Slægten napper mig i haserne

P1010052Engang fik jeg en liste tilsendt fra min fætter Claus i Hjørring. Jeg kender stort set ikke min slægt, vi havde ikke meget kontakt da jeg var barn og alle mine mange onkler og tanter er døde. Tilbage er fætre og kusiner og deres efterkommere. Det var der det begyndte. Listen var en fortegnelse over mine bedsteforældres efterkommere – altså mine onkler, tanter, fætre og kusiner. Jeg er den yngste.

Efter at DR viste udsendelserne “ved du hvem du er” blev min nysgerrighed yderligere vakt. Ikke mindst fordi et par af udsendelserne havde relation til min søns fars familie. Jeg gik i gang med et ark papir. Plottede de mennesker ind jeg kendte og kunne huske. Det greb om sig. Så fandt jeg et program til pc’en og det blev til flere aner i tre linjer – min fars, min mors og min søns fars.

Regnvejrsdage er noget af det bedste! Så klikker jeg ind på Arkivalier online hvor kirkebøger og folketællinger ligger frit tilgængeligt. Det er som en skattejagt hvor det ene navn fører til det næste og pludselig ligger der en lang linje af oldeforældres fødsels- og dødsdatoer, deres børn og bosteder.

Men det er jo ikke nok. En række navne og datoer siger ingenting. Der skal historier på. Og det er jo det svære, når store dele af slægten er borte og historierne glemt med dem.

I disse dage tumler jeg med en tipoldemor, Anne Marie Andersen født Christensen, fra Langbjerggård i Ødis. Hun blev enke som 50-årig og døde i Diamond Lake, Lincoln, Minnesota i 1903. Jeg har fået at vide, at fem af hendes børn udvandrede, kun to blev hjemme (herunder min oldemor). Men hvad drev hende til at udvandre? Og hvornår gjorde hun det? Var det hende, der tog børnene med eller de hende? Jeg har søgt på Ellis Island og andre immigranthavne i USA – uden held. Det eneste jeg fandt var de sparsomme data for hendes død. Hun napper mig i haserne!

Der sker noget forunderligt mens jeg arbejder med en ane. En historie begynder at tegne sig, der kommer billeder og fantasier om hvordan det har været at være dem. Der kommer en helt særlig “tone” frem når jeg arbejder med en slægtslinje – og den tone skifter karakter, når jeg skifter fokus til en anden slægtslinje. Det er som om bevidstheden ændrer sig og “logger ind” på den slægt jeg arbejder på. Og der er stor forskel på min mors, min fars og på sønnikes slægtstoner.

Jeg bliver grebet en gang imellem – næsten besat – det er som om de higer efter at få en stemme, som om de ønsker at deres livs historie bliver synlig og fortalt så godt det lader sig gøre. Og jeg kan bare ikke lade være. Det er så fantastisk når et problem løser sig – når jeg finder de rigtige data i arkiverne og puslespillet går op.