Byens dæksler – Gadens mandalaer

Når du går rundt i din almindelige hverdag,  optaget af at kigge på din telefon, så prøv at se ved siden af skærmen og ned på jorden – der åbenbarer sig spændende ting for den der vil se. Jeg skifter telefonen ud med kameraet og kigger grundigt  ned – og opdager en hel verden af kunst – lige for fødderne: Kloak- og vanddæksler åbenbarer en egen skønhed.

Horoskopbladet Stjernernes redaktør blev så begejstret for billederne at hun knap et år efter det oprindelige indlæg her på bloggen bad om en artikel, der blev bragt i bladet i November 2016 – Skorpionens måned.  Nu kan du også læse den her:

Byens dæksler – Gadens mandalaer

Hvad særligt er der ved kloakdæksler? De er overalt. Vi går bare hen over dem. De er en del af det gadebillede vi er vant til. Måske bemærker vi dem ikke, fordi de symboliserer noget vi normalt ikke har lyst til at beskæftige os med. Noget der bare skal være der og fungere: vores forsyningsledninger til vand og varme, gas og spildevand. Det fælles “energiflow”, er let og bekvemt gemt i dybet under asfalten. Vi behøver blot at tænde for vandhanen eller trykke på en knap på toilettet. Så tænker vi ikke mere over det. Før det ikke virker.

En dag jeg var ude med kameraet, blev jeg fanget af disse gadens mandalaer og gav mig til at fotografere dem systematisk. Med et blev byturen anderledes magisk. Her en perfekt horoskopcirkel, der solen, så en port til lyset, smukke symmetriske mønstre, med stråler som lys ud fra et centrum, med stjerner og prikker, som planeter og galakser. Og de symbolmættede dæksler med motiver som livstræet og billeder fra H.C.Andersens eventyr som jeg fandt i Nørregade i København. Der er mange af dem i Odense.

Det første der faldt mig ind, da jeg gav mig til at skrive denne artikel, var ikke dækslerne i sig selv, men det der foregår i dybet nedenunder. Det lille låg af jern, der giver særlige kommunale kræfter adgang, når understrømmen er blokeret, oversvømmet eller der er brud, ledte mine tanker hen på den lille men særdeles kraftfulde planet Pluto. Dæksler kan undertiden give efter og springe op hvis presset nedefra bliver for stort. Kender vi det fra os selv? Vi kan heller ikke holde låget på plads hvis vi ikke får luft når Plutos indre pres fra det ukendte ubevidste begynder at røre på sig. Når det indre spildevand: tabuerne, hemmelighederne, skylden og skammen, bliver for meget og kaprer krop og psyke.

Der har været flere håndværkere i gang omkring sådan et simpelt kloakdæksel: Saturn, fordi låget danner grænse mellem det der er ovenover og det der er nedenunder. Mars – fordi det er smedet af jern. Venus – designeren og Merkur der fortæller hvad det dækker over. Saturn holder tingene pænt under kontrol, men kan ikke holde fast når trykket fra Pluto bliver for højt, og må give slip. Når undergrunden holdes ordentligt vedlige ligger dækslet på plads hvor det skal være.
Det der foregår i det dunkle, er en væsentlig del af sammenhængen i vores liv. Dækslerne er for mig blevet til smykker, som påmindelse om at holde det indre liv klart og rent. De har åbenbaret en uventet skønhed og symbolik bag rust, gadeskidt og gamle cigaretskod.

Den psykiske undergrund – en shamanistisk trommerejse:
Jeg fik lyst til at undersøge hvordan det står til i min egen “undergrund” – og hvordan “dækslet” til mit skyggeland kunne se ud, ved hjælp af en shamanistisk trommerejse. Her er hvad der skete:

Jeg sætter mig til rette med tromme-cd og høretelefoner. Trækker vejret i takt med rytmen. Billeder af dækslerne dukker op for mit indre blik. Mine to tykpelsede sibiriske ulve – mine ledsagere gennem mange år – løber foran og standser ved et dæksel der har motiv som en port til lyset. Dækslet løfter sig og hulllet nedenunder udvider sig, så jeg let kan glide ned i den mørke tunnel. Efter en kort rutsjetur, når jeg ned i et stort tusmørkt rum eller nærmere en hal, med søjler af drypsten i en cirkel omkring mig. Der er meget fugtigt – det minder lidt om Cisternerne i Søndermarken i København. Jeg står i centrum af rummet. Rundt langs væggene og mellem drypstenssøjlerne er der åbninger til gange – nogle høje, andre lave, de fleste mørke, nogle kommer der et svagt lys fra, der gør at jeg kan se hvor jeg er. Jeg vil ikke gå ind i gangene nu, det er ikke formålet her. Højt over mit hoved kan jeg se det svage lys fra åbningen jeg kom ned igennem – og nu ser det ud som om lyset begynder at dreje rundt. Det roterer hurtigere og hurtigere, så der danner sig en hvirvelstrøm der suger mig opad. Jeg bliver løftet højere og højere op igennem tunnelen. Jeg kan kun følge efter og bliver spyttet ud i det fri hvor jeg lander på græsset i et frodigt grønt landskab. Ulvene der har ligget og passet på indgangen springer kåde op og tager imod mig. Over mit hoved roterer stadig en skive af lys i rasende fart. Det daler langsomt ned, bliver mindre og mindre. Jeg rækker ud efter det og lyset lægger sig i mine hænder. Det er ikke længere lys, men er blevet til en fin lille medalje af sølv med et hulmønster formet som et ulvespor. Det var godt nok et fint dæksel!

Efter den oplevelse har min opmærksomhed på symboler og tegn i omgivelserne fået fornyet kraft. Der er masser af inspiration derude. Det er bare at komme afsted, bruge øjnene, fantasien – og kameraet.