Tankespind om sjælens udødelighed

Det er en meget stille søndag sidst i februar. Solen står i konjunktion med Neptun i 9 grader Fisk.  Det skaber en drømmende og uvirkelig dag – fysisk og psykisk,  inde som ude.  En dag hvor uhåndgribelige fantasier og tågede billeder kan få lov til at fylde.

Der er ingen vind. Fuglene er tavse. En enkelt røgstribe står lige op af en skorsten. Der er ingen lyde og intet der bevæger sig, når jeg kigger ud ad vinduet. Selv søen er stille – frosset og stille.

ildJeg er alene og har givet mig selv en fantasirejse – eller guidet meditation – hvad man nu vil kalde det. En shamanistisk halv time gennem underverdenen med trommer, ild og kraftdyrene – ulvene – som hjælpere. Formålet er at skabe kontakt til den indre ild og brænde alt overflødigt gods af. Tankegods, følelsesgods og hvad der ellers måtte være af skrald der bare hænger ved i sindet og kroppen. Det hober sig op og skaber forstyrrelser i energibalancen.

Neptun og Solen står lige på MC i mit horoskop, og støtter rejsen mod syd – der hvor underverdenen er – og der er intet at være bange for. Åndedrættet er fartøj og turen ned i jorden er let og ubesværet. Hjælperne er der og følger med mig mens jeg hvirvler ind i  en cirkel af ild fra øst mod vest. På vejen gennem ilden, ser jeg ansigter af mennesker – ikke nogen jeg kender i dette liv – men ansigter, som jeg fornemmer har tilhørt mig selv i andre epoker og tider. En påmindelse om, at dette ene liv godt nok er dette ene liv – på denne måde, i denne krop – men at det også er et liv i en lang række af liv levet under mange forskellige forhold. En påmindelse om sjælens udødelighed. Jeg har ikke noget bedre udtryk for det. Vi må jo bruge det sprog vi kan forstå.  Men sproget slår ikke til – eller rettere, så slår forestillingen om hvad ordene betyder, ikke til.  For hvad er en sjæl?  Jeg kan kun forestille mig, at det er “mig” der bare fortsætter i en åndelig tilstand efter døden. Men det er nok en fejlopfattelse, for “jeg”, dvs. min personlighed som jeg og andre kender den, går jo under. Hvad er der så tilbage?

Når du iagttager dig selv, hvem er det så der iagttager…?
Det er spørgsmålet!

Trommen og stemmen leder mig opad igen og ilden bliver svagere. Jeg kommer op i dagslyset og åbner øjnene. Strækker kroppen i velvære. Jeg føler mig lutret. Den fiktive ild har gjort gavn.
Eller… var den nu også fiktiv??

 

