Oplevelse af angst – og vejen ud

Det er i tilløbet man er bange.
Når først man sætter af og hænger i luften, er der ingen angst.
Så har man rigeligt at gøre med at orientere sig og forsøge at sætte foden rigtigt
(Nils Thorsen i “Klangen af et menneske”)

tegning: Tove Brems Albertsen

Når jeg mærker knuden i maven, halsen snører sig sammen, nakken gør ondt, armene smerter og benene forsvinder. Hvad er det så jeg mærker?

Når mit blik tåger og jeg bliver svimmel. Hjertet banker så naboen kan høre det og jeg kan knap trække vejret. Hvad er det så jeg mærker?

Jeg går til lægen og får at vide at der ikke er noget fysisk galt. Jeg får at vide at jeg er sund og rask. Hvad er det så jeg mærker?

Jeg tør ikke gå ud ad min dør. Det er ubehageligt at møde andre mennesker; pinagtigt hvis de ser hvordan jeg har det. Jeg tror jeg besvimer i supermarkedet og undgår at gå derhen. Jeg isolerer mig mere og mere; lukker mig inde i mine egne tanker. Jeg kaster mig rundt i sengen om natten og finder ingen hvile, mens jeg venter på at det skal blive morgen. Jeg har kvalme og trykken for brystet. Jeg tror døden er nær.

Jeg føler mig afskåret fra andre mennesker. Usynlig i mængden. Forstår ikke deres sprog, begriber ikke denne verden. Der er en kappe af gummi rundt om mig. Lyde kommer langt langt borte fra. Sanserne er sløve og lukkede. Jeg føler mig låst inde i mig selv.

Foragten for mig selv følger lige i hælene. Mine værste sider viser sig, og jeg føler ikke jeg har ret til at eksistere. Der er ingen lyst, intet lys, ingen glæde.

Vejen ud af angsten, er igennem den.

Jeg sidder med korslagte ben overfor hende på den store madras. Hun er rolig, afventende. Jeg tørrer mine svedige hænder af på bukserne; min tunge er tør og det påvirker min tale. Sære fornemmelser bølger op og ned mellem halsen og maven. Bølgen bliver hård, stivner og strammer. Jeg får hjertebanken. Brystkassen snører sig sammen.  Jeg er – sammen med min psykoterapeut – i færd med at møde angsten.

Jeg mærker øjnene blive våde og halsen strammer yderligere til. Jeg ånder dybere, hvæsende og med besvær. Griber fat i hendes blik, som en sejler griber fat i søgelænderet, for ikke at falde overbord. Hun sidder på puden, afventende, rolig og urokkelig. Hun rækker sine hænder frem og jeg  griber fat om dem, for jeg har brug for at holde fast. Og jeg mærker at hun holder fast i mig med øjne og hænder. En bølge vælder fra benene op gennem kroppen og kommer ud gennem mine stemmebånd som en undertrykt, dyreagtig brølen. Hun rykker lidt tættere på  og jeg læner min pande mod hendes skulder. Hun slipper mine hænder og lægger armene om mig, ikke trøstende, bare fast!

Flere brøl vil ud gennem halsen. Jeg åbner munden, gaber højt op og hører min egen lyd inde i hovedet og mærker favntaget. Et øjeblik efter er der ro… indtil næste bølge skyller over mig… og endnu en. Det er som en fødsel. Bølgerne er som veer. Smerten er der uden at det gør ondt.

Jeg retter mig lidt op og hun løsner grebet om min ryg. Snot og tårer flyder sammen på mit ansigt og har sat spor på hendes trøje. Hun river et stykke papir af en køkkenrulle og rækker det mod mig. Jeg tørrer mine øjne og pudser næse. Jeg ser ind i hendes øjnes tålmodige ocean og føler mig mødt og tryg.
Langsomt kommer jeg op til overfladen. Det værste er ovre. Grebet om min hals og mave slipper gradvist. Jeg har fat i mig selv igen.

Sammen begynder vi at undersøge indholdet af det voldsomme anfald.
“Angsten er din ven”, siger hun. Den vil fortælle dig noget. Ord og følelser finder vej. Det letter mig at hun rummer det jeg oplever og den jeg er. Og jeg ved at det er i orden. Hun kender mig og jeg er tryg ved hende. Min krop giver efter,  bliver lettere.

Jeg har været ude af mig selv. Det var det, angsten ville vise. Og jeg kom tilbage til mig selv.

Jeg går ud af terapeutens rum og ser venlige mennesker på gaden, hører lydene klart omkring mig. Jeg kan mærke  vindens milde viften og solens varme på mine ophovnede kinder. Det gør godt.

Verden er forandret.
Jeg er forandret.