Prokrastinerer

Nu sker det igen. Det er søndag og jeg skal i gang med at skrive en artikel om Hermes. Det er lidt som gamle dages lektier – det kniber med at komme i gang for der er 1000 andre ting der på mystisk vis trænger sig på. Det er en opgave jeg har givet mig selv. Den skal være færdig til deadline den 20. april. Så der er jo tid. Eller er der?

Om lidt er der påskeferie og jeg ser frem til en hel uge med god tid til fordybelse som er en tilstand jeg holder meget af at være i. Men der er et “men”… Merkur vil blive retrograd søndag den 9. april og jeg forudser at artiklen kan komme til at drille – den handler jo om Merkur selv, så der skal nok komme nogle hik på vejen – hvis jeg ikke får den skrevet inden.

På deadline den 20. april går Solen i Tyrens tegn hvor Merkur præcis krydser Solen i sin “baglæns” bevægelse og går tilbage i Vædderens tegn – den dykker altså lige ned under solens stråler og bliver forbrændt – av av av – og derfra render den lige i armene på Uranus (igen) i dagene omkring den 28. april. Her skal vi forberede os på overraskelser.  Merkur vil kline sig op ad Uranus, stort set helt frem til den vender fremad igen den 2. maj og slipper taget i Vædderen og vender tilbage til Tyr igen den 16. maj.  Altså en ca. tre uger med impulsivitet og “hovsa”løsninger, højt energiniveau og speedtænkning – og deraf følgende fejltagelser og alt for hurtige beslutninger, der ender med at skulle rulles tilbage – eller fejes ind under gulvtæppet (indtil også det kommer frem i lyset). Det er værd at holde øje med den storpolitiske scene og se hvilke overraskelser der kommer og hvilke reaktioner det medfører.  Oprør? Ballade? Disruption? Protester? Demonstrationer? Pluto går retrograd også den 20. april for en fem måneders periode. Jupiter fortsætter også retrograd bevægelse indtil midten af Juni. Saturn går retrograd fra 6. april og frem til slutningen af august. Det føles lidt som at rulle en stor sten op ad bjerget – og hvad skal det gøre godt for?

Der kommer flere tunge afsløringer op i lyset, gætter jeg på. Den økonomisk/politiske oprydning fortsætter ufortrødent. Det bliver et interessant forår og sommerens agurketid er måske igen aflyst.

En god ting kan ventes fra Venus. Den 3. april går hun – baglæns – ind i Fiskenes tegn, hvor hun vil hente kræfter, indtil hun vender tilbage til Vædderen den 29. april. Hun går ind med sin intelligente Athene-energi og forsøger at skabe fred mellem stridbare parter – forhåbentlig holder hun ud, før hun slår en klo i Uranus i starten af Juni og får sat tingene på plads. Kvinderne slår i bordet og får sagt nogle sandheder på rette tid og sted. Splid og splittelse må stoppe og erstattes af dialog og samarbejde. Herefter går Venus ind i sit eget tegn Tyren og bliver mere rolig og godmodig. Det bliver tid at nyde en is på havnen efter strabadserne.

Nå, jeg må nok hellere se at komme i gang med den artikel, inden grandfætrene Merkur og  Uranus (Hermes og Prometheus) kommer og spænder ben!