En hyldest til mindful yoga

Når kroppen føles tung som kampesten, ubevægelig, urokkelig, låst og stiv, mens brændingen slår imod, som følelserne, der bare  preller af – når sindet og kroppen er splittet og jeg har mistet følelsen af sammenhæng…  så er der en vej til integration. Jeg går til Yoga.

Yoga er i de senere år blevet en kropsdisciplin, som alle kan gå til på aftenskole eller i private yogacentre. Og det er jo dejligt!  Jeg har gået til yoga flere steder gennem årene og set forskellige typer. Det bedste er små hold med god kontakt mellem deltagere og underviser. Jeg gik engang i et fitnesscenter med 30 mennesker på hver sin måtte, uden nogen form for dialog med underviseren og til lyden af spinningcykler og vægtløftermaskiner fra de tilstødende lokaler – det var ikke yoga for mig.

Så jeg søgte andre græsgange og fandt frem til Mindful Yoga. Og der har jeg været siden 2014.  Vi er et lille hold, der mødes en gang om ugen i godt to timer,  med en yogalærer – Jeanne Löwe Lindberg – der foruden at være yogalærer også er psykoterapeut. Og det er god yoga at have en underviser der af egen erfaring ved, hvordan krop og psyke hænger sammen.

Yoga er et sanskritord der betyder noget i retning af “at sammenføje”.   I yogatimerne sammenføjer vi det fysiske med det ikke-fysiske, krop med sind og ånd. Der er intet religiøst i det,  men der opstår – for mig – en følelse af enhed, helhed og nærvær.

Når jeg bevæger kroppen og dvæler i forskellige stillinger, strækker, bøjer, forlænger led og muskler, sætter jeg også en bevægelse i gang der er mere end blot fysik. Det er bølger af følelser og fornemmelser der strømmer i kroppen.  Er du ikke vant til at mærke følelser, kan det til en begyndelse virke skræmmende – fordi det du mærker måske forbindes med sorg, at være ked af det – men det kan også være berørthed og glæde der bringer tårer – eller et udbrud af latter – frem.

Vi indleder altid med en runde. Hvad er du optaget af, hvordan har du det for tiden, hvad har du brug for at give din krop.  Vi deler sorger og glæder på holdet, uden at der skal gives gode råd eller forsøg på at hjælpe og fikse noget. Det at italesætte følelser og oplevelser her og nu, i passende omfang, er som regel nok til at det indre pres letter.  Når vi deler vores menneskelighed, føjer vi os sammen til en healende helhed. Det er nemlig også yoga, at interessere sig for, og være vidne til, hvad der sker i andres liv.

En dag, kort før jeg skulle afsted til yoga,  fik jeg en sms fra yogalæreren. Alle på holdet havde meldt afbud, så der var kun mig. Hun ville ikke aflyse, men foreslog at gå en god lang tur sammen – bare os to.  Jeg omorganiserede lynhurtigt min påklædning til udendørs travetøj, og så afsted. Det blev til  7 km intens walk-and-talk-yoga afsluttet med en tår kaffe ledsaget af en økologisk flødebolle :-). Vi fik ordnet meget på den tur, føjet ord sammen der gav mening og ny energi.

Jeg vil gerne have flere yogatraveture med andre yogier, hvor vi kan tale sammen et stykke af vejen og gå i stilhed et stykke af vejen – for det giver også mening bare at være til sammen, uden at behøve sige noget.

Jeg følger et yogaprogram på youtube.  En halv time hver dag gør underværker når fornemmelsen af kontakt mellem hoved og krop svigter – dvs. at hjernen, nervesystemet, er overbelastet så evnen til  at mærke hjertets bevægelse bliver mindre. Når det sker, får jeg en følelse af at være splittet, fragmenteret, dissocieret. Alting føles ligegyldigt. Koncentration, hukommelse og skriveevne er nedsat, ligesom kontakten til mine nærmeste forstyrres. Jeg bliver dårligt selskab for mig selv og for andre – og det er selvsagt ekstremt ubehageligt. Her kan intens daglig yoga være en hjælp, så balancen genoprettes, hoved og krop forenes.  Igen: yoga betyder at føje sammen!  Det er godt at gøre derhjemme på daglig basis -men timerne sammen med de andre yogier er mest givende.

Jeg oplever at være mere i balance efter hver yogasession – og balance er den bedste religion jeg kender. Trefoldigt leve for kontaktfuld, mindful yoga!

Vi er en del af naturen

“Global climate change is af symptom of the disorientation and dissociation of psyche from nature”  Jerome S. Bernstein / C.G. Jung

 

Her fra min ydmyge bolig, kan jeg sidde ved mit skrivebord og se ud over et flot og varieret landskab. Der er træer, sø, himmel, jord, små og lidt større villaer med haver. Der er fugleliv og knaldrøde solnedgange. Det er så fredfyldt som det næsten kan blive – og det er endda i udkanten af storbyen København. Kun en anelse summen fra motorvejen, især i myldretiden, forstyrrer idyllen. Og om sommeren motorplæneklippere og flyvemaskiner til og fra  Kastrup.

