Bogreolen

I mit barndomshjem har der altid været reoler fulde af bøger. Mine forældres bøger var tykke og tunge. Læderbind med alvorlig tekst. Leksika og opslagsværker. Samlede værker af forskellig art – verdenshistorie, litteraturhistorie, bibelhistorie. Og meget, rigtig meget, teologi; slidte spræt-op-bøger hvor snittet var ujævnt og støvede meget. Begge mine forældre var teologer og havde hver deres sæt studiebøger.

Der var Salmonsens (nej det er ikke en fejl – han hed salmonsen, med et enkelt o) Konversationsleksikon som fyldte en hyldemeter og et stort tre-binds leksikon med forklaringer på alt muligt. Det havde fine røde læderrygge og guldtryk: A – Fontainebleau, Font.skolen – Musvit, Musvåge – Åtvidaberg. Lige fra jeg kunne læse,  var det mit yndlingsleksikon som jeg ofte fordybede mig i.

Hjemme hos os var Lademann ikke et stuerent forlag. Populærviden var ikke populært hos mine forældre. Der skulle være videnskabeligt belæg – før noget kunne godtages. Lademanns leksikon stod til pynt i de fine reolsystemer hos mine skolekammeraters forældre sammen med de røde, indbundne årgange af “Det bedste”, der blev købt i abonnement hos Bogklubben Union, så jeg svælgede i populærvidenskab når jeg var på besøg hos kammerater og kunne mærke hvor langt lettere det var at tilegne mig viden derigennem, frem for i de tunge akademiske artikler. Jeg har det stadig sådan, at populærvidenskab er lidt pinligt. En reminiscens fra min akademiske barndom.

En dag gik jeg som så ofte før, på opdagelse i min fars bogreol på hans kontor/studereværelse. Der duftede godt af en blanding af mac Barens Mixture, gammelt pibeudkrads, læder og bøger der har en egen duft. Væggene var dæmpet grønne, en farve jeg forbinder med ro og tid nok. Jeg var vel 13 år. Min far sidder ved skrivebordet og nørkler med et eller andet – en prædiken måske – og jeg griber en høj, hvid bog på hvis ryg er trykt med rød farve ABZ. Med den i hånden går jeg forbi min far og siger at “jeg låner lige den her”. Han ser op og hvad jeg har i hånden – “Kærlighedens ABZ” af Inge og Sten Hegeler, de eneste sexologer der fandtes dengang. “Hvad skal du med den?” spørger han, “Læse den”, var mit logiske svar. Og han rystede bare på hovedet, som for at sige “Herregud, er du nu også blevet så gammel?” Og lod mig gå med den. Han fik den aldrig tilbage.

Da vi i 1967 skulle flytte hjem til Danmark efter 6 år i Berlin, hvor min far havde været præst ved den danske kirke, blev bøgerne pludselig en temmelig krævende klods om benet. De skulle jo med hjem – og da flyttelæsset skulle gennem det vi kaldte østzonen – dvs Østtyskland – var det et krav fra myndighedernes side, at hver eneste bog skulle registreres med forfatter, titel, udgiver og årstal. Det var et hestearbejde, og jeg husker hvordan min mor sad ved skrivemaskinen og min far læste hver enkelt kolofon op så hun kunne skrive de krævede data på en liste. Det tog uger, hvor bøgerne var stablet op på spisebordet og kun langsomt forsvandt ned i flyttekasserne, en efter en.

Det kan sommetider undre mig, at jeg ikke er blevet antikvarboghandler eller bibliotekar. Der har godt nok været ansatser til det, da jeg var i skolepraktik på Ballerup Bibliotek i 3. real og der lærte hvordan biblioteket er bygget op og kategoriseret. Det var kun sjovt når jeg kunne være “på gulvet” med bibliotekarerne og i skranken. Da det kom til administrationsdelen i baglokalet gad jeg det ikke mere. Siden har min bogpassion været udlevet som loppeboghandler ved Peder Most Gardens Loppemarked på Tåsinge, hvor jeg i tre år tilbragte hver 2. søndag plus en hel del dage ind imellem, med at sortere og kategorisere bøger, så de kunne præsenteres og sælges bedst muligt. Lademanns leksikon fik vi ind i paller – og de blev lige så hurtigt kørt på forbrændingen i paller… ingen ville købe dem. Og det forstod jeg godt!

