Annullerede refleksioner

P1010420

 

 

 

 

 

 

I uger – eller måske er det i virkeligheden måneder – har jeg være fyldt af en følelse af rastløs tomhed, ikke rungende og hul, men vatagtigt tæt, som jeg forestiller mig at mørkt stof må føles.   Det er som om strømmen er gået i stå, eller går baglæns. Har jeg overhovedet noget på hjerte – og kan det overhovedet interessere dig hvad jeg skriver? Et langvarigt anfald af  selvcensur og tvivl?

En tur på Køge kunstmuseum, KØS, med en veninde, gav mig et clou.

På væggen i cafeen hænger en kæmpemæssig fotostat af en kinesisk kunstner ved navn Wang Qingsong. Jeg kendte ham ikke, men blev omgående suget ind i billedet. Bogreoler, noteslapper, og sammenkrøllet papir spredt ud over gulvet og kunstneren selv siddende halvt skjult bag skrivebordet, fordybet i en bog. Hvad søger han?  Vi kom selvfølgelig til at reflektere over billedet. Og reflektere over at vi reflekterede.

Min veninde og jeg er begge midaldrende damer med momentvis kort hukommelse for ord og begreber. Det kan der komme sjove ting ud af. Pludselig udbryder hun hvad hun ser: annullerede refleksioner!  Det ramte plet i mit system – i det mørke stof.

Jeg har slettet ni års blogindlæg. Jeg krænger en gammel ham af og starter forfra – ved ikke hvad det bliver eller hvor det går hen. Intentionen er stadig den samme:  at udstille mine bedste fotos, skrive erindringer og familiehistorie, reflektere (!) over livet og sætte det ind i et astrologisk perspektiv – det er der ikke noget nyt i – enkelte indlæg fra den gamle side er endda flyttet med over.   Og jeg aner at jeg selv er i færd med at flytte ind i et nyt paradigme – den bagvedliggende bevidsthed skubber på – selv halter jeg lidt bagefter…

Annullerede refleksioner har fået mig til at overveje: hvis ikke jeg længere er den jeg bildte mig ind at være,  hvem eller hvad er jeg så? Men er “hvem” og “hvad” ikke ligegyldigt? Jeg er jo bare et menneske med flere hatte, og skifter dem med vejret og vindretningen. Behøver jeg nogen bestemte etiketter? Kan jeg ikke bare være det hele, bare jordling på gennemrejse? Jeg tror det.

Køge Kunstmuseum er i øvrigt et besøg værd – det ligger midt i byen lige overfor kirken, fem minutters gang fra s-toget. Et lille, hyggeligt museum for “kunst i det offentlige rum” indrettet i en gammel skolebygning. På loftsetagen er Bjørn Nørgårds formidable forlæg til dronningens gobeliner udstillet – et orgiastisk vue over danmarkshistorien med mange overraskende og frække detaljer. Vi blev mødt af en venlig og ufimset atmosfære i både butik og cafe.

Frokosttallerkenen var lidt tam.
Espressoen til gengæld formidabel.

 

 

 

Homo ambulans

07-IMG_7103
foto: Tove Brems Albertsen

Så var det da bare om at komme derind. Cornerudstillingen på Sophienholm. Sidste chance før den slutter. Men det vidste jeg ikke. Mine fødder havde ganske uforvarende bragt mig derhen bare ved at gå. Det må være de nye vandrestøvlers skyld. De går deres egne ubestemmelige veje. Smattede såler af turen langs søen gjorde ingen forskel for mig – jeg gik op ad trappen, åbnede døren og stod på måtten lidt og “tørrede fødderne” – hvilket er en misvisende vending. Det er støvlesålerne jeg tørrer. Fødderne er jo inde i støvlen! Ordpedant!

Årskortet blev fisket op af pungen, vist til conciergen, og så kunne jeg ellers gå ind og nyde herlighederne. Mange gode billeder – og mange som jeg fandt ligegyldige, smukke, godt håndværk, men ligegyldige. De efterlod intet spor jeg kunne tage med mig. Lidt wow-effekt havde Kirsten Kleins fotos fra Grønland. Isbjerge og flager – blå og hvide nuancer. Is, vand og himmel. Jeg har længe været fan af Kirsten Kleins sort-hvide, dramatiske landskaber. Hun kan noget særligt med sit kamera. I farver kommer der noget andet ind – så udebliver dramaet. Det er for pænt, for blåt. Men de var alligevel gode. Der var røde prikker på alle billederne i hendes rum – alt var solgt. Det må jeg nok sige. En anden der vakte min nysgerrighed var Claus Handberg Jørgensen med stramme linjer og småbilleder, fotos, af hverdagsting som en gammel kontakt, en flyttekasse med bøger i et lager, afløbet i en køkkenvask. Motiverne banale men med en farvedybde og detalje der gjorde dem spændende. Og så var der Lars Heibergs køkken og hverdagsting a la Warhol. Og Tove Hummel med et kæmpe, næsten plastisk maleri af København, som jeg blev vældig betaget af – billeder med tyngde, dybde, spænding og kvalitet. En herlig oplevelse! Men det var egentlig ikke udstillingen jeg ville skrive om – det kom bare med.

Homo Ambulans, det gående menneske – det er den race jeg tilhører.

  • Når jeg går, bliver gamle støvede tanker, der har det med at gentage sig selv, skiftet ud med nye, friske strenge. De løsner sig simpelthen, og falder af som skæl. Det siger lidt om tankers flygtige natur – og deres bestandighed. Hårdnakkethed. Når de bare ikke VIL slippe og bliver ved med at kværne – det er næsten ikke til at holde ud. Så må jeg ud at gå. Gerne langt. Gerne alene.
  • Når jeg går, møder jeg løbere med prustende åndedræt. De ser anstrengte ud, skuldrene trukket helt op til ørerne. De smiler sjældent – de får et smil af mig med på vejen som de kan tage imod, eller lade være.
    –  Når jeg går, kan jeg mærke, se, snuse, opleve omgivelserne undervejs. Vand og træers fornyende indvirkning er næsten magisk, kombineret med den duvende bevægelse når fødderne kommer ind i en fast rytme og bare går af sig selv uden at jeg skal tænke over det. Kroppens egen rytme.
  • Når jeg går, får jeg luftet hjernen og hjertet. I går er bag mig, i morgen findes endnu ikke. Der er kun lige nu. Lige her.  Og snart høres lyden af en god kop te.