Min indvielse i det shamanistiske univers

Det var en råkold morgen i november 2003. Pendlerne stod tæt på Odense Banegård og frøs med deres attachetasker, mapper og mobiltelefoner De var nok allerede på arbejde. Toget kom med nogen forsinkelse og folk blev ligesom suget hen mod dørene og masede på for at komme først ind. Der er jo altså bare nogle der skal UD først – og de må så mase sig den modsatte vej gennem menneskemylderet. Hvorfor kan folk ikke bare gå til side og gøre plads? (Det her var før DSB satte opdragende skilte på dørene – først ud, så ind). Nå, men jeg kom ind i toget og fandt min plads i stillekupeen. Jeg holder meget af stilhed og har ikke lyst til at høre på andres højtråbende og distraherende mobilsnak. Toget satte sig snart i bevægelse og jeg var på vej. Jeg smed gummistøvlerne, som jeg havde taget på i stedet for at pakke dem ned i min lille weekendtaske, og betragtede landskabet der susede forbi udenfor vinduet. Egentlig var det vel mig der susede forbi landskabet. Der lå en let tåge over det hele derude. Verden var drømmeagtig og uvirkelig. Præcis som mit sindelag den morgen hvor jeg var på vej for at møde en shaman i Nordjylland.
Seks timer senere steg jeg ud af toget på Hjørring station hvor jeg blev modtaget af min veninde, kunstneren Jane Bøgelund Pedersen. Næste morgen tog vi sammen til Frederikshavn i spændt forventning om den forestående weekend.
Hos Erik Abrahamsen
Vi fandt adressen efter en lille spadseretur gennem Frederikshavns gader. Et lille baghus, der nok tidligere havde været et værksted og nu tjente som værksted af en lidt anden art. Der duftede dejligt af kaffe da vi trådte indenfor i den lille entre der også var indrettet som tekøkken – døren til venstre stod åben og afslørede et lille rum med to rækker madrasser med beige vinylbetræk, der lå på gulvet. En ikeareol med brochurer og bøger ved endevæggen, et lille spisebord med klapstole omkring. En duft af røgelse blandede sig med kaffen. Lys var tændt på et lille alter ved den modsatte væg. Der var fyldt med spirituelt nips og billeder af mestre og guruer rundtomkring på væggene – ikke lige min kop te, stilistisk set. Der var ikke meget gulvplads, men det var heller ikke nødvendigt, for det meste af opholdet ville vi komme til at ligge på ryggen med lukkede øjne.
Shamanen hed Erik. En midaldrende, lille venlig mand i blå cowboyskjorte, håret samlet i en lang hestehale. En smøg mellem de nikotingule fingre. Han havde et stærkt og dragende blik. En smule uudgrundeligt, som om han ikke så PÅ os – men igennem os. Bortset fra det, så han ganske almindeligt danskagtig ud.
Vi var en lille gruppe på fem. Efter en kop kaffe og en kort præsentation bad Erik os om, at finde en madras hver og lægge os til rette med vores medbragte pude og tæppe.
Erik instruerer:
Opgaven i den første rejse, er at få kontakt med et kraftdyr. Find i fantasien et sted hvor du kan kravle ind gennem et hul, en hule, en nedgang i jorden eller lignende. Hvis det ikke virker i første omgang, så find et andet sted eller bed om hjælp til at finde et. Hvis du møder nogen, så tag kun kontakt hvis du møder dem igen, gerne tre gange, så kan du regne med at det er en hjælper eller et kraftdyr. Ellers lad det være. Det kan være en der vil prøve dig af. Gør ellers intet. Observer og oplev.
Erik starter en cd med indiansk sang og trommer. Rejsen kan begynde.
I fantasien er jeg ude at gå i en skov. Jeg følger en sti til jeg kommer til en lille huleindgang midt på stien. Jeg forsøger at kravle derind, men kan ikke. Det er kun en halvrund åbning som ikke fører nogen steder hen – ligesom et læsted af kampesten. En bjørn dukker op, snuser lidt omkring mig. Jeg kigger på den og gør ingenting og den lunter afsted igen. Jeg går bagom grotten, men finder ikke noget. Ingen indgang. Ingenting. Bjørnen vender tilbage og står lidt på afstand. Den vender om og går ind i skovtykningen. Bjørnen viser for tredje gang og så er jeg sikker. Jeg beder den om hjælp til at finde en indgang af en art. Bjørnen får mig op på sin ryg. Jeg hager mig fast i dens tykke brune pels. Det er en dejlig fornemmelse at ride på bjørnen. Jeg smelter sammen med den. Det føles meget kraftfuldt.
Vi – for nu er det vi, bjørnen og jeg – kommer længere ind i skovens tykning, hvor en indgang til noget der ligner en gammel mine med bærebjælker og overligger af tømmer, dukker op. Jeg adskilles fra bjørnen og går derind mens bjørnen lægger sig udenfor indgangen. Jeg kommer ind til hulens endevæg af klipper og kampesten og føler mig frem med hænderne i grottens halvmørke. Det ser ud til at jeg ikke kan komme længere, da jeg får øje på en smal sprække imellem to klippeblokke. Der flimrer noget lys. Jeg kan lige akkurat klemme mig igennem og kommer om på den anden side. Overrasket befinder jeg mig nu i en enorm bjerghule, på en klippeafsats tæt ved hulens loft. Jeg ser at der nede i bunden af hulesalen er en kreds af flammer. De bevæger sig rundt som levende væsener i en langsom cirkeldans. Udenfor kredsen ser jeg enkelte andre flammer bevæge sig omkring. De er ikke med i cirkeldansen. Jeg begynder at klatre derned, som om jeg ordløst har fået en invitation. Nede i hulens bund, løfter flammerne mig ind i midten af kredsen hvor jeg bliver båret oppe. De brænder ikke, er ikke varme. De ser ud som flammen på et stearinlys, bare i menneskelig størrelse. Andre flammer ligesom retter på noget ved et energifelt omkring hovedet – jeg mærker at de “nulstiller” mig. Det føles helt fysisk som at falde i hak.
Med et opdager jeg at hulens loft åbner sig. Jeg bliver båret højt op og ud i det fri, svævende, hvor jeg møder en musvåge. Jeg begynder selv at flyve, bliver til musvågen. Jeg er så højt oppe, at jeg kan se jordkloden under mig. Jeg er langt udenfor jordens atmosfære. Overvældende smukt og dejligt. Jeg føler mig uendeligt fri.
Musikken stopper – en klokke klinger – det er tid at komme tilbage…. Jeg lander med et brag på madrassen igen og åbner med noget besvær øjnene på Eriks kalden. De andre sidder allerede op. Erik kigger leende på mig…”Velkommen hjem. Du har sandelig været langt væk.” Der var gået over en time. For mig føltes det som minutter – jeg var slet ikke færdig med rejsen.
Bjørnen og Musvågen blev de første kraftdyr, som hjalp mig på denne første fascinerende indre rejse. På en måde havde jeg det også sådan, at det næsten var en kliche at møde en bjørn, eftersom bjørne “altid” optræder i indianske myter. Det var næsten for let. Ikke desto mindre var det bjørnen der stod der først. Jeg oplevede stor tryghed og sikkerhed i dens nærvær. Flammerne ser jeg som åndsvæsener der skabte et helligt rum for indvielsen, og musvågen et billede på min egen ånd der fik lov at mærke friheden fra den fysiske tyngde, ved at kunne flyve ud blandt stjernerne. Det var en meget berørende og meget virkelig første oplevelse af en anden bevidsthedstilstand.
Dag 2
Jeg ligger på en madras i et baghus i Frederikshavn i selskab med fire andre shamanrejsende. Det er den anden dag af en todages workshop i november 2003. Det er en speciel oplevelse at være på et kursus, hvor det meste af tiden tilbringes liggende på ryggen med lukkede øjne. Der sker ting og sager.
Det er dagens, og workshoppens, sidste session og Erik, shamanen, instruerer:
“På denne rejse skal I have fokus på at skabe forbindelse med jeres helt særlige kraftdyr. Det kan være et af dem I allerede har mødt. Det kan være et andet. Som med de andre rejser, skal I finde et hul i jorden eller en anden form for indgang til jordens indre. Vær opmærksomme på hvad I møder – det kan være forførende at tage den første der dukker op, men det kan være en vildledning. Vent på den rigtige – den vil vise sig mere end en gang. Spørg hvad den vil hvis I er i tvivl.”
Erik starter en tromme-cd og rejsen begynder.
Jeg vandrer ad en støvet markvej hen i mod en bakke med træer, en lille lund. Der er et dybt hul i bakken under et krat. Jeg kravler ind og kommer igennem en smal tunnel og ud i et fremmed landskab, en slette eller prærie. Jeg mærker en uro i mit energifelt og hører Erik sige: “Når du har fået kontakt med dit kraftdyr, så bed det om at rense din aura”. Pludselig ser jeg en stor ulv med en mægtig, tyk og skinnende pels stå med sænket hoved. Den lægger sig ned foran mig. Selv om det er første gang jeg møder den, er jeg overhovedet ikke i tvivl om, at det er den rigtige. Der er et særligt, varmt lys mellem den og mig. Jeg beder den om at rense min aura. Ulven går i opløsning i lyset.