Jeg kom lige i tanker om dengang jeg var arbejdsløs i slutningen af 1980’erne og blev sendt i job som langtidsledig. Jeg havde fået en aftale med Det kongelige Bibliotek og fik en tjans på personalekontoret – måske ikke lige det sted jeg helst ville være, men jeg havde kontorerfaring og de skulle bruge sådan en som mig – jobbet bestod i at ansætte andre langtidsledige rundt omkring i huset. En lidt morsom hybrid at hyre en langtidsledig til netop det. Temmelig kedeligt arbejde i øvrigt. Men det var vidunderligt at komme og gå – gennem det store åbne biblioteksrum, hvor bøgerne stod på metalhylder og gulvene var metalriste, så der var luftgennemstrømning og ensartet temperatur. Den duft, den følelse af, at gå mellem disse værker af store forfattere – og små.

Førsteudgaver og fantastiske, kunstnerisk udformede indbindinger og tryk. Jeg gik langsomt gennem etagerne og nød duftene, synet, strygende en hånd nænsomt langs hylderne, og et sælsomt åndsnærvær, der uvægerligt må være hvor disse bøgers forfattere ligesom svæver i luften. Det var en dejlig tid.

Bøger er stadig et kærlighedsobjekt for mig. Jeg har mange, jeg har haft flere. De er pladskrævende. Da jeg flyttede fra hus til lejlighed, skilte jeg mig af med 2/3 af dem. Det var så lige i overkanten, kan jeg se nu, for der er stadig bøger jeg tror jeg har – og det har jeg så ikke, og ærgrer mig lidt. Det er som om min bogreol er en forlængelse af hjernen, og de manglende bøger er som nervebaneforbindelser der ikke længere fungerer. Til gengæld er der dejligt plads til nye bøger. Fordi, når jeg beslutter at gå i byen og købe nyt tøj, ender det næsten altid sådan, at jeg kommer hjem med en stak bøger i stedet… så må jeg gå i de gamle klude så længe de kan hænge sammen.

Bestsellere har jeg ikke noget forhold til. Eller – jo jeg har. Jeg undgår dem og læser dem først når virakken har lagt sig. Ofte er jeg blevet skuffet over en opreklameret bog – “var det ikke andet?” – tænker jeg. Nej – bøger som bliver blæst op og trykt i store oplag med glittede omslag har ingen appel. En tur gennem et godt antikvariat, Vangsgaards i Fiolstræde f.eks., er en sand lykkestund for sanserne.

Jeg elsker min bogreol. Jeg elsker bøger!

Præsten spøger stadig

 

Foto: Tage Jensen, Thisted Lokalhistorisk forening
Foto: Tage Jensen, Thisted Lokalhistorisk forening

Han lagde sine store labber til hænder, nænsomt over hinanden på prædikestolens pult. “Lov og tak og evig ære være dig vor Gud….”. Hans dybe harmoniske stemme deklamerer med indføling teksten som han kan udenad og det kan mærkes at han mener hvad han siger. Kirkebønnen efter prædikenen har i mine øren sin egen klang. Min fars klang. Ligegyldig hvor jeg siden har været i kirke, hos en hvilken som helst præst, er dennes stemme trængt i baggrunden og min fars stemme er tonet frem.

Han var her ikke så længe. Inden jeg blev voksen, var han væk. Jeg har savnet ham og jeg har ikke savnet ham. Hvordan livet havde været, hvis han havde været der, kan jeg ikke vide. Jeg har næsten heller ikke fantasi til at forestille mig det. En forestilling, som i det hele taget også er absurd – det blev jo ikke sådan. Min far var min helt, og blev hængende i min 14-årige bevidsthed og han har aldrig siden forandret sig.

Og dog. De første 25 år efter hans død, hjemsøgte han mig i drømme. Der var de drømme hvor jeg ledte efter ham. Og når jeg fandt ham, så han mig som en fremmed. Eller drømmen hvor jeg fandt ham i et rum, hængede død under loftet med en notesblok og pen i hænderne. De dinglede livløst mens han skrev, med lukkede øjne, hvad jeg opfatter som en besked til mig. Jeg kunne ikke læse den utydelige skrift. Jeg ved ikke hvad han ville fortælle mig. Eller den forløsende drøm, hvor jeg igen ledte efter ham og da jeg så fandt ham ville han endelig kendes ved mig. Han var da blevet en lille, gammel og mager, gråhåret mand som ikke længere havde den store betydning i mit liv. Jeg havde været i psykoterapi. Undskyld, far, men du havde altså ikke mere at gøre i mine drømme!

Selv om min far er død og jeg ikke længere drømmer om ham, så dukker han alligevel op. En dag i 2008 gik jeg i Fona for at finde en dvd. På en tilbudshylde med film til 25 kroner faldt mit blik på en titel: “Skæve dage i Thy”, en film om den første Thylejr, sommeren 1970. Det var præcis det år, min far var taget på derop i sin sommerferie. Jeg købte selvfølgelig filmen.

