Som sprækker i forhænget

Om natten er jeg et sted, der ved mere
end jeg ved.
På et sprog jeg ikke forstår.
Som stumfilm på et natligt lærred.
Som sprækker i et forhæng.
Et sted med drager og trolde, styrtende højhuse
børn der går igennem vægge,
damer i sorte kjoler og hat
spadserer på bunker af murbrokker.
En park med lilla træer.
Polstrede trapper og bjerge.
Gyldne katte i snor.
En hånd uden krop rækker mig en fjer.
Og jeg kan flyve.

Og du min dyrebare,
bøjer dig over mig,
børster støvet af min pyjamas
efter natten i de afsides egne,
hvisker at der er kaffe.