Grænser

Jeg er et koldkrigsbarn,
leger i bynkebegroede murbrokkelandskaber,
mens spioner spøger i Berlins usynlige undergrund.
Mænd i grønne uniformer med undervognsspejle
og maskinpistoler
peger på min far
ved grænsen med de skidengule barakker
tager de grønne mænd kapitalistisk propaganda fra en syvårig.

Anders And og Co.
korrumperer den socialistiske ide…
De hunde vil vel have det selv!

Overalt er der hegn,
pigtråd, beton, mure,
grænser
der ikke må overskrides.
Achtung – Verboten!