Nymåne i spion- og agenttegnet Skorpion

Nymånen i Skorpionen har gjort sit arbejde godt i dag.  Den var eksakt her ved middagstid den 18. november 2017 – i opposition til Solen i mit horoskop.  Nåh ja – det er jo min halvårsfødselsdag i morgen den 19. november og jeg mærker den skorpionske undergrund røre på sig. Det er ikke blot meditativ indadvendthed og indre samtale med ånder og sindets skygger… der sker også noget andet.

Netop som nymånen er på sit højeste ringer min søster og siger, at hun vil skrive til Stasiarkivet i Berlin og bede om kopier af de dokumenter der vedrører vores familie. Det risler ned ad ryggen. Barndommen i den kolde krigs centrum bliver levende igen. Det er ikke første gang. Men for hver gang får vi mere viden om, hvad det egentlig var der foregik.

Min far var dansk præst i Berlin i årene 1961-67, de første seks år efter at DDRs statsleder Walter Ulbricht lukkede grænsen mellem Øst- og Vestberlin permanent.  Det var en større udfordring end min far havde lagt billet ind på da han søgte og fik embedet, men han så en vigtig opgave i at holde kontakten med de danske der var blevet fanget bag muren, da de ikke længere kunne komme til Christianskirken, der dengang lå i den amerikanske zone.  Han fik etableret mulighed for at holde kirke hver anden søndag i lånte lokaler i Østberlin. Og altså med Stasi som skygger i hælene. Forsigtighed var et must. Samtaler om politik under kirkekaffen tabu. Enkelte gange var der ukendte gæster i menigheden – man var ret sikker på at det var stasi-folk.

Jeg var barn da min far døde og hilser enhver lejlighed til at finde ud af hvad han lavede, velkommen.  Hans navn er i de senere år dukket op i bøger og artikler om tiden i Berlin – og andre kontroversielle sammenhænge. Senest er det en ny bog af journalist Jesper Clemmensen “Skyggemand”. En fængslende og velskrevet dokumentar om flugthjælperne i Berlin, centreret om en enkelt hovedperson – som min søster fornylig har haft kontakt med. Den er spændende som en spionroman – og det er rå historisk virkelighed.

Min far havde åbenbart en rolle i flugthjælperorganisationen. Det undrer mig ikke, for han var altid på barrikaderne for det han brændte for – lige siden han som ung gymnasieelev var modstandsmand i gruppen Dansk Samling – omend kortvarigt, for gruppen måtte spredes og min far gå under jorden.  Eller da han holdt søndagsgudstjeneste i Thylejren i 1970 (Peter Øvig Knudsen, Hippie 1).

Men nu spøger han altså igen og sætter familien på den anden ende, fordi han atter en gang er med i en bog.  Det er godt min mor ikke er her mere – hun ville ikke have stasiakterne åbnet, for det ville gøre for ondt at vide hvem af vennerne der var informanter, og det er forståeligt. Men der er meget vi gerne ville have spurgt hende om nu, hvor skeletterne kommer ud af skabet i en lind strøm.

Så nu må vi se hvad min søster får gravet frem og hvor det bringer os hen. Spændende er det – og det kan det jo kun være, fordi begivenhederne er så meget på afstand. Dengang sad min mor med nerverne uden på tøjet, når min far var afsted og indtil han var sikkert hjemme igen. Det er nok meget godt hun ikke skal genopleve det.

Astrologisk er det lige efter bogen, at det sker nu med aktuelt fire planeter i spion- og agenttegnet Skorpion.  Om  seks måneder, den 30. april 2018 falder fuldmånen i Skorpionen, som svar på den aktuelle nymåne – lad os se om det bringer et nyt kapitel i stasiarkiv-historien. Uha – det er nervepirrende…

 

Præsten spøger stadig

 

Foto: Tage Jensen, Thisted Lokalhistorisk forening
Foto: Tage Jensen, Thisted Lokalhistorisk forening

Han lagde sine store labber til hænder, nænsomt over hinanden på prædikestolens pult. “Lov og tak og evig ære være dig vor Gud….”. Hans dybe harmoniske stemme deklamerer med indføling teksten som han kan udenad og det kan mærkes at han mener hvad han siger. Kirkebønnen efter prædikenen har i mine øren sin egen klang. Min fars klang. Ligegyldig hvor jeg siden har været i kirke, hos en hvilken som helst præst, er dennes stemme trængt i baggrunden og min fars stemme er tonet frem.

