Vi er en del af naturen

“Global climate change is af symptom of the disorientation and dissociation of psyche from nature”  Jerome S. Bernstein / C.G. Jung

 

Her fra min ydmyge bolig, kan jeg sidde ved mit skrivebord og se ud over et flot og varieret landskab. Der er træer, sø, himmel, jord, små og lidt større villaer med haver. Der er fugleliv og knaldrøde solnedgange. Det er så fredfyldt som det næsten kan blive – og det er endda i udkanten af storbyen København. Kun en anelse summen fra motorvejen, især i myldretiden, forstyrrer idyllen. Og om sommeren motorplæneklippere og flyvemaskiner til og fra  Kastrup.

Det er uforståeligt og vemodigt, at vide at vores jordklode er på vej i afgrunden. Hvis vi ikke gør noget nu – indenfor de næste 15 år – så når vi et point of no return og planeten vil være ubeboelig ved det nuværende århundredes udgang…

Hvordan ved jeg det?
Jeg hører podcast hvor kloge hoveder fortæller hvor galt det står til. Det er ikke naturvidenskabsfolk, men jungianske psykoanalytikere jeg lytter til.  Den seneste udsendelse er fra en podcast der hedder Speaking of Jung, udgivet af en entusiastisk jungiansktænkede kvinde ved navn Laura London.  Podcasten er med jungiansk analytiker Jerome S. Bernstein i Santa Fe. Han mener at den globale klimaforandring er et symptom på at vi mennesker har afskåret os selv fra naturen. Vi er desorienterede og dissocierede og derfor har vi mistet forbindelsen til ikke bare naturen omkring os, men i særdeleshed os selv. Det mente C.G.Jung allerede i 1960.

Som mennesker ER vi natur. Og det som vi har afskåret os fra, er vores psyke – dvs. sjælen, ånden, sindet. Når vi – i videnskabens navn – tingsliggør alting, som om det er død materie, så mister vi kontakten med det der udgør livet og kommer i stedet til at ødelægge vores miljø.

Vi har så voldsomt et overforbrug i den vestlige verden – bare tænk på sådan noget som black friday, siger Bernstein (og jeg tilføjer juleoverforbrug, flyrejser, biler etcetc.),  at det er en forbrydelse mod mod livet selv.

Det er voldsomme ord – men måske er det netop det der skal til, for at få det vendt i den rigtige retning. Der skal en holdningsændring til hos hver enkelt af os. Når vores politikere ikke kan finde ud af det, så må vi selv gøre noget – hver især.

Jeg har voksne børn, nevøer og niecer, der selv lige har fået børn.  Hvilken verden skal de overtage?  Vi talte om det allerede i 1970erne. Om forureningen og det materielle overforbrug. Det var faste punkter på skoleskemaets emneuger og ekskursioner. Men tog vi det alvorligt? Nej vi gjorde ej.  Vi lærte intet af oliekrisen i 1973-74, men åndede lettet op, da olien igen strømmede til os og vi kunne fortsætte med at skrue op for varmen og køre en tur i bilen. De bilfrie søndage var ellers vidunderlige – hvor er de blevet af?

Klimaforandringerne handler ikke om politik men om psykologi. Vi må genskabe kontakten til naturen, til os selv og vores livsbetingelser og indse at vi er  organismer der lever i symbiose med planter og dyr, der er ved at blive kvalt af vores usigelige dumhed. Og så dør vi også.

Jeg har aldrig haft bil. Jeg rejser ikke med fly. Jeg bliver helst hjemme i mit lokalområde.  Jeg kan godt lide et brusebad hver morgen – det er hvad jeg under mig selv. Og jeg glæder mig over at have fjernvarme i radiatoren, smartphone, tablet og computer. Jeg gør mit bedste når jeg køber ind. Tøj køber jeg helst i genbrug og syr om hvis jeg kan. Jeg slider det til mindste trevl. Jeg er vel nok frelst….  nej, det er jeg ikke. Jeg er bekymret for mine børns og børnebørns fremtid.  Hvis vi ikke handler nu – så har de nemlig ingen.

Men jeg ser også et håb.
Der er nye generationer, født i  midten af 1990erne, med nogle egenskaber vi ikke før har set. De er begavede med en evne til at SE eller opleve livet med andre sanser end de fem vi normalt støtter os til. De lever i et slags grænseland, mellem det fysiske og det metafysiske.  Jeg ser dem som en slags overgangsmennesker, der indtil videre bliver udstyret med diagnoser som borderline og andre personlighedsforstyrrelser – men det er fordi vi ser dem i den gamle tankegangs kontekst. Astrologisk er de født med frihedsplaneten Uranus i konjunktion med den psykiske Neptun – i det jordnære tegn Stenbuk. De kan være brobyggere mellem psyke og soma – en inkorporering og gendannelse af den tabte helhed. Men de bliver presset ind i en funktionsskabelon, samfundet har vedtaget er den normale – hvor de i virkeligheden slet ikke passer ind.  Og det er netop det der gør dem syge og angste. De bliver ikke set og anerkendt for det de er og kan – fordi det er noget vi ikke kender og derfor ikke ved hvad vi skal stille op med. Jeg har heller ikke svaret – men jeg kan se at de findes.  Måske er det gennem dem vi i første omgang kan få samlet krop og psyke igen – sådan som det var meningen at vi skulle fra starten. Når de ellers får modet til at springe ud som sig selv.

Vi skal ikke bare have samlet krop og psyke – vi skal have samlet højre og venstre hjernehalvdel, så vi bruge begge sider af hovedet – og hjertet med.  Den vestlige verdens ledere er vant til at tænke med venstre hjerne – i systemer, kasser, regneark, resultater og beviser… vækst og profit. Det er et iskoldt og goldt sted at være. Uden ånd, uden varme, uden liv.

Vi er levende organismer – vi er en del af naturen, vi ER naturen – hvis vi ødelægger den, ødelægger vi os selv.

Speaking of Jung podcast kan findes her

Om at være intuitiv-føletype

“Skulle jeg lave en facebookside “For os der er mærkelige”, bemærkede jeg kækt hos min psykoanalytiker, da vi -igen – havde talt om det at være  intuitiv-føletype. Hendes respons kom prompte: “mærkelig” er måske ikke det rigtige ord, “anderledes” kan heller ikke bruges. At være en intuitiv-føletype, er  ikke  mærkelig eller anderledes. Det er tvært imod  en ressource!  Jeg mærkede tydeligt hendes irritation…  eller nej – jeg mærkede min egen skam, da jeg indså at jeg var røget i den sanse-tænkende verdens offerfælde. Igen.

I vores del af verden, er det udadvendte, handlende og resultatsøgende – det sanse-tænkende menneske – i forgrund fordi de er mere synlige i samfundet, i medier, politik og erhvervsliv. Intuitive-føletyper anerkendes ikke rigtig – undertiden vistnok heller ikke af os selv (og det må vi gøre noget ved) –  og nogle ender med diagnoser som  stress, depression, add eller udefinerede personlighedsforstyrrelser.

Når singulariteten – tyngdepunktet – ligger i den sanse-tænkende polaritet, så vil det accelerere i det uendelige, medmindre vi flytter tyngdepunktet til et mere afbalanceret sted og gør plads til intuitivt-følende på lige fod med de sanse-tænkende.  Men vi bliver lige nødt til at forstå hinandens forskelligheder og ressourcer for at nå dertil. Det tager tid.

Jeg tygger videre på begrebet “mærkelig” på vej hjem fra analysesessionen. Analytikeren har sat noget i gang i mig. Noget om os, der i løbet af livet er gået ned med flaget fordi vi har troet – er blevet opdraget til –  at vi burde kunne leve op til krav om omstillingsparathed, robusthed, multitasking og at være “på” hele tiden, opnå resultater, når det kommer til uddannelse, job og karriere. Gør jeg ikke det, men foretrækker mystik, symbolik, astrologi, meditation, indre temaer, der er vanskelige at kapitalisere – så er jeg “mærkelig…?” Nej – på ingen måde! Og jeg oplever en snert af skam, fordi jeg kommer til at tænke sådan og dermed viser disrespekt for mig selv.

Igennem de seneste 15-20 år har vi hørt om “særligt sensitive”, undertiden omtalt i en form, der næsten tangerer en diagnose. Det er det ikke. Det er et andet udtryk for den del af menneskeheden, der er  intuitiv-følende personlighedstyper. Mennesker, hvis livsoplevelse er orienteret indefra, at mærke, ane, fornemme, opfange subtile og usynlige informationer der foregår mellem os, mellem mennesker, mellem natur og mennesker. Det er mennesker der ser verden gennem kunst, musik, digtning, fantasi, kreativitet under enhver form, og spiritualitet.

