Afskedsbrev til 2017

Kalenderen er en konstruktion, der har undergået forandringer igennem århundrederne. Sådan set har den aktuelle tidsregning kun været i brug siden marts 1700, for Danmarks vedkommende.  Før det havde vi den julianske kalender, der skabte rod i årstiderne og højtiderne, sådan at vi på et tidspunkt ville komme til at fejre jul i sommerferien. Pave Gregor den XIII dekreterede en ny kalender i 1582 der pø om pø blev implementeret verden over i de følgende 400 år. Sovjetunionen gik som en af de sidste over til den gregorianske kalender i 1918 – men deres russisk-ortodokse kirkeår følger stadig den julianske kalender (siger wikipedia).

Min fornemmelse af nytår ligger omkring den 21. marts,  når Solen går i 0 grader Vædder – forårspunktet hvor Solen starter forfra på  sin årlige vandring gennem dyrekredsen, stjernebillederne, set her fra Jorden (også der er der noget astronomisk/astrologisk rod, som jeg ikke vil komme ind på her).  Min indre oprørsbevægelse protesterer lidt over den vedtagne kalender, men går dog med på at sådan er realiteterne altså. Men lad nu det ligge. Vi er alle enige om, at nytår er når klokken slår 12 midnat den 31. december – og det gør den jo glidende hen over jordkloden ifølge tidszoner og datolinje – så ikke engang det er en entydig hændelse.

Lige nu har vi fire planeter i Stenbukkens tegn. Solen, Venus Saturn og Pluto. Det er en alvorens tid der er på vej, allerede indtrådt.  Med Saturn i Skytten fra 2014-17 har vi i verden ændret syn på mange ting, haft politisk tumultariske forhold, aggressioner og konflikter. Der har været splittelse og splid, korte lunter og selvretfærdighed. Den såkaldt frie verden har snævret sig ind, styret af angst for det ukendte, de “fremmede”, mens andre har forsøgt at sprænge grænser – på flugt fra klima, krig og fattigdom.

Saturn i Skytten har skudt med spredehagl, men har den ramt målet?  En uforudsigelig statsleder er dukket op og fået ubevidst skyggemateriale til at vælde op fra undergrunden – nej – det er ikke manden selv der har gjort det,  det er reaktionen på ham. Det er os der har skyggerne, manden selv er kun et symbol på det, og bare en mand med en magtposition der gør det synligt. Dragen er sluppet fri og nu er det op til menneskene at se den lige i øjnene.  Dragen er ikke derude – den er herinde. Inde i hvert eneste menneske. Vi har allesammen vores skyggesider og nu kan vi se dem eksponeret ved hjælp af projektioner på  symbolet. Det er vores egen frygt, had, mistro, grådighed, egoisme, hovmod…  ja det ligner unægteligt de syv dødssynder.

Er jeg pessimist? Måske. Det er aldrig let at stå i så stort et vadested, at det er svært at se hvordan vi kommer ud af det. “Livet som vi har kendt det bliver aldrig det samme” er en stående kliche. Og den er sand for nogle. Hver har jo sit ståsted og hvis man er sådan indrettet at man har brug for fire biler i garagen, flyrejser hver uge, mange penge i banken og højt personligt forbrug, så kan det godt være det bliver en sej proces, når individuel nøjsomhed – materielt set –  bliver en nødvendighed for klodens videre eksistens. Men det er altså os, 7 milliarder mennesker på vores lille planet, der har ansvaret for at den ikke går i stykker. At flytte til en anden planet løser ikke problemet, det flytter det bare.  Til gengæld er der rigdom at finde i livets immaterielle sider – kunst, musik, litteratur…ånd… kærlighed… Venustemaer!