Det er uforståeligt og vemodigt, at vide at vores jordklode er på vej i afgrunden. Hvis vi ikke gør noget nu – indenfor de næste 15 år – så når vi et point of no return og planeten vil være ubeboelig ved det nuværende århundredes udgang…

Hvordan ved jeg det?
Jeg hører podcast hvor kloge hoveder fortæller hvor galt det står til. Det er ikke naturvidenskabsfolk, men jungianske psykoanalytikere jeg lytter til.  Den seneste udsendelse er fra en podcast der hedder Speaking of Jung, udgivet af en entusiastisk jungiansktænkede kvinde ved navn Laura London.  Podcasten er med jungiansk analytiker Jerome S. Bernstein i Santa Fe. Han mener at den globale klimaforandring er et symptom på at vi mennesker har afskåret os selv fra naturen. Vi er desorienterede og dissocierede og derfor har vi mistet forbindelsen til ikke bare naturen omkring os, men i særdeleshed os selv. Det mente C.G.Jung allerede i 1960.

Som mennesker ER vi natur. Og det som vi har afskåret os fra, er vores psyke – dvs. sjælen, ånden, sindet. Når vi – i videnskabens navn – tingsliggør alting, som om det er død materie, så mister vi kontakten med det der udgør livet og kommer i stedet til at ødelægge vores miljø.

Vi har så voldsomt et overforbrug i den vestlige verden – bare tænk på sådan noget som black friday, siger Bernstein (og jeg tilføjer juleoverforbrug, flyrejser, biler etcetc.),  at det er en forbrydelse mod mod livet selv.

Det er voldsomme ord – men måske er det netop det der skal til, for at få det vendt i den rigtige retning. Der skal en holdningsændring til hos hver enkelt af os. Når vores politikere ikke kan finde ud af det, så må vi selv gøre noget – hver især.

Jeg har voksne børn, nevøer og niecer, der selv lige har fået børn.  Hvilken verden skal de overtage?  Vi talte om det allerede i 1970erne. Om forureningen og det materielle overforbrug. Det var faste punkter på skoleskemaets emneuger og ekskursioner. Men tog vi det alvorligt? Nej vi gjorde ej.  Vi lærte intet af oliekrisen i 1973-74, men åndede lettet op, da olien igen strømmede til os og vi kunne fortsætte med at skrue op for varmen og køre en tur i bilen. De bilfrie søndage var ellers vidunderlige – hvor er de blevet af?

Klimaforandringerne handler ikke om politik men om psykologi. Vi må genskabe kontakten til naturen, til os selv og vores livsbetingelser og indse at vi er  organismer der lever i symbiose med planter og dyr, der er ved at blive kvalt af vores usigelige dumhed. Og så dør vi også.

Jeg har aldrig haft bil. Jeg rejser ikke med fly. Jeg bliver helst hjemme i mit lokalområde.  Jeg kan godt lide et brusebad hver morgen – det er hvad jeg under mig selv. Og jeg glæder mig over at have fjernvarme i radiatoren, smartphone, tablet og computer. Jeg gør mit bedste når jeg køber ind. Tøj køber jeg helst i genbrug og syr om hvis jeg kan. Jeg slider det til mindste trevl. Jeg er vel nok frelst….  nej, det er jeg ikke. Jeg er bekymret for mine børns og børnebørns fremtid.  Hvis vi ikke handler nu – så har de nemlig ingen.

Men jeg ser også et håb.
Der er nye generationer, født i  midten af 1990erne, med nogle egenskaber vi ikke før har set. De er begavede med en evne til at SE eller opleve livet med andre sanser end de fem vi normalt støtter os til. De lever i et slags grænseland, mellem det fysiske og det metafysiske.  Jeg ser dem som en slags overgangsmennesker, der indtil videre bliver udstyret med diagnoser som borderline og andre personlighedsforstyrrelser – men det er fordi vi ser dem i den gamle tankegangs kontekst. Astrologisk er de født med frihedsplaneten Uranus i konjunktion med den psykiske Neptun – i det jordnære tegn Stenbuk. De kan være brobyggere mellem psyke og soma – en inkorporering og gendannelse af den tabte helhed. Men de bliver presset ind i en funktionsskabelon, samfundet har vedtaget er den normale – hvor de i virkeligheden slet ikke passer ind.  Og det er netop det der gør dem syge og angste. De bliver ikke set og anerkendt for det de er og kan – fordi det er noget vi ikke kender og derfor ikke ved hvad vi skal stille op med. Jeg har heller ikke svaret – men jeg kan se at de findes.  Måske er det gennem dem vi i første omgang kan få samlet krop og psyke igen – sådan som det var meningen at vi skulle fra starten. Når de ellers får modet til at springe ud som sig selv.

Vi skal ikke bare have samlet krop og psyke – vi skal have samlet højre og venstre hjernehalvdel, så vi bruge begge sider af hovedet – og hjertet med.  Den vestlige verdens ledere er vant til at tænke med venstre hjerne – i systemer, kasser, regneark, resultater og beviser… vækst og profit. Det er et iskoldt og goldt sted at være. Uden ånd, uden varme, uden liv.

Vi er levende organismer – vi er en del af naturen, vi ER naturen – hvis vi ødelægger den, ødelægger vi os selv.

Speaking of Jung podcast kan findes her