En samling flimrende amatørvideoer med lydtæppe af lejrens musik og stemmer toner frem på tv-skærmen. Pludselig ser jeg min far og hører hans stemme. Han holder gudstjeneste iført hvid sweater og cowboybukser. Alteret primitivt stablet op af ølkasser med en indisk dug på. En flaske portvin og et franskbrød udgør nadveren. En gudstjeneste kræver for min far ikke noget særligt udstyr – kun at mennesker vil samles om den. Jeg hører og ser ham næsten som i live, i sort-hvid og sådan som han var med fuldskæg og langt hår. Det var underligt at høre hans stemme igen, efter 38 års fravær. Dejligt og vemodigt på den gode måde.

2011 dukker han frem igen i samme regi – Thylejren anno 1970 – i en bog af Peter Øvig Knudsen, Hippie 1, side 250 – kapitlet om en søndagsgudstjeneste med præsten fra Lolland. Igen en ny historie at føje til mit sparsomme billede og kendskab til ham.

Jeg er præstens datter og jeg har altid været stolt af min far. Jeg har ikke været kontroversiel og oprørsk i samme grad som han. Men jeg har hans gener, og jeg ved at jeg har den samme trang til at gå imod strømmen, stille spørgsmålstegn ved dogmer og døde regler – både dem i samfundet og religiøst/spirituelt. Måske, og kun måske, ville min livsvej have været mindre zigzagget, hvis han havde været her lidt længere og kunne have lært mig at tænke og handle mere konstruktivt og fokuseret end det har været tilfældet. Måske er det i virkeligheden det han har forsøgt at gøre, der fra hvor han er. Måske er det hele bare som det skal være!

 

Slægten napper mig i haserne

P1010052Engang fik jeg en liste tilsendt fra min fætter Claus i Hjørring. Jeg kender stort set ikke min slægt, vi havde ikke meget kontakt da jeg var barn og alle mine mange onkler og tanter er døde. Tilbage er fætre og kusiner og deres efterkommere. Det var der det begyndte. Listen var en fortegnelse over mine bedsteforældres efterkommere – altså mine onkler, tanter, fætre og kusiner. Jeg er den yngste.

Efter at DR viste udsendelserne “ved du hvem du er” blev min nysgerrighed yderligere vakt. Ikke mindst fordi et par af udsendelserne havde relation til min søns fars familie. Jeg gik i gang med et ark papir. Plottede de mennesker ind jeg kendte og kunne huske. Det greb om sig. Så fandt jeg et program til pc’en og det blev til flere aner i tre linjer – min fars, min mors og min søns fars.

Regnvejrsdage er noget af det bedste! Så klikker jeg ind på Arkivalier online hvor kirkebøger og folketællinger ligger frit tilgængeligt. Det er som en skattejagt hvor det ene navn fører til det næste og pludselig ligger der en lang linje af oldeforældres fødsels- og dødsdatoer, deres børn og bosteder.

Men det er jo ikke nok. En række navne og datoer siger ingenting. Der skal historier på. Og det er jo det svære, når store dele af slægten er borte og historierne glemt med dem.

I disse dage tumler jeg med en tipoldemor, Anne Marie Andersen født Christensen, fra Langbjerggård i Ødis. Hun blev enke som 50-årig og døde i Diamond Lake, Lincoln, Minnesota i 1903. Jeg har fået at vide, at fem af hendes børn udvandrede, kun to blev hjemme (herunder min oldemor). Men hvad drev hende til at udvandre? Og hvornår gjorde hun det? Var det hende, der tog børnene med eller de hende? Jeg har søgt på Ellis Island og andre immigranthavne i USA – uden held. Det eneste jeg fandt var de sparsomme data for hendes død. Hun napper mig i haserne!

Der sker noget forunderligt mens jeg arbejder med en ane. En historie begynder at tegne sig, der kommer billeder og fantasier om hvordan det har været at være dem. Der kommer en helt særlig “tone” frem når jeg arbejder med en slægtslinje – og den tone skifter karakter, når jeg skifter fokus til en anden slægtslinje. Det er som om bevidstheden ændrer sig og “logger ind” på den slægt jeg arbejder på. Og der er stor forskel på min mors, min fars og på sønnikes slægtstoner.

Jeg bliver grebet en gang imellem – næsten besat – det er som om de higer efter at få en stemme, som om de ønsker at deres livs historie bliver synlig og fortalt så godt det lader sig gøre. Og jeg kan bare ikke lade være. Det er så fantastisk når et problem løser sig – når jeg finder de rigtige data i arkiverne og puslespillet går op.