Skorpionens måned

Der skete et  mærkbart skift her i dagene omkring den 23. oktober, hvor Solen gik ind i Skorpionens tegn. Mærkbart på den måde, at den indadvendte tendens blev mere tydelig og egentlig også mere “tilladt”.  Vægten, som vi kommer fra, er langt mere optaget af samvær og fællesskab. Nu er det tid at vende blikket mod refleksionen og eftertanken, være i sit eget rum.

Mine drømme handler i disse nætter om fortiden, om gentagelse af situationer og valg jeg gjorde for mange år siden og som for længst er slut. Nu dukker det op igen på en ny måde, som en opfordring til at bygge videre på noget kendt og give det en ny vinkel. Det passer vældig godt til Skorpionens temaer og til den nymåne vi har tidligt om morgenen den 28. oktober 2019 i 4.25 grader Skorpion. Afslutning og ny begyndelse vil have en dybere betydning og effekt.

Skorpionens måned handler også om døden som begreb. Her hos os i nord, er det mørkets tid, løvfaldets tid, tilbagetrækningens tid.  Her bliver det direkte synligt i omgivelserne, når naturen trækker sig tilbage og går i dvale.  Og vi mindes de døde ved Alle Helgen, som det hedder i den kristne verden, nu også kaldet Halloween, som fejres den 31. oktober med græskarmænd og udklædte børn på tiggertogt –  en tradition der angiveligt stammer fra Irland og som emigranterne tog med sig til Amerika og derfra er den kommet tilbage til os i Europa. Og sådan hænger verden sammen på forunderlig vis.

Merkur retrograd
Merkur, den himmelske budbringer og sjælefører – er ved at bremse op nu i denne første uge af Skorpionens måned.  Han kommer til at vende om den 31. oktober,  lige før tærskelen til Skytten, og gå retrograd helt frem til den 20. november.  I alt vil Merkur være i Skorpionen i godt to måneder – fra den 3. oktober indtil den 7. december. Det er usædvanligt længe.

Mystikken, magien, det okkulte, usynlige, hemmelige, tilbageholdende og tabu bliver forstærket markant og jeg tror at flere af de foreløbige aftaler der ligger på den store politiske scene (hvor der virkelig er røre) vil falde til jorden, som en dødbold, eller blive vendt på hovedet, udsat.  Indgåede aftaler blive tilsidesat, genforhandlet, omstødt.

Det er en oplagt periode for at arbejde på selvransagelse og oprydning. Både i konkret og overført betydning. Skorpionen handler om at bevare  det nødvendige og kassere det overflødige. Men før det kan ske, så må der erkendelse til. Skorpionen er kendt for at se tingene for hvad de er og i visse tilfælde sige tingene som de er… at benævne elefanten i rummet mellem os og det er netop Merkurs ærinde i netop dette tegn.

Vi lever i kaotiske tider. Det hører jeg overalt hvor jeg vender min opmærksomhed hen.  Vi er alle i samme båd og må forholde os til os selv og omverdenen på nye måder – om vi vil det eller ej.  Pluto, som hersker i Skorpionen, befinder sig sammen med Saturn in Stenbukken. En konjunktion, der er i optakt nu og kulminerer den 12. januar 2020. Det er et aspekt der indvarsler en ny verdensorden af en art. Senest konjunktionen fandt sted i Stenbukken var i årene 1517-18, hvor Martin Luther skrev og offentliggjorde sine teser, der gav rystelser i – og efterfølgende splittelse af – den kristne kirke i en katolsk og protestantisk retning.  The rest is history.

I min livsfilosofi, tror jeg at der er en større agenda  for menneskelivet end vi kan opfatte med de gængse sanser i det almindelige hverdagsliv. Nu mens vi er i Skorpionens måned er det oplagt at skærpe sansen for de dybere/højere toner og søge ind til meningen med det hele.

Mens jeg har skrevet det her blogindlæg, er solen stået op og lyset er helt gult af genskinnet fra træernes endnu løvrige farvepragt i gult, brunt og rødt.  Efterårets smukkeste uger er nu. Skorpionens måned, min yndlingsårstid. Nyd den mens den er der.