Selvsving i oktobermørket

Det er så let at falde ned i selvmedlidenhedens grågrønplumrede boblende, stinkende sump. Det er som om tyngdekraften vejer flere ton mere end normalt og fødderne går gennem tyk, klæbrig karamel. Efterårsmørket gør det hele meget mere blødt og silkeagtigt. Aften med stearinlys og filmtryghed lægger sordin på tankernes selvkopierende selvsving. Dynen duner på kroppens ømme kontur. Puderne støtter en smertende nakke og ryg. Længselsfulde tilbageblik på tidligere tider – nostalgiske billeder til erstatning for den farlige, kaotiske og uoverskuelige nutid. I gamle dage var alting meget bedre. Meget meget bedre? At miste sine overbevisninger, omend for en stund, er ligesom at blive forældreløs. Der er ikke længere nogen til at holde dig i hånden og fortælle dig hvordan det hele hænger sammen eller hvad vej du skal gå. Det er som at blive efterladt i et tomrum hvor ingenting længere giver mening. Hvor alting pludselig er blevet usandt? Du har kun dig selv som vejleder. Jeg længes efter min egen tidsalder men ved ikke hvornår det er… dengang jeg vidste alt og alting var enkelt og ligetil. Usårlig tillige. Jeg ved mindre og mindre. Jeg tror ikke på noget. Illusionerne er brugt op… Og i morgen… står solen op igen!