Neptun i Fiskene 2011-2025

Eftersom Uranus har været igennem Fiskene mens Neptun har gået igennem Vandbæreren – betyder det at Neptun og Uranus har ligget i hinandens hjemtegn og forstærket temaer som ytringsfrihedesdebat affødt af muhammedtegningerne, fokus på alternativ behandling og naturmedicin, fokus på “de fremmede”, indvandrerne og den kulturelle og religiøse mangfoldighed, debat om homoseksuelles rettigheder i f t ægteskab og børn – og værdidebatten generelt, blot for at nævne nogle få.

Uranus er på vej ud af Fiskene og ind i Vædderen – afslutningen af en æra og begyndelsen på en ny. Neptun er også ved en afslutning, idet Fiskene er det sidste tegn i dyrekredsen inden den nye start i Vædderen som Neptun foretager i 2025.

Jeg vil tro, at det faktum at Fiskene er det sidste tegn i dyrekredsen, bevirker at der bliver sat fokus på vores værdier en gang til og at de vil finde nye udtryk i løbet af de næste tolv-tretten år. Overbevisninger der ikke længere er gyldige vil fade ud. Der vil opstå nye “traditioner” til erstatning for forældede normsystemer, trossystemer og livsstil. Måske endda en opblødning eller nedbrydning af religiøse skel, økumeniske bevægelser og større forståelse og respekt for hinanden.

Der vil måske blive flyttet helt fysiske grænser igen. En omrokering af verdenskortet med nye landegrænser, sammenlægninger og opdelinger.

Det kan godt være at “Videnskaben” kommer til at flytte nogle grænser også, idet der vil komme nye metoder og teknologi der kan måle hidtil usete og ukendte “stoffer”. Dette kan indvarsle en helt ny måde at se os selv som mennesker i verden og i universet på. Dette er ikke alene Neptun i Fisken, men samspillet, eller det sammentræf, at de tre store planeter skifter tegn næsten samtidig og på den måde understøtter en stærkt accelererende bevidsthedsudvikling.

Måske vil vi se, at “tro” nu bliver til viden. Viden om – livet efter døden, reinkarnation, psykiske fænomener, sindssygdom (måske er meget af det vi kalder sindssyge, psykoserne, slet ikke “sygdom”), og mere viden om medicin og giftstoffer der måske virker på en helt andre måder end hidtil antaget. Måske vil der komme ny viden om medicin, der bliver meget mere rettet mod den menneskelige energibalance. Måske bliver det nu anerkendt indenfor det etablerede sundhedssystem, at mennesket er et energivæsen, en udødelig sjæl, der bebor en krop i en periode ad gangen. Kunstnere af alle slags finder nye, udvidede inspirationskanaler – måske opblomstringen af en ny romanticisme.

Straffesystemer, som f.eks. fængsler kan blive transformeret til mere humane, åbne systemer med mere undervisning og samfundstjeneste. Der kan komme fokus på begrebet “offer” – hvem er egentlig ofrene i verden? Lidelse og afsavn bliver kilder til indsigt og visdom, for den enkelte såvel som for kollektivet.
For der vil komme mere fokus på lidelsens rolle i verden. Nogle lider og andrer ofrer sig for dem der lider. Det er det samme princip. I den kristne tradition havde vi Jesus der led for de lidende – og det er præcis det tema der er slået an her. Pilgrimsvandringer, opkomst at nye former for klostre, ashramer og forskellige former for retreats vil blive den nye “wellnestrend”. Der kommer lige så meget fokus på “åndelig fitness”, som der har været på den fysiske/kropslige velværebølge.

For mig er der ingen tvivl om, at de forandringer vi oplever i verden i disse år er forløbere for en bevidsthedsudvikling af usete dimensioner. Hvad enten det er vejret, oversvømmelser, orkaner, vilde vintre og ekstreme somre eller det er menneskeskabte kriser og ufred på den ene side og fredsbevægelser på den anden, så er det med til at ændre vores måder at tænke om os selv som mennesker på, og om hinanden som medmennesker. De materielle succeskriterier og stræben efter mere og større, bliver erstattet af en længsel efter et enklere liv med mindre stress.

Simpelthen fordi det bliver en nødvendighed.

Uranus i Vædderen 2011-2018

Vi står overfor et kæmpe energiskifte, når Uranus går ind i Vædderen.
Den 27. maj 2010 stak den lige næsen indenfor i Vædderen og trak sig i midten af august igen tilbage til Fisken for en tid. Den endelige indgang i Vædderen finder sted 12. marts 2011. Dermed begynder en ny uranisk 84-års cyklus, idet Vædderen det første tegn i dyrekredsen, og Uranus er 84 år om at gå en fuld runde.
Energiskiftet vil kunne mærkes på flere måder, på flere planer. Individuelt og globalt. Det følgende er et bud på nogle mulige scenarier for Uranus/Vædder-energien.

Individuelt vil man opleve forandringer i sin tilværelse, hvadenten det er en indefrakommende trang eller impuls, eller det er udefrakommende begivenheder der tvinger en forandring igennem. Mange vil allerede have bemærket at noget er i gære her i sommeren 2010.

Mennesker er almindeligvis ikke vilde med forandringer og vi vil gøre hvad vi kan for at modvirke de forandringer vi ikke selv er herre over. Naturligt nok. Vi vil forsvare liv og territorium, overbevisninger, livs- og menneskesyn. Derfor kan uranus-energien opleves voldsom og destruktiv, eller omvendt – hvis man er til det – som en befrielse fra restriktioner og mønstre man for længst har udlevet.

Og her kommer vi til Uranus’ revolutionerende energi. Indgangen i Vædderen er en form for “vækkeur” – en invitation til at opleve at livet er andet og mere end hvad du har lært hidtil at det skal være. Vær ikke bange for at tænke utraditionelt, gøre noget skørt og anderledes. Prøv at udfordre dine vaner og overbevisninger. Uranus skal nok hjælpe til – og hvis du går med på eksperimentet, er der gevinst i den anden ende i form af en friere ånd, en bredere horisont og mindre forældet gods i bagagen.

Omvendt, kan det blive en vanskelig tid hvis du har modstand mod de nye impulser. Det kan være du synes det er skræmmende eller uforståeligt hvad der sker med dig, eller med dine relationer. Vi er alle under indflydelse af den nye energi, men vi har hver vores egen unikke måde at håndtere det på.

Nogle vil føle en akut overenergi, som ikke umiddelbart kan finde et afløb. Hvor skal den ledes hen? Hvad skal du gøre med den? Du vil have handling og forandring NU, men ved ikke i hvilken retning du skal gå. Der er utallige muligheder – men netop fordi de er utallige, aner du ikke hvad du skal fokusere på. Og – der er jo også dine relationer at tage hensyn til – hvad med dem? Er de med på fornyelsen? Og hvordan udspiller det sig for dem? Det kan være du får nye interesser, søger nye spændende bekendtskaber og venner, skifter karrierespor, ønsker at ændre på din livsstil og indgå nye, måske meget anderledes partnerskaber. Præcis på hvilket livsområde det udspiller sig, skal ses af det hus hvor Vædderen befinder sig i dit individuelle horoskop.

Der kan, uanset hvilket hus der er tale om, være en dyb frustration over, at udviklingen går “for langsomt”. Indeni er der fart på men livet “udenpå” kører i samme langsomme tempo som det hele tiden har gjort. Planer og projekter udvikles og skrinlægges i en uendelighed. Tiden føles både knap, og for lang. Det kan føles som stress og udbrændthed, hvilket der faktisk allerede er temmelig meget af for tiden.

Der kan være en følelse af at “noget skal gøres!” men du kan ikke finde ud af hvad det er. En følelse af at noget meget vigtigt er forsømt eller glemt.

Med Uranus i Vædderen står det ikke stille ret længe ad gangen, man haster videre mod nye græsgange og nye muligheder helt frem til Uranus tager ophold hos naboen, Tyren, hvor det hele falder til ro og bliver hverdag en gang i 2018. Så der er masser af tid til at implementere og vænne sig til det alt nye indtil da.
Globalt set, træder vi ind i en ny æra, der varer omtrent frem til næste århundreskifte. Sidst Uranus gik ind i Vædderen, var i 1927, altså kort før krakket i Wall Street (1929) og 2. verdenkrigs udbrud. Det lyder jo ikke specielt lovende, især da vi i disse år er vidner til og deltagere i en global økonomisk og miljømæssig krise.
Det kan vi jo som menneskehed gøre noget ved, hvis vi vil. Og vilje er hvad vædderen handler om. Uranus=energi og Vædder=vilje.

Det kunne være et startskud i mere end en retning. Positivt kunne det være begyndelsen på at opfinde nye, alternative energiforsyninger der virkelig batter, få gang i lokale projekter der kan gøre lande og regioner mere selvforsynende, nedbryde multinationale koncerner og oprette mindre produktionsenheder der hvor de skal bruges og dermed nedbringe transport af varer og begrænse CO2udslip Man kunne understøtte individuelle initiativer til gavn for fællesskabet (uranus hersker i vandbærer=det fælles,humanistiske og vædder = det individuelle) eller fællesinitiativer til gavn for individet. Vælg selv.

I den mere dystre afdeling, vil vi muligvis se større våbenproduktion og måske endda en “våben-boble”, a la IT-boblen i 90’erne. Der er store penge i oprustning på bekostning af menneskeliv og trivsel. Skyderier og lokale opgør vil blive en større del af hverdagen og mediebilledet, ligesom vi vil se flere spontane og kortvarige oprør og demonstrationer. Flere græsrodsbevægelser med særlige mærkesager vil genopstå som reaktion på uretfærdigheder og menneskefjendtlig politik.

Vi kan få politiske ledere med en noget anderledes profil end hidtil. Kvindelig statsminister i DK fx. I virksomheder vil der komme flere alternativt tænkende ledere og i det hele taget flere ledere med kontroversielle ideer og holdninger.

Nuvel. Vi beskæftiger os med Uranus. Derfor kan det aldrig vides med sikkerhed hvordan det vil gå. Der er altid et overraskelsesmoment, når det handler om denne uregerlige og uforudsigelige planet. Den vil altid udfordre fantasien og forventningen, så forvent det uventede og vær opmærksom. Regn dog med at stivnede og udtjente holdninger og normer forsvinder og erstattes af nye, og regn med at det bliver noget helt andet end jeg har beskrevet – men sandsynligvis dog noget der ligner.