuttet – hun havde besluttet sig for at hun ikke ville fylde 90. Tænk hvis hele familien stillede til fest, med gaver, flag og lagkage? Ellers tak – hun listede lige så stille af, 14 dage før 90-årsdagen. Så den plan lykkedes. Og når vi, hendes nærmeste familie, holder et godt gravøl, er jeg ret sikker på at hun sidder på sin sky og kigger ned på os – med et stort, tilfreds smil på læben!