Hvad er der med de måneknuder?

13. november 2015 kl.21.20, Paris

Om søndagen den 14. november 2015 skrev jeg et indlæg om hændelserne i Paris aftenen før – jeg kunne mærke at det var en lidt for hastig reaktion og fjernede opslaget igen. Nu hvor der er gået lidt tid har jeg kigget nærmere på det og er især gået måneknuderne på klingen. For der er noget der har naget mig med de måneknuder og aggression når bl.a. Mars er involveret.

Horoskopet for den 13. november 2015 kl. 21.20 i Paris viser en Mars, der akkurat har byttet plads med Nordlige Måneknude hen over grænsen mellem Jomfruen og Vægten, præcis på IC (4. husspids). Det er på dette tidspunkt det første skud siges at være faldet.

Jeg kan heller ikke lade være med at kigge på de planeter der ligger i 17-19 grader. Den revolutionære Uranus i Vædderen, der kan være krigerisk indstillet på en overrumplende måde, så længe den ligger der, danner quincunxer (150graders aspekter svarende til 6. og 8. hus) med Jupiter i 18 grader Jomfru (orden, sundhed, analyse, kritik). Merkur er netop nået frem til 19 grader Skorpion (undergravende, hemmelig, i forsvar) – der hvor nymånen fandt sted her onsdag den 11. november og dannede aspekt med Uranus og Jupiter. Solen er gået et par grader frem siden da – det virker som en aktivering af denne aspektfigur, kaldet en “yod” (sekstil mellem Merkur og Jupiter forbundet af de to quincunxer til Uranus – aspektet kaldes også “Guds Finger” – ikke at den har religiøs implikation – men der er noget skæbnetungt over den. Desuden ligger Chiron, der traditionelt kaldes for “den sårede healer” i 17 grader Fisk – i opposition til Jupiter – og er altså et led i konfigurationen her. Måske det viser hvordan vi føler os ramt på vores måde at tænke på (Merkur) og vores frie kultur (Jupiter), af nogen der føler sig såret (Chiron) – og “vi” er selv sårede.

Uranus-Pluto kvadratet som har været i front siden 2012 og kun langsomt klinger af, er indenfor synsvidde med kun tre graders orbis. Aspektet er ikke længere eksakt, men heller ikke ovre. Der er efterdønninger og konsekvenser af de kriser og oprør vi har set de seneste 3-4 år. I øvrigt ligger den omvæltende og undergravende Pluto i denne tid i kvadrat til Frankrigs Sol/Merkur-konjunktion i Vægten i 6. Hus. (Frankrigs seneste horoskop for den 5. Republik af 6. Oktober 1958 kl. 18.30 i Paris (kilde: astro-databank))

Men hvordan har det tidligere set ud med Mars og Måneknuderne? De danner aspekt temmelig ofte – og der sker jo ikke noget voldsomt hver gang, men det er markant så mange gange der alligevel gør. Lad os kigge på noget af det vi har set de seneste 15 år (kilde: wikipedia):

2001, 11. September. World Trade Center – Mars konjunktion Sydknuden i Stenbuk.
2005, 7. Juli. Londons undergrundsbane – Mars konjunktion Nordknuden i Vædder.
2010, 11. Dec. Bilbombe i Stockholm – Mars konjunktion Nordknude i Stenbuk.
2011, 22. Juli. Oslo og Utøya – Mars konjunktion Sydknuden i Tvilling.
2015, 13. November. Paris – Mars konjunktion Nordknuden 29 Jomfru/0 Vægt.

En lille afstikker til Måneknudeaspekter uden Mars men med Uranus/Pluto:
2015, 7. Januar. Charlie Hebdo-angrebet – Pluto kvadrat Måneknudeaksen med Uranus konj. Sydknuden.
2015, 14. Februar. Krudttønden i København – Samme aspekter som ovenfor.

Jeg har længe funderet over måneknudernes betydning i horoskopet. Det er ikke fysiske objekter, men et skæringspunkt hvor sol- og måneformørkelser finder sted. Kan det tænkes at der er en så stærk symbolsk “skæbnebetydning” i dem? Og hvordan så i et fødselshoroskop når der optræder et af de store spændingsaspekter (konjunktion, kvadrat, opposition)?

I sin bog “Yesterdays sky” anlægger den amerikanske astrolog Steven Forrest en multiinkarnations-synsvinkel hvor han mener at især sydknuden i konjunktion med en planet i radix skal behandles som hvis det var en solkonjunktion – at uafsluttede omstændigheder bæres ind i det nuværende liv – på godt og ondt. Erindringer, vaner og præferencer følger med over. En interessant tanke.

Og når vi så har måneknuder i aspekt med de relativt aggressive og omvæltende planeter som Mars, Uranus og Pluto – kunne det så tænkes at have noget at gøre med “arvesynden” – eller karma – der udløser disse, for alle implicerede, tragedier? Der synes under alle omstændigheder at være noget skæbnetungt over disse aspekter.

Som man kan se, er der Mars/Måneknude-aspekter mindst to gange om året – her de næste fire:
29. August 2016 – Mars 12 grader Skytte kvadrat Måneknuderne 12 grader Jomfru/Fisk.
26. December 2016 – Mars konjunktion Sydknuden 6 grader Fisk.
23. April 2017 – Mars 2 grader Tvilling – kvadrat Måneknuderne 2 grader Jomfru/Fisk.
27. August 2017 – Mars konjunktion Nordknuden i 24 grader Løve.

I øvrigt kan man på wikipedia se en oversigt over terrorhandlinger i hele verden siden 1970erne – og der er mange. Rigtig mange. Langt de fleste i lande der er i en eller anden form for krig eller oprør. (Og nej,  jeg har ikke tjekket dem alle for måneknudeaspekter).

Jeg husker en uge for 29 år siden, hvor jeg var i Paris med en veninde – der havde netop det år været adskillige bombeangreb mod stormagasiner og andre offentlige steder i byen – og vi gik ganske upåvirket rundt og nød ferien. MEN vi blev tjekket alle steder hvor vi gik ind. I butikker, på museer og seværdigheder, så det var mærkbart hvad der var sket. Og – der var et angreb mens vi var der.

Det var i september 1986 – og Mars var i kvadrat til Måneknudeaksen…

Måneknuder og medfølelse

nodesMåneknuderne har en særlig rolle i et horoskop. De ligger altid lige overfor hinanden og danner en akse. Nogle astrologer mener at måneknuderne siger noget om horoskopets karmiske tema, andre at det er kontaktpunkter – dvs. at måneknuderne spiller med når mennesker mødes og skilles. Atter andre at det er udviklingspunkter – der oftest også involverer vore relationer. Det afhænger at tegn-hus-positionen hvad udviklingen går ud på.

Astronomisk er måneknuderne ikke fysiske objekter. De er punktet hvor solens og månens omløbsbaner krydser ekliptika – et nordligt punkt og et sydligt punkt. Når vi har sol- eller måneformørkelser sker de altid på den nordlige eller sydlige måneknude der hvor aspektet er eksakt og formørkelsen synlig fra jorden. Måneknuderne bevæger sig retrograd (baglæns) gennem zodiaken (dyrekredsen). En cyklus varer godt 18 år, så måneknuderne opholder sig i hvert tegn i ca. 1 1/2 år.

I oktober 2015 er Måneknudeaksen rykket fra Vægt-Vædder til Jomfru-Fisk. Vægt-Vædder aksen handler om Jeg og Du – Os og Dem. I Vædderen hersker Mars – planeten der er ansvarlig for bl.a. krig. I Vægten hersker Venus – ansvarlig for bl.a. fred. Krige er ikke bag os – men i kølvandet på dem skal der ryddes op.