Intuitive-følemennesker risikerer at bukke under, når vi tvinger os selv til at passe ind i sanse-tænkeres normative systemer i skoler, uddannelsesinstitutioner og arbejde hvor målet er at blive gode skatteydere der bidrager til landets velstand. Det er som at gå i helt forkerte sko. I det lys, er det en katastrofe at musiske fag i skolen er nedprioriteret eller helt fjernet fra undervisningen, til skade for velfærden.

Målet for en intuitivt-følende er ikke resultater eller økonomi – penge er nødvendige og gode at have når man skal bruge dem, men drivkraften er en anden, f.eks. glæden ved at skabe – om det så er en kunstart eller kontakt og nærvær mellem mennesker uanset niveau – og det kan aldrig passes ind i en organisations rigide regneark. En introvert følende sosu vil have tid til at holde gamle Helga i hånden og høre hendes livshistorie når de har gjort morgentoilette, før hun skal videre til gamle Olga og være der for hende.

Sanse-tænke mennesker, oplever verden overvejende konkret og materielt. Det der kan vejes, måles, bevises er det der eksisterer. De er gode til at holde hjulene i gang, bygge, drive virksomhed, tjene penge, administrere, vedligeholde, drive eksakt videnskab. De går igennem uddannelsessystemet med høje karakterer og ambitioner om at efterlade synlige spor i verden. Det skal vi anerkende, men ikke på bekostning af de intuitivt-følendes indre værdier.  Vi skal supplere hinanden.

Det jeg taler om her er den jungianske forståelse af psykologiske typer som jeg synes giver mening. Der er i hvert menneske en grundlæggende præference i fire dele: Tænkning, Sansning, Følelse og Intuition, tillige delt op i introversion og ekstraversion.  Med det in mente, kunne vi bygge bro over de afgrunde vi skaber i manglende forståelse af hinandens forskelligartede måde at være i verden på. (se længere nede referencer til typologi og typetest)

Min typologiske præference er introvert intuitiv-føletype. Det betyder ikke at jeg ikke tænker og sanser, ej heller at jeg ikke kan være ekstravert. Det tager bare lidt mere tid og indsats at bruge den del af psyken. Det har taget mange år i terapi og tre gange er flaget gået ned, før det er gået op for mig at jeg ikke skal leve op til alle  den sanse-tænkende verdens fordringer, men at jeg har ret til at være og udtrykke den jeg er, på den måde jeg bedst kan.

Mit håb er, for mine børns og børnebørns skyld, at intuitive føletyper får taget mere magt, så vi kan få rettet vores døende verden op, genskabt vilde naturområder, skove og vandløb, få fortalt historier og eventyr, genvinde magien, fortryllelsen og forundringen over at vi overhovedet er her.

Referencer:
jobindex.dk kan du gratis tage en vejledende typologitest og finde ud af dine præferencer. Det bør ikke ses som statiske etiketter, men mere som et udviklings- og indsigtsværktøj i din psykes krinkelkroge.

På hjemmesiden jung-for-alle.dk kan du læse mere om Jungs typologi.

På biblioteket kan du låne bogen Psykologiske Typer og fordybe dig i Carl Gustav Jungs afhandling om emnet.

 

Verden på vrangen – Jupiter i Skorpionen

“Det var den bedste tid, det var den værste tid; det var visdommens århundrede, det var dårskabens århundrede; det var troens periode, det var vantroens periode; det var lysets tid, det var mørkets tid; det var håbets vår, det var fortvivlelsens vinter; vi havde alt i vente, vi havde intet i vente; vi gik alle lige ind i Himlen, vi gik alle den modsatte vej….”
Charles Dickens – Indledningen til “En fortælling om to byer.”

 

Er verden ved at vende vrangen ud på sig selv? Det føles sådan. Både i det indre og i det ydre.

Det ydre er en manifestation af det indre. Det er mennesker der får ting til at ske. Det er menneskelige følelser og emotioner der skaber den verden vi oplever omkring os. Der er mennesker der hader og slår andre mennesker ihjel – måske fordi de hader sig selv. Og der er mennesker der elsker andre mennesker – måske fordi de elsker sig selv.

Det er op til os mennesker at skabe den verden vi lever i. Og lige nu er der  en hvirvelvind af kaotiske emotioner.  Nyhederne, overskrifterne, historierne, bringer fortællinger af trusler, frygt, afmagt, sorg  og vrede. Det er tidens skyggeaftryk.