Men først skal vi smøge ærmerne op og se at få ryddet op. Det vil Saturn og Pluto i Stenbukken helt klart medvirke til.  Skjulte hensigter, uærlighed, personlig gevinst og skumle rænker kan blive elimineret og erstattet af hårdtarbejdende, målrettet indsats for en bedre verden – hvis vi vælger de rigtige ledere til det. Jeg ved ikke hvem “de” er  – men i Stenbukkens tegn – som er et feminint jordtegn (regn selv ud hvad det betyder)  – vil der være lagt op til at få ordnede forhold, formodentlig med skrappe stramninger og skæren ind til benet til en begyndelse. Når Saturn når frem til Vandbæreren i slutningen af 2020, kan vi begynde at eksperimentere igen, på en ny platform, i frihed og ligeværdighed. Forhåbentlig. Vi må se hvad der sker.

Fra min egen mikroverden
2017 har været et udviklende år. Som introvert intuitiv føletype ifølge jungiansk typologi, er det ikke udefra så synligt,  men det er mærkbart indeni, at der er sket forandringer.  Bortset fra at jeg kan se tilbage på et antal artikler i Horoskopbladet Stjernerne om den klassiske mytologi i astrologisk lys – det betragter jeg som en bedrift.  Jeg regner med at skrive flere artikler – men jeg ved ikke lige nu hvad det næste tema bliver.

Jeg har fået nye venner, som jeg glæder mig til at se mere til i det kommende år. Venner, der som jeg besidder den astrologiske nerve og glæde ved faget. Venner at være heks sammen med og dele den forunderlige magiske verden vi også lever i.  Det er et fedt sted at være.

Men årets allerstørste begivenhed er, at jeg er blevet farmor. Det skete lige før vintersolhverv – altså for ganske nylig i forhold til skrivende stund.  Det kan ikke sammenlignes med noget andet – ikke en gang da jeg fik min egen søn – mit barnebarns far.  Jeg er rykket en plads op i generationsrækken og håber at jeg er her længe nok til at se hende vokse op. Det er også lidt af en udfordring, for børn og familie har aldrig været min spidskompetence – målt op imod konventionelle kernefamilieværdier og forventninger til hvordan “man” er farmor. Jeg bliver farmor på min måde – og har sagt at inden hun kan læse, så vil hun kende alle planeter og stjernetegn…  troldmandens lærling? Det ville være en sand lykke, hvis hun trækker i den retning.  Min stenbukkesøn tror ikke på astrologi… siger han.  Så må jeg jo satse på næste generation.

Kære forvirrede anno 2017.
Nu forlader du os med blækspruttearmene strittende i alle retninger og vi må se hvordan vi får tingene til at glide og udvikle en ordentlig og velfungerende verden. Der er nok langt igen – måske når vi det aldrig. Men der er altid håbet at læne sig op ad. Det eneste vi kan gøre, er at gøre vort bedste hver dag året rundt.

Og det er netop mit nytårsforsæt,  at gøre det bedste jeg kan,  og blive bedre til – med god samvittighed – at sige fra i tide.  Og i øvrigt blive ved med at skrive om det der optager mig.

Statistikken viser at læserskaren på bloggen er vokset, især på de astrologiske indlæg. Det giver en smule forventningsangst – men mest lyst og energi til at fortsætte.  Stor tak til jer der følger mine skriverier.

Et af mine yndlingsord fra 2017 er “hensigtsløshed”.  Det er forfatteren Peter Høeg jeg har det fra. At være hensigtsløs er at gøre noget uden at have bagtanker med det. Bare være i det der er,  uden at have et mål eller formål med det.   Den langsomme travetur uden at skulle noget med den – det er ikke for at få motion, ikke for at fotografere, ikke for at hente eller bringe noget. Bare være i traveturen fordi traveturen er der. Intet andet. Kun det.

Jeg ønsker alle mine læsere et rigtig godt, fredeligt og glædesfyldt nytår.