Jomfru-Fisk-aksen handler om medfølelse. I Jomfruen er det den konkrete fysiske handling, at tjene andres vel. Det er her vi har hjælpen, støtten og redningen når det går galt i livet. Det er her der er helbredelse og lindring for sygdomme og kriser. Fiskens tegn lige overfor tager tjenesten og medfølelsen op på et højere niveau. Det er selvopofrelsens tegn og den åndelige medfølelse der byder at hjælpe hvor der er nød.

I denne tid, lige her hvor hundredtusinder mennesker flygter fra deres hjemlande, fra krig og undertrykkelse – krigen i Vædder-Vægt som Måneknuderne nu har forladt – er det tankevækkende, at det netop er Jomfru-Fisk der er næst i rækken. Jeg får et billede af et nyt “Jutlandia” – der er mennesker derude som har brug for hjælp og vi må sende hjælpen af sted.

Danmarks riges grundlov, 5. juni 1849 kl. 11.09, Kbh.

I Danmarks horoskop, opstillet for grundloven af 5. juni 1849 kl. 11, ser vi at Måneknuderne befinder sig…. ja, i Jomfru-Fisk! Danmark har haft ry for at være et land der healer, et land der stiller op med læger og sygeplejersker, med asyl og beskyttelse når det brænder ude i verden.

Jupiter, Venus og Mars har dannet en triplet i Jomfruen i danmarkshoroskopets 1. hus (os selv) – med Neptun lige overfor i Fisken siden starten af oktober 2015. Jupiter har ligget i Jomfruen siden slutningen af september, hvilket har sat fokus på diskussionerne om at lukke af eller træde i karakter som hjælpenation.

Fra midten af november vil Venus og Mars rykke ind i Vægten (hhv 9. og 13. nov.) og så at sige bytte plads med den nordlige Måneknude. Den 21. nov. vil Merkur skifte fra Skorpion til Skytte. Det siger noget om at der sker en ændring i retorikken. Merkur i Skorpion taler fra angstens platform – i Skytten vil den være mere handlingsorienteret og åben overfor nye tiltag, f.eks. at få øje på hvordan mennesker fra andre kulturer og folkeslag kan blive en ressource. Venus og Mars i Vægten kan muligvis få tingene mere i balance for en tid. Jupiter forbliver i Jomfruens tegn indtil 10. september 2016, som en påmindelse om at der stadig er hjælp behov.

Venus og Mars fortsætter ind til Skorpionen hhv. 6. december 2015 og 4. januar 2016 – og Merkur til Stenbuk 11. december. Igen skifter retorikken til en mere frygtsom og forsigtig tone – men mere resultatorienteret. Med Saturn pt på vej over Danmarks 4. husspids (hjemmet) ses talen om stramninger og grænser – fra starten af december 2015 og året ud, ligger Saturn tillige på Månen i 4. hus og trigger kvadrater til Neptun og Måneknuderne samt ascendantaksen i Danmarks horoskop, hvilket kan vise hen til yderligere stramninger og grænsesætning – men under protest “nedefra” – Månen er Folket i en nations horoskop, og Folket vil finde kreative, praktiske og usentimentale løsninger (Saturn hersker over 5. hus) og måske danne undergrundsbevægelser (Saturn i 8. hus) som modvægt til regeringens politik.

Noget om Saturn i Skytten 2014/15-2017

Saturn stak næsen ind i Skytten den 25. december 2014. Den 15. marts 2015 vendte den i sin bane og trak sig kortvarigt tilbage til Skorpionen i juni 2015 og  har den 18. September 2015 endelig forladt Skorpionen og indledt sin rejse gennem Skytten, der varer indtil 20. December 2017.

