Saturn og det alkymiske guld

DSC01955“Rettidig Omhu”
A.P. Møller

 

Det føles næsten som at være i en trykkoger.  Saturn er, i skrivende stund, i den sidste grad af Skorpionens tegn.  Skorpionen har et skidt ry, fordi den i al væsentlighed handler om skrald der skal ryddes af vejen for at komme til guldet. Og der er meget skrald. Saturns temaer er bl.a. læring ved erfaring, , disciplin, hårdt arbejde – og grænser.

Den 18. september 2015, tidligt om morgenen (dansk tid), vil Saturn overskride tegngrænsen, forlade Skorpionen og finde friheden i Skytten – kan vi så ånde lettet op? Måske!

Meget a propos folkevandringer og flygningestrømme. Mennesker der har penge har fundet veje til at slippe ud af undertrykkende (saturn i skorpion) forhold og flygte fra krig og ufred i deres lande.  Mange er beklageligvis gået til undervejs – i Skorpionen er der ingen nåde for døden.

Det er utroligt så klart det står afspejlet i astrologisproget. Saturn er i øjeblikket det vi kalder for “grænsegænger” og har været det i hvert fald i et lille års tid (siden november 2014), hvor planeten har befundet sig i de sidste grader af Skorpionen. Fra december 2014 til juni 2015 var den lige inde at vende i Skytten – ligesom for at se om der var “fri bane” – en lillebitte forsmag på friheden – hvorefter den trak sig tilbage til Skorpionen igen. Og nu altså vender næsen endeligt mod Skytten.

I den tid, hvor Saturn har været retrograd (altså trukket sig en smule baglæns igen) må tusinder af mennesker have fundet mod til at samle alle de ressourcer de har, skille sig fra alt det umiddelbart og unødvendigt tyngende gods og ejendom, og beslutte at søge væk til hvad de håber, er et bedre liv i de nordlige egne. Det kræver stort mod. Eller at man virkelig er i fare og der ingen anden udvej er. Klare skorpionsignaler – vi skiller skidtet fra og søger guldet.

Vel inde i Skytten vil det vise sig hvordan Saturn så gebærder sig.  Måske kan det at have kastet lænkerne i første hånd føles som en umådelig frihed hvor man tror at alt kan lade sig gøre.  Som at skyde med spredehagl – noget må ramme og så tager vi det uden tanke på sidefangsten. Når man slipper ud af et bur, skal der festes igennem – men tøv nu lige lidt… det kan være godt nok med de store armbevægelser – men Saturn er ikke vant til fest og farver, bryder sig end ikke om det og kan blive lidt spids i det. Så når festen har lagt sig et stykke tid efter den 18. september 2015 – så er det at arbejdet skal begynde. Arbejdet på at få essensen, guldet, fra Skorpionen, til at indgå i de nye sammenhænge og situationer der byder sig, og som er nødvendige. I Skytten kan der eksperimenteres, men på et oplyst grundlag, med flid og med omtanke når det står til Saturn.

Skytten er et tegn der handler om at udforske og opdage nye verdener, både i de fysiske omgivelser, og også i forhold til mentalitet og spiritualitet.  Jeg har på fornemmelsen at Saturn i Skorpionen har været igennem en form for alkymi, og at vi ikke endnu har set i hvilken form dette “guld” så vil vise sig. Det bliver interessant at følge i de næste 2 1/2 år.

Jeg tør vædde på at der blandt de flygtninge og migranter vi ser i disse dage, gemmer sig mennesker med ressourcer, viden og uddannelser som kan vise sig at være til gavn for vores samfund – om det så er i Tyskland, England, Sverige eller Danmark. Ressourcer som de bør have mulighed for at vedligeholde og udvikle, sådan at de også kan gøre gavn i deres respektive hjemlande, når og hvis der bliver så fredeligt, at de en gang i fremtiden kan vende tilbage dertil og bygge gode samfund op.  Så jeg vil sige at i astrologisk lys, vil det være meget klogt, med rettidig omhu, at tage godt imod de mennesker der vælger at komme her, og give dem mulighed for udvikling. Både dem vi ser nu – men også dem der allerede har været her længe.