Sidde stille, intet gøre

P1010865Sidde stille
Intet gøre
Græsset gror

Når hovedet er fyldt af tanker, ideer og ugjorte gøremål. Når verden brænder under fødderne og følelserne overvælder dig. Så er der en vej.

De ugjorte gøremål vil, når de er gjort, kun blive erstattet af nye. Det bliver aldrig anderledes. Der er altid gulv at støvsuge, opvask at ordne, indkøb at gøre, ting at rydde op, seng at rede, tøj at vaske. Du kan give Dig selv tid og ro til de daglige og ugentlige ritualer. Du kan forholde dig nærværende, i kontakt med dig selv og øjeblikkets handling.

Det bliver zen.

De myldrende ideer og tanker, kan stilne, når du lader dem være uden at skulle handle på hver enkelt af dem. Det kan ske at kroppen bliver urolig, spændt og smertende. Åndedrættet hjælper på vej og lader nervesystemet falde ind i øjeblikkets ro.

Det bliver zen.

Verden trænger sig på, gennem utallige skærmes nyhedsstrøm og gør dit sind uroligt. Hvordan kan du hjælpe? Hvilken sag skal du brænde for? Hvad kan du gøre? Hvem skal du stemme på? Hvordan skal du reagere?  Slukker du for skærmene og vender blikket mod dit eget indre, mod øjeblikkets stilhed.

Bliver det zen.

Sammen med mennesker bliver du grebet, begejstret, kærlig, irriteret, sorgfuld, forventningsfuld, bange, forundret, vred, inspireret, nervøs, træt, energifyldt, drænet for kræfter. Når du forholder dig undersøgende, nærværende og åben og uden forventning i øjeblikkets møde, bliver du mindre overvældet.

Det bliver zen.

Sidde stille
Intet gøre
Græsset gror