Ganske kort om de involverede faktorer:
Saturn er symbolet på bl.a. grænser, alvor, kontrol, erfaring, seriøsitet, autenticitet.
Skytten, der er behersket af Jupiter, er et tegn der handler om idealer, mangfoldighed, farverigdom, om tro, etik, filosofi, love og regler – også, eller måske især, de uskrevne. Skytten skyder gerne sine pile i alle mulige retninger, for så er der måske en der rammer plet. Skytte/Jupiter handler om at være heldig og om kultur og nedarvede overbevisninger. Som den store optimist den er, kan Skytten uafvidende være temmelig tankeløs og hurtig på aftrækkeren.

hestemuleNår Saturn går ind i Skytten, er det et signal om at tage den mere med ro. Jeg ser billedet af en Saturn som kusk på en væddeløbsvogn med et fast tag i tømmen for at holde hesten fra at løbe løbsk.

Spirituelle lærere, guruer, prædikanter, politikere og andre meningsdannere,  der ikke har fast grund under fødderne i forhold til overbevisninger og holdninger de viderebringer, vil ikke længere have tag i folk, men må sande at luftkasteller og tom snak ikke vil virke som sædvanligt. Og det er fordi retorikken ikke svarer til de faktiske realiteter.  Der skal anderledes handling til. Meninger, overbevisninger, tro og tanker kan ikke længere blot prædikes mellem 9 og 16.  Hvis man vil være troværdig, og have følgere, må man også leve på den måde man taler om.   Jeg forudser, at f.eks. politikere, der aldrig har været ude på arbejdsmarkedet vil blive valgt fra til fordel for mere erfarne folk der selv har haft fingrene nede i skidtet og derfor har et andet engagement. Saturn vil med andre ord  give livssynet et realitetstjek og stille og roligt sortere det fra, der ikke længere er aktuelt.

Det er ikke nok at “nogen” fortæller os hvordan livet er eller hvad vi skal tro på – vi skal selv erfare det indefra. Det er det Saturn fortæller. Det er ikke nok at tro på en bestemt måde – bare fordi forfædrene gjorde det. Der bliver stillet spørgsmålstegn ved kirker, religioner, sekter, trossystemer og dogmatik. Og ved jura og politik.  Hver enkelt må spørge sig selv: “er dette sandt for mig eller har jeg bare overtaget en tradition og et tankesæt?”. Blind tro og naiv optimisme bliver set efter i sømmene. Man vil mere søge en ægte, jordforbundet og autentisk måde at gebærde sig på, når det kommer til livs- og menneskesyn, filosofi og overbevisning.

Saturn i Skytten fortæller også, at der skal viden og jordforbindelse til, for at få reel adgang til de højere luftlag, så at sige. Det kan være tid til at gå i skole igen hvis det er længe siden. Eller på kursus i noget der virkelig er interessant. Måske genoptage studier der er gået i glemmebogen fordi andre ting blev vigtigere. Meditere dagligt, læse og studere, udvide horisonten ved at være sammen med mennesker der ikke ligner en selv og uddanne sig efter sit hjerte. Nogle vil måske rejse, og det er fint nok, men det er ikke Saturns natur at rejse ud – det er Skyttens – men vil nok rejse mere i det indre og stille spørgsmål ved ens kultur og opvækst, og finde ud af hvad der virkelig betyder noget – og slippe det man  automatisk har overtaget og som ikke længere er gyldigt for en. Det er tid at tage selvstændig stilling til livet på alle planer.

Det kan være en meget sej proces at give slip på overbevisninger man har levet med måske altid. Det er lige til at blive syg af. Hvis du får hovedpine, muskelspændinger, angst eller symptomer på det ene og det andet – der flytter sig rundt i kroppen – så er du måske, bevidst eller ubevidst, i færd med at stille autopiloten om og danne dig selv på ny – og mærker modstanden. Måske har du 117 ting i gang samtidig – det trætter. Find ud af hvad der betyder mest for dig – og fokuser kun på det. Som beskrevet om Skytten foroven, så skyder den med spredehagl, hvilket ikke er en frugtbar vej med Saturn som kusk. Multitasking er fortid. Find din egen vej – ikke den andre mener er bedst for dig – og gå i dybden med det. Lyt og sorter. En god måde at kende din særlige vej på er glæden ved det du gør – en af Skyttens fine kendetegn. Der er godt to år at gøre det i, før Saturn går ind i Stenbukken – resultattegnet.