Astrologisk ligger vi i kølvandet af syv kvadrataspekter mellem Uranus og Pluto fra perioden 2010 – 2015, der har skabt uro på mange fronter. En markant solformørkelse i august 2017, efter hvilken vi har set voldsomme orkaner og jordskælv. Og en opposition mellem Jupiter og Uranus, der har virket on-off siden december 2016 – og som i øvrigt er en kulmination af en 14-årscyklus der begyndte i foråret 2010 på grænsen mellem Fisk og Vædder. Den har sat nye  teknologiske muligheder og kulturelle strømninger i værk,  i en proces der ender i løbet af 2024 i Tyren. Her vil hele denne teknologisk-kulturelle turbulens  have fundet et leje og danne en ny  grund, med nye værdier, der vil manifestere sig i en ny  14årig cyklus der tager sin begyndelse fra et mere stabilt sted i Tyrens tegn. Ja – ting forandrer sig, vi forandrer os, og lige nu i disse år går det mega-mega stærkt.

Så hvad kan vi gøre når vi bliver ramt af disse turbulente og hastigt skiftende følelser? Reagere ved impulsivt at skrive det ud på Facebook og dermed bidrage til kaos?  Eller undersøge hvad der sker i os selv og  hvorfor det mon gør det? Det vi ser og reagerer på, er projektioner af hvad der foregår i vores egen psyke, egne erfaringer af vrede, angst, sorg og selvfølgelig også glæde. Der er guld at finde, og forløsning at hente, ved at kigge indad og se vores egne skygger og indre dæmoner i øjnene uden at agere det ud på andre mennesker, måske sammen med en der er god til at lytte og rumme.  Ja, jeg er fortaler for den terapeutiske samtale og jungiansk psykoanalyse (og nej, jeg tager ikke klienter).  Det er ikke en egoistisk handling at se indad. Det er ikke navlebeskuelse, som nogle vil nedgøre det til. Helingen i os selv, i vores eget liv, er begyndelsen til at hele  verden.  Tænk hvis vi kunne få etik, empati, selvkærlighed og medmenneskelighed ind som skolefag eller helt fra vuggestuen, eller fra livets begyndelse, som en måde at være mennesker sammen på…  hvilken paradisdrøm.

Jupiter går i Skorpionens tegn.

Den 10. oktober 2017 vil Jupiter, der bl.a. står for kultur, dannelse og vækst, forlade Vægtens diplomatiske og udglattende energi for at gå i Skorpionens, underverdenens og det ubevidstes tegn. Den vil opholde sig der i omtrent et år.

Energien vil ændre sig fra at lappe, indgå kompromiser, glatte ud, mægle, benægte fakta og egentlig ikke tage nogen varige beslutninger men blot sende aben videre – til at tage fat ved ondets rod. Ikke med magt eller vold – det er ikke Jupiters bord – men med en søgen indsigt  i hvad det egentlig er der foregår i dybet.

Jeg læser for tiden en bog om Carl Gustav Jung, der hedder “Jung -en stemme fra dybet”. Den er skrevet af mag.art. i middelalderlatin, Aksel Haaning, udgivet i 2016. På bogens bagside står der bl.a.: ” Bogen undersøger, hvordan den europæiske kulturs histories gemte og glemte tanker forstyrrer os, indtil de kommer op til overfladen.”

Det er Jupiter i Skorpionen i en nøddeskal. Det er det vi ser boble op i disse år – det ubevidste materiale i den menneskelige psyke er i færd med at bryde igennem og skabe den splittelse og uro der kendetegner nutiden. Jeg oplever det som om de seneste års uro har været en forberedelse til Jupiters ophold i Skorpionen, hvor den “chtoniske ånd”, som Haaning skriver om, vil slippe ud af ubevidsthedens lænker. “Chtohn” er græsk og betyder Jord – den chtoniske ånd er jordens guder – “den dunkle side af Gud” som Jung kalder det ifølge Haaning.

Jupiter i Skorpionen handler om skyggesiden af vores liv. Seksualiteten, religiøse følelser, personlige og kollektive tabuer, det ingen taler om men alle ved, elefanten i stuen som ingen ser, opgør med pænhed og flinkeskole. Det kan være den slags temaer, vi kommer til at beskæftige os med i det kommende års tid – blandt meget andet. Det er ganske vist kun et enkelt element af en hel Astrologi… men det bliver interessant at følge tegnene og se hvordan det vil dukke op. Det er gerne de ting vi undertrykker, der tager mest energi. Prøv at tvinge en badebold til at blive under vand – det er næsten umuligt at holde den nede før den pludselig og med stor kraft slipper fri. Det er i princippet det der sker når vi undertrykker og fortrænger de følelser og tanker der gør os urolige og angste.

Jupiter er en udviklings- og vækstplanet og sætter i Skorpionen lup på det vi har fortrængt til det ubevidste. Det kan bl.a. dukke op i drømmene, i følelserne, i intime møder, seksualiteten, i forestillinger om livets og dødens mening.  På hvilken måde det vil udspille sig, afhænger af huspositionen i horoskopet.  Sidst Jupiter befandt sig i Skorpionen var oktober 2005-november 2006. Hvis du tænker tilbage, vil du kunne få en fornemmelse af hvad det handler om for dig. Det vil være særligt mærkbart for mennesker født i Skorpionen, Tyren, Løven og Vandbæreren.

 

Den du fodrer.

En lille indiansk historie:

En gammel Cherokee sad ved bålet med sit barnebarn og ville fortælle ham noget om livet.
“Hør engang”, sagde den gamle “Der er en frygtelig kamp mellem to ulve inden i mig. Den ene ulv er ond, vred, grådig, arrogant, fuld af selvmedlidenhed, falsk stolthed, mistro og egoisme. Den anden er god, fuld af glæde, fred, kærlighed og medfølelse, håbefuld, venlig og tillidsfuld”.
“Den kamp”, fortsætter den gamle, “findes også inden i dig – og inden i alle andre mennesker.”
Drengen tyggede lidt på det han havde hørt, og spurgte så sin bedstefar:
“Hvilken ulv vinder?”
Bedstefaren smilede og svarede uden tøven:
“Den du fodrer”.

 

Hvem er du?

En lille historie fra en forelæsning af jungiansk analytiker og teolog Thomas Patrick Lavin i C.G.Junginstituttet i Chicago i 1995. Forelæsningen kan høres i  “jungianthology podcast” med overskriften “Mythologies of Journey & Pilgrimage”.

Når jeg gengiver historien her, er det fordi jeg synes den giver stof til eftertanke i en verden der er så fokuseret på ydre omstændigheder, det materielle og rationelle i en grad så vi risikerer at glemme andre sider af livet – det mytiske, mystiske og irrationelle. Fornemmelsen af sammenhæng og tilhørsforhold forsvinder, når vi ikke ved hvem vi er, men må ty til titler, etiketter og statussymboler. Jeg selv ikke undtaget.

 

gamle-af-dage
En kvinde ligger i koma og er ved at dø. Hun får pludselig følelsen af at hun bliver taget op til himmelen og står foran dommersædet
– Hvem er du? Spørger en stemme.
– Jeg er borgmesterens kone.
– Jeg spurgte ikke om hvis kone du er, men hvem DU er.
– Jeg er mor til fire børn, svarer hun.
– Jeg spurgte ikke om hvis mor du er, men hvem ER du?
– Jeg er skolelærer, svarer kvinden.
– Jeg spurgte ikke om dit arbejde, men om HVEM du er. Og sådan bliver det ved en rum tid. Lige meget hvad stemmen spørger hende om, er hun ikke i stand til at give et tilfredsstillende svar.
– Jeg er kristen, siger hun tøvende.
– Jeg spurgte ikke om hvad din religion er, men hvem ER du?
– Jeg er hende der går i kirke hver søndag og hjælper de fattige og nødlidende… siger hun i håb om at det så er det rigtige svar.
– Jeg spurgte ikke om hvad du har gjort – men HVEM ER DU?
Det er åbenbart helt umuligt for kvinden at svare rigtigt på et eneste spørgsmål og hun bliver derfor sendt tilbage til Jorden.
Da hun senere vågner af sin koma og kommer sig af sygdommen, er hun fast besluttet på dette ene:

At finde ud af HVEM HUN ER…

 

 

Om Virus og Daimon

“Da alle sjælene havde valgt deres liv, gik de frem til Lachesis. Og med hver sendte  hun den Daimon som han havde valgt, så den kunne våge over hans liv og bringe hans valg til fuldførelse” Platon.

Det er slet ikke så tosset at blive lagt ned af en virus – især da når det værste er ovre og det er muligt at skabe sig en hyggelig rekonvalescens med te, pc og bøger indenfor rækkevidde. Og et vejr der alligevel ikke inviterer til ret meget udendørs ophold.

For en tid får tankerne lov til at gå deres egne kaotiske veje uden indblanding, uden at blive bremset af “bør” eller “skal”.  Det kreative vindue får befriende lov at udfolde sig selv. Og der er ro til at læse i længere stræk: “Koden til Sjælen” af James Hillman, en amerikansk psykolog og psykoanalytiker, der har studeret hos C.G. Jung i Zürich. Jeg finder ham interessant, fordi han vender psykologien på hovedet.

Hvad handler det så om?

FreudSigmund Freud (1856-1939) er stamfader til psykoanalysen og inddelte den menneskelige psyke i et Jeg (Ego) et overjeg (Superego) og et Det (Id), som er illustreret ved et isbjerg hvor kun toppen er synlig – bevidstheden – resten ligger under vandoverfladen – det ubevidste. Drømmene var for ham symboler der afdækker neuroser som følge af seksuelle dysfunktioner.

C.G. Jung (1875-1961) var Freuds samarbejdspartner, men brød med ham i 1913 og skabte en anden Jungforestilling om psyken – stadig inddelt i tre – nemlig det bevidste, det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste, hvor det bevidste er Egoet og det ubevidste omkranser Selvet.  Han mente at menneskets stræben er at finde ind til Selvet for at man kan blive sig selv. Drømmene er den bro der transcenderer grænsen mellem Egoet og Selvet. Han opfandt betegnelsen “arketyper” for de symboler drømmebillederne repræsenterer – symboler der har en vældig gennemslagskraft i psyken.

HillmanJames Hillman (1926-2011) har en anden opfattelse – som han har fået en del kritik for fra det psykologiske og psykoterapeutiske parnas. Han mener ikke at Selvet er EN ting. Det er ikke en entitet adskilt fra resten af eksistensen og vi behøver ikke at lede efter det, for det er der allerede og viser sig – oftest intuitivt –  i flere aspekter af vores væren. Egoet findes ikke. Hans ide er, at vi kommer til verden med et særligt aftryk. Ligesom et agern indeholder potentialet til at blive en eg, indeholder hvert menneske sit unikke potentiale.  Bl.a. Platon har inspireret til denne ide – i slutningen af “Staten” skriver Platon i myten om Er, at vi alle er født med en iboende “Daimon”  der styrer retningen for vort liv. Hillman kalder det i sin bog også for at en skytsengel har givet os vores skæbne med i fødslen – og at vi derfor har valgt forældre og omstændigheder, der bedst svarer til det potentiale vi kommer med og hvor vi kan udvikle os i overensstemmelse hermed – på godt og ondt. Hillmans ide er endvidere, at vi vokser ned – ikke op. Ved fødslen er vi allerede “oppe” – fontanellen er åben og “englen”, daimonen eller hvad vi vil kalde det, har stadig adgang og barnet en vag erindring om hvor det kommer fra. Vi glemmer det, vokser ned og ind i verden efterhånden som vi bliver ældre og får erfaring med at være og deltage i den.

Intet under at konventionelle psykologer ryster på hovedet ad Hillmans fantasifulde ide, hvis de kun ser dysfunktioner og behandling af samme, men ikke ser det usynlige og måske ustyrlige, der også er i mennesket. Babyer bliver født og derfra bliver de præget af forældre og omgivelser – og derfor er de fleste neuroser og dysfunktioner resultatet af forældrenes personligheder og adfærd. Og så fremdeles. En stærkt reduktionistisk tankegang, efter min mening.

Jeg holder meget af mysteriet, af det ukendte og åbne fantasiland.  Fantasi er ikke noget uvirkeligt eller fiktivt – det er ligeså virkeligt og levende som alt andet i verden. Hvordan ville vi ellers kunne nyde kunst, musik, poesi og litteratur?  Hvor tror du historier som Ringenes Herre, Star Wars, Harry Potter, Pippi Langstrømpe kommer fra? Hvor får musikkens mestre deres inspiration fra? Eller malerkunstens mestre?  Fra deres forældre??

Hver gang jeg besøger min psykoanalytiker, mærker jeg min Daimon røre på sig. Her giver min overtilpassede personlighed den lov til at leve og udtrykke sig – det er livgivende, håbefuldt og inspirerende.

Jeg takker den lille virus for at have givet et par dage under dynen, og forsynet for at netop den bog faldt ud af reolen og ned i mine hænder, og for at jeg nu er i bedring og snart skal en tur ned til analytikeren og få luftet min Daimon igen.