Han var her ikke så længe. Inden jeg blev voksen, var han væk. Jeg har savnet ham og jeg har ikke savnet ham. Hvordan livet havde været, hvis han havde været der, kan jeg ikke vide. Jeg har næsten heller ikke fantasi til at forestille mig det. En forestilling, som i det hele taget også er absurd – det blev jo ikke sådan. Min far var min helt, og blev hængende i min 14-årige bevidsthed og han har aldrig siden forandret sig.

Og dog. De første 25 år efter hans død, hjemsøgte han mig i drømme. Der var de drømme hvor jeg ledte efter ham. Og når jeg fandt ham, så han mig som en fremmed. Eller drømmen hvor jeg fandt ham i et rum, hængede død under loftet med en notesblok og pen i hænderne. De dinglede livløst mens han skrev, med lukkede øjne, hvad jeg opfatter som en besked til mig. Jeg kunne ikke læse den utydelige skrift. Jeg ved ikke hvad han ville fortælle mig. Eller den forløsende drøm, hvor jeg igen ledte efter ham og da jeg så fandt ham ville han endelig kendes ved mig. Han var da blevet en lille, gammel og mager, gråhåret mand som ikke længere havde den store betydning i mit liv. Jeg havde været i psykoterapi. Undskyld, far, men du havde altså ikke mere at gøre i mine drømme!

Selv om min far er død og jeg ikke længere drømmer om ham, så dukker han alligevel op. En dag i 2008 gik jeg i Fona for at finde en dvd. På en tilbudshylde med film til 25 kroner faldt mit blik på en titel: “Skæve dage i Thy”, en film om den første Thylejr, sommeren 1970. Det var præcis det år, min far var taget på derop i sin sommerferie. Jeg købte selvfølgelig filmen.

En samling flimrende amatørvideoer med lydtæppe af lejrens musik og stemmer toner frem på tv-skærmen. Pludselig ser jeg min far og hører hans stemme. Han holder gudstjeneste iført hvid sweater og cowboybukser. Alteret primitivt stablet op af ølkasser med en indisk dug på. En flaske portvin og et franskbrød udgør nadveren. En gudstjeneste kræver for min far ikke noget særligt udstyr – kun at mennesker vil samles om den. Jeg hører og ser ham næsten som i live, i sort-hvid og sådan som han var med fuldskæg og langt hår. Det var underligt at høre hans stemme igen, efter 38 års fravær. Dejligt og vemodigt på den gode måde.

2011 dukker han frem igen i samme regi – Thylejren anno 1970 – i en bog af Peter Øvig Knudsen, Hippie 1, side 250 – kapitlet om en søndagsgudstjeneste med præsten fra Lolland. Igen en ny historie at føje til mit sparsomme billede og kendskab til ham.

Jeg er præstens datter og jeg har altid været stolt af min far. Jeg har ikke været kontroversiel og oprørsk i samme grad som han. Men jeg har hans gener, og jeg ved at jeg har den samme trang til at gå imod strømmen, stille spørgsmålstegn ved dogmer og døde regler – både dem i samfundet og religiøst/spirituelt. Måske, og kun måske, ville min livsvej have været mindre zigzagget, hvis han havde været her lidt længere og kunne have lært mig at tænke og handle mere konstruktivt og fokuseret end det har været tilfældet. Måske er det i virkeligheden det han har forsøgt at gøre, der fra hvor han er. Måske er det hele bare som det skal være!