to ulveI det samme mærker jeg, liggende der på madrassen, at hundredvis eller tusindvis af bitte små ulve begynder at flimre rundt omkring mig. De æder simpelthen alle urenheder fra mit energifelt. Det kribler og krabler overalt på og omkring min krop. Også under mig – selv om jeg ligger på ryggen. Det er en fantastisk følelse, der får mig til at le.
På et tidspunkt samler disse tusindvis af småulve sig igen og bliver nu til to store ulve. En han og en hun. De lægger sig på hver side af mig, ovenpå mine arme. Det føles godt og det er tydeligt for mig, at de ligger der for at passe på mig.
Efter en tid standser trommen og klokken klinger. Vi skal nu vende tilbage til vågen bevidsthed. Der er igen gået en god times tid, der føles som minutter.
Så er det at jeg opdager et problem. Jeg er vågen, men jeg kan ikke bevæge mine arme. Jeg forsøger at komme op, men kan ikke flytte mig en millimeter. Ulvene ligger stadig tungt på dem, selv om jeg er lysvågen. De viger ikke en tomme. Erik kommer hen til mig. Han kan se at jeg har vanskeligheder. Så siger han de indlysende ord: “Kunne du spørge ulvene om ikke de kan flytte sig lidt?” Ulvene rykker sig straks en smule, så presset på min krop letter. Jeg kan sætte mig op.
På vej hjem fra Frederikshavn, har jeg en tydelig følelse af at ulvene er med. Der er ikke så mange passagerer i toget på det her tidspunkt, så der er god plads til at de kan ligge ved mine fødder. Underligt at tænke sådan, men så fysisk føles de, at det ville være mærkeligt om der kom nogen og satte sig uden at ane, at de støder ind i mine to nye, pelsede venner.