 

PS – kunne I ikke være så søde at lade være med at købe fyrværkeri? Giv pengene til Røde Kors i stedet. Tak 🙂

 

 

 

Decemberblues

Ved vintersolhverv , årets dybeste mørke. Fem planeter er samlet om galaxens centrum. Det sorte hul, orkanens øje, stormens indre stilhed. Singulariteten ingen ved hvad er og hvorfra intet og ingen vender tilbage, skulle man falde ind i det. Så sort bliver det ikke endnu…  Men der er en melankolsk gråskala som ikke synes at få ende – en ulden stemning.  Det er stilletid, ventetid, forberedelsestid.
Alliker flokkes i høje træer før eftermiddagens solnedgang mens andre ordner fartøjer før vinteren strammer til.  Jeg har bare decemberblues.

 

 

Årets sidste nymåne i Skytten

Årets sidste nymåne falder i Skyttens tegn den 18. december 2017  kl. 7.30. Nymåne betyder ny begyndelse.  Det særlige denne gang er, at der både er kim til ny begyndelse – og kim til afslutninger.  Kort efter nymånen vil  moderplaneten Månen (jeg ved godt at Månen ikke er en planet, men for nemheds skyld kalder vi den det i astrologien)  og faderplaneterne Saturn og Solen (og Solen er heller ikke en planet – bare for en ordens skyld),  forlade den livfulde Skytte og gå hånd i hånd ind over vintersolhvervet – den seriøse og ansvarsfulde Stenbuk.   Spirituelle Neptun er i aspekt til Merkur og  frihedssøgende Uranus følger dem også på vej.

Da jeg var barn i Berlin i 1960erne, lærte jeg et ordsprog der hedder “Erst die Arbeit, dann das Vergnügen” (først arbejdet, derefter fornøjelsen).   Det synes at være lige omvendt i denne her konstellation – vi tager festen først – og venter med arbejdet til senere.   Skytten er et  idealistisk og sorgløst tegn. Det er proppen der altid flyder ovenpå, der ikke tager noget alvorligt ret længe ad gangen. Det er tegnet for optimisme, store armbevægelser og åbenhed. Der er flow, bevægelse og frihed i tanke og handling.  Det er ungdommelig usårlighed og udødelighed.

Men vi får en advarsel. Neptuns kvadrat til Merkur giver ekstra fokus på idealismen. Det kan være vi synes at have svaret på hvordan andre skal tænke og tro – men glemmer, at andre mennesker måske – og sandsynligvis – er et andet sted. Det som er rigtigt for den ene, er ikke nødvendigvis rigtigt for den anden. Det kan være gavnligt at have det i tankerne, inden vi går ud og redder verden efter vor egen overbevisning om hvordan den bør være.  Idealisme er en god ting – men en pestilens når den bliver til fundamentalisme, fanatisme og ensretning.

Så denne Skytte-nymåne er en invitation til at se indad og søge din egen spirituelle kerne, få kontakt med dine egne overbevisninger og få øje på hvor du er med dig selv – og samtidig respektere at andre er der hvor de er – sandsynligvis et helt andet sted end der hvor du er.  Ja, den er tricky –  at ville være “god”, kan i virkeligheden være det stik modsatte, alt efter omstændighederne.  Det er det særlige ved Neptunaspekter at vi ikke ser bjælken i eget øje. Nu har vi chancen – inden vi om få dage bliver ramt af realiteternes spotlys.

Jeg fortsætter lidt i det bibelske. I morges vågnede jeg efter en fyldig drøm, med tanken “elsk din næste som dig selv”, der bare blev ved med at kværne. Det fik mig til at tænke, at det står sløjt til med “som-dig-selv”-delen i verden.  Der synes at være rigtig mange der ikke elsker sig selv,  sådan som vi i samfundet – lokalt som globalt –  behandler vores næste.  I hvert fald når jeg ser nyhedsstrømmen i det daglige.  Så hvad kan man gøre? Ja, den gamle kliche er god nok: begynd med dig selv. Begynd med, ved denne årets sidste nymåne i Skytten,  at kigge på hvordan du elsker dig selv – dvs. passer på dig selv, nærer dig selv, respekterer dig selv.  Den måde du ser dig selv på, vil være den måde du ser verden omkring dig på. Og det vil reflektere tilbage til dig.

Det er egentlig meget enkelt:
Jeg hader mig selv = jeg hader verden = verden hader mig.
Jeg elsker mig selv = jeg elsker verden = verden elsker mig.

Trigonen fra den frihedssøgende Uranus, vil forsøge at vise nye veje i processen. Det er et spørgsmål om åbenhed overfor usædvanlige og måske uvante måder at gøre tingene på. Tag nu julen – vores traditioner i den forbindelse er under forandring.  Jeg ser tegn på at den materielle forbrugsfest kan blive afløst af nye værdier, der ikke har noget at gøre med at give ting til hinanden. Hvordan vi så vil fejre lysets genkomst må vi se når vi har nået “the tipping point” – der hvor flere og flere vælger at gøre noget andet og det er blevet “det normale”.

Men det kan jo være det blot er min egen overbevisning, at det materielle omkring julefejring er for dominerende…  ikke alle synes sådan…  jeg må vist hellere meditere lidt på den der bjælke i øjet…

Rigtig glædelig decembernymåne.

 

 

Merkur og Saturn står på spring

Længe har jeg tænkt på  at skrive om realiteternes planet Saturn, der forlader Skytten den 20. december 2017 for at gå ind i sit hjemtegn Stenbukken.  Der har været adskillige overspringshandlinger, omgåelser og undvigelser og det giver på en måde god mening, når det er Saturn vi har med at gøre.  Det hårde arbejdes planet. Jeg mærker modstand! Saturn står på spring til nyt land, og Merkur er modstræbende med.

I de tre år den grå eminence Saturn har befundet sig i Skytten har den tvunget os til at forholde os til frihed og grænser, overbevisninger, tro og  ret. Skyttens tegn står for frihed i tanke og tro – men Saturn begrænser og strammer op. Det er som  at have ordenspolitiet fast installeret i hippiekollektivet, så festen ikke bliver for løssluppen.

Vi har oplevet grænser blive lukket og hede diskussioner om hvem der har ret til at være hvor.  Vi har set øget kontrol, bevogtning, overvågning og  beskyttelse af territorier som aldrig før – eller som det er meget længe siden vi havde sidst. Det bliver nok ved med at være sådan, med Saturn i Stenbukken de næste tre år – måske på mere permanent basis og ikke som de midlertidige foranstaltninger lovgivningen i EU giver adgang til.

For mit eget vedkommende har det været tre vigtige år – hvor astrologien er vendt tilbage på fuld styrke, efter års dvale med sporadiske nedslag og det har været  tre år i en interessant psykoanalyse, der på mange måder har ændret mine prioriteringer, interesser og retning – en psykisk omkalfatring og reorientering, der har gjort godt.

Lige mens jeg skriver dette,  står skriveplaneten Merkur tæt sammen med Saturn i slutningen af Skytten, og de to planeter vil følges ad hen over grænsen til Stenbukken. Merkur er budbringer og mellemmand, og en trickster man lige skal holde øje med. Planeten der normalt har fart på, bremser pt op for at vende baglæns den 6. december.   Saturn er langsom og sindig- så der er dobbeltlangsomhed -men Skytten er et speed-tegn, så der er  helt modsatrettede energier på spil her.  Jeg mærker det  som utålmodighed og ubeslutsomhed.  Jeg er distræt, tror jeg har tjek på tingene og har det så ikke,  glemmer hvad det var jeg skulle og hvor, er rastløs og ukoncentreret. Der er en besynderlig uro i luften,  og en træden vande. Jeg vil gerne afsted og videre – få ting gjort og afklaret, men noget andet kommer mig i forkøbet. Det føles som at blive holdt tilbage selv om jeg går fremad. Jeg må være ekstra opmærksom og påpasselig. Jeg gætter på at det ikke kun er mig der har det sådan.

Vi står ved afslutningen af en proces og begyndelsen på en ny. Faktisk flere processer på en gang med  Jupiter der  fornylig har skiftet til Skorpion og sætter fokus på sex, tabuer og dybe hemmeligheder, Saturn der skifter tegn til Stenbukken og vil skabe orden og Uranus der i Maj 2018 flytter fra den krigeriske Vædder til den mere sindige og magelige Tyr. Hvad det sammenlagt kan blive til, må vi vente at se.

December har lidt udfordringer i tilgift.  I dag går aggressive og viljebestemte Mars i eksakt opposition til den uforudsigelige friheds- og oprørsplanet Uranus. Det er en voldsom cocktail der kan få temperamenter til at koge – især for dem der er født i den sidste del af tegnene Vædder, Krebs, Vægt eller Stenbuk. Dvs har fødselsdag ca. 12.-22 april, juli, oktober eller december.  Udfordringerne er synliggjorte i medierne som  f.eks. konflikten mellem USA og Nordkorea, der  igen spidser til.

Fornuftige Saturn og meddeleren Merkurs opbremsning,  kan muligvis dæmpe gemytterne, men da de som tidligere sagt,  stadig befinder sig i Skytten og ikke rigtig har fælles fodslag,  kan det knibe med diplomatiet. Jeg havde gerne set begge planeter vel anbragt i ordens- og autoritetstegnet Stenbuk. Vi må håbe at det bliver ved ordvekslinger der ikke udvikler sig til  mere, før planeterne er nået over grænsen.

Men altså – den 20. december går Saturn i Stenbukken og bringer en mere rolig og forstandsmæssigt fokuseret tilstand. Merkur skal lige frem og tilbage over tegngrænsen og mødes med Saturn to gange mere. Den første gang var 28. november 2017,  anden gang er den 6. december 2017 (begge i Skyttens tegn)  og sidste gang,  bliver det  i Stenbukken den 13. januar 2018.   Vi er klart i en overgangsfase fra en organisering præget af forvirring og ustabilitet, partihoppere og underhåndsaftaler til en mere fast håndtering af samfundets infrastruktur og forvaltning.

Det er ikke nemt at stå og træde vande – eller tøve – foran en bro, en mur, et hegn, en grænse, der er så velbevogtet…  det er selvfølgelig en metafor – og vi skal nok komme over på den anden side.  Men for nu:  tag et fast greb i dig selv,  gør det der ligger lige for og føles nødvendigt og lad resten være indtil videre – så skal det nok gå altsammen.

 

 

 

 

 

 

Sluk lyset!

DR2-Dagen havde den 27. november 2017 et indslag om hvordan verden er ved at drukne i lys, efter at glødelampen er forsvundet og erstattet af LED-lys. De taler endda om lysforurening, der skader alle levende væsener.  Nattedyrene mister orienteringen. Menneskers søvnrytme forstyrres.  Og vi mister muligheden for at se himmelhvælvet, stjernerne og vores Mælkevej.

Billedet herover er taget med  ipadappen Star Walk, der simulerer stjernehimlen i realtid.  Når jeg her til aften peger ipaden mod vest fra min altan i Lyngby, viser den hvad jeg  ville få at se hvis lyset i byen blev slukket. På en klar nattehimmel, kan jeg normalt se  de klarest lysende stjerner og planeter – men ikke mælkevejen eller svagere stjerner.   Når juletidens lyskæder tændes i træer, buske, hække, på altaner, i vinduer og hele huse – bliver selv de klareste stjerner endnu sværere at få øje på.  Vuggevisen “Nu tændes der stjerner på himlens blå” – bliver en uforståelig abstraktion -“farmor… hvad er stjerner for noget?”  Vi mister magien, underet, ærefrygten.

Jeg elsker mørket og stjernehimmelen.  Jeg elsker også byen – men det ville være fantastisk hvis vi kunne droppe overflødigt kunstigt lys, så vi ikke skal rejse  langt udenfor byerne for at få evnen til at se i mørke tilbage og opleve kontakt med universets uendelighed.

Det koster ikke  noget at ønske…