Solformørkelsen marts 2015

Det er 20. marts 2015. Solformørkelsen er over os i skrivende stund. Jeg følger med i det på DR2, fordi der er overskyet i København. Der er en forventningsfuld stemning i luften og en hel del hype fra reporternes side så jeg skruer ned for lyden for at slippe for hurtigsnakkeriet og bare følge med i billederne der sendes fra Gedser. København er tykt overskyet, så der kan man intet se.

Astrologisk finder det sted på den sidste grad i fiskens tegn – som efter sigende er et meget sensitivt punkt fordi det er den sidste grad i dyrekredsen før solen går i Vædderen. Det er forårsjævndøgn og tillige det astrologiske nytår. Solen starter forfra i dyrekredsen lige før midnat i nat.

Solformørkelsen er også en nymåne, som vi jo har hver måned, når sol og måne står på samme grad. Nogle astrologer mener at det er her man bedst kan starte på noget nyt, andre mener det stik modsatte. Så kan man jo blive noget forvirret. Men da en konjunktion, som det er, altid er startpunktet for en cyklus vil jeg mene at ny begyndelse må være en plausibel fortolkning – men efter et lille stop – en tænkepause, indtil månen viser sin skarpe segl påny. Man kan med fordel bruge dagen til at mærke efter i sig selv – meditere over vinteren der er gået og måske se en ny retning, hvis det er aktuelt.

Klokken er 10.50 og lyset er et gulligt tusmørke. Fuglekvidderet er aftaget. Det er tydeligt at det ikke bare er skydækket der skaber disen, men også det at solen er næsten dækket i disse minutter. Det går hurtigt forbi og lyset forandrer sig igen minut for minut og kommer i løbet af af ti minutter igen op på fuld styrke.
Det er forunderligt at blive mindet om at vi bare er en lille jordklode i uendeligt univers af galaxer og stjerner og sikkert også liv et eller andet sted i en eller anden form. Det er godt lige at få øje på, når selvbevidstheden og egoet bliver for støjende og når holdninger og livssyn bekriger hinanden. Det kan blive svært at få øje på meningen med at mennesker sprænger, skyder og slås med hinanden rundt omkring i verden, når vi lige vender blikket udad og i helikopterperspektiv – eller rumskibsperspektiv – hvor bliver verden og det enkelte individ dog ubetydeligt!

En gang for mange år siden, da jeg skulle op til studentereksamen, havde jeg voldsomme nerver på dagen før og var fuldstændig fyldt op af eksamensangst. Det var fuldmåne og en mild sommeraften. Jeg sad på en bænk ved søerne i København og forestillede mig at jeg sad på månen og kiggede ned på jorden – og med et var min eksamensangst væk. Jeg gik op med passende spænding – uden at gå i sort – og bestod selvfølgelig!

Glædeligt forårsjævndøgn!