Vi vil sandsynligvis se ændringer i internetadfærd over det næste par år. Nye regler og retningslinjer vil dukke op og sætte spot på hvordan vi deler viden og hvad der bliver delt. Det kan godt være, der bliver sat grænsehegn op mellem fysiske lande, men internettet rækker som udgangspunkt langt ud over nationale grænser – på godt og ondt. Det handler om omtanke og respekt for andre menneskers liv og holdninger. Kan det være der kommer opdragende adfærdsregler for internetudveksling – ligesom færdselsregler i trafikken? Man må huske på at der altid er levende mennesker på den anden side af skærmen, så jeg kunne forestille mig, at den massive og tankeløse reklamestøj, smart lokkemad, “viral deling” og almindelig uetisk adfærd kan komme under en form for kritik, styring og/eller afmatning og træthed. Internettræthed? Også her vil det være værd at stoppe op og tænke over hvad du deler på internettet, og hvorfor. Prøv også at tænke over hvem der har skabt hele denne delingskultur – og hvorfor.

Uanset hvor Saturn optræder i et horoskop, er der ikke noget der er gratis. Vi vil altid skulle arbejde for at nå et mål, for det vi ønsker os kommer ikke af sig selv her. Det kan også være at ønsket er forfejlet, man har skudt ved siden af målet. Lader man stå til, kommer de kedelige konsekvenser af sig selv i form af skuffelse og depression. Man kommer ikke videre. Saturn kræver fravalg af det som ikke kan lade sig gøre, der hvor der bliver sagt nej. Det nej er det værd at notere sig og respektere – selv Skytten må bøje sig for grænsesætteren for at sætte sig selv fri af luftkastellerne og få jordforbindelse. Rammer og grænser er oftest det der skal til for at vi reelt kan nyde den frihed der venter, når lektien – hvad det end er for den enkelte – er lært og integreret.

Astrologiske strøtanker september 2015

17. september 2015 kl. 12.00, Kbh.

Hvad sker der når Jupiter går i opposition til Neptun? Det gør den nemlig lige i dag den 17. september 2015.  Jupiter ligger 7 grader i Jomfruen og Neptun 7 grader i Fiskene.  Jupiter er i eksil og Neptun på hjemmebane, så hvem har overtaget? Det mener jeg at Neptun har.

Der er noget meget forførende i den her opposition. Neptun “derhjemme” forfører folket, sådan at de føler sig nødsaget til at forlade landet. De ser Jupiter “derude” som det forjættede land hvor alt kan lade sig gøre. Men de har ikke taget misteltenen, Saturn, i ed. Ej heller ser de Merkur der i dag sætter hælene alvorligt i og rykker baglæns i små tre uger fra nu.

Jupiter gik ind i Jomfruen i starten af august 2015, er langsomt kommet inden for synsvidde af Neptun og kulminerer altså i dag. Vi har i den senere tid set en folkevandring nordpå fra Mellemøsten og Afrika. De har rejst i farefuldt vand (Neptun) i deres søgen efter sikre strande i eksil (Jupiter). Det er gået godt for mange indtil nu, fordi grænserne har været åbne og vejen nogenlunde fri. Nu sættes der hegn (Saturn) og vejen bliver langt mindre farbar (Merkur retrograd). Saturn går ind i Skytten den 18. september og det kan se ud til at der kommer stramninger på flygtninge- og indvandrerområdet, ikke bare i Danmark, men i hele Europa, over de ca. 2 1/2 år Saturn befinder sig i Skytten.

Jupiter/Neptun-aspekter har karakter af idealisme, drømme, håbefulde forestillinger, opløsning af grænser, selvopofrelse, og illusioner. Illusioner bliver til skuffelse, når realiteterne ikke svarer til forestillingerne – derfor er Neptun også forbundet med offerrollen. Man kan så vælge at føle sig som et offer, eller man kan vælge en anden vej.  Jupiter forøger alt hvad den rører ved, derfor bliver det særligt voldsomt at støde ind i mure, restriktioner, regler og forordninger som ikke svarer til ens forestillinger. Det kan være en stærkt følelsesladet cocktail, som får sindene i kog – på begge sider af “hegnet” så at sige. Når Jupiter i et jordtegn (Jomfru), møder Neptun i et vandtegn (Fisk), hvad bliver det så til? Mudder og Pløre. Kan man bygge på det? Næppe. Men med den åben og respektfuld indstilling, samarbejde og imødekommenhed kan mudder og pløre også vise sig at være netop det, der får tingene til at gro. Der kommer ingen jordbær uden hestepære.

I slutningen af November 2015 vil Saturn i Skytten været nået op på 7 grader og ramme den aktuelle Jupiter-Neptun opposition med et kvadrataspekt. Kvadratet er et spændingsaspekt og derfor vil der muligvis allerede her være implementeret nye regler og handlingsplaner i forhold til f.eks. fordeling af flygtninge. Jupiter vil på det tidspunkt være videre og være nået op på 20-21 grader Jomfru og ude at Neptuns aktuelle rækkevidde, men jeg vil tro at de 7 grader, punktet for oppositionen, efterlader et aftryk der bliver aktiveret her.  Læg mærke til den 25. november 2015 – her vil Merkur gå i samklang med Saturn i 7 grader Skytte.  Er det her de nye politiske aftaler kommer i stand?

Det er værd at bemærke, at Jupiter-Neptun kombinationer sker relativt ofte, eftersom Jupiter er 12 år om at gå en runde i dyrekredsen mod Neptuns 165 år, så de mødes jævnligt og tager temperatur på stemningen. Det er temaer indenfor tro, spiritualitet, religiøsitet, livs- og menneskesyn der får et eftersyn hver gang det sker. Og denne gang er der altså tale om en kolossal bevægelse (Jomfru og Fisk er bevægelige tegn) der er sat i gang og som vi alle må forholde os til på en eller anden måde.

Personligt står jeg ved en skillevej, hvor astrologien er ved at komme op at køre igen efter nogen tids stilstand. Det er som at genfinde et sprog jeg lærte for mange år siden, og som trænger til at blive pudset af og opdyrket igen. Jeg kan hele grammatikken, nu skal der trænes i at oversætte symbolerne til forståeligt dansk. Det har altid været akilleshælen.

Lidt for den astrologikyndige: Siden foråret 2015 har progressiv ascendant ligget på radix Pluto i mit horoskop og transit Saturn har ligget i opposition til min Sol og vil så småt nærme sig konjunktion med Saturns position i mit horoskop.  Jeg har været (og er stadig) igennem en omfattende “psykisk omkalfatring”. Et forældet selvbillede hvor ønsker, drømme og visioner ikke længere er anvendelige skal erstattes af nye – men ikke så nye at jeg bliver fremmed for mig selv. Det handler om at forblive på det fundament af viden og erfaring jeg har med mig og bygge ovenpå det. Det er 2. saturnrunde der finder sted for alle i slutningen af 50erne (den første i slutningen af 20erne). Det bliver mere og mere tydeligt at fortiden er længere end fremtiden.  Det skal blive en god tid, en frugtbar tid!

God dag derude.

 

Saturn og det alkymiske guld

DSC01955“Rettidig Omhu”
A.P. Møller

 

Det føles næsten som at være i en trykkoger.  Saturn er, i skrivende stund, i den sidste grad af Skorpionens tegn.  Skorpionen har et skidt ry, fordi den i al væsentlighed handler om skrald der skal ryddes af vejen for at komme til guldet. Og der er meget skrald. Saturns temaer er bl.a. læring ved erfaring, , disciplin, hårdt arbejde – og grænser.

Den 18. september 2015, tidligt om morgenen (dansk tid), vil Saturn overskride tegngrænsen, forlade Skorpionen og finde friheden i Skytten – kan vi så ånde lettet op? Måske!

Meget a propos folkevandringer og flygningestrømme. Mennesker der har penge har fundet veje til at slippe ud af undertrykkende (saturn i skorpion) forhold og flygte fra krig og ufred i deres lande.  Mange er beklageligvis gået til undervejs – i Skorpionen er der ingen nåde for døden.

Det er utroligt så klart det står afspejlet i astrologisproget. Saturn er i øjeblikket det vi kalder for “grænsegænger” og har været det i hvert fald i et lille års tid (siden november 2014), hvor planeten har befundet sig i de sidste grader af Skorpionen. Fra december 2014 til juni 2015 var den lige inde at vende i Skytten – ligesom for at se om der var “fri bane” – en lillebitte forsmag på friheden – hvorefter den trak sig tilbage til Skorpionen igen. Og nu altså vender næsen endeligt mod Skytten.

I den tid, hvor Saturn har været retrograd (altså trukket sig en smule baglæns igen) må tusinder af mennesker have fundet mod til at samle alle de ressourcer de har, skille sig fra alt det umiddelbart og unødvendigt tyngende gods og ejendom, og beslutte at søge væk til hvad de håber, er et bedre liv i de nordlige egne. Det kræver stort mod. Eller at man virkelig er i fare og der ingen anden udvej er. Klare skorpionsignaler – vi skiller skidtet fra og søger guldet.

Vel inde i Skytten vil det vise sig hvordan Saturn så gebærder sig.  Måske kan det at have kastet lænkerne i første hånd føles som en umådelig frihed hvor man tror at alt kan lade sig gøre.  Som at skyde med spredehagl – noget må ramme og så tager vi det uden tanke på sidefangsten. Når man slipper ud af et bur, skal der festes igennem – men tøv nu lige lidt… det kan være godt nok med de store armbevægelser – men Saturn er ikke vant til fest og farver, bryder sig end ikke om det og kan blive lidt spids i det. Så når festen har lagt sig et stykke tid efter den 18. september 2015 – så er det at arbejdet skal begynde. Arbejdet på at få essensen, guldet, fra Skorpionen, til at indgå i de nye sammenhænge og situationer der byder sig, og som er nødvendige. I Skytten kan der eksperimenteres, men på et oplyst grundlag, med flid og med omtanke når det står til Saturn.

Skytten er et tegn der handler om at udforske og opdage nye verdener, både i de fysiske omgivelser, og også i forhold til mentalitet og spiritualitet.  Jeg har på fornemmelsen at Saturn i Skorpionen har været igennem en form for alkymi, og at vi ikke endnu har set i hvilken form dette “guld” så vil vise sig. Det bliver interessant at følge i de næste 2 1/2 år.

Jeg tør vædde på at der blandt de flygtninge og migranter vi ser i disse dage, gemmer sig mennesker med ressourcer, viden og uddannelser som kan vise sig at være til gavn for vores samfund – om det så er i Tyskland, England, Sverige eller Danmark. Ressourcer som de bør have mulighed for at vedligeholde og udvikle, sådan at de også kan gøre gavn i deres respektive hjemlande, når og hvis der bliver så fredeligt, at de en gang i fremtiden kan vende tilbage dertil og bygge gode samfund op.  Så jeg vil sige at i astrologisk lys, vil det være meget klogt, med rettidig omhu, at tage godt imod de mennesker der vælger at komme her, og give dem mulighed for udvikling. Både dem vi ser nu – men også dem der allerede har været her længe.