Saturn og Pluto har indledt dansen

Den 12. januar 2020 mødtes de to planeter i et rendevous på 22 grader Stenbuk.  Samtidig passerede Sol og Merkur forbi. Tjek selv nyhedsoverskrifterne i ugen før og efter. Der er rigeligt at kigge på.

Det interessante for mig er mere hvordan vi har det, for jeg er vis på at der er mange som mærker det på egen krop. Især hvis du i fødselshoroskopet har planeter (særligt Sol og Måne)  eller akser (Ascendant/Descendant eller MC/IC)  i de kardinale tegn Vædder, Krebs, Vægt eller Stenbuk. Den store konjunktion falder i 7. hus få grader fra descendanten i mit horoskop og med få graders vej til Månen i begyndelsen af Vandbæreren – det er optakt til noget jeg bør være opmærksom på.

Her er de tanker der kom forbi i dag, den 13. januar 2020:

Når Egoet tager magten er jeg mere optaget af hvordan jeg optræder, tager mig ud, hvordan andre opfatter mig, af læserstatistikker, likes, at være “nogen” og “noget”, at gå foran, at være original og unik, at skille mig ud, være speciel, være forskellig fra alle andre og søge deres beundring, at al handling handler om anerkendelse, være dygtig og målrettet, gøre noget. Hele tiden…

…så sker der det, at jeg mister kontakten til “kilden”, til Gud, Selvet/selvet (med stort eller lille S, hvem/hvad er det?), får ondt i kroppen, kommer til skade, bliver uorganiseret, forvirret, gør ting uden tanke for formålet, får købetrang, fornyelsestrang, bliver utilfreds (samtidig med at jeg benægter det), kan ikke lide mennesker (med få undtagelser), isolerer mig, får ædeflip, drikker for meget, binger tvserier, sumper. Mister meningen med det hele og bliver deprimeret. Især når vejret  så også  står på gråt med kronisk regnvejr.

Er det noget der lyder bekendt for dig?

Dette er i sin enkle nøgenhed, hvad Saturn-Pluto-Sol-Merkur konjunktion i Stenbukken afslører: Min skygge. Din skygge. Jordens skygge.

Vejen ud af sumpen er også tilstede i konjunktionen: detoxing, oprydning, downsizing, at skille mig af med gammelt udtjent gods. Gøre plads og skabe luft i omgivelser og sind, tankeformer skal omdannes og integreres.Jeg er ikke længere den jeg var for et par år siden – det vidste jeg bare ikke.

Det handler også om at udvise og udvikle resiliens og medleven i verden (i det små som det store) og dens udfordringer, som er mange, uoverskuelige og ikke løses med snuptag men med en langsom, sej bevidstheds- og adfærdsændring.  Der er brug for en gennemgribende udskiftning af verdens ledere. Der skal nye mennesker med bæredygtige værdier til nu. Miljø- og Klimabenægternes dage er ved at være talte (det er nok mest noget jeg håber på – ikke en forudsigelse), og de store religioner – med alt hvad det har medført af ufred – må skiftes ud med et nyt forhold til Gud og universet. Men det sker nok ikke de første godt 30 år.

Med Stenbukken i 7. hus og descendant oplever jeg det på denne måde: At se mine skyggesider som en polaritet i personligheden, frem for en fjende der skal bekæmpes, er vejen til at anerkende, integrere og acceptere dens tilstedeværelse i mig selv såvel som i andre mennesker. Dette igen vil lede til at se andre mennesker i et mere forsonende lys – især dem jeg ikke kan lide. For det er dem, der viser mig min skyggeside og lærer mig noget om mig selv som jeg ikke vil eller kan se. Det er kun i samværet med en anden jeg kan få øje på det, er en gammel, og måske også sand, kliche. Belønningen ved at opdage og erkende min egen skygge – når uhyggen og benægtelsen har lagt sig – ligger i ikke  at nedgøre, kritisere og bekrige, først og fremmest mig selv,  men også mennesker jeg ikke forstår eller deler holdninger med. Alle har lige ret til eksistensen og vi skal alle behandle hinanden ordentligt. Det mener jeg også at jeg gør. Men der er garanteret plads til forbedring!

De onde skygger og skeletter vælter ud af skabene i vores tid og mange steder og områder i verden er på randen af kollaps. Det er som en overordnet plan er ved at blive effektueret, for at kloden kan detoxe sig selv, og kommer til at ofre menneskeliv i processen. Vi er alt for mange, og hvis befolkningstallet stiger eksponentielt med samme hast som hidtil – så slår vi simpelthen planeten ud af kurs om relativt kort tid. Samtidig skrumper levestederne, enten pga smeltede poler og vandstandsstigninger eller pga tørke og storbrande og så videre. Ild, vand, luft, jord. Det er det der udgør livets grundsten, og medvirker samtidig til udslettelsen af det.

Altså igen et spørgsmål om polariteter. Livet der kan give sig selv, og tage sig selv. Hvad har vi, angiveligt intelligente mennesker, egentlig at skulle have sagt?

Jeg fandt i mit tekstarkiv den her lille oversigt der i runde tal viser befolkningstilvæksten i verden i de seneste 190 år:

Da min tipoldemor blev født i 1830, var der 1.0 milliard mennesker på jorden.
Da min oldemor blev født i 1858, var der 1.2 milliarder mennesker på jorden.
Da min mormor blev født i 1880, var der 1.4 milliarder mennesker på jorden.
Da min mor blev født i 1924, var der 2.0 milliarder mennesker på jorden.
Da jeg blev født i 1957, var der 2.9 milliarder mennesker på jorden.
Da mit barn blev født i 1985, var der 5.0 milliarder mennesker på jorden.
Da mit barnebarn blev født i 2017 var der 7.6 milliarder mennesker på jorden.

Jeg er hverken bange eller bekymret. Universet – og vores liv i det – er en dynamisk størrelse, der udvider og indskrænker sig i regelmæssige cykler. Ligesom vi fødes og dør, vil imperier rejse sig og falde igen over nogle århundreder, måske mere eller mindre. I vores tid går det hurtigere med alting takket være de effektive kommunikationsmidler vi råder over. Det er hvad vi, individerne i menneskeheden, gør, tænker og ønsker, der afgør hvordan det hele bliver, hvem der tager (og vi tillader at tage) magten og styret – og ikke mindst hvordan. Der er nogle verdensledere (Saturn) der hænger ved magten (Pluto) som gjaldt det livet og Egoerne vil ikke slippe magten uden kamp.

Saturn-Pluto-konjunktionen i Stenbukken fandt senest sted for ca. 500 år siden – dvs på Martin Luthers tid, så det er store penge der er på spil her. Jeg er dog lidt forsigtig med den sensationshype der er omkring dette i dele af det internationale astrologiske miljø. Der er en masse masse undercykler inde i den store cyklus eftersom Saturn og Pluto mødes i konjunktion ca. hvert 34. år i andre tegn og danner aspekter til hinanden undervejs.

Plutos bane er en skrå ellipse i forhold til de øvrige himmellegemers baner og derfor befinder planeten sig i et givet tegn, et sted mellem 12 og helt op til 30 år. Pluto er ca. 16 år i Stenbukken. Det særlige i dette tilfælde, er dog at konjunktionen finder sted i Saturns hjemtegn og derfor har ansvarsplaneten en hel del magt over tingene i forhold til at disciplinere og rydde op i geledderne omkring de uærlige, egennyttige og korrupte forhold der har holdt sig i det skjulte indtil nu, repræsenteret ved Pluto.

Senest vi havde Saturn-Plutokonjunktion var i november 1982 i det strategiske diplomattegn Vægten, og næste gang – i 2054 vil konjunktionen finde sted i spiritualitetens, medfølelsens – og forvirringens – tegn Fiskene.

De næste 34 år vil der altså forekomme kvadrater og oppositioner mellem Saturn og Pluto før de mødes igen. Disse aspekter vil uden tvivl referere tilbage til konjunktionen vi har nu – hvordan og på hvilken måde har jeg ingen anelse om. Det må tiden vise.

Det jeg kan sige er, at det arbejde vi hver især gør med os selv nu, med vores samvittighed og integritet vil have vidtrækkende konsekvenser for fremtiden, både individuelt og kollektivt.

Og så har jeg endda ikke sagt noget om velfærdsplaneten Jupiter der også befinder sig i Stenbukken i hele 2020 og mødes med de to store magtfaktorer senere på året. Det må blive en anden gang. Måske. Jeg skal arbejde med skyggen, finde den indre kilde igen, skrive noget poesi og trave nogle lange ture i mine nye yndlingsvandrestøvler – iført også nye uldsokker, der kalder sig for Saturns Ringe – fordi de er stribede. What’s not to like.

Må Jupiter være med dig/